Til Sara

Da jeg var omkring 3-4 år kom Sara ind i mit liv.

Hun skulle passe mig, når mine forældre skulle noget.

Hun var ikke så gammel, men gammel nok til at se efter mig.

Da Lena kom til, var Sara der stadig og minsandten om hun ikke holdt ved og ud, da Dudi også ankom til denne verden.

Faktisk er det Saras skyld, at Dudi, som er døbt det fornemme navn Christina, i dag kaldes Dudi.

Hun startede med at kalde hende Duddermand, Duddermand, Duddermand i en let syngende og kærlig melodi og det varede ikke længe før hun slet og ret bare blev kaldt Dudi.. altså Christina.

Ikke så få gange har jeg studset og undret mig, hvis en vis Christina tog telefonen på politistationen, når jeg ringede til min søster Dudi.. indtil det gik op for mig, at det var Dudi, som mere passende hed Christina, når hun var betjent.

Jeg tror også at Dudi præsenterer sig som Christina i Danmark.. måske det også er lidt øøøh et eller andet at præsentere sig som jurastud. Dudi?!

 

Jeg kan også på mine søstres vegne sige, at Sara har betydet utroligt meget for os, da vi var børn. Hun var en omsorgsfuld storesøster, som passede på os og så efter os, når vores forældre havde travlt, kom sent hjem fra arbejde eller var inviteret ud.

 

Som du sikkert kan huske, strikkede Lena en halsedisse i moskus-uld, som (heldigvis tøhø) var for lille til hende.

Den passede mig på en prik og så var der jo ikke andet for end, at jeg købte halsedissen af hende og dét endda kun til garnets pris.

Heldige mig.

 

Lena strikkede en ny til sig selv i en flot rød farve og i starten af måneden mødte vi vores gamle barnepige Sara, som ikke kunne stå for Lenas halsedisse.

Vi gik hårdt til hende for at få hende til at sige, hvad farve hun ville have sin i, men ikke nok med, at hun er sød og elskelig, så er hun også så beskeden, at hun ikke kunne få sig selv til bare at sige tak.

Hårdt presset og med armen på ryggen tilstod hun, at hun godt kunne lide turkis og nu har Lena strikket en fin halsedisse til hende.

 

Jeg har vasket den og isyet de fine knapper, som vores far har lavet i rensdyr-tak specielt til halsedissen (og hvor er det altså ærgerligt, at man ikke på billederne kan se, hvor fine blanke de er) og jeg har strikket et par håndledsvarmere af garnresterne fra halsedissen.

Måske bliver Sara glad for den lille påskønnelse?

Jeg er ihvertfald glad for, at Sara var en del af min barndom og min ungdom og det ved jeg, at også Lena og Dudi er..øh, Christina.

Neeej, altså Dudi! I min lille verden hedder min lillesøsters lillesøster Dudi. Min yngste lillesøster.

 

Jeg indstillede kameraet (og det er med vilje, at de er en smule overbelyste.. bare sådan for sjov, selvom det måske ikke er så sjovt endda),

satte det på stativ og lod Jan knipse.

Så kan vi da næsten heller ikke være mere fælles om vores lille gave til Sara.

 

Håndledsvarmerne er altså lige lange, men på billedet ser det ikke sådan ud.

Jeg blev helt panisk, da jeg så billedet og skulle lige tjekke igen, men de er altså lige lange..