Påskeferieforventninger

I eftermiddag kan jeg hilse en tiltrængt og kærkommen påskeferie velkommen og alle de vejrstationer jeg plejer at tjekke, har lovet fuld sol så langt ud i fremtiden, de tør at varsle vejr. 

Jeg glæder mig, men mest til at se mine rollinger <3. Simon kommer ikke. 

Desværre. 

Hvis du kikker efter, kan du midt i billedet til venstre se to sorte prikker.

Det er vores ven og Jan, som kører på snescooter.

 Vi lever det smukkeste sted man kan tænke sig og jeg har svært ved at se mig selv andre steder end i disse overvældende, unikke og smukke landskaber.

At kræve for meget af sig selv

Igennem alt for lang tid har jeg kørt i et alt for højt gear. 

Inde i mit hoved har det larmet, regeret og støjet med alt muligt og især og nok mest umuligt.

Jeg har argumenteret med mig selv om ingenting og alting, spekuleret mig vind og skæv uden at have noget konkret at spekulere over og jeg har ladet underlige tanker køre rundt med mig.

Der er danskvand-brus lige under min hud mellem de inderste og yderste nerve-lag og mine drømme har kørt  frihjul, så jeg har ligget vågen mange timer mange gange om natten og om morgen har jeg været oppe og køre, selvom jeg måske var lidt for træt efter søvnmanglen.

Og så alligevel ikke. For jeg føler heller ikke at jeg når, det jeg gerne vil nå og alt det jeg sætter mig for og så kører tankerne igen derud af med en hastighed, som man ville få en fartbøde for.

I morgen når klokken slår fyraften, så står min mellemste vidunderunge hjemme, for hun ankommer med flyet i morgen formiddag. Jeg skal lige have overstået arbejdsdagen inden jeg helt kan svælge mig i moderlykken og for at det ikke skal være løgn så kommer Sara og Max på lørdag.

De bliver her påsken over og jeg glæder mig til at køre ned i gear, lade roen sænke sig, sænke skuldrene og lade hjerne køle lidt af.

De sidste par år har trukket store veksler på min indre konti.. både på den almindelige og opsparingskontoen.

Jeg er gået i en indre betalingsstandsning, men er ikke helt konkurs.. endnu og det skal heller ikke ske.

I hverdagen forsøger jeg at få det indre regnskab til at gå i nul, ved at tage af hverdagens små glæder, øver mig i at finde små positive klatregreb i hverdagslivet, som jeg kan hænge min lid op på og jeg prøver at ryste hverdagens skidt af mig inden jeg lukker mine øjne for natten, men du kender det sikkert; du vågner ca 23 minutter efter at du er faldet i søvn med galoperende hjerte og blodet arrigt brusende i hele kroppen og der går uendeligt mange tanker igennem hovedet inden du igen kan lukke øjnene.

Jeg tror at kroppen kan huske og måske endda få dårlige vaner, som ikke har noget med hjernen at gøre-agtigt. At den husker de der stoppesteder i søvnen og tror at den skal afbryde hvilen og vække hele systemet, men nu overtager jeg altså kommandoen og sørger for at hoved og hjerne finder tilbage til det langsomme flow, hvor tankerne kommer ind en ad gangen i behørig orden og med ærlige ærinder uden at falde over hinanden og blive liggende.

Jeg plejer at være rimeligt god til at rydde ud, rydde op og få sat systemer, som er til at finde ud af.

En af metoderne er at komme ud. 

Bare ud på den ene eller på den anden måde og i går var jeg ude og fotografere børnene hundeslædevæddeløb, hvor der var deltagere fra mange af de nordlige hundedistrikt-byer. 

(dronefilm på KNR)

I dag blev det til en hundeslædetur, med vores egne hunde, hvor hundene løb i så hurtig galop, så jeg knapt nåede at få kameraet op af tasken. 

Du får lige en bunke.. ja, faktisk alt for mange, for jeg mestrer ikke begrænsningens kunst i ret mange sammenhænge.

I morgen kommer Laura, i morgen går starten på Arctic Circle race - for 25. gang og efter 2 års corona-pause og byen er fyldt med menneske fra andre steder og hunde fra det meste af Nordgrønland. 

På lørdag er der hundeslædevæddeløb med de voksne og lige inden lørdagen går på hæld, kommer Sara og Max.

Hundeslædekuskene, hundene og skiløberne bliver skiftet ud i næste uge med musikere, kunstnere, et par kokke og andre gode godtfolk

Det bliver en god påskeferie og jeg glæder mig.

Aka

 I torsdags fyldte min yngste søster 50 år. 

På selve dagen blev det fejret med fin mad på hotellet for den nærmeste familie og det var hyggeligt og maden var exceptionelt god.

Om fredagen var der åbent hus, hvor der var lagt op til mere mad, vin og musik. 

Det blev også en sjov og hyggelig aften.

Jeg kunne godt have brugt mange flere timer, men morgensdagen lå og lurede i min underbevidsthed. 

Jan og jeg skulle forholdsvis tidligt hjem, da vi skulle til en begravelse dagen efter.

Een af vores meget gamle venner, som vi har haft mange gode sejlture og jagtture med, havde været syg og var uventet og ret pludseligt død.

Vi rendte ikke hinanden på dørene og når vi var sammen var det med ganske få undtagelser ude i naturen og på havet.

Jan arbejde sammen med vores ven i en del år og så derfor meget mere til ham og havde meget mere kontakt end jeg havde. 

Vores ven var blevet bedstefar og det fyldte en del i hans liv, og hans store interesse for sang og musik, hvor han især gjorde sig fantastisk godt med sin specielle, dybe, lidt hæse bas og sin kunnen udi at dirigere.

Jeg fulgte med på sidelinien og var hver gang jeg så ham til arrangementer, på gaden eller til sammenkomster, glad for at kunne sige at han var min ven.

De år hvor vi sejlede, sejlede og bare sejlede sammen, lærte han mig en masse; viden, som ellers er gået tabt, hvor han kunne huske, hvad hans egne forfædre havde lært ham. 

Jeg var ikke opmærksom nok, lærte ikke i det omfang, som jeg gerne ville have gjort, men han øste tålmodigt ud af sin viden uden at blive stødt over eller ked af, at mange af hans fine guldkorn og perler sang til bunds i det hav, som vi sejlede rundt på.

Vi kunne sidde sammen i timevis uden at nogen af os sagde noget. 

Du kender sikkert også nogen, som du kan sidde sammen med uden at skulle fylde stilheden ud?

Den stilhed vi plejede at sidde sammen i, var tryg og fyldt med ro.

Han havde ingen fordomme og hvis han havde, viste han dem aldrig til mig. 

Sagde ikke noget negativt om andre, men var tilgivende og rummelig.

Det var den side af sig selv, som han viste mig. 

Jeg forestiller mig at det også var den side han viste alle andre.

Indimellem kom han i tanke om en sang, en salme eller melodi, som han sang.. måske til mig, måske til sig selv? 

Det blev aldrig akavet eller underligt, som det måske ville have været, hvis jeg pludseligt begyndte at synge for dig, men hans sang var hyggelig, dejlig og mange gange indledning til en ny samtale om et nyt emne.

Nu tænker du måske at det er underligt at en voksen mand og en voksen kvinde sidder mutters alene ude på havet og der har stukket noget under?

Det kan jeg forsikre dig om, at der aldrig var.

Jeg har aldrig i mit liv mødt en mere anstændig og respektfuld mand. 

Mens jeg sidder her og tænker på ham, er de første ord, som dukker op i mit hoved: kultiveret og civiliseret. Han var så velopdragen og viste så meget pli.

Du har sikkert også mødt mennesker i dit liv, hvor deres blotte tilstedeværelse gør at du opfører dig lidt bedre, husker at sige tak og være taknemlig uden at det hverken bliver stift, akavet, påtaget eller falsk. 

Sådan havde jeg det. 

Jeg gjorde mig lidt mere umage og ville gerne vise min bedste side og jeg følte at jeg blev et lidt bedre menneske, når jeg var sammen med ham.

Jeg ville sådan have ønsket at han var med til sin begravelse på en anden måde, end det han var.

Han fik den smukkeste, smukkeste begravelse, som man kan tænke sig.

Vejret var strålende. 

Luften var knasende frisk, en anelse kold, men vendte du ansigtet mod solen og lukkede øjnene, blev huden varmet op og sindet lidt lettere.

Kisten var ikke båret ind i kirken. De kormedlemmer, som han gennem tiden havde dirigeret, stod så smukt oppe ved alteret med en blå blomst i hånden mens de ventede og da fanebærerne trådte ind, rejste vi os alle. 

Der var en andægtig tavshed, som fyldte hele kirken, greb os alle i de dybeste hjerterødder og så begyndte koret at synge på smukkeste vis.

Hans stemme manglede. Alle kunne høre at der mangledes noget væsentligt. Ham.

Og så blev han båret ind.

Familien bar ham ind efterfulgt af mere familie, mens koret sang så smukt at det alene ville have været mere end rigeligt til at trække tårerne op i øjnene.

Præsten holdt en tale, hvor man så tydeligt kunne høre, at folk, som havde kendt vores ven, havde bidraget.

Hans store grønlandske sproglige viden, som han også underviste i, hans dybe engagement i og med korsang og ikke mindst hans kærlighed til sin familie og til hans venner.

Vi sang en salme og koret stillede sig igen rundt om kisten med deres blomst i hånden, hvor de endnu engang sang en smuk salme som de sluttede af med at ligge blomsten på kisten, og hvis man ikke var blevet grebet om hjertet før, så blev man det nu.

Kisten blev båret ud og i kirkegården sang koret igen.. efter at præsten havde kastet jord på kisten i hullet og vi havde sunget en smuk salme. 

At stå der på kirkegården og lytte til koret (faktisk var det to kor, som sang sammen; et alm kor og et mandekor) er noget af det, som jeg vil huske meget meget længe. 

Som man gør heroppe, hjalp alle til at dække hullet til, lægge blomsterne pænt på graven og der blev taget billeder til minde og til dem som ikke kunne deltage og så var der kaffe på hans tidligere arbejdsplads.

Der stillede nogle af hans kollegaer sig op og sang for med tværfløjte, klaver og guitar da vi alle sang " du som har tændt millioner af stjerner" , som vores ven har oversat så smukt til grønlandsk og korene sluttede af med at synge den smukkeste salme som vores ven holdt ekstra meget af. 

Mit hjerte var så knuget, så blødt, så trævlet så opfyldt og så tomt. 

Jeg ville ønske at han havde været med på en anden måde, end det som han var med på, for han skulle altså have hørt de kor, som han har øvet med så mange, mange gange, synge så inderligt smukt.

Han ville med garanti også have frabedt sig al den virak omkring sin person og henledt opmærksomheden hen på noget andet. 

Han fik en al, al for tidlig død. 

Han havde fortjent, at han havde levet meget, meget længere og det synes jeg faktisk også vi andre havde fortjent.. at han levede meget længere, for han lærte fra sig både bevidst og med sin tilstedeværelse og det han havde at give, var ikke kun noget man kunne læse sig til.

Han fik den smukkeste begravelse. 

Den smukkeste og dog den meste enkle begravelse.

Der var ingen pomp og pragt, men den stemning, som han gav andre, mens han levede, den blev båret ind og foldet ud, sunget fra hjertet og givet tilbage på hans sidste rejse.

Da Jan og jeg kom hjem, pakkede vi lidt mad ned i en taske og kørte ud i hytten, hvor vi så solen gå ned og stjernerne dukke op en efter en på den klare, kolde arktiske nattehimmel.

Vi var begge dybt mærket og bevæget over afskeden med vores ven og den smukke begravelse, men når det ikke kunne være anderledes er jeg taknemlig for at det bliver med så smukt et sidste minde. 

Ære være dit minde, Aka.

En kat vi ikke ville have (om at forelske sig mod sin vilje)

Man er ikke altid herre over, hvem man kommer til at elske i sit liv og er man uopmærksom et øjeblik kan man risikere at miste sit hjerte ... til en kat.

For lidt over 10 år siden ville jeg have benægtet pure at jeg kunne falde for en kat og endda komme til at holde af en kat.

Faktisk syntes jeg de var for svære at aflæse fordi de ingen ansigtsmimik har.. troede jeg og fordi jeg konsekvent sammenlignede katte med de hunde, som jeg var vant til.

Sara, mit yngste barn er vild med dyr og har altid drømt om at have en hund; en indehund, men en slædehund som indehund er lige voldsomt nok både dengang og nu, så vi var ret konsekvente i vores nej.

Man må ikke have andre hunderacer end den grønlandske slædehund nord for polarcirklen eller i hundeslædedistrikterne, da man vil bibeholde den grønlandske slædehunderace ren og uden indblanding med andre hunderacer.

Som barn havde jeg en blå undulat og senere havde jeg en kort overgang et marsvin, men min far har næsten altid haft slædehunde, som vi kørte slæde med og da børnene var små, var der både undulater, hamstre og jeg tog en gråsisken med hjem, som ikke kunne flyve og som vi endte med at have i over tre år, og det passede sig rigtigt dårligt i min verden med en fugl, der ikke kunne flyve og Saras ønske om at få en kat, når nu en hund ikke kunne komme på tale, så svaret var hver gang et bestemt, men venligt "Nej".

Hvordan hun pludseligt en januardag dog fik os til at sige ja til en lillebitte kattekilling, som vi ikke havde set, står mig stadig hen i en gådefuld tåge.

Og indrømmet, så gik der jo ikke lang tid inden den uønskede kat, havde stjålet vores hjerter og vi ikke kunne forstå, hvorfor vi havde sagt nej, nej og atter nej, så mange gange.

Sara rejste til Bruxelles og efterlod os katten og hun skulle videre rundt i uddannelsessystemet og katten var en trøst og var selskab, da børnene en efter en efterlod barndomshjemmet.

Som nogle ved, er der ingen dyrlæger her i byen; faktisk er der vist kun dyrlæger i Nuuk og der kan man jo ikke bare lige bestille en dyrlægetid og rejse til, for rejser rundt her i landet er dyre, besværlige og skal planlægges uden man da har garanti for at planen lykkedes, så vi har aldrig haft mulighed for at få vores kat steriliseret, men vi har kunnet hente p-piller til hende, for at forebygge noget løbetid. 

Vi har været meget tilbageholdende med at give hende p-pillerne, da vi har læst at de kan forårsage kræft alle mulige steder,  så det har været i korte perioder vi har måttet ty til dem. 

P-pillerne kunne vi købe på kommunens borger-henvendelse, sammen med ormekur til hundene og bestille en rabiesvaccination hos en hundeinspektør, som ikke har anden uddannelse udi sygdomme hos dyr, end hvad der er almen viden, men nogle regler, bestemmelser andre ting, som jeg aldrig helt fandt ud af gjorde, at muligheden for at købe p-piller pludseligt var væk og vores kat kunne gå jamrende rundt i huset ca hver 3. uge uden at kunne forstå, hvorfor denne løbetid som hun jo naturligt kom i, ikke kunne lindres på nogen måde.

Det var synd for hende og det var ikke rart at se eller høre på.

Så fik vi pludseligt fint besøg af nogle dyrlæger, som havde oprettet et intermissitisk "dyrehospital" nede på det gamle skibsværft og jeg skrev om der var mulighed for at købe p-piller til hende, men de tilbød at sterilisere hende, og det endda gratis. 

Vi takkede taknemligt JA tak til tilbuddet og i går kørte jeg hende så afsted i en transport taske ned til det gamle skibsværft.

Hende,  som aldrig kommer ud og kun ved uheld har været udenfor huset, sad i tasken under et tæppe og miavede uforstående og mit kattemoder-hjerte styrtblødte, og hvis jeg ikke havde skullet stå foran andre voksne mennesker, havde jeg såmænd også nok fældet et par tårer i medfølelse.

Jeg afleverede hende kl 09 om morgenen og da de havde lyttet til hendes hjerte og vejet hende, kom de ud til mig og og sang en meget stram sang fra de varme lande vedrørende hendes vægt, som ikke er svarende hendes højde.. altså hun er alt for tyk.

Vi har aldrig kunnet komme til at veje hende, men dyrlægen kunne fortælle os at hun vejer hele 6,5 kg, hvor 4 ville have været mere passende. Øv.

Vi vidste det godt, men især Jan har hun fået dresseret godt til at når hun vipper med halen, blinker med øjnene og miaver lidt ynkeligt, så giver han hende mad mens han messer medfølende ord om sult, lækkersult og kærlighed givet i form af mad. 

Jo, især ham, men såmænd også os andre.

En kat som aldrig kommer ud bevæger sig ikke nær så meget, og selvom vi bor i et stort hus, så har det været sværere og sværere at drive hende ud i leg og bevægelse og vi kender det fra os selv, at vi jo bliver mere og mere mageligt anlagt og kan vi lægge i sofaen, så gør vi hellere det, og dermed kunne vores stakkels kat nu indkassere grimme ord om sin vægt og facon hos dyrlægen, som dog også rådgav os om slankekure for katte og fortalte om produkter, som kunne gøre det lettere for os at hjælpe hende med vægttab.

Vi blev ringet op sent eftermiddag efter vi neglebidende havde gået i tætte cirkler hjemme på stuegulvet, at nu kunne vi hente vores tykke kat igen.

Operationen med at fjerne både livmoder og æggestokke var gået fint og vi fik både smertestillende og antibiotika med til hende.

Hun lå bare fuldstændig groggy i tasken, mens øjnene rullede underligt rundt i hovedet på hende og når hun forsøgte at rejse sig, dinglede hun sidelæns inden hun væltede omkring.

Jan og jeg sørgede for at have tæpper til hende og være lige omkring hende hele tiden og lige inden vi skulle i seng, kunne vi lokke de ny-indkøbte, store grønlandske luksusrejer i hende.

Jeg skal møde sent i dag og når jeg møder, har Jan skemafri og kan komme hjem og holde øje med at hun hun har det godt.

Vi, der ikke ville have kat, har pylret, nusset og været bekymret for den kat, som vi den første uge dengang i 2011 ikke ville involveres i. 

Hun stjal vores hjerter ❤️ 

For at kunne have vores kat i så mange år som muligt, sætter vi nu (altså når hun er lidt mere ovenpå om 4-6 dage) ind med slankekost og bevægelse.

(synes forøvrigt at det er for tidligt at Jan joker med at: "vores kat er så tyk, at hun skulle opereres på et skibsvært" er helt passende.. endnu og især når det er os, som ikke har formået at passe på hende, som vi skulle) 

Hjerne-fastfood og lette løsningeer

 Skal jeg tilstå noget?

Jeg har gået og tænkt på, at jeg bliver mere og mere doven, lad, forvent og mageligt anlagt, hvad angår læsning. 

Og jeg er endda lærer. Sproglærer for at det ikke skal være helt løgn.

Jeg er også een af dem, som læser overskrifterne og derefter scroller lidt tankeløst ned over den resterende tekst, mens jeg lidt opgivende forsøger at finde nogle enkelte ord, som jeg kan hægte min interesse op på, noget som kan fastholde og noget som kan tvinge mig ind i teksten.

Kender du det?

Jeg har talt med nogen om det og jeg kan høre, at jeg desværre ikke er den eneste, som er kommet ud af træningen med at fordybe mig, være mere undersøgende og læse indad og tæt.

En fængende overskrift, et par billeder og så er jeg mæt og gider ikke læse mere og tror forøvrigt at jeg har fået al det essentielle og vigtige ud af enhver tekst.

Jeg er, ligesom så mange faldet for lydbøgerne og podcastene og ja, der kan man også fordybe sig, finde viden og komme helt ind til benet, men når jeg sidder med mine høretelefoner på, strikketøjet i hænderne eller spinder garn og lytter til en indtalt bog eller nogen som har gjort et forarbejde for mig og søgt viden, som de så deler ud af, føler jeg lidt at jeg snyder på en eller anden måde. 

Jeg er ikke helt så aktiv i min hjerne, som hvis jeg selv havde læst og undersøgt, føler jeg. 

Selv når det er en god spændingsroman, som jeg kan sidde og strikke til eller vaske op til føler jeg let at jeg går glip af noget, som læsningen gav.

Jeg har bøger liggende inde ved siden af min seng, men der bliver de pænt liggende uåbnet og ulæst, for jeg ligger med min mobiltelefon og glor på instagram, facebook eller andre hurtigtfordøjelige sider, som jeg i virkeligheden ikke får mange åndelige vitaminer ud af.

Det er ligegyldige hjerne-fastfood kalorier, som jeg ikke føler giver sund næring til min intellektuelle udvikling og mens jeg så ligger der og glor på underholdende ligegyldigheder, siger jeg til mig selv, at det også er godt at lade hjernen køre lidt i frigear, finder på gode argumenter for at finde endnu en ny lydbog til i morgen og lade endnu en episode afspille på en podcast.

Jeg får lyttet til en masse gode og spændende lydbøger og det er trods alt bedre end slet ikke at få lidt "boglig" inspiration og når jeg finder oplysende, interessante,  sjove, finurlige og underholdende podcast får jeg også følelsen af at have fodret min sjæl med andet end letfordærvelige internets-snask.

Og i virkeligheden er det jo ret fjollet, lidt gammeldags og lidt for konservativt, tror jeg og jeg skal nok bare vænne mig til at sådan er tidsånden i dag.

Du kan få læst næsten enhver tekst op via din digitale enhed og jeg tænker måske lidt for meget over, hvad det gør ved læsningen som læsning i al almindelighed, skrivningen og især vores evne til at fordybe os, når vi kan få det hele serveret. med lynets hast uden vi når at tænke dybere over noget som helst.

Hverdagsvejret i dag

 Hvorfor er det altså bare, at vejret er så fantastik i hverdagene og så kedeligt i weekenderne?

Hele weekenden var vejret gråt, - ikke dårligt, bare kedeligt, gråt og lidt tungt indimellem.

Her til formiddag klarede det hele op, skydækket som havde ligget som en tung kugledyne over byen, forsvandt og solen bragede frem på himlen og lyste alting op som en dag i det tidlige maj.

Jeg sad så til møde til kl 16, men som jeg kunne se ud af vinduet og drømme mig andre steder hen.

Jeg tænkte på en tur for små tre uger siden, hvor vi kørte med een af vores venner ind i bunden af fjorden og kikkede livet efter i sømmene.

Der er alt alt for varmt efter årstiden og der er minimalt med sne denne vinter.

Faktisk er der mindre og mindre sne med årene og isen i fjorden lægger sig senere og senere. 

Jeg behøver vel ikke engang at skrive klimaforandringer, som vi sidder på første parket og iattager  heroppe.

Varme vintermåneder, manglende sne og varme somre.

Der kommer en anelse frost igen i denne uge siger dem, som har forstand på det, men slet ikke som det plejede at være.

I morgen står den også på arbejde kombineret med sol udenfor, men jeg håber at det holder længe nok til at jeg kan nå ud i det og nyde lyset. 

Det er jævndøgn.. i dag og vi går mod lysere tider

Plan B

Vi havde planlagt at tage i hytten og overnatte. 

Meningen var at vi ville invitere min mor med, så hun kunne se noget andet og oplevet noget, som ikke mindede om den trivielle hverdag.

Vi havde set frem til at sidde ude på vores terasse i solskinnet med en varm kop kaffe, et strikketøj i hænderne, et ugeblad eller sidde og gammelmandsblunde og øffe lidt over, hvor heldige vi er med vejret, livet og hinanden.

Men heroppe bestemmer vejret og mange af de aktiviteter som, i hvertfald Jan og jeg foretager os, så da vejrudsigten lovede snefald og meget overskyet, ændrede vi planerne til hjemmeliv med langsommelighed, blødkogte æg til morgenmad sammen med svogeren og en tur ned til havnen for at se livet dernede.

Kamera-batterierne blev ladet op med forhåbninger om, at der måske var en ørn 

eller noget andet at fotografere og der sad en lille flok havørne på den tynde is. 

De holdt øje med edderfuglene,

mågerne og torskene, som er dumme nok til at komme for tæt på overfladen.

Ravnene behøvede de på ingen måder at holde øje med, for de kom flyvende i hobetal, hvis ørnene har fundet noget spiseligt.

Ravnene er jo nogle kløgtige væsner og forstår sig på at gøre livet lettere for sig selv.

De sad meget, meget langt væk og var stort set umulige at fotografere, men forsøges skulle jo gøres alligevel for hyggen og øvelsens skyld.

Se på mennesker, der gik ture sammen, vi så både sejle ud og ind og vi så på det mylder af fugleliv og nød, at vi havde tiden for os.

Weekenderne i byen kan skam også noget og vi forsøger at få det bedste ud af det hele.

Vi på en film på netflix, mens vi sad i hver vores sofa med tæpper og puder og strikketøjet fik et par omgange på strikkepinden og katten nød at vi var hjemme og holde den med selskab.

Solen viste sig ikke rigtig, men man jo stadig køre en tur på hundeslæde og så kunne vi kompensere for den manglende hyttetur overfor min mor med en kort slædetur. 

Den var hun da med på og hundene blev spændt for slæden og vi kørte en lyntur ud i det grå.

Jeg fik ingen billeder af turen, men fik et par enkelte af hundene, da vi kom tilbage.

Vi er jo nået den alder, hvor vi vågner flere gange om natten for til sidste at vågne alt for tidligt. 

For tidligt i min verden er ved 04.30-05.00 tiden og alt for ofte og især i hverdagene, kan jeg ikke falde i søvn igen, hvilket igen betyder, at jeg falder for tidligt i søvn om aftenen og så er jeg inde i den der spiral med at ligge vågen, hvor man burde sove og omvendt.

Jo, jeg kunne jo bare indrette mig derefter, men samfundet er jo bygget op omkring at man er aktiv mellem 07 og ca 23, og udover at det kan være ret træls at ligge vågen i sin seng, så er manglende søvn altså heller ikke særligt tjekket.

I weekenderne kan jeg nogen gange og faktisk ret ofte, godt falde i søvn igen og få et par timer mere på øjet og efterfølgende også holde mig vågen til senere end kl 21.

Vi fik som sagt brugt den sidste del af formiddagen på en slædetur sammen med min mor og vi kunne så køre en tur ned til havnen for at se om der var lidt at se.

Jeg håbede lidt på at ørnene sad et par meter foran mig, eller bare inden for rækkevidde, men så heldig var jeg ikke. 

Tværtimod, for mit kamera drillede og jeg missede et par gode muligheder for sjove/gode billeder.

For at du ikke sidder og tænker, hvordan et par mislykkede billeder også kan se ud, lægger jeg dem ud. 

Det er ikke alt som er perfekt eller godt og måske kan du ærgre dig lidt sammen med mig over, at billederne ikke blev skarpe?

Her er to ørne oppe og slås over en torsk, som den ene fangede, men som den anden også gerne ville have haft del i. 

Det var den alene om at mene, så der blev vist store klør og skarpe næb i luften uden at torsken røg tilbage i havet.

Den fløj afsted med sit bytte, men ravnene havde luret, hvad der var færde, så de fulgte trofast med i håb om en lille godbid, en smagsprøve eller nogle rester.

Når nu jeg har fortalt dig, hvad billederne skal forestille kan du måske godt se det og måske kan du se, den torsk, som ørnen holder i sine klør?

Den var tæt på, men jeg nåede hverken at fokusere eller holde hovedet koldt, men det var hyggeligt at køre turen ned til havnen med Jan.

Der var jo stadig meget tilbage af eftermiddagen, så jeg kunne lige nå at blande lidt kautisk soda med lidt vand og olie til noget sæbe, så der er noget til sommeren og efteråret.

Jeg har holdt os med hjemmelavet sæbe de sidste 2 år og det er hyggeligt og sjovt, selvom jeg bruger den samme simple opskrift hver gang. 

Det sjove ligger vist mest i at vide, at den sæbe, som jeg vasker hænderne i, har jeg selv rørt sammen, så nu skal den så bare ligge og modne så længe som muligt.

Weekenden blev ikke som vi havde planlagt, men vi fik noget ud af dagene og du skal ikke høre os øffe om kedeligt vejr eller kuldsejlede planer.

Vi siger tak og stiller os op til endnu en arbejdsuge i morgen tidligt.

Håber at du har haft en lige så god og givende weekend.

At skabe minder

 Jeg snakkede med mine elever i sidste uge om det at skabe minder.

Dem er vi jo langt hen ad vejen med til med til selv at bestemme, hvordan skal se ud og vi kan langt hen ad vejen forme og skabe det liv, vi gerne vil have, med den opførsel vi udviser overfor os selv og hinanden og vi kan langt hen ad vejen også lære at bestemme, hvor meget eller hvor lidt en oplevelse skal fylde i vores tanker.. og inden vi begynder at diskutere traumatiske oplevelser eller sygdomme i sindet, er det altså helt almindelige hverdags-oplevelser jeg har fokus på her og jeg har den dybeste forståelse for, at  der er oplevelser, som man ikke selv er herre over og som man ikke kan ændre ved og sygdomme i sindet, som gør, at man ikke bare kan tænke sig ud af. 

Det er de andre tanker. 

Hverdagstankerne om du vil og hverdags-oplevelserne og vores ganske almindelige liv, som jeg gerne vil sætte lidt fokus på.

Ikke de der højdepunkter, som altid titter tydeligst frem, men hverdagslivet, som er basis, bunden og grundsubstansen.

Hverdagene som der jo er flest af og som gerne skulle være grundtonen i vores almindelige liv. 

At være bevidst om at skabe gode minder i hverdagen og i det almindelige liv, det var det, som jeg snakkede om. 

Det at opføre sig godt og anstændigt, respektfuldt og velopdragent i hverdagen så mindet om dig bliver godt og sødmefyldt.

Det har jeg gjort gennem flere år nu overfor mine elever, men jeg synes stadig at det er vigtigt. At huske os selv og hinanden på det. 

Mine elever sidder ofte i en rundkreds og holder møde. Når der er noget at holde møde om. 

Det er naturligt for dem, at tale om tingene. 

De er i den tidlige præ-pubert og derfor er der naturligvis nogle ting, som pludseligt er lidt svære og der kommer nogle gange nogle følelser i klemme, men generelt og overordnet set,  er de bare så dygtige til at snakke sammen og sige tingene med respekt for hinanden og sig selv.

Mit lærer-hjerte svulmer, når de med stor erfaring drøfter alvorlige børneting.

Jeg har gennem de sidste par år forsøgt at fortælle dem, at de skal være ordentlige overfor hinanden og overfor sig selv, så de om 30 år, når de engang mødes og skal snakke minder, har en masse gode og dejlige minder sammen og om hinanden.

Naturligvis griner de lidt, er lidt overbærende overfor mig og synes nogen gange at det er noget fjollet noget, at jeg er en gammel sær lærer, men jeg håber at det er med til, at de tænker sig lidt om og behandler hinanden godt.

Det er mit indtryk at de har det rigtigt godt med hinanden og når jeg ser dem ude i byen, er de sammen med hinanden på kryds og på tværs, piger og drenge og de er smilende, vinkende og ser altid glade og lette ud.

Det får mit lærer-hjerte til at banke glad.

I mit private liv, er jeg glad for at jeg så ofte besøgte mine forældre om eftermiddagen, når jeg havde tid,- i hverdagen og i weekenderne. 

Gav mig tid selvom tiden nogen gange var knap.

Meget ofte kørte jeg forbi dem og droppede ind og sad og drak en hurtig kop kaffe med dem i deres vinterhave eller sad om det runde bord i køkkenet sammen med dem.

I weekenderne havde jeg ofte Jan og ungerne med mig og det vigtige lå ikke i, at vi skulle noget sammen, men bare det hverdags-agtige kikken-forbi hos dem uden nogen forventninger om hverken det store eller det små.

De sidste par år kunne vi med bedrøvelse se min far forandre sig. 

Han sov sine dage væk og blev fjern og mistede sit virkelyst.

Han, som altid havde gang i en hel masse, lå på sofaen og sov eller lå inde i sin seng og var ikke til at få gang i.

Han virkede sløv, sløj og uengageret og jeg var med ham til læge mere end een gang, hvor man ikke helt kunne finde ud af, hvad der var fat med ham.

Jeg var afsted med ham til Dr. Ingrids hospital, hvor en læge og en ergoterapeut forsigtigt antog at det var hukommelsen den var gal med og det gav mening.

Vi var ikke helt klar over, hvor slemt det var, men sådan er det jo med nogle demenssygdomme.

Sommeren 2020 blev min far indlagt på sygehuset; der havde sygdommen pludseligt gjort et stort indhug i min fars hukommelse og personlighed og det stod meget klart at han nu behøvede mere hjælp end det, som min mor tappert havde givet indtil da.

Hans medfødte velopdragenhed, pli og gode opførsel gjorde det svært at bedømme, hvor slemt det stod til, men det var med forfærdende tydelighed, at han ikke længere kunne tage vare på sig selv.

Han kom plejehjemmet og mine forældres hverdag ændrede sig fra den ene dag til den anden. 

Det gjorde vores sådan set også.

Min mor er ude og besøge min far hver eneste eftermiddag, Jan og jeg samler hende meget ofte op, når hun går fra ham om eftermiddagen og vi har fået fri fra arbejde og så skiftes mine søskende og jeg til at besøge vores far om aftenen i et par timer ca hveranden aften.

Hans gamle personlighed dukker nogen gange op til overfladen og det er så dejligt at få et glimt af den "rigtige" far, som jeg kendte ham.

Hans skæve og meget underfundige humor titter også nogle gange op til overfladen og så bliver jeg mindet om, hvordan han engang var.

Jeg ved ikke, om det er hårdere at miste til andre sygdomme, men jeg ved at demenssygdommen er en led een at miste sine kære til og jeg ønsker det ikke for nogen.

Det langsomme, triste og håbløse farvel. 

Det hjerteskærende og langstrakte farvel, som trækker din smerte ud en endeløs sorg, som gentages og gentages til du end ikke helt ved, hvem det er du siger farvel til.

Jeg er glad for, at jeg skabte så mange gode minder, mens tid var,  for de kan jo ikke skabes med tilbagevirkende kraft, hvis du forstår hvad jeg mener og når jeg sidder ude på plejehjemmet og ser på min far i dag, har jeg nogen gange svært ved at genkalde mig, hvordan han sad med sine pibe i hånden, hvordan han kunne fortælle lange, sjove anekdoter eller hvordan han kunne sidde inde på sit kontor og nørkle med computere, opfinde praktiske ting til at reparere ting som andre havde opgivet at lave.

På min harddisk fandt jeg disse billeder som blev taget for præcis 3 år siden, 

hvor jeg besøgte dem i og fik en kop kaffe ude i deres vinterhave og hvor han stadig boede hjemme, men hvor han var i stærk forandring og demenssygdommen allerede var i gang med at tære på min fars skæve, specielle og helt unikke personlighed.

Så jeg husker mig selv på, at de minder jeg gerne vil have om 30 år, dem skal jeg skabe i dag og jeg vil gerne have gode minder at huske tilbage på.