I torsdags fyldte min yngste søster 50 år.
På selve dagen blev det fejret med fin mad på hotellet for den nærmeste familie og det var hyggeligt og maden var exceptionelt god.
Om fredagen var der åbent hus, hvor der var lagt op til mere mad, vin og musik.
Det blev også en sjov og hyggelig aften.
Jeg kunne godt have brugt mange flere timer, men morgensdagen lå og lurede i min underbevidsthed.
Jan og jeg skulle forholdsvis tidligt hjem, da vi skulle til en begravelse dagen efter.
Een af vores meget gamle venner, som vi har haft mange gode sejlture og jagtture med, havde været syg og var uventet og ret pludseligt død.
Vi rendte ikke hinanden på dørene og når vi var sammen var det med ganske få undtagelser ude i naturen og på havet.
Jan arbejde sammen med vores ven i en del år og så derfor meget mere til ham og havde meget mere kontakt end jeg havde.
Vores ven var blevet bedstefar og det fyldte en del i hans liv, og hans store interesse for sang og musik, hvor han især gjorde sig fantastisk godt med sin specielle, dybe, lidt hæse bas og sin kunnen udi at dirigere.
Jeg fulgte med på sidelinien og var hver gang jeg så ham til arrangementer, på gaden eller til sammenkomster, glad for at kunne sige at han var min ven.
De år hvor vi sejlede, sejlede og bare sejlede sammen, lærte han mig en masse; viden, som ellers er gået tabt, hvor han kunne huske, hvad hans egne forfædre havde lært ham.
Jeg var ikke opmærksom nok, lærte ikke i det omfang, som jeg gerne ville have gjort, men han øste tålmodigt ud af sin viden uden at blive stødt over eller ked af, at mange af hans fine guldkorn og perler sang til bunds i det hav, som vi sejlede rundt på.
Vi kunne sidde sammen i timevis uden at nogen af os sagde noget.
Du kender sikkert også nogen, som du kan sidde sammen med uden at skulle fylde stilheden ud?
Den stilhed vi plejede at sidde sammen i, var tryg og fyldt med ro.
Han havde ingen fordomme og hvis han havde, viste han dem aldrig til mig.
Sagde ikke noget negativt om andre, men var tilgivende og rummelig.
Det var den side af sig selv, som han viste mig.
Jeg forestiller mig at det også var den side han viste alle andre.
Indimellem kom han i tanke om en sang, en salme eller melodi, som han sang.. måske til mig, måske til sig selv?
Det blev aldrig akavet eller underligt, som det måske ville have været, hvis jeg pludseligt begyndte at synge for dig, men hans sang var hyggelig, dejlig og mange gange indledning til en ny samtale om et nyt emne.
Nu tænker du måske at det er underligt at en voksen mand og en voksen kvinde sidder mutters alene ude på havet og der har stukket noget under?
Det kan jeg forsikre dig om, at der aldrig var.
Jeg har aldrig i mit liv mødt en mere anstændig og respektfuld mand.
Mens jeg sidder her og tænker på ham, er de første ord, som dukker op i mit hoved: kultiveret og civiliseret. Han var så velopdragen og viste så meget pli.
Du har sikkert også mødt mennesker i dit liv, hvor deres blotte tilstedeværelse gør at du opfører dig lidt bedre, husker at sige tak og være taknemlig uden at det hverken bliver stift, akavet, påtaget eller falsk.
Sådan havde jeg det.
Jeg gjorde mig lidt mere umage og ville gerne vise min bedste side og jeg følte at jeg blev et lidt bedre menneske, når jeg var sammen med ham.
Jeg ville sådan have ønsket at han var med til sin begravelse på en anden måde, end det han var.
Han fik den smukkeste, smukkeste begravelse, som man kan tænke sig.
Vejret var strålende.
Luften var knasende frisk, en anelse kold, men vendte du ansigtet mod solen og lukkede øjnene, blev huden varmet op og sindet lidt lettere.
Kisten var ikke båret ind i kirken. De kormedlemmer, som han gennem tiden havde dirigeret, stod så smukt oppe ved alteret med en blå blomst i hånden mens de ventede og da fanebærerne trådte ind, rejste vi os alle.
Der var en andægtig tavshed, som fyldte hele kirken, greb os alle i de dybeste hjerterødder og så begyndte koret at synge på smukkeste vis.
Hans stemme manglede. Alle kunne høre at der mangledes noget væsentligt. Ham.
Og så blev han båret ind.
Familien bar ham ind efterfulgt af mere familie, mens koret sang så smukt at det alene ville have været mere end rigeligt til at trække tårerne op i øjnene.
Præsten holdt en tale, hvor man så tydeligt kunne høre, at folk, som havde kendt vores ven, havde bidraget.
Hans store grønlandske sproglige viden, som han også underviste i, hans dybe engagement i og med korsang og ikke mindst hans kærlighed til sin familie og til hans venner.
Vi sang en salme og koret stillede sig igen rundt om kisten med deres blomst i hånden, hvor de endnu engang sang en smuk salme som de sluttede af med at ligge blomsten på kisten, og hvis man ikke var blevet grebet om hjertet før, så blev man det nu.
Kisten blev båret ud og i kirkegården sang koret igen.. efter at præsten havde kastet jord på kisten i hullet og vi havde sunget en smuk salme.
At stå der på kirkegården og lytte til koret (faktisk var det to kor, som sang sammen; et alm kor og et mandekor) er noget af det, som jeg vil huske meget meget længe.
Som man gør heroppe, hjalp alle til at dække hullet til, lægge blomsterne pænt på graven og der blev taget billeder til minde og til dem som ikke kunne deltage og så var der kaffe på hans tidligere arbejdsplads.
Der stillede nogle af hans kollegaer sig op og sang for med tværfløjte, klaver og guitar da vi alle sang " du som har tændt millioner af stjerner" , som vores ven har oversat så smukt til grønlandsk og korene sluttede af med at synge den smukkeste salme som vores ven holdt ekstra meget af.
Mit hjerte var så knuget, så blødt, så trævlet så opfyldt og så tomt.
Jeg ville ønske at han havde været med på en anden måde, end det som han var med på, for han skulle altså have hørt de kor, som han har øvet med så mange, mange gange, synge så inderligt smukt.
Han ville med garanti også have frabedt sig al den virak omkring sin person og henledt opmærksomheden hen på noget andet.
Han fik en al, al for tidlig død.
Han havde fortjent, at han havde levet meget, meget længere og det synes jeg faktisk også vi andre havde fortjent.. at han levede meget længere, for han lærte fra sig både bevidst og med sin tilstedeværelse og det han havde at give, var ikke kun noget man kunne læse sig til.
Han fik den smukkeste begravelse.
Den smukkeste og dog den meste enkle begravelse.
Der var ingen pomp og pragt, men den stemning, som han gav andre, mens han levede, den blev båret ind og foldet ud, sunget fra hjertet og givet tilbage på hans sidste rejse.
Da Jan og jeg kom hjem, pakkede vi lidt mad ned i en taske og kørte ud i hytten, hvor vi så solen gå ned og stjernerne dukke op en efter en på den klare, kolde arktiske nattehimmel.
Vi var begge dybt mærket og bevæget over afskeden med vores ven og den smukke begravelse, men når det ikke kunne være anderledes er jeg taknemlig for at det bliver med så smukt et sidste minde.
Ære være dit minde, Aka.
Du beskriver det så smukt at man bliver helt rørt. Ære være hans minde ❤️
SvarSletære være Akas minde
SletMeget smukt beskrivet for en smukt menneske som har leve livet og givet til mange personer, sådan var han. Elsker ham af hele min hjerte
SvarSletAsanaqigamimi asajuminarluni <3 Jeg takker for at have lært ham at kende
SletTak for dit smukke skriv, kære Dorthe, du kan tro, jeg har haft ham i tankerne siden jeg hørte om hans alt for tidlige død. Æret være hans minde, kh Nanna Næstved
SvarSletHan døde alt for tidligt. Jeg håber, at vidste, hvor værdsat han var <3
Slet