Stand in/vikaren/modellen

Når jeg har strikket noget, er det sjovt, at kunne vise det frem.

 

Jeg synes ikke, at det er sjovt, at skulle vise strikket frem, hvis det bare hænger på en bøjle.

Det er lidt sjovere, når det vises med indhold i.

Det er ikke altid lige sjovt, at skulle være model, når fotografen og modellen kommer op og disskutere om både, hvordan og hvordan. (selve det at blive fotograferet og at fotografere)

 

Jeg er ikke særligt god til at stå foran kameraet og som det lille menneske, jeg er, går det oftets ud over Jan, som gør sit bedste bag kameraet, når problemet oftest er foran kameraet… at jeg synes, at jeg ser anderledes ud på billederne end jeg ser ud i virkeligheden.

 

I virkeligheden er jeg højere, slankere, kønnere, uden rynker, har finere hud, ingen fregner, ingen grå hår, lange ben, smal talje og velformede både bryster og baller… faktisk er jeg lidt af en lækker steg.. i virkeligheden.. men når den virkelige virkelighed indhenter mig, hver gang jeg vil have foreviget et stykke strik, så må jeg jo finde på en måde, at undgå at blive konfronteret med virkeligheden på..neeeej, i virkeligheden er jeg tilfreds nok, for jeg er sund og rask, har ingen hverken synlige eller usynlige handicap, som gør livet besværligere for mig, man kan se, at jeg er glad for mad, søde sager og knap så glad for at løbetræne eller løfte vægte.

 

Jeg er såmænd tilfreds nok i det store hele, men sandheden er, at jeg blander mig, når Jan står bag kameraet, vi bliver uenige og så ser jeg eddike-sur ud på billeder.

 

Jeg har ønsket mig en gine/mannequin til min fødselsdag.

Jeg købte een for mange år siden, men overvurderede mig selv lidt for meget, så mannequinen, der landede i min postkasse, var noget mere omfavnsrig end hvad jeg i virkeligheden er.

Heldigvis var der een, som ville købe den af mig, så der var ingen skade sket, men jeg stod så igen uden mannequinen.

 

Jeg ville have een, som ville stå model til lidt af hvert og een som havde mine mål, så jeg kunne eksperimentere lidt mere end jeg gør nu.

Der var lidt problemer med fotograferingen lige før år 2011 slap op og behovet for en mannequin opstod igen, som en uundværlig ting.

 

Så “lånte” jeg Jans dankort for godt og vel 4 uger siden, bestilte og betalte over nettet med Jans dankort en mannequin, hvorefter jeg meddelte Jan, at han havde bestilt og betalt en fødselsdagsgave til mig.

 

Tusind tak for fødselsdagsgaven, som jeg har pakket ud, selvom jeg først har fødselsdag om 17 dage.

Jan er sparet at finde på noget og jeg har fået, hvad jeg ønsker mig.

Let, men ikke særligt elegant.

 

Mannequinen er blevet indstillet, så hun er akkurat så bred, høj og fyldig som mig. Ahøøm..

Hun kan stilles hele ti steder og så står hun tavst model uden at argumentere med fotografen.

Hvis jeg nu giver hende lidt mere tøj på og stiller hende i klasselokalet, kunne hun så ikke være min vikar nogen dage mon?

Bare lidt?

Bare de dage, hvor jeg hellere vil være ude og sejle, være i hytten, gå ture eller sove?