SøndagsLauraen

16.uges SøndagsLaura.

Og en hund, som også ville være med

og så er den weekend desværre ovre

SøndagsLauraen

Jeg kan lige akkurat nå det.. søndags-Laura, inden det bliver søndag igen

Først var Laura utilfreds, så var jeg utilfreds og så blev vi enige om, at uanset, hvordan det næste billede blev, skulle det være det.

Her er søndagsLauraen fra i søndags, taget i dag

Og havde vi ikke lavet aftalen om at uanset hvad og så videre, så havde jeg valgt dette billede:

Zefyr og ægtefælle-pleje

Det er ved at være på den tid, hvor min mors zefyr blomstrer og den første blomst viste sit kønne ansigt i dag.

 

 

Nu er Jan nedlagt med influenza og ømme muskler overalt.

Han er, hvad det angår ikke en typisk mand, for han tager det med ophøjet ro og en tilsyneladende stille accept. Han klager ikke og jeg synes faktisk at han er “god” til at være syg.

Han synes noget andet selv. Han synes at den mindste ting bliver uoverskuelig og han har ingen kræfter..

Han plejer at være hurtigere rask igen end mig, så lige om lidt er han på højkant og rask.

Fra i morgen af, har jeg mere tid til at tage mig af ham, pleje ham, ynke ham og passe på ham, så det er lige nøjagtig hvad jeg vil gøre fra i morgen af.

Nu vil jeg opfordre ham til at gå ind i seng igen, så han kan få ro og hvile og jeg vil lægge mig ved siden af ham og håbe at jeg er endnu mere frisk i morgen, for der sidder små-rester af influenzaen i min krop også, som giver sig til kende ved en stille murren i hovedet, en mathed i kroppen og en tilstoppet næse.

I morgen står den på pleje og omsorg både for min Jan, men også for mig selv.

Janus begravelse

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder af begravelsen i dag og jeg fik også taget Jans compactkamera med. Det er mindre og derfor mere diskret.

Og jeg fik også taget nogle enkelte billeder, men de er bogstaveligt talt skudt fra hoften uden at sigte først og i al diskretion.

Jeg blev bedt om at tage nogle billeder, men alligevel endte jeg med at synes at det var upassende og ikke på hverken rette tid eller plads.

Jeg fik taget et par enkelte billeder, men de illustrerer intet, viser intet og fortæller intet om, hvad der er foregået hverken inde i mit hoved eller udenfor.

 

Jeg lavede en mindre krans i går af nogle enebær-grene, som jeg havde rester af fra julens mange juledekorationer og jeg fik stukket store, røde roser i kransen.

Jeg ville gerne have haft den mere frodig, mere grøn, mere volumiøs, men den blev som den blev og faktisk blev jeg ganske tilfreds, taget omstændighederne i betragting.

Jeg ville gerne have taget et fint billede af kransen, men inde i mit hoved var jeg optaget af andre tanker og billedet blev taget halvhjertet og i skyndingen, så heller ikke der, fik jeg de billeder, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle tage.

 

Jeg har vist fortalt et par gange, at heroppe er der ingen bedemand.

 

Man tager, sammen med præsten over på sygehusets kappel og synger en salme inden kisten bliver lukket og så bliver kisten båret ud rust-vogn, som kører kisten ned i kirken, hvor kisten bliver båret ind og sat.

Det sker om formiddagen og ofte (altid) starter den kirkelige ceremoni, begravelsen kl 13.

Man graver graven selv eller hvis man ikke har mulighed for det, kan man mod betaling få kommunens folk til at grave.

Om vinteren er jorden bundfrossen, så der skal skrapt værktøj til i form af trykluftsbor og stærke arme.

Når kisten sænkes i jorden, er det noget man selv gør og bagefter, når præsten har smidt jord på kisten, synges en salme og så skal ærmerne smøges op igen, for hullet dækkes til af de efterladte selv.

Det er hårdt, praktisk arbejde og jeg tænker, at det i bund og grund er fin sorgarbejde, især for de mænd (og kvinder), som står med hænderne i lommen og som ikke ved,hvordan de skal få sorgen ud i form af tårer eller udtryksfulde ord.

Korset bliver sat ned i hullet og stabiliseret og graven dækkes til og slutteligt bliver alle de medbragte blomter lagt fint ovenpå graven.

Bagefter er der kaffemik og nogen spiser sammen om aftenen også.

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder i dag til nogen af de efterladte, som ikke bor i byen og som gerne skulle have haft noget at forholde sig til, men jeg havde så meget inde i mit hoved og udenfor mit hoved at forholde mig til.

Meningen var god nok, men jeg endte med at tage et billede af mig selv, mens jeg sad i læ i bilen på et tidspunkt, hvor graven blev kastet til, for vinden havde besluttet sig til at snige sig med på dagen med en kold hilsen, som krøb ind og ud af min grønlænderdragt, stryge mig og alle de andre med sine iskolde fingre over kinderne, næsen og om tæerne og solen, som brød gennem skyerne, da vi gik ud af kirken og stod på kirkegården, sendte ikke andet end lyse hilsner uden varme ned til os, for så generede jeg ikke andre end mig selv.

Jeg er altid så bange for at opføre mig upassende, når jeg fotograferer eller støde nogens følelser med mine billeder, men måske resten af de få billeder, som jeg tog, alligevel opfylder det, som de blev taget for?

Og er det upassende at sige, at Janus fik en fin og hyggelig begravelse?

Det synes jeg at han fik.

Æret være dit minde, Janus.

Janus

I går gav Janus slip på livet.

I næste måned ville han være fyldt 65 år og kunne være gået på en velfortjent pension, hvis livet havde været mere gavmildt ved Janus.

 

Jeg var til læge kl lidt i 11 i går formiddags (tirsdags) og var inde og se til ham efter lægebesøget.

 

Han var meget afkræftet og det var ikke svært at se, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid.

 

Som jeg har skrevet tidligere, kom Janus ind i min mors familie, da han var 4 år og blev en del af familien.

 

Janus gjorde ikke noget stort væsen ud af sig selv, men alligevel gjorde han et stort indtryk.

 

Jeg tænker især på dengang min morfar stadig levede og var blevet alene og havde brug for daglig hjælp, ringede min morfar i tide og utide til Janus.

Og til os andre, men især til Janus.

Min morfars døgnrytme kunne indimellem godt rode lidt rundt og hans tidsfornemmelse svipsede nogengange, men man hørte aldrig, aldrig nogensinde Janus klage over at han blev ringet op på de særeste tidspunkter.

Janus var bagermester lige til det sidste, så hans døgnrytme var også lidt anderledes end flertallets, men nogen tidspunkter må have været sære selv for ham.

Han hjalp med glæde.. og det ikke kun min morfar.

 

Set udefra og set fra sidelinien, vil de fleste mennesker måske tænke, at Janus ikke efterlod sig mange spor, for han gjorde jo ikke væsen af sig..

 

-men kender du det:

 

Du sidder og kigger ud af vinduet en dag, hvor solen skinner og du ser ingenting ud af vinduet andet end solskin, men når du lukker dine øjne, lige der foran det solbeskinnede vindue, vil du kunne se vinduet bag dine lukkede øjne.

Sådan synes jeg også det er med Janus.

 

Jeg har aldrig hørt ham tale dårligt om nogen og ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at han evnede at tænke dårligt om nogen.

Det er ikke den værste evne at mangle.

Han troede på folk, –det bedste i folk og hvor mange er der i grunden, som man kan sige sådan om?

Han var et ejegodt menneske, som kunne holde af uden forbehold og uden at forvente noget.

Han forventede noget af sig selv og gjorde noget for at leve til op sine forventninger især med sit bagerfag, hvor han kunne være mere end almindelig kritisk,  men sine medmennesker talte han ikke kritisk om.

 

Jeg har siddet på sygehuset mange timer den sidste måned og der er ikke sagt så mange ord.

 

Der er ikke så mange ord, som rækker eller dækker.

 

Der findens ingen ord som helt trøster eller lindrer at man skal forlade denne verden på den måde.

Ingen ord, som forklarer, hvorfor noget liv skal ende i kræftens grusomme favntag og ingen ord, som undskylder skæbnens urimelige valg.

 

 

Min mor sad der, Lena sad der og hans venner sad der.

Nogen gange sad vi alene hver for sig med Janus og nogen gange sad vi flere hos ham.

 

Selv i den sidste måned, hvor den hæslige kræft pinte ham med smerter og langsomt fratog ham livet, var han ydmyg og beskeden.

 

Han lå i sengen for enden af gangen på sygehuset med ansigtet vendt mod vinduet med udsigt til Nasaasaq/Kællingehætten og jeg tænker, at når han lukkede øjnene, kunne han se dagslyset i vinduet bag de lukkede øjne og jeg kan sige, at når jeg lukker øjnene og ser solskinnet i vinduet bag de lukkede øjne vil jeg kunne sige at Janus efterlod sig et smukt spor efter sig af ejegodhed, ydmyghed, fordomsfrihed og uselviskhed og måtte vi alle sammen lære af det og følge det fine, sjældne spor han efterlod.

 

 

Mod raskere tider

Kan du huske at jeg fortalte dig, at det er min far, som hver eneste måned ordner og pudser månen, når den er gået i stykker?

At der er ham, som sørger for at den bliver fin rund igen, samler den og får den pudset, så den skinner fint fra den sorte nattehimmel?

Hvis du har glemt det, kan du gå tilbage og læse det her

Månen er rundt og fin lige nu

 

Og hvorfor helt præcist jeg har taget dette kedelige billede, ved jeg ikke?

Måske fordi jeg var træt af at det sneede?

Måske fordi at det var det eneste af verden, som jeg så, når jeg stod ud af min seng?

Måske var det i feber-vildelse og jeg syntes at det var et spændende motiv?

Hvad ved jeg, men det er da så kedeligt at det skal have lov at komme med udelukkende fordi det er kedeligt

Det’r bare influenza

Jeg ved da godt, at det bare er en fæl omgang influenza jeg holder mig og at det langt fra er livstruende.

Lige om lidt er jeg ovenpå igen og denne uge med feber og ondt over det hele vil være glemt, men jeg er så træt af det, så du ikke drømmer om det.

Jeg er træt af ikke at kunne sove mere end et par timer ad gangen om natten, er træt af at hoste mine lunger halvvejs ud af kroppen, træt af at være stoppet i hele ansigtet, træt af at det gør ondt i hver en muskel, træt af at enten ryste af en gennemskærende kulde eller at tap-svede og ikke mindst træt af at have dårlig samvittighed overfor arbejdet… Heldigvis er mine elever i praktik, så der er ingen, der sådan lige står og mangler mig, men alligevel.

Lige om lidt skal jeg til læge.

Jeg vil have tjekket mit venstre øre og lyttet til min lunge.. bare for en sikkerheds skyld for begge dele gør altså mere ondt end resten af kroppen og måske mine ansigts-hulrum kan tjekkes ved samme lejlighed (kan de mon det??) jeg er bange for at jeg har fået øjenhule/kæbehule/bihule-betændelse.

Nu må det gerne snart gå i den anden retning

Smut ud, væk og forsvind!

Jeg tror at jeg har lidt feber.

 

Man kan ikke sove på forhånd og man kan ikke sove med tilbagevirkende kraft, læste jeg engang i et eller andet blad for nybagte forældre, da een af mine piger var spæd.

Jeg kan ikke sove, selvom jeg er træt.

Godt nok har jeg sovet i næsten to døgn fra torsdag til i dag, men det retfærdiggør ikke at jeg ligger i min seng og er vågen.

Jeg hundefryser, ryster faktisk af kulde og det selvom jeg har et tykt uldtæppe over mig og to vinterdyner, samt et varmelagen, der kører på højeste blus.

Næsen løber, hovedet værker og musklerne er ømme helt ind til knoglerne.

Tankerne flyder rundt deroppe, derinde, unavngivne, uden ansigt, uden form, uden mening og umulige at fange som røgringe fra en næsten udbrændt cigarillos.

Når jeg lukker øjnene dukker der de særeste billeder af udsultede, selvdøde kineske hunde frem, indtørret tang på en strand en varm sommerdag, døde eller døende fluer i et solvendt vindue, stille gader en sen sommeraften, mærkelige erindringsbilleder fra barndommen og ungdommen dukker op i de særeste sammenhænge, Rigshospitalets lange, tyste gange fra dengang og udsigten fra 16. etage fra selvsamme bygning og det hele krydret sammen med gode minder fra lange, varme sommerdage med lav aftensol, hygge på mine svigerforældres terasse, langsomme sejlture på spejlblankt vand..

 

Jeg tror at jeg har lidt feber, for hvor skulle alle de mærkelige billeder ellers komme fra og jeg som nok plejer at kunne fange mine egne tanker, griber ud i intetheden og får end ikke røglugt på mine hænder.

Klokken er rigtig mange og det midt om natten.

Hovedet er træt og kroppen er træt, men hosten er lige vågnet op og forstyrrer mig, ligesom næsen hellere vil rende nu end i dag, hvor jeg alligevel bare sad og lavede ingenting og ikke havde planer om at sove.

Jeg tror at jeg har lidt feber, men mon ikke den snart forlader mig, for jeg er en dårlig vært for lige akkurat den gæst; feberen.

Den har på intet tidspunkt haft grund til at tro, at den var velkommen hverken hos mig eller hos min familie.

Jeg har sprittet hænder, ikke bare nu, men i flere måneder, vasket mig med sæbe i tide og utide og lidt en ekstra gang for at være sikker, så feberen har ikke haft grund til at komme på besøg, når jeg så tydeligt har gjort opmærksom på, at den ikke var velkommen.

Faktis har jeg adskillige gange bedt den smutte en tur ud i havet og drukne sig, men den finder velbehag hos mig.. åbenbart, men den kan godt opfatte dette som et afskedsbrev fra min og min families side!

Nu har jeg sat mig op, åbnet øjnene i trods, for jeg gider ikke mærkelige billeder inde i mit hoved og jeg gider ikke tanker, som ikke kan fanges og så må den influenza, som alt for mange i byen er plaget af og som kun kan være skabt af Hr. Fanden selv, smutte ud i havet og drukne sig, lade sig opsluge af et jordhul, lade sig æde af en hund med diarré eller finde på noget andet selv i samme stil, for her.. her gider vi den altså ikke mere.

Uden ord

Mens jeg sad i mit sofahjørne og lavede ingenting udover at være meget træt af at være influenzaramt, drønede Jan på rypejagt.

Han var sammen med sin kollega og de gik højt til vejrs og fik en enkelt. Rype altså!

 

Alle billeder er taget af Jan og Jan har fået tilbuddet om at forfatte en lille tekst til billederne, men har takket pænt nej.

Øv da også.

Han er nu heller ikke en mand af mange ord i det daglige, så jeg ville nok undre mig en smule og blive noget overrasket, hvis han pludseligt satte sig og forfattede en masse, men tilbuddet skal han da have og måske, hvis jeg en dag er heldig, gør han det?!

 

Jeg synes nu også at billederne står fint alene og da jeg ikke synes at du skal snydes for de fine billeder får du dem uden ord:

Mit helt eget luksus Maluka-sjal

Olsen og jeg sidder og vender verdenssituationen.

Han har opdateret mig med nyheder fra både ind-og udland, har hygget med mig, mens jeg drak en kop latte lavet på instantkaffen, som bestod af varm mælk med honning i varmet i mikrobølgeoven og tilsat instantkaffen med irish cream-smag.

Jan er taget ud med sin kollega på rypejagt, men jeg kan tvivle på at de får andet end frisk luft og en god oplevelse, for der er tætte snebyger i perioder, men frisk luft og gode oplevelser er heller ikke at kimse af.

 

 

Jeg har sovet næsten uafbrudt i to døgn.

Jeg føler at jeg har sovet siden torsdag eftermiddag og helt forkert er det ikke.

Jeg har været oppe for at drikke et par gange og fylde flere smertestillede piller i mig for at tage den værste hovedpine og er så væltet omkuld i sengen igen for at sove tungt og drømmefyldt.

I går aftes forsøgte jeg at følge med i en film, men måtte kapitulere, da den indre kulde ikke ville slippe sit tag i mig til trods for at jeg var kogende varm og smerterne i alle musklerne og ikke mindst i hovedet indtrængende bad mig om at gå i seng igen.

Et tykt uldtæppe mod kroppen og to tykke dyner over tæppet, samt et varmetæppe under kroppen på fuld knald gjorde ikke den store forskel på følelsen af at være ved at dø af kulde, men jeg faldt i søvn, sov tungt og meget, meget længe og lige til i morges, hvor jeg føler mig en anelse mere frisk uden at være rask. (Jo, jo jeg huskede at slukke varmetæppet inden jeg faldt i søvn)

Jeg kan stadig mærke hver eneste lille fiber i min krop, for de gør stadig ondt, ligesom jeg ikke et sekund er i tvivl om, hvor mit hoved er placeret og indimellem hoster jeg og det føles som et stykke groft sandpapir korn 40 bliver revet imod indersiden af mine ribben hver gang, men det går mod levesiden.

 

I mandags eller var det i tirsdags, blev jeg færdig med et Maluka-sjal til mig selv.

Jeg brugte en tråd af Susannes  lækre garn og en tråd ren moskusgarn, som jeg havde liggende fra dette sjal og det blev så til mit helt eget Maluka-sjal, strikket på en firkantet knitpro rundpind 4 (og de er forøvrigt totalt lækre at strikke med; ligger godt i hånden og har den helt rigtige spids).

Sjalet vejer 75 gram og er blødt, blødt, blødt. Og varmt.

Jeg sidder og venter og venter på det garn, som min lillesøster sendte til mig sidste fredag.

Det er ikke nået frem endnu.

Jeg skal strikke en kjole til hende og jeg glæder mig lidt til at mærke garnet og til at strikke til lige netop hende.

Imellem tiden strikker jeg lidt småt og lidt formålsløst og helt uden opskrift, bare for at holde hænderne beskæftiget.

En varm stjerne om halsen

For rigtig lang tid siden blev jeg færdig med denne halsedisse, som min mors kusine havde bestilt hos mig, men jeg var langt fra tilfreds med den.

Jeg løb tør for garn allerede halvvejs i projektet og det var umuligt at opdrive noget af det samme, så jeg fandt en anden rød i en anden kvalitet og lavede så halvdelen af stjernerne i den ene kvalitet og den anden i det andet.

Hun var tilfreds, men jeg var det altså ikke.

Jeg hader at aflevere et stykke arbejde, som jeg ikke selv er tilfreds med, videre og for at bøde lidt på det, bøjede jeg en gammel strømpepind til en slags sjalsnål.

Hun var ovenud tilfreds og glad og så burde jeg jo i grunden også være det.

Opskriften har jeg fra bogen 3-D hækling af Sidsel Sangild og der er så mange opskrifter i den bog/ de bøger (jeg har to af hendes bøger) som jeg gerne ville kunne knække koderne på, men det må komme efterhånden.

Nedlagt

Sjældent har jeg været så syg og haft så ondt over det hele.

Hele byen har stort set været lagt ned og jeg troede at jeg kunne gå fri. Mine ører, mit ansigt, min ryg.. alt gør ondt og feberen raser.

Så ved du hvor jeg er.. inde i min seng

Tag dig sammen, Dorthe

I går aftes lukkede jeg den sidste maske af på Maluka-sjalet til mig selv og det er allerede taget i brug. Nu skal jeg så bare lige tage mig sammen til at få det fotograferet, så du kan se, hvor fint det er blevet

Søndags-Lauraen

‘

Hun er ikke hjemme lige nu, min Laura, så jeg ved ikke, hvilket billede hun selv vil vælge, så jeg lægger alle tre billeder ud.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge det nederste. Eller det øverste, som jeg har gjort næsten sort/hvidt.

Jan ville vælge det miderste.

Nu valgte jeg så bare alle tre, for hun er ikke hjemme, men nede hos en klassekammerat, som havde brug for lidt lektiehjælp

Detaljer og søndagsnydning

I morges besluttede vi at vi absolut ingenting ville lave, ingenting ville haste efter og absolut ingenting skulle lade os stresse over.

Morgenkaffen blev drukket i god ro og orden, mens nettet blev blev endevendt for nyheder.

Vi kørte ud og endte hos min far, som var alene, da min mor var på sygehuset og mens kaffen løb gennem filteret i deres kaffemaskine, kikkede jeg gennem mit makroobjektiv i deres hjem og selvfølgelig fandt jeg nogle blomster at nærstudere.

Jeg kom i tanke om, at een som jeg kender via facebook, var oppe hos os for et par uger siden.

Det var første gang han kom hos os og det første han spurgte om var, hvor alle mine blomster var….

Hæhæ.. jeg har lige for tiden ikke en eneste blomstrende plante og skal sandheden frem, så har jeg faktisk ikke ret mange planter og da slet ikke nogen som blomstrer, så lystigt og ivrigt som min mors.

De bliver til gengæld tit og meget ofte fotograferet og måske min ven blev lidt skuffet, da han konstaterede at der ingen blomstrende planter var hjemme hos mig?

Og lidt sjovt for mig at konstatere at det var det, som han havde bidt mest mærke i at jeg fotograferede.

I dag blev hawaii-blomsten, som stadig står i blomst hos min mor, fotograferet

ligesom kaktussen (jule/påske/november?) også blev foreviget.

 

Og for at det ikke skulle blive for ensformigt kikkede jeg mig om efter noget andet at fotografere, men kunne ikke rigtig finde noget inspiration, til trods for at der er nok at fotografere hos mine forældre

Min far havde skam købt en kage i formiddags, da han hentede rundstykker og vi har tit fået den i de weekender, hvor vi kommer og drikker eftermiddagskaffe hos dem.

Den er rigtig, rigtig god og måske hedder den en mandeltærte?  Der er ihvertfald mandler ovenpå og konsistensen er blød, cremet og sød

Min far sad og snakkede med Jan om et eller andet teknisk og jeg gad ikke engang forsøge at forstå, men jeg tror nu heller ikke de savnede input fra min side i det emne.

Jeg forsøgte at fange min far med kameraet,

men enten er han bevidst om at jeg sidder og knipser løs og ikke bryder sig om det eller så lukkede han øjnene med vilje

 

Der var mere end almindeligt varmt ude i deres vinterhave, hvor solen skinnede ubønhørligt ind.

Jeg havde både undertrøje, uldsjal og håndledsvarmere på og det blev alt for meget.

Håndledsvarmerne er forøvrigt nogle af de allerallerførste, som jeg strikkede med perler i.

De er strikket i tynd lanolin-garn og siden er der kommet langt mere end tyve til samlingen af håndledsvarmere både med og uden perler.

 

Det er mandag i morgen.

Jeg har mest lyst til at holde en lang ferie.

Eller at der var 14 søndage som denne i en lang ug ubrydelig række.

Jeg trænger og jeg tæller dage ned til sommerferien, men jeg må holde ud lidt endnu og så bare glæde mig over at der kun er 5 arbejdsdage i en uge