Små øjeblikke af lys

I går var det årets korteste dag.

Vintersolhverv og fra i dag af, øges dagens længde med et kort øjeblik hver dag.

De øjeblikke, som bliver længere og længere, for til sidst at ende med at vare hele dagen for os heroppe nord for polarcirklen, er balsam for sjæl og krop.

Jo ældre jeg bliver, jo sværere har jeg ved at klare de mørke dage, som synes uendelige at komme igennem.

Jeg synes at der er mange og lange dage, som er indhyllet i polarmørket og jeg bor endda et sted, hvor der dog er dagslys flere timer om dagen, helt op til 4-4½ time..nord for os, er de indhyllet i mørke for alvor og i lang tid. Dét ville jeg slet, slet ikke kunne klare.

Jeg er til lys og lange dage.

Jeg er til dags-længder, hvor man kan nå noget og man kan se, hvad man laver og jeg glæder mig derfor over hvert et lille øjeblik, som dagen tager til sig fra nu af.

Ovre på den anden side af gaden bor mine forældre, men de bor ikke alene på gaden. Min mors fætter, Karl bor på fjeldtoppen med direkte udsigt bl.a over til os og i går lagde han et pænt billede på facebook, hvor vores hus er i absolut centrum.

 

Der er lys i skråvinduet, hvor køkkenet er og jeg har nok haft travlt med at koge vand til endnu en kop kaffe og rullegardinerne nedenunder er trukket ned, hvilket med stor sandsynlighed betyder at mine piger stadig sov på det tidspunkt, for det er deres værelser.

Jeg tog et hurtigt snapshot ud af soveværelsesvinduet, som er i den anden side end altanen, lidt tidligere på dagen end Karl tog sit billede.

De der små lyse øjeblikke, som der bliver flere og flere af og som til sommer gør, at vi har sol døgnet rundt; dem glæder jeg mig over, ligesom jeg glæder mig over de smukke solop-og nedgange, som vi trods mørket holder os.

Alle øjeblikke, som bringer lys både udenpå og indeni tæller.

 

 

I formiddags stod Jan og Sara op i nogenlunde god tid, spændte sneskoene på fødderne og drog ud afsted for at se efter ryper.

Min mor plejer at grydestege nogle ryper til det overdådige jule-frokostbord, som hun stiller op år efter år.

Der er alt, hvad hjertet og ganen begærer og lidt mere til.

Der var dog kun en sølle, forpjusket rype at aflevere i år, så Jan og Sara havde snakket om, at de ville gøre noget ved sagen og drog derfor afsted, – Sara lettere søvndrukken og Jan med håb og forventninger.

Et par timer eller tre senere var de tilbage med fire fine ryper, hvoraf de tre var skudt af Sara og hun kunne aflevere til aanaa (mormor).

Jan var mere end almindelig stolt over sin datter og tager jeg ikke fejl, er det ikke sidste gang, at Sara skal med på rypejagt

Det er også een af de øjeblikke, som lyser op i vintermørket og i moderhjerte.