At skabe minder

 Jeg snakkede med mine elever i sidste uge om det at skabe minder.

Dem er vi jo langt hen ad vejen med til med til selv at bestemme, hvordan skal se ud og vi kan langt hen ad vejen forme og skabe det liv, vi gerne vil have, med den opførsel vi udviser overfor os selv og hinanden og vi kan langt hen ad vejen også lære at bestemme, hvor meget eller hvor lidt en oplevelse skal fylde i vores tanker.. og inden vi begynder at diskutere traumatiske oplevelser eller sygdomme i sindet, er det altså helt almindelige hverdags-oplevelser jeg har fokus på her og jeg har den dybeste forståelse for, at  der er oplevelser, som man ikke selv er herre over og som man ikke kan ændre ved og sygdomme i sindet, som gør, at man ikke bare kan tænke sig ud af. 

Det er de andre tanker. 

Hverdagstankerne om du vil og hverdags-oplevelserne og vores ganske almindelige liv, som jeg gerne vil sætte lidt fokus på.

Ikke de der højdepunkter, som altid titter tydeligst frem, men hverdagslivet, som er basis, bunden og grundsubstansen.

Hverdagene som der jo er flest af og som gerne skulle være grundtonen i vores almindelige liv. 

At være bevidst om at skabe gode minder i hverdagen og i det almindelige liv, det var det, som jeg snakkede om. 

Det at opføre sig godt og anstændigt, respektfuldt og velopdragent i hverdagen så mindet om dig bliver godt og sødmefyldt.

Det har jeg gjort gennem flere år nu overfor mine elever, men jeg synes stadig at det er vigtigt. At huske os selv og hinanden på det. 

Mine elever sidder ofte i en rundkreds og holder møde. Når der er noget at holde møde om. 

Det er naturligt for dem, at tale om tingene. 

De er i den tidlige præ-pubert og derfor er der naturligvis nogle ting, som pludseligt er lidt svære og der kommer nogle gange nogle følelser i klemme, men generelt og overordnet set,  er de bare så dygtige til at snakke sammen og sige tingene med respekt for hinanden og sig selv.

Mit lærer-hjerte svulmer, når de med stor erfaring drøfter alvorlige børneting.

Jeg har gennem de sidste par år forsøgt at fortælle dem, at de skal være ordentlige overfor hinanden og overfor sig selv, så de om 30 år, når de engang mødes og skal snakke minder, har en masse gode og dejlige minder sammen og om hinanden.

Naturligvis griner de lidt, er lidt overbærende overfor mig og synes nogen gange at det er noget fjollet noget, at jeg er en gammel sær lærer, men jeg håber at det er med til, at de tænker sig lidt om og behandler hinanden godt.

Det er mit indtryk at de har det rigtigt godt med hinanden og når jeg ser dem ude i byen, er de sammen med hinanden på kryds og på tværs, piger og drenge og de er smilende, vinkende og ser altid glade og lette ud.

Det får mit lærer-hjerte til at banke glad.

I mit private liv, er jeg glad for at jeg så ofte besøgte mine forældre om eftermiddagen, når jeg havde tid,- i hverdagen og i weekenderne. 

Gav mig tid selvom tiden nogen gange var knap.

Meget ofte kørte jeg forbi dem og droppede ind og sad og drak en hurtig kop kaffe med dem i deres vinterhave eller sad om det runde bord i køkkenet sammen med dem.

I weekenderne havde jeg ofte Jan og ungerne med mig og det vigtige lå ikke i, at vi skulle noget sammen, men bare det hverdags-agtige kikken-forbi hos dem uden nogen forventninger om hverken det store eller det små.

De sidste par år kunne vi med bedrøvelse se min far forandre sig. 

Han sov sine dage væk og blev fjern og mistede sit virkelyst.

Han, som altid havde gang i en hel masse, lå på sofaen og sov eller lå inde i sin seng og var ikke til at få gang i.

Han virkede sløv, sløj og uengageret og jeg var med ham til læge mere end een gang, hvor man ikke helt kunne finde ud af, hvad der var fat med ham.

Jeg var afsted med ham til Dr. Ingrids hospital, hvor en læge og en ergoterapeut forsigtigt antog at det var hukommelsen den var gal med og det gav mening.

Vi var ikke helt klar over, hvor slemt det var, men sådan er det jo med nogle demenssygdomme.

Sommeren 2020 blev min far indlagt på sygehuset; der havde sygdommen pludseligt gjort et stort indhug i min fars hukommelse og personlighed og det stod meget klart at han nu behøvede mere hjælp end det, som min mor tappert havde givet indtil da.

Hans medfødte velopdragenhed, pli og gode opførsel gjorde det svært at bedømme, hvor slemt det stod til, men det var med forfærdende tydelighed, at han ikke længere kunne tage vare på sig selv.

Han kom plejehjemmet og mine forældres hverdag ændrede sig fra den ene dag til den anden. 

Det gjorde vores sådan set også.

Min mor er ude og besøge min far hver eneste eftermiddag, Jan og jeg samler hende meget ofte op, når hun går fra ham om eftermiddagen og vi har fået fri fra arbejde og så skiftes mine søskende og jeg til at besøge vores far om aftenen i et par timer ca hveranden aften.

Hans gamle personlighed dukker nogen gange op til overfladen og det er så dejligt at få et glimt af den "rigtige" far, som jeg kendte ham.

Hans skæve og meget underfundige humor titter også nogle gange op til overfladen og så bliver jeg mindet om, hvordan han engang var.

Jeg ved ikke, om det er hårdere at miste til andre sygdomme, men jeg ved at demenssygdommen er en led een at miste sine kære til og jeg ønsker det ikke for nogen.

Det langsomme, triste og håbløse farvel. 

Det hjerteskærende og langstrakte farvel, som trækker din smerte ud en endeløs sorg, som gentages og gentages til du end ikke helt ved, hvem det er du siger farvel til.

Jeg er glad for, at jeg skabte så mange gode minder, mens tid var,  for de kan jo ikke skabes med tilbagevirkende kraft, hvis du forstår hvad jeg mener og når jeg sidder ude på plejehjemmet og ser på min far i dag, har jeg nogen gange svært ved at genkalde mig, hvordan han sad med sine pibe i hånden, hvordan han kunne fortælle lange, sjove anekdoter eller hvordan han kunne sidde inde på sit kontor og nørkle med computere, opfinde praktiske ting til at reparere ting som andre havde opgivet at lave.

På min harddisk fandt jeg disse billeder som blev taget for præcis 3 år siden, 

hvor jeg besøgte dem i og fik en kop kaffe ude i deres vinterhave og hvor han stadig boede hjemme, men hvor han var i stærk forandring og demenssygdommen allerede var i gang med at tære på min fars skæve, specielle og helt unikke personlighed.

Så jeg husker mig selv på, at de minder jeg gerne vil have om 30 år, dem skal jeg skabe i dag og jeg vil gerne have gode minder at huske tilbage på.