I går gav Janus slip på livet.
I næste måned ville han være fyldt 65 år og kunne være gået på en velfortjent pension, hvis livet havde været mere gavmildt ved Janus.
Jeg var til læge kl lidt i 11 i går formiddags (tirsdags) og var inde og se til ham efter lægebesøget.
Han var meget afkræftet og det var ikke svært at se, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid.
Som jeg har skrevet tidligere, kom Janus ind i min mors familie, da han var 4 år og blev en del af familien.
Janus gjorde ikke noget stort væsen ud af sig selv, men alligevel gjorde han et stort indtryk.
Jeg tænker især på dengang min morfar stadig levede og var blevet alene og havde brug for daglig hjælp, ringede min morfar i tide og utide til Janus.
Og til os andre, men især til Janus.
Min morfars døgnrytme kunne indimellem godt rode lidt rundt og hans tidsfornemmelse svipsede nogengange, men man hørte aldrig, aldrig nogensinde Janus klage over at han blev ringet op på de særeste tidspunkter.
Janus var bagermester lige til det sidste, så hans døgnrytme var også lidt anderledes end flertallets, men nogen tidspunkter må have været sære selv for ham.
Han hjalp med glæde.. og det ikke kun min morfar.
Set udefra og set fra sidelinien, vil de fleste mennesker måske tænke, at Janus ikke efterlod sig mange spor, for han gjorde jo ikke væsen af sig..
-men kender du det:
Du sidder og kigger ud af vinduet en dag, hvor solen skinner og du ser ingenting ud af vinduet andet end solskin, men når du lukker dine øjne, lige der foran det solbeskinnede vindue, vil du kunne se vinduet bag dine lukkede øjne.
Sådan synes jeg også det er med Janus.
Jeg har aldrig hørt ham tale dårligt om nogen og ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at han evnede at tænke dårligt om nogen.
Det er ikke den værste evne at mangle.
Han troede på folk, –det bedste i folk og hvor mange er der i grunden, som man kan sige sådan om?
Han var et ejegodt menneske, som kunne holde af uden forbehold og uden at forvente noget.
Han forventede noget af sig selv og gjorde noget for at leve til op sine forventninger især med sit bagerfag, hvor han kunne være mere end almindelig kritisk, men sine medmennesker talte han ikke kritisk om.
Jeg har siddet på sygehuset mange timer den sidste måned og der er ikke sagt så mange ord.
Der er ikke så mange ord, som rækker eller dækker.
Der findens ingen ord som helt trøster eller lindrer at man skal forlade denne verden på den måde.
Ingen ord, som forklarer, hvorfor noget liv skal ende i kræftens grusomme favntag og ingen ord, som undskylder skæbnens urimelige valg.
Min mor sad der, Lena sad der og hans venner sad der.
Nogen gange sad vi alene hver for sig med Janus og nogen gange sad vi flere hos ham.
Selv i den sidste måned, hvor den hæslige kræft pinte ham med smerter og langsomt fratog ham livet, var han ydmyg og beskeden.
Han lå i sengen for enden af gangen på sygehuset med ansigtet vendt mod vinduet med udsigt til Nasaasaq/Kællingehætten og jeg tænker, at når han lukkede øjnene, kunne han se dagslyset i vinduet bag de lukkede øjne og jeg kan sige, at når jeg lukker øjnene og ser solskinnet i vinduet bag de lukkede øjne vil jeg kunne sige at Janus efterlod sig et smukt spor efter sig af ejegodhed, ydmyghed, fordomsfrihed og uselviskhed og måtte vi alle sammen lære af det og følge det fine, sjældne spor han efterlod.
Janus eller "Jannak" som jeg altid har kaldt ham, har altid været sådan - ydmyg og beskeden - og altid hjælpsom.
SvarSletÆret være Jannaks minde
KH mor
Wong Wai:
SvarSletKondolerer.
Så kærligt og smukt skrevet! Varme ord fra det virkelige liv..
SvarSlet