Stand in/vikaren/modellen

Når jeg har strikket noget, er det sjovt, at kunne vise det frem.

 

Jeg synes ikke, at det er sjovt, at skulle vise strikket frem, hvis det bare hænger på en bøjle.

Det er lidt sjovere, når det vises med indhold i.

Det er ikke altid lige sjovt, at skulle være model, når fotografen og modellen kommer op og disskutere om både, hvordan og hvordan. (selve det at blive fotograferet og at fotografere)

 

Jeg er ikke særligt god til at stå foran kameraet og som det lille menneske, jeg er, går det oftets ud over Jan, som gør sit bedste bag kameraet, når problemet oftest er foran kameraet… at jeg synes, at jeg ser anderledes ud på billederne end jeg ser ud i virkeligheden.

 

I virkeligheden er jeg højere, slankere, kønnere, uden rynker, har finere hud, ingen fregner, ingen grå hår, lange ben, smal talje og velformede både bryster og baller… faktisk er jeg lidt af en lækker steg.. i virkeligheden.. men når den virkelige virkelighed indhenter mig, hver gang jeg vil have foreviget et stykke strik, så må jeg jo finde på en måde, at undgå at blive konfronteret med virkeligheden på..neeeej, i virkeligheden er jeg tilfreds nok, for jeg er sund og rask, har ingen hverken synlige eller usynlige handicap, som gør livet besværligere for mig, man kan se, at jeg er glad for mad, søde sager og knap så glad for at løbetræne eller løfte vægte.

 

Jeg er såmænd tilfreds nok i det store hele, men sandheden er, at jeg blander mig, når Jan står bag kameraet, vi bliver uenige og så ser jeg eddike-sur ud på billeder.

 

Jeg har ønsket mig en gine/mannequin til min fødselsdag.

Jeg købte een for mange år siden, men overvurderede mig selv lidt for meget, så mannequinen, der landede i min postkasse, var noget mere omfavnsrig end hvad jeg i virkeligheden er.

Heldigvis var der een, som ville købe den af mig, så der var ingen skade sket, men jeg stod så igen uden mannequinen.

 

Jeg ville have een, som ville stå model til lidt af hvert og een som havde mine mål, så jeg kunne eksperimentere lidt mere end jeg gør nu.

Der var lidt problemer med fotograferingen lige før år 2011 slap op og behovet for en mannequin opstod igen, som en uundværlig ting.

 

Så “lånte” jeg Jans dankort for godt og vel 4 uger siden, bestilte og betalte over nettet med Jans dankort en mannequin, hvorefter jeg meddelte Jan, at han havde bestilt og betalt en fødselsdagsgave til mig.

 

Tusind tak for fødselsdagsgaven, som jeg har pakket ud, selvom jeg først har fødselsdag om 17 dage.

Jan er sparet at finde på noget og jeg har fået, hvad jeg ønsker mig.

Let, men ikke særligt elegant.

 

Mannequinen er blevet indstillet, så hun er akkurat så bred, høj og fyldig som mig. Ahøøm..

Hun kan stilles hele ti steder og så står hun tavst model uden at argumentere med fotografen.

Hvis jeg nu giver hende lidt mere tøj på og stiller hende i klasselokalet, kunne hun så ikke være min vikar nogen dage mon?

Bare lidt?

Bare de dage, hvor jeg hellere vil være ude og sejle, være i hytten, gå ture eller sove?

Koldt bolværk

Jeg synes, at bolværket ser sjovt ud ved lavvande om vinteren..

Til Sara

Da jeg var omkring 3-4 år kom Sara ind i mit liv.

Hun skulle passe mig, når mine forældre skulle noget.

Hun var ikke så gammel, men gammel nok til at se efter mig.

Da Lena kom til, var Sara der stadig og minsandten om hun ikke holdt ved og ud, da Dudi også ankom til denne verden.

Faktisk er det Saras skyld, at Dudi, som er døbt det fornemme navn Christina, i dag kaldes Dudi.

Hun startede med at kalde hende Duddermand, Duddermand, Duddermand i en let syngende og kærlig melodi og det varede ikke længe før hun slet og ret bare blev kaldt Dudi.. altså Christina.

Ikke så få gange har jeg studset og undret mig, hvis en vis Christina tog telefonen på politistationen, når jeg ringede til min søster Dudi.. indtil det gik op for mig, at det var Dudi, som mere passende hed Christina, når hun var betjent.

Jeg tror også at Dudi præsenterer sig som Christina i Danmark.. måske det også er lidt øøøh et eller andet at præsentere sig som jurastud. Dudi?!

 

Jeg kan også på mine søstres vegne sige, at Sara har betydet utroligt meget for os, da vi var børn. Hun var en omsorgsfuld storesøster, som passede på os og så efter os, når vores forældre havde travlt, kom sent hjem fra arbejde eller var inviteret ud.

 

Som du sikkert kan huske, strikkede Lena en halsedisse i moskus-uld, som (heldigvis tøhø) var for lille til hende.

Den passede mig på en prik og så var der jo ikke andet for end, at jeg købte halsedissen af hende og dét endda kun til garnets pris.

Heldige mig.

 

Lena strikkede en ny til sig selv i en flot rød farve og i starten af måneden mødte vi vores gamle barnepige Sara, som ikke kunne stå for Lenas halsedisse.

Vi gik hårdt til hende for at få hende til at sige, hvad farve hun ville have sin i, men ikke nok med, at hun er sød og elskelig, så er hun også så beskeden, at hun ikke kunne få sig selv til bare at sige tak.

Hårdt presset og med armen på ryggen tilstod hun, at hun godt kunne lide turkis og nu har Lena strikket en fin halsedisse til hende.

 

Jeg har vasket den og isyet de fine knapper, som vores far har lavet i rensdyr-tak specielt til halsedissen (og hvor er det altså ærgerligt, at man ikke på billederne kan se, hvor fine blanke de er) og jeg har strikket et par håndledsvarmere af garnresterne fra halsedissen.

Måske bliver Sara glad for den lille påskønnelse?

Jeg er ihvertfald glad for, at Sara var en del af min barndom og min ungdom og det ved jeg, at også Lena og Dudi er..øh, Christina.

Neeej, altså Dudi! I min lille verden hedder min lillesøsters lillesøster Dudi. Min yngste lillesøster.

 

Jeg indstillede kameraet (og det er med vilje, at de er en smule overbelyste.. bare sådan for sjov, selvom det måske ikke er så sjovt endda),

satte det på stativ og lod Jan knipse.

Så kan vi da næsten heller ikke være mere fælles om vores lille gave til Sara.

 

Håndledsvarmerne er altså lige lange, men på billedet ser det ikke sådan ud.

Jeg blev helt panisk, da jeg så billedet og skulle lige tjekke igen, men de er altså lige lange..

Mandags-jubel

Jeg vil nominere denne mandag til at være januars kedeligste. Så blev den da noget!

Intet nyt, intet spændende og det mest ophidsende dagen bragte var synet af et par måger på havnen

Ulkebugten og dagslyset

Det er så mærkbart, at dagslyset vinder minut for minut hver dag.. og jeg glæder mig over det.

Lige inden lyset forsvinder, er der den flotteste dybe, blå himmel, garneret med en anelse lyserød.

Jeg har svært ved at fange farverne.. andre kunne måske nok, men måske du kan ane det på billedet, som du kan klikke større og køre frem og tilbage på, hvis du har lyst.

Til Silas

Silas syntes, at det var sjovt, med mågen, så aja Lena og aataa måtte lige sidde modeller, så Silas kan få sig et smil:

Den enes død..

Solen skinner derude og vi har da også været ude og snuse lidt til det, men Jan vil se håndbold og jeg ville igrunden have vasket hår og begge dele gøres bedst indendøre.

Lige om lidt når kampen er færdig og håret er tørt, skal vi ud og se lidt naturligt dagslys.

Havet omkring havnen er ved at lukke til igen.

Det er blevet lidt koldere igen.

Temperaturen står på 16 minusgrader.

Ravnene og mågerne er trængte.

Billederne er taget ud gennem bilruden. Jeg skal bare tænke på at stige ud af bilen og så er ravnene pist væk.

Giv dig til kende

DR er blevet bedre til at sortere til og fra, men jeg sidder stadig med en følelse af, at vores store, dyre anti-mobnings-kampagner er smidt direkte ud af vinduet, når jeg fredag efter fredag ser, hvordan mobningens kunst bliver praktiseret, forfinet og bliver serveret på et strålende sølvfad for os.

Jeg skrev i 2010 dette og sammen med Regner Graasteen er vi nu to, som mener det samme.

Hvad mener du?

.. sengetid

Hov.. skrev jeg ikke lige, at holdbarheden for denne dag for længst var overskredet og at jeg burde gå i seng akkurat nu?

NU! BLEV!DER!SAGT!

Yndlings-aften

 

Som jeg har glædet mig til dagen i dag..fredag.

Eller måske er det rettere sagt, det at kunne sove længe i morgen tidlig, som jeg glæder mig mest til.

Jeg får såmænd sovet det, jeg plejer at sove normalt, men det er ikke lige nok for øjeblikket.

Måske skyldes min mangel på søvn, at jeg drømmer så ufatteligt meget, at jeg er helt udmattet af oplevelserne, når jeg vågner.

Jeg drømmer normalt rigtigt meget, men for tiden,-det sidste halve år, er drømme-aktiviteten gået fuldstændigt amok, turbo og kører derudaf med alt for høj hastighed.

De kloge siger jo, at vi bearbejder dagens oplevelser gennem drømmene om natten, men så meget oplever jeg altså heller ikke, for ikke at sige overhovedet ikke.

Ting, steder og personer gennem hele mit liv bliver blandet sammen i en stor salat af drømme om natten.

Pludselig kan jeg køre hundeslæde i Rom, møder gamle folkeskole-klassekammerater i North Carolina eller sejle rundt i farvande, som jeg ikke engang kan genkende.

Hvad sker der altså lige???

 

Så var det godt, at kunne lade sig underholde i dag nede på havnen, hvor vandet er frosset til og måske det ikke lige er rette forum, at sige det i, men problemerne med mågerne kunne forebygges på rigtigt mange måder,ihvertfald i vores havn alene ved, at lade være med at fodre dem så overdådigt som de bliver.

Jeg ville tro, at nogen af mågerne måske endda ville afgå en naturlig død, hvis man samlede indvolde og andre efterladenskaber sammen og fx gav dem til en hunde-ejer (jeg kender ihvertfald een hunde-ejer)

Der var masser af fredags-guf til mågerne i dag.

Mere end rigeligt faktisk, så deres småkampe om de stadig dampende varme sæl-indvolde af de sæler, der blev flænset dernede, kunne kun være for at markere hieraki og dominans, hvis der ellers findes noget sådant mellem måger.

 

Ravnene var der også sørget rigeligt for længere ude i havnen, men dem rettede mit kamera slet ikke ud efter, så du får lige en bunke billed-spam af måger fra Sisimiut:

 

 

Jeg håber ikke, at du er alt for sart?

Denne måge havde vist undervurderet omfanget af den mundfuld, som den var ved at indtage.

Hvad du ikke kan se på billedet er, at tarmen fortsætter omtrent 1½-2 meter ud af billedet.

Der er ikke andet at gøre end at spytte mundfulden ud igen.. addddrrrr..

Der blev ivrigt markeret ejer-skab over lækkerierne og de mindre heldige måtte fortrække

 

Der var dog mange, som tog kampen op og forsøgte at få frokosten vredet ud af næbbet på andre

 

Og andre igen fik fat i hver deres ende og håbede vel, at de kunne spise hurtigere end den anden i den anden ende.

 

 

Nogen af mågerne behøvede bare at skælde højlydt ud for at skræmme de mindre modige væk.

 

Hvad denne ulyksagelige måge er død af fremgik ikke umiddelbart, men jeg ville ikke undre mig, hvis den havde været udsat for vold med døden til følge af de andre.

De var/er hårde mod hinanden i kulden.

 

“hvem mig?? Jeg har ikke gjort noget!” synes denne måge, at sige.

 

 

Nogen kunne enes lige inden jeg gik.

Det handler måske bare om kemi?

Sådan har vi andre det jo også..nogen gider vi godt spise sammen med og andre ikke.

 

Under broen lå nogle konge-edderfugle.

De er bare så sky og er ikke til at komme i nærheden af.

Zoom-linsen blev trukket ud i fuld længde og alligevel kunne jeg akkurat ikke nå.

Du slipper dog ikke for at se dem:

 

Det er blevet koldt.

Det fryser omkring –15 og inden mine fingre frøs helt af, kunne jeg se til, at Irena Arctica smed trosserne og sejlede ud i den store verden igen.

Hvis de havde spurgt mig, mens jeg stod og så på, om jeg ville med, havde jeg ikke betænkt mig længe og var sprunget ombord uden tanke for i morgen, uden tanke for arbejde, uden tanke for forpligtelser eller noget som helst.

Jeg savner lidt kulør på hverdagen,  lidt spontanitet, lidt anderledes-hed, lidt uro i rutinerne og lidt forandring.

Jeg savner inspiration og in-put, men jeg ved, at foråret venter lige om hjørnet og med foråret kommer der masser af gode lange dage udenfor med solskin og dejlige oplevelser.. men lige i dag, kunne jeg godt være blevet fristet til at lade mig transportere rundt i verden med skib.

 

Når man keder sig, er det godt, at have en søster, som gider, at lege.

Hun tilbød både kaffe, te eller kakao.

Hvad jeg valgte???

 

Og vi fik os lidt grin og højlydt latter over kakaoen, af hvad, vil jeg ikke sige

Det ér altså sjovere at grine med en anden, -at more sig sammen end alene.

 

Lena har sådan en lillebittebitte glasklokke-fidus i plastik.

Inde i den gror der en lillebittebitte sukkulent.

 

Måske var tanken, at den skulle kunne bruges som mobil-smykke for den ivrige, entusiastiske med grønne fingre?

Uanset hvad! Den er da sød.

 

Det er fredag aften.

I morgen er det lørdag.

X-faktor er blevet set i selskab med Sara og Jan.

Klokken er 22, men jeg behøver ikke tænke på dagen i morgen, for det er fredag aften og i morgen kan jeg sove lige så længe, som jeg har lyst til, uanset hvor mange drømme der er blevet downloadet til mig til natten.

Sov godt

Afleveret

Alle mine kollegaer i special-klasseafdelingen har vist haft travlt det sidste stykke tid. Mere end normalt travlt, for vi har skrevet undervisningsrapporter for hver enkelt af vores elever, ligesom vi også har skulle skrive individuelle-både bagudrettet og fremadrettet undervisningsplaner.

Jeg kunne sætte mit sidste punktum i dag, printe ud og aflevere.

De skal være afleveret senest i morgen, så det var en dejlig følelse at kunne lægge bunken af papirer i afleveringsbakken.

Min mor ringede i dag næsten på samme tid som da klokken på skolen ringede ud, for at spørge om jeg ville med på Taseralik,

hvor hun ville give kaffe?

Det var vist lige, hvad jeg trængte til.

Jeg valgte kaffen sort

og uden noget.. for madpakken lå stadig og fyldte nede i maven.

Lena valgte en lækkert-udseende kage til sin kaffe.

Sara sluttede sig til selskabet, da det efter lidt tid, kun bestod af Lena og mig og Sara valgte en sandwich istedet for kaffen

Dagen er gået og aftenen er forlængst startet.

Jeg kan sætte mig over i sofaen og strikke et par håndledsvarmere til min gamle barnepige med god samvittighed og uden at skulle tænke på papirarbejde, så dét vil jeg gøre lige nu!

Ingenting

Det har ikke været en dag at skrive hjem om i dag, så jeg lader pænt være. Næsten.

Jeg har været hjemme fra arbejde med monster-hovedpine og resterne af allergi-udslæt, hævede øjne, kløen i ganen, ørerne og svie omkring øjnene, som jo som sagt også var hævede.

Sagde jeg at det kløede?

Over det hele?! Især de steder, hvor huden er tynd og nu også tør og lettere skællende.

 

Natten blev brugt til at vågne en halv milliard gange i, så i morges kapitulerede jeg og meldte mig syg.

Øv det sker ellers ikke særligt tit og jeg hader at melde mig fraværende fra arbejdet.

Mine elever og mine kollegaer skal kunne stole på, at jeg er der og det var jeg så ikke i dag.

Der er ingen skader sket andet end, at der er kommet ridser i min stolthed. Mine elever har sikkert hygget sig med deres vikar og jeg har hørt, at de har fået to timer tidligere fri end hvis jeg havde været der. ØV.

Jeg ville så gerne kunne fremvise et 100%s fremmøde, 100% engagement og så røg den intention af noget så banalt som hovedpine og åndsvagt allergi, som jeg ikke engang kan sige, hvoraf kommer.

Dagen er gået med ingenting.

Ingenting var i dag kedeligt.

Nogengange kan ingenting være spændende og inspirerende, men i dag sagde ingenting mig ingenting.

Jeg tænkte små hurtige tanker og jeg tænkte dybe langsomme tanker.

Jeg tænkte tanker som at ordene: “ hvad kan jeg gøre for dig” går mere og mere over i: “ hvad kan du gøre for mig” og at når jeg oplever den mentalitet går mine tanker over i: “ noget for noget” og det er en farlig kurs, som mine tanker så har sat.

Sådan een vil jeg altså ikke være.

Overhovedet ikke, men motivationen forsvinder lige så langsomt, når ydelserne kun går den ene vej eller jeg ikke får et tak til gengæld for hvad jeg har gjort.

Kender du det? Har du oplevet det?

Jeg bryder mig ikke om milimeter-demokrati og vejen den ene ydelse op mod den anden, kan jeg slet ikke med, men ordet TAK eller en gestus, som viser lidt taknemmelighed vejer meget tungt i min verden og ordet TAK koster ligeså meget som et smil.. nemlig ingenting.

 

Jeg surfede målløst rundt på nettet og fandt den ene side efter den anden om mode og shopping og jeg dømte de piger hårdt, som havde mode og shopping som deres favorit-hobby, men jeg dømte mig selv endnu hårdere for at dømme andre.

Hvem er jeg at dømme andre?

 

Sådan sad jeg hele dagen og trak mig selv ned med dumme tanker, som ikke fører nogen steder hen andet end i ring. Godt at jeg har fået det bedre og kan rask-melde mig i morgen tidlig og komme på arbejde igen, så jeg ikke endnu en dag sidder og laver ingenting, som fører til små og store tanker, som ikke fylder mig med positiv, livgivende energier.

 

Pas godt på dig selv derude og husk at et smil er det smukkeste smykke, som du kan iføre dig.

Lune luffer

Så blev den anden børne-vante i moskus-uld færdig, men den ligner jo den anden, så …

Ægte perler

.. i Sydgrønlandsk lammeuld.

 

For en del år siden spandt jeg noget garn af Sydgrønlandske får.

Jeg fik en hel kasse med kartet/børstet (hvad hedder det i grunden) uld af min moster, som bor i Sydgrønland.

 

Det første jeg spandt, var mildest talt, ikke særligt vellykket, men jeg nænnede ikke bare at smide det ud.

Det har derfor fået lov at ligge og vente til jeg fandt på noget, at bruge det til.

 

Havde jeg skullet strikke lige ud og lige op, var det gået grueligt galt, for garnet vrider og snor sig i alle retninger og har nærmest sit eget liv, men jeg fik da strikket en krave, som jeg har forsøgt, at kamuflere med noget pynt.

Det ligner lidt nordlys, som snor sig rundt og rundt om halsen.

Udover, at garnet snor sig og derfor bestemmer sin retning selv, lugter det også meget stærkt af uld/får.

Jeg har vasket og vasket og atter vasket det.

Der var utroligt meget lanolin i det, udover altså halm, sand og græsstrå.

 

Nu lyder det måske som om det er noget skidt det hele?

Lanolinen var supergod til mine tørre hænder, så jeg tænker at jeg vil strikke en krave mere af resten af det uheldigt spundne garn..og at det snor sig, gør kun at det har fået en spændende effekt og snavset røg ud med de mange baljer vaskevand… men ved du mon hvordan jeg får uld-lugten/fåre-lugten helt væk?

 

 

Og så har jeg jo pga den første løse krave, fået investeret i filtenåle og det resulterede i en masse perler filtet i uld fra Sydgrønland, den samme sending som til kraven.

Ulden var pænt delt op i farver; hvid, grå, sort og brunt.

 

Min perlekæde i ægte uld passer så flot til min nye bluse og den vejer ikke noget.

 

En sove-vante er det også blevet til i løbet af weekenden. Een.

Jeg ved ikke om spæd-børn/små børn sover udenfor i deres barnevogne i andre lande, men heroppe er det meget almindeligt, at børnene sover til middag udenfor i deres barnevogn og dermed får frisk luft.

Det kræver dog en meget varm påklædning og en god voksi-pose med fyld af uld, varme tæpper og at barnevognen står i læ.

Min venindes barnebarn sover udenfor i sin barnevogn og for meget lang tid siden strikkede jeg et par luffer og dem er drengen vokset fra.

Da han ikke skal bruge tommelfingeren, mens han sover og den derfor bare vil fylde ekstra i vanten, som bruges henover de strikkede, har jeg undladt at strikke tommel i.

Luffen er strikket i moskus-uld to-trådet og i blå/natur og de to garner skifter hele tiden og ligger “dobbelt” og giver ekstra varme.

Jeg må heller komme hen i sofaen og strikke den anden også, så drengen kan holde varmen i sin middagslur