Som alle de andre og tak for året, som gik

Alle mine facebook-venner gør det, rigtig mange af de blogge, som jeg følger har gjort det, Dronningen gør det, statsministeren gør det og landstyreforkvinden gør det. Alle gør det.

Jeg føler også trang til at gøre det; se tilbage på året, der gik, finde højdepunkterne, takke for gode stunder og finde nye mål at jagte i det kommende år.

 

I året som gik, mistede jeg endnu en del af mig selv.

 

Ikke meget, men alligevel noget som var vigtig og som fyldte meget i min bevidsthed, men det vender jeg lige tilbage til lidt senere, for jeg vil lige, som Dronningen herself, opsummere ganske kort, hvad der har fyldt i mit liv dette år:

Det første halve år var Sara på efterskole i Horne og Laura var alene”barn” herhjemme, hvor hun passede sin skolegang på gymnasiet.

Jeg fik strikket, blogget og ikke mindst brugt mit kamera, noget mere end det sidste halve år af 2013.

 

I sommerferien var vi i Danmark, hvor Sara blev hentet hjem under mine vinger igen og vi kunne alle fire drage mod London i en uge, som vi nød og sugede energi ud af.

 

Sommerferien bød også på en svær kabale, hvor 4 selvstændige menneskers ønsker og behov så vidt muligt skulle opfyldes på ganske kort tid, men i det store hele blev det en god sommerferie i Danmark.

 

Da vi kom hjem til vores faste base, gik der tid og energi til at finde nye måder at være sammen på, alle fire.

Pigerne havde ikke levet fast sammen under samme tag i to år og et efterskoleophold har for begge piger udviklet dem til selvstændige unge kvinder, som kan og især, vil selv.

Det krævede nogle solide grovfile af os alle at få rundet de skarpe, spidse kanter, men det gik forholdsvis let og hurtigt at finde den fælles melodi, som skulle synges herhjemme.

 

Farfar var på besøg i sensommeren og selvom det var et kort besøg, nåede han at kunne konstatere at alt næsten var som det plejer.. næsten; for vi har jo igen, især dette efterår været afsted så ofte, som overhovedet muligt ind til vores lille, hyggelige hytte, som er der, hvor vi henter energi, glæde og ro.

Jan og jeg har gået mange, lange ture i fjeldet omkring hytten og rigtig mange øjeblikke, står stadig klart for mit indre øje og er med til at give glæde.

En stor del af november var Jan i Danmark på kursus og da han vendte hjem, drog jeg på en uges hyggetur i starten af december til Nuuk, hvor jeg besøgte min søster og hendes drenge (og mand). Tak for den dejlige uge, Dudi.

Det var en hyggelig og god uge i Nuuk, hvor mange barndoms-og ungdomsminder blev genopfrisket og jeg fik mødt veninder, som viste sig at være af den langtidsholdbare slags.

 

Nu rinder året lige om lidt ud og jeg synes selv, at jeg fik meget ud af året; både godt og skidt. Mest godt!

 

Jeg mistede en god del af mig selv, sagde jeg og inden jeg beklager (jubler) mig over det tabte , vil jeg spørge dig om du har læst bogen:

“Kunsten at spise en elefant”?

Nu er der jo ikke så mange elefanter heroppe udover de imaginære elefanter, som tramper rundt inde i de skrøbelige glashuse, så da jeg læste bogen om, hvordan du sætter en hel elefant til livs, lavede jeg metaforerne i bogen lidt mere aktuelle for mit eget vedkommende og erstattede elefanten med en grønlandshval, for det var den følelse jeg havde af mig selv for præcis 2 år siden.

 

Jeg følte mig stor og klodset, som en hval højst sandsynligt også ville gøre det på land og jeg begyndte stille og roligt at smide lidt af mig selv væk.. af det ydre vel at mærke og i dag på årets sidste dag, har jeg mistet præcis 21,6 kg af mig selv.

Bid for bid.

 

Jeg er allerede gået i gang med en ny grønlandshval. Den er ikke så stor og voldsom, som den første og hvis sandheden skal frem, har jeg allerede i året, som gik taget mange lækre bidder af den.

Den lille hval er nemlig i modsætning til den første, jeg spiste, lækker, indbydende og fristende.

 

Den lille hval indeholder nye vaner, som jeg skal have indarbejdet.

De nye vaner er især:

-at holde fokus, da det, som jeg fokuserer på, bliver min virkelighed og jeg bestemmer selv, hvordan min virkelighed skal være

-mere motion af den gode slags, som helst foregår i frisk, energigivende luft

-at vedblive den mindre udgave af mig selv

-tale positivt til mig selv og vedkende de gode, stærke sider, som jeg også indeholder

og

som små snacks til hvalen, vil jeg hive mit kamera op af tasken noget oftere og udfordre kameraet noget mere.

 

Mine blogindlæg i dette år har været færre og kortere.

Indimellem mistede jeg lysten og energien.

Jeg syntes at de meste var sagt og skrevet og de fleste billeder, som kunne tages, var taget.

 

På årets sidste gåtur i dag,

tænkte jeg mange tanker og nogle af dem blev til tanker omkring min blog. Den du sidder med lige nu.

 

Jeg nåede til vejs ende med tanken om, at bloggen stadig er en god dagbog/dagblog, som jeg kan bladre tilbage i og som gør, at jeg kan fastholde minder, oplevelser, tanker og følelser, -så energien og lysten til at skrive, skal findes frem fra dybet for min egen skyld.

 

 

 

2013 gav mig gode og uforglemmelige oplevelser, som jeg siger tak for.

Jeg vil gøre mit til, at 2014 vil blive ligeså godt som 2013 og helst bedre.

Tak for året som gik og kom godt ind i det nye år.

Jeg ønsker dig kærlighed, godt helbred, humør og positive tanker i det nye år.

Friskluft-afhængighed

I morges stod vi forholdsvis tidligt op og lavede stort morgenmadsbord med pølser, æg, baked beans, frugtsalat og hvad vi ellers kunne finde på og så drog Jan og jeg ud i den friske luft igen, igen.

Man bliver lidt afhængig af den friske luft, kan jeg betro dig og jeg håber, at jeg, når hverdagen sætter ind igen, kan fortsætte den gode vane at komme så meget udenfor, som jeg har været denne juleferie..

Vejret var dejligt, omend solen ikke viste sig.

Luften var krystalklar og var nede på –12 grader og sneen knirkede en anelse, hvor vi gik.

Jeg lagde ud med at skyde 1 rype

og Jan fandt og skød

så de næste 5, hvorefter jeg skød mine sidste 4 og så syntes jeg at mine tæer på højre fod var blevet lidt kolde og vi besluttede at vi kunne vende de kolde snuder mod hjemmet igen.

Vi havde snesko på igen og havde vi ikke haft dem på, var vi højst sandsynligt sunket ned, til ihvertfald lårene, men når man har snesko på, kan man holde sig ovenpå. De er altså en smart opfindelse!

Man bruger nogle helt andre muskler end man normalt bruger, når man går med snesko og både Jan og jeg har også altid et par skistave med, når vi er ude på snesko og det kan også mærkes i armene/skuldrene.

Ingen af delene, hverken snesko eller skistave vejer noget, men man kan dagen efter mærkde det en lille smule.

 

Dagen er også blevet brugt til at lave forret til i morgen og i nat lavede jeg vanilieparfait.

Opskriften på isen er fra Politikens bog: “dessert” og den er nem, hurtig og altid idiotsikker.

Jeg har handlet ind, gjort klar og håber ikke, at jeg har glemt noget.

Vi plejer ikke at skeje ud, drikke os i hegnet eller på anden vild måde at markere nytåret på, men god og festlig mad skal der dog tilbydes på årets sidste dag.

 

Tit kommer Laura og Sara i tanke om farmor og de retter, som hun lavede og så må jeg jo i gang med at prøve mig frem.

I går kom i de i tanke om farmors hønsekødssuppe og til aften fik jeg kogt suppe, som blev godkendt.

Det er de sjoveste ting, som man indimellem forbinder folk med og suppe af næsten enhver art, forbindes tilsyneladende med farmor for pigerne.. ikke kun supper og mad, men også dufte, ordvendinger og stemninger.

Denne næstsidste dag i året, som næsten er brugt op, skal afsluttes med lidt sofahygge og strikketøjsmotionering, fjernsynskigning og afslapning… og måske, hvis jeg orker, går jeg mig en hurtig aftentur inden sengetid og får mig den sidste mundfuld friske luft?

 

 

Billedet tog jeg ud af bilens forrude.. ser det ikke ud som om flyveren stiger lodret op?

Det lignede en rumraket, som steg til vejs, men det var altså bare en flyver

License to love the day

Af flere grunde fik jeg ikke sovet mere end en time i nat. Jeg faldt i søvn efter at jeg havde marathon-læst til kl ca 02.30 og vågnede ved en lille, dum lyd en time efter og var så ellers lysvågen.

Øv øv øv.

Kender du det, at du ikke kan falde i søvn igen?

Jeg følte mig frisk og veludhvilet og havde ikke lige lyst til at sove, så bogen blev da bare fundet frem igen. Da kl var 07.07 stod jeg i hoveddøren og begav mig ud gåtur nr 2 indenfor et døgn.

Byen var fuldstændig og aldels stille.

Ikke et øje, ikke en sjæl og ikke en lyd..

Luften var, som renset for gårsdagens aktivet og føltes ny og ubrugt.

Jeg fik travet gaderne flade, fik renset hjernen og tilført blodet kold, frisk ilt, og da jeg trådte ind ad hoveddøren en time efter, var jeg klar til at sove et par timer.

Da jeg slog øjnene op for anden gang, var dagen badet i lys og luften kold og skarp og Jan og jeg var lynhurtige til at beslutte os for at tage sneskoene på og trave ud i fjeldet for at se efter ryper og denne gang var der gevinst.

Fem fine ryper kunne puttes i rygsækken

og vi kunne efter et par dejlige timer køre hjem til mine forældre, som bød på varm kaffe og kage.

Jeg krydser lige fingre for, at vejret i morgen, vil det samme som den ville i dag, for så vil jeg det samme i morgen, som jeg gjorde i dag.

Jeg håber, at du har haft en lige så dejlig dag, som jeg har haft.

P.S I nat stopper jeg ørerne til med mine silicone-propper og lader lyde være lyde og sover mig igennem natten uden forstyrrelser, tak!

Afslapning

Julen er nu næsten helt afsat, men vi nyder stadig de feriedage, som den bragte med sig.

D. 25. december, som er mere højtidelig heroppe end d. 24. december (i gamle dage sagde man at d. 24. var børnenes jul, d.25. de voksnes jul og d.26 var de unges jul, men om nogen overhovedet kan huske, hvad man sagde i gamle dage, tvivler jeg på?!)  og traditionen tro, havde min mor gennem uger og måneder samlet sammen og forberedt til den julefrokost, som hun inviterer os til d. 25. december.

Der var alt, hvad hjertet overhovedet kan begære:

Ammassetter /lodde var stegt og derefter marineret, ørreder i lage, hellefisk i lage med tupaarnat (skotsk timian) og grønlandsk post, rensdyrleverpostej, mattaksalat, hjemmelavet lammerullepølse, gravad laks, røget laks og en masse andet, som kunne skylles ned med forskellige slags øl og hjemmegjorte kryddersnapse.

Saras ryper var blevet fyldt og grydestegt helt perfekt og ville man supplere med perfekt stegt and, var der også mulighed for det.

Ingen af os orkede det store ostebord bagefter, som min mor ellers havde købt ind til og vi nøjedes alle med resterne af ris ala manden.

Jeg holdt mig ikke tilbage ved spisebordet, ved kaffebordet eller bordet med madresterne nogen som helst af dagene og det medførte en voldsom trang til frisk luft og nu kommer en indrømmelse: de ski, som jeg fik for en menneskealder siden i julegave, har jeg nu fået prøvet på 5 km. løjpen.. jeg faldt ikke og kom ved egen hjælp hele vejen rundt og måske skal jeg prøve igen een af dagene, når pistemaskinen har lavet en ny løjpe.

Jeg fik varmen i min baksen med ski og stave og hvis nogen har set mig derude, er jeg ikke i tvivl om, at de har fået rørt lattermusklerne.. win-win.

Det har sneet, snee og sneet og alt, hvad der hedder løjpe, spor eller bare antydning af menneskelig aktivitet ude i fjeldet, er sneet til og væk.

I går tog Jan og jeg sneskoen frem fra skuret, fandt salonriflerne frem og tog op i fjeldet for at se efter flere ryper. 

Det sneede og lyset var tungt, diffust og den sne, som blev hvirvlet op af de små vinde, som også var, gjorde det svært og skelne tingene fra hinanden.

Vi så en flok forskræmte ryper, der flaksede forskræmte afsted og forsvandt, men måske vigtigst af alt, fik vi rørt os i den friske luft.

Faktisk fik vi rørt os hele to gange i går, for efter aftensmaden tog Jan og jeg hinanden i hånden og gik en rask tur.

Det gør godt at komme ud og selvom det er mørkt, giver det lidt ekstra energi på de her dage, som ellers bliver brugt henslængt i sofaen foran fjernsynet eller i sengen med en bog.

Det er fedt at kunne bruge sine feriedage på den her måde og jeg nyder dem til fulde.

Hvordan er dine feriedage mon gået? Har du fået det ud af dem, som du ville?

 

År efter år efter år efter år

Julen er vel den tid på året, som er mest bundet af faste og ufravigelige tradioner?

De fleste vil helst have at tingene er uforandrede og som de plejer at være i juletiden og helst, at alting er, som da vi var børn, uden tanke for andet end morgendagens julekalender, juleknas, julegaver og hvor vi ikke skænkede juleanden den mindste tanke, men at den blot var een, som pludseligt stod på det fint dækkede julebord og hvor duften af de brunede kartofler svøb sig om vores næse.

Vi husker alle forventningens glæde, julesneen, som pynteligt dalede ned i skjul og stearinlysene kunne brænde i en evighed.

 

Traditioner betyder også tryghed for mange, for så ved vi, hvad vi skal foretage os og hvad det næste på programmet er.

Vi kender rytmen, rutinen og rækkefølgen, hvis vores traditioner er gamle og indarbejdede og en tradion i vores familie er, at jeg den 23. december tager over til min mor og pynter juletræet akkurat, som jeg pyntede det året forinden.

Jeg vil tro, at jeg ville kunne pynte træet med lukkede øjne og stadig ende med at få et fint resultat, for det pynt, som skal hænge på træet er det samme som alle de andre år og det er fint, enkelt og i rette mængder.

Der er en grund til at vi fastholder en traditon og gentager den år efter år efter.

Vi er glade ved den og tilfredse med den tryghed, som akkurat dén tradition, som vi nu vælger at gentage så mange gange, at den bliver en tradition.

 

I går ville jeg lave vaniliekranse.

Det er en tradition i Jans familie at farfar laver vaniliekranse og han var så flink at sende mig sin opskrift.

Den er god og farfars vaniliekranse, er ikke uden grund, udråbt i familien til at være de allerbedste.

 

Intet kunne gå galt, tænkte jeg og havde tænkt, at eftersom jeg ikke har den der dims til min køkkenmaskine, kunne jeg bare rulle ud og vride dejen sammen til kranse, men dejen ville overhovedet ikke som jeg ville og den endte i køleskabet, da jeg med en fornærmet mine smed den derind ledsaget af nogle meget u-julede gloser.

Jeg beklagede mig på min facebook og straks fik jeg tilsendt et link og i dag kunne Laura med sjældent set overskud, trille kugler af dejen, som blev toppet med en hasselnød og smidt i ovnen. Hasselnødderne, fik i anledning af julen, mit manglende overblik og overskud, lov at beholde den der tynde skal/hinde, som vist kan nulres af, hvis man putter dem i ovnen til tørring.

 

Småkagerne blev gode og hvad dét angår er julefreden reddet.

 

Indtil næste jul, vil jeg øve mig i vaniliekransesmåkagebagningens tilsyneladende svære kunst, så jeg med store overskudsagtige bevægelser kan smide den ene plade kranse i ovnen efter den anden.

Måske jeg skulle investere i et forklæde med blonder i sarte farver. Et forklæde som ikke bliver hverken krøllet eller beskidt fordi jeg har så meget overskud i køkkenet.. altså til næste år?!

 

Mens Laura og jeg stod i køkkenet og reddede kransene, som blev til småkager uden hul (min far har i mange år påstået hårdnakket, at det er vaniliekransehullet, som smager bedst og eftersom vores jo ikke har hul… sååå), snakkede vi om at det måske også i grunden var på tide at lære at stege en and.

 

Hver jul smækker vi røven i sædet hjemme hos min mor og spiser verdens bedst stegte and til øjnene er ved at poppe ud af hovedet på os uden tanke for, hvordan det lader sig gøre at få anden fra rå til velstegt.

 

Dét skal også have en ende og vi har næsten givet hinanden hånd på, at vi vil prøve en dag midt imellem jul og jul.

Traditionen at gå alt for sent i seng den 23. december er dog ikke en tradition, som jeg synes er værd at værne om, så lige om lidt, når der er strikket et par pinde på strikketøjet, trunter jeg ind i min seng for at sove.

Hvilke juletraditioner er du glad for?

Små øjeblikke af lys

I går var det årets korteste dag.

Vintersolhverv og fra i dag af, øges dagens længde med et kort øjeblik hver dag.

De øjeblikke, som bliver længere og længere, for til sidst at ende med at vare hele dagen for os heroppe nord for polarcirklen, er balsam for sjæl og krop.

Jo ældre jeg bliver, jo sværere har jeg ved at klare de mørke dage, som synes uendelige at komme igennem.

Jeg synes at der er mange og lange dage, som er indhyllet i polarmørket og jeg bor endda et sted, hvor der dog er dagslys flere timer om dagen, helt op til 4-4½ time..nord for os, er de indhyllet i mørke for alvor og i lang tid. Dét ville jeg slet, slet ikke kunne klare.

Jeg er til lys og lange dage.

Jeg er til dags-længder, hvor man kan nå noget og man kan se, hvad man laver og jeg glæder mig derfor over hvert et lille øjeblik, som dagen tager til sig fra nu af.

Ovre på den anden side af gaden bor mine forældre, men de bor ikke alene på gaden. Min mors fætter, Karl bor på fjeldtoppen med direkte udsigt bl.a over til os og i går lagde han et pænt billede på facebook, hvor vores hus er i absolut centrum.

 

Der er lys i skråvinduet, hvor køkkenet er og jeg har nok haft travlt med at koge vand til endnu en kop kaffe og rullegardinerne nedenunder er trukket ned, hvilket med stor sandsynlighed betyder at mine piger stadig sov på det tidspunkt, for det er deres værelser.

Jeg tog et hurtigt snapshot ud af soveværelsesvinduet, som er i den anden side end altanen, lidt tidligere på dagen end Karl tog sit billede.

De der små lyse øjeblikke, som der bliver flere og flere af og som til sommer gør, at vi har sol døgnet rundt; dem glæder jeg mig over, ligesom jeg glæder mig over de smukke solop-og nedgange, som vi trods mørket holder os.

Alle øjeblikke, som bringer lys både udenpå og indeni tæller.

 

 

I formiddags stod Jan og Sara op i nogenlunde god tid, spændte sneskoene på fødderne og drog ud afsted for at se efter ryper.

Min mor plejer at grydestege nogle ryper til det overdådige jule-frokostbord, som hun stiller op år efter år.

Der er alt, hvad hjertet og ganen begærer og lidt mere til.

Der var dog kun en sølle, forpjusket rype at aflevere i år, så Jan og Sara havde snakket om, at de ville gøre noget ved sagen og drog derfor afsted, – Sara lettere søvndrukken og Jan med håb og forventninger.

Et par timer eller tre senere var de tilbage med fire fine ryper, hvoraf de tre var skudt af Sara og hun kunne aflevere til aanaa (mormor).

Jan var mere end almindelig stolt over sin datter og tager jeg ikke fejl, er det ikke sidste gang, at Sara skal med på rypejagt

Det er også een af de øjeblikke, som lyser op i vintermørket og i moderhjerte.

Nedlagt

Jeg er nedlagt med halsbetændelse og ørepine, men lægen gav mig pencillin i dag og mon ikke det får mig på benene igen lige om lidt?

Det er hvert år og kan vel gå ind under betegnelsen:tradition, at jeg er syg, hver jul?! Heldigvis kan jeg nå at blive både rask og frisk inden dansen om træet skal foregå.

 

Mens jeg sad og gloede på mit strikketøj i går, opdagede jeg en fejl, så det er op med hele lortet igen, men så går tiden med det, snøft, snøft, godt at jeg ikke mangler tøj

Serraviks julekoncert 2013

I eftermiddags afholdte Serravik/musikskolen deres årlige julekoncert på Taseralik og eleverne viste, hvad de kunne.

Både Jan og jeg var ukristeligt tidligt både vågne og ude af sengen og planerne, som blev lagt over morgenkaffen var gode og fyldt med forkromede intensioner om rengøring og oprydning, men som formiddagen skred frem og hyggen ved morgenkaffen varede ved, kom vi ikke meget længere end hyggen.

Rengøringsplanerne forblev en plan, som vi ikke førte ud i livet og fred være med det!

Jan trak afsted med støvsugeren i går og rodet er mast ind i skabet, hvor det ikke kan ses og så kan jeg sagtens leve med at der er pletter hist og her.

Jeg trøster mig med, at der er mørkt det meste af tiden og hvis man ikke lige kigger grundigt efter, kunne man blive snydt og tro at her var fint, rent og ryddeligt.

Vi tænder et par røde stearinlys og glæder os over julepynten, freden og weekenden.

Kan du have en god 3. søndag i advent i morgen, når du når så langt?!