Smut ud, væk og forsvind!

Jeg tror at jeg har lidt feber.

 

Man kan ikke sove på forhånd og man kan ikke sove med tilbagevirkende kraft, læste jeg engang i et eller andet blad for nybagte forældre, da een af mine piger var spæd.

Jeg kan ikke sove, selvom jeg er træt.

Godt nok har jeg sovet i næsten to døgn fra torsdag til i dag, men det retfærdiggør ikke at jeg ligger i min seng og er vågen.

Jeg hundefryser, ryster faktisk af kulde og det selvom jeg har et tykt uldtæppe over mig og to vinterdyner, samt et varmelagen, der kører på højeste blus.

Næsen løber, hovedet værker og musklerne er ømme helt ind til knoglerne.

Tankerne flyder rundt deroppe, derinde, unavngivne, uden ansigt, uden form, uden mening og umulige at fange som røgringe fra en næsten udbrændt cigarillos.

Når jeg lukker øjnene dukker der de særeste billeder af udsultede, selvdøde kineske hunde frem, indtørret tang på en strand en varm sommerdag, døde eller døende fluer i et solvendt vindue, stille gader en sen sommeraften, mærkelige erindringsbilleder fra barndommen og ungdommen dukker op i de særeste sammenhænge, Rigshospitalets lange, tyste gange fra dengang og udsigten fra 16. etage fra selvsamme bygning og det hele krydret sammen med gode minder fra lange, varme sommerdage med lav aftensol, hygge på mine svigerforældres terasse, langsomme sejlture på spejlblankt vand..

 

Jeg tror at jeg har lidt feber, for hvor skulle alle de mærkelige billeder ellers komme fra og jeg som nok plejer at kunne fange mine egne tanker, griber ud i intetheden og får end ikke røglugt på mine hænder.

Klokken er rigtig mange og det midt om natten.

Hovedet er træt og kroppen er træt, men hosten er lige vågnet op og forstyrrer mig, ligesom næsen hellere vil rende nu end i dag, hvor jeg alligevel bare sad og lavede ingenting og ikke havde planer om at sove.

Jeg tror at jeg har lidt feber, men mon ikke den snart forlader mig, for jeg er en dårlig vært for lige akkurat den gæst; feberen.

Den har på intet tidspunkt haft grund til at tro, at den var velkommen hverken hos mig eller hos min familie.

Jeg har sprittet hænder, ikke bare nu, men i flere måneder, vasket mig med sæbe i tide og utide og lidt en ekstra gang for at være sikker, så feberen har ikke haft grund til at komme på besøg, når jeg så tydeligt har gjort opmærksom på, at den ikke var velkommen.

Faktis har jeg adskillige gange bedt den smutte en tur ud i havet og drukne sig, men den finder velbehag hos mig.. åbenbart, men den kan godt opfatte dette som et afskedsbrev fra min og min families side!

Nu har jeg sat mig op, åbnet øjnene i trods, for jeg gider ikke mærkelige billeder inde i mit hoved og jeg gider ikke tanker, som ikke kan fanges og så må den influenza, som alt for mange i byen er plaget af og som kun kan være skabt af Hr. Fanden selv, smutte ud i havet og drukne sig, lade sig opsluge af et jordhul, lade sig æde af en hund med diarré eller finde på noget andet selv i samme stil, for her.. her gider vi den altså ikke mere.