"Lige som i gamle dage, hvor der var bal...hvor kvinderne forberedte sig, købte stof til deres nye kjoler, pudsede deres sko, satte deres hår højt og kom rødt på læberne, sad på en bænk med anklerne samlet og ventede, ventede og ventede på at blive budt op", tænkte jeg, og min kjole, blev gammeldags, mine sko udtrådte, min læbestift smuldrede og jeg var den eneste, der sad tilbage på bænken, men endelig blev jeg budt ud, budt med og budt op. Min tålmodighed havde bestået sin prøve mange, mange gange, og jeg havde med både fine og ufine kneb forsøgt, at blive set og hørt. Poleret dansegulvet, pudset de andres sko, startet musikken, inviteret nye dansepartnere med, beredt og forberedt for alle andre. Musikken var forlængst holdt op med at spille, da jeg endelig, endelig kom ud på dansegulvet, men hvad gjorde det, for det var en stille vals og med armene om min udkårne, og vi lå alene sammen i teltet, 
hyggede, snakkede, grinede og blev enige om, at vi sagtens kunne finde ud af at få tiden til at gå sammen, når vi om mange, mange år blev gamle, og kun havde hinandens selskab. En dejlig søndag-eftermiddags-gåtur om lørdagen i fjeldet, 
hvor en falk, blev drillet af et par ravne, en hare gloede på os med sin kiksede camoflage (kridhvid mod det brune/grå/sorte fjeld, hvor den lyste op, som et andet advarselslys), ingen rensdyr, men heller ingen iver efter at finde nogen, og så ned i teltet og blunde en time eller to hånd i hånd. Pigerne havde hygget sig hos Lena og Johannes, og det var ikke de store afsavn de havde lidt, for vi var knapt kommet hjem inden de smuttede over til mine forældre. Og det var bestemt heller ikke med tårer i øjnene, de kyssede os farvel i hoveddøren i dag, da vi tog ud for at fiske. Vejret var stille, overskyet og vandet roligt, men det var mit hjerte bestemt ikke, da jeg hev en stor havkat op.
De er grimme og de er farlige i min verden, så jeg fik lynhurtigt trukket benene op under mig,
og Jan gjorde sit for at berolige mig og mere drastisk berolige katten. Den fik et par knive i panden, som ikke gjorde mange indtryk på den, og først da den lå helt stille og ikke længere snappede ud efter alt og alle, fik jeg gummistøvlerne ned igen. Den er skåret ud, lever og mavesæk spist og resten frosset ned til steaks. Den vejede 14 kg og målte 112 cm 
og det gyste i mig, da jeg skar hovedet fra kroppen...gys, 
men den smager godt. (I dens mavesæk lå to søstjerner på størrelse med min hånd..hele, og masser af søpindsvin..gys)
hyggede, snakkede, grinede og blev enige om, at vi sagtens kunne finde ud af at få tiden til at gå sammen, når vi om mange, mange år blev gamle, og kun havde hinandens selskab. En dejlig søndag-eftermiddags-gåtur om lørdagen i fjeldet, hvor en falk, blev drillet af et par ravne, en hare gloede på os med sin kiksede camoflage (kridhvid mod det brune/grå/sorte fjeld, hvor den lyste op, som et andet advarselslys), ingen rensdyr, men heller ingen iver efter at finde nogen, og så ned i teltet og blunde en time eller to hånd i hånd. Pigerne havde hygget sig hos Lena og Johannes, og det var ikke de store afsavn de havde lidt, for vi var knapt kommet hjem inden de smuttede over til mine forældre. Og det var bestemt heller ikke med tårer i øjnene, de kyssede os farvel i hoveddøren i dag, da vi tog ud for at fiske. Vejret var stille, overskyet og vandet roligt, men det var mit hjerte bestemt ikke, da jeg hev en stor havkat op. De er grimme og de er farlige i min verden, så jeg fik lynhurtigt trukket benene op under mig, og Jan gjorde sit for at berolige mig og mere drastisk berolige katten. Den fik et par knive i panden, som ikke gjorde mange indtryk på den, og først da den lå helt stille og ikke længere snappede ud efter alt og alle, fik jeg gummistøvlerne ned igen. Den er skåret ud, lever og mavesæk spist og resten frosset ned til steaks. Den vejede 14 kg og målte 112 cm og det gyste i mig, da jeg skar hovedet fra kroppen...gys, men den smager godt. (I dens mavesæk lå to søstjerner på størrelse med min hånd..hele, og masser af søpindsvin..gys)
Den vejer ca. 240 gram incl. de tre små perlemorsknapper, som jeg købte hos Mathilde i Viborg i sommer.
Den er vasket og der var så meget overskudsfarve, at jeg var ved at blive helt nervøs for om det grønne ville forsvinde sammen med vandet og De'ny sæben. 
Den er strikket på addi turbo rundpind nr. 3½. Den er lækker at have på, luftig og let..dog lidt tungere end 
Lige om lidt sejler Jan og jeg ud og ligger sammen i et lille telt, nyder solen, vandet og hinanden. Pigerne kommer i akut weekendpleje hos Lena, og ellers står mine forældre parat med åbne arme. Vi glæder os og de glæder sig. Hav en god weekend.
"Markedet" bliver jo meget snart mættet :-) Sara plagede om 
Dagen i dag, blev til dels brugt til at fædiggøre, vaske og ligge 
som jeg strikkede for snart 14 dage siden. Den var oprindeligt til Jan, men den blev for fin og lidt for feminin, så Laura har lagt billet ind på den. 
(Der er een, som har spurgt til mål, vægt (170 gram) og strikkeprøve (Øøøh, jeg laver aldrig strikkerprøver) på 
som hun har skrevet til ældrebolig, satte det nogle tanker igang hos mig. Deres liv kommer til at ændre sig på mange måder, og det bliver en ny periode i deres liv. Det er lidt underligt, for i min verden er de stadig unge, rørige og har næsten ikke forandret sig. Måske burde vi/jeg også begynde at tænke os lidt om, med opsparinger, forsikringer og medlemsskab i ligkisteforeningen, for inden vi ser os om, er tiden gået, og ....nå, måske skulle jeg lige klappe sø-hesten og lade de ældre blive gamle først? I morgen er det forhåbentligt sejl-vejr, for jeg har ikke noget strikketøj...
og nu hvor jeg alligevel var igang, kunne jeg lave et i grøn serpentin, der så matchede min kommende cardigan, som skrider aaaalt for langsomt frem. De fik blåstemplet, da Sara tiggende bad mig om at lave et til hende også. Det må blive i morgen.
Om jeg synes det er sjovt at se sommeren forsvinde, uden at kunne gøre noget? NEJ! Bestemt nej! Jeg fik alt for lidt 
men hvad erfarer vi, da vi kommer tilbage: Den er låst 
og efter noget ringen rundt, kunne vi blive lukket ud. I 
som jeg altid har syntes havde en flot blå farve, omend den trænger til at blive frisket lidt op nogen steder,
som een af de eneste bygninger her i byen har glas-mursten.
Nu er dagen næsten brugt og jeg vil smide mig over i sofaen, gribe mit strikketøj og ignore, hvor meget det i grunden er begyndt at kede mig. Jeg trænger til at lave noget andet nu, og med lidt held, lidt flid og lidt stædighed er jeg forhåbentligt færdig med min cardigan inden weekenden?! (lyder som en jævnt kedelig dag, men den har faktisk været god og OK, men jeg kunne bare godt bruge lidt mere varme, sommer og ferie)
og som jeg ikke har vidst hvad jeg skal bruge til. Den bliver noget tungere i udtrykket end 
og glæder mig over at jeg kun mangler 1½ ærme og sammenstrikningen. Der er dømt lidt krise med fare for strikkeblokering, så jeg skal tænke lidt fremad og finde ud af 
og konstateret at det ikke har rodet sig selv til igen, som det normalt plejer at gøre. Jans tøjskab derimod ser ikke ud som mit, 
og vi fik grint en del, da vi stillede os selv og hinanden op til fotografering af vores skabe. Jeg ville have troet at det billede, der blev taget af mit skab ville blive totalt overbelyst af den glorie, I sikkert kan ane over mit hoved ;-) Mon ikke glorien falmer, for til sidst at falde ned igen om ganske få uger, når jeg for hvilken morgen i træk, har flået den ene bluse, sweater og t-shirt ud efter den anden, kun for at konstatere, at der ikke er noget brugbart og anstændigt at tage på.
omkring middagstid, hvor der var en kortvarig pause i nedbøren 
og vindpustene, og jeg kan bedrøvet konstatere, at efteråret der for alvor har sat ind, som trøst for sin komme indhyller landskabet med varme, brændte farver. Kunne efteråret ikke vente lidt med sin kommen?
Ventetid kan bruges konstruktivt og gøres til kvalitetstid og ikke som det nu, smager af ukonstruktiv, ubrugbar ventetid, der spildes og ikke gør nytte. Forventningens glæde... Jeg venter og det lægger jeg ikke skjul på. Jeg venter på, at havet skal falde til ro og byde os velkomne igen, venter på at regnen skal ophøre og vinden holde inde og holde pause. Mens jeg venter, vil jeg trisse ovenpå, op på hemsen og gøre lidt gavn og nytte, rydde op, pusle lidt, måske trække en støvsuger hen over det beskidte gulvtæppe, der i virkeligheden bare trænger til at blive kørt ud på lossepladsen, kikke ud af vinduet og kontrollere om ventetiden snart er ovre. Forventningens glæde. Jeg vil omprogrammere min hjerne til at synes at ventetid er kvalitetstid og glæde-sig-tid. At leve fuldt ud i nuet. Bevidst! Mere bevidst. Hvem kan glæde sig over nuet, hvis tankerne kun er rettet frem mod det der ventes på? Jeg har nemlig også brugt meget tid på at vente og har ikke altid syntes at ventetid var en glædes-tid. Jeg har ventet på at blive budt med, budt ud, budt op, ventet på at det blev min tur til det ene og det andet, har ventet på, at andre skulle tage affære eller i det hele taget syntes det, som jeg ventede på, var det eneste rigtige uden at værdsætte det jeg brugte ventetiden på som noget, der var ligeså værdigfuldt. Var det forresten ventetiden værd? Blev forventningerne indfriet og bragte de den glæde du forventede? Forstår du, hvad jeg mener? Eller er det noget forbandet vrøvl? Hvad venter du iøvrigt på? Og mens du venter, må du gerne kikke lidt i 
lå vaskeriet, (lige der hvor cyklen står, ) og de mange forskellige dufte/lugte af skyllemiddel kunne på nogen dage næsten umærkeligt snige sig op i vores stue. Og heldigvis var det også den eneste gene, det var at bo over et vaskeri, for larm var der ingen af. Nu har de, hvem de så end er, taget sig sammen og er begyndt at male blokkene 
og det var da ikke en dag for tidligt. 
Dette var hvad vi hver dag så, 
når vi gik/kørte ad vejen til og fra vores hjem, der var hyggeligt indendøre med en lille stue, et stort køkken, et laaaangt smalt soveværelse til mig og et lige så langt værelse til Simon, et lille hyggeligt badeværelse, og en smal entre. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er glad for at bo i eget hus, hvor jeg kan gå rundt om mit eget, har min egen indgang og selv må bestemme hvornår, hvordan og hvorfor jeg fx skal male, rive vægge ned eller lade være og ikke mindst er jeg ikke stavnsbundet af mit arbejde pga boligen.
Ude ved vandværket er der også en eller flere vittige sjæle, der har moret sig med at stille alle stenene på højkant. Eller har de kedet sig? Eller er det en hemmelig kode, som jeg bare ikke kan forstå? Eller er der en, der har "vendt hver en sten"? (fandt de noget?)
men jeg kunne nu ikke lade være med at smile alligevel..og jeg smilede også fordi jeg ikke længere bor i boligblok 
selvom de har en OK udsigt, ihvertfald den ene vej.
Og så smilede jeg, da jeg kikkede ned på jorden fra øverste etage, for 2 mennesker har savet jord/tørv ud så dem, der ankommer og afrejser med fly får en lille hilsen fra luften.
Der er såmænd nok at smile ad, hvis man gider?!
og straks blev den planlagte menu ændret til rensdyrfrikadeller med stuvet spidskål, kogte kartofler og gulerødder. Ikke så ringe, endda! Vi går og skuler, håber, ønsker og forbander den vejrudsigt der er for weekenden, for den er altså ringe og fordrer ikke til at vi tager på rensdyrjagt. Det bliver rensdyrjagt eller rengøring. De sidste par dage har DMI holdt på at der kommer masser af regn og en lidt for frisk sommerbrise fra syd og det kan vi ikke bruge til noget. Nej, det jeg har brug for er total afslapning i et telt ude i fjeldet uden stressende elementer af nogen som helst art, hvor livet er let og primitivt, og hvor vejret og tidevandet bestemmer aktivitets-niveauet. Hvor jeg kan ligge tæt med mine piger, lugte af menneske, med strittende fedtet hår og sørgerande under neglene uden at kunne gøre noget ved det, DMI! Hør på mig! Jeg har brug for at lade mine batterier op til vinteren. Forstå det dog!
men til gengæld kunne vi fascineret følge tågen, der bølgende lagde sig ind over byen 
og bredte sig over havet og for derefter at pakke os fuldstændigt ind i sin kolde, klamme favn. 
Jeg har lagt nogle enkelte billeder ind i 
salt og peber, ovnbagte kartoffelbåde, haricot vert kogt al dente og fedende sovs. MUMS..siger jeg bare! Tørrede grønlandspost 
blandet med tørrede blåbærblade (grønlandske 100% økologisk og håndplukkede, og tørrede i stuetemperatur)
sammen med den almindelige earl grey te kan iøvrigt fint konkurrere med kusmi te smagsmæssigt, og hvis du har en sød svigermor, der har masser af lavendel, er det også fint, at tilsætte en anelse af de fine blå blomster i, hvis du nænner det? 
og i fryseren ligger køller af 3 rensdyr med en mærkeseddel på, hvor der står "Lauras konfirmation". Yes! For hun skal jo konfirmeres til næste år, så festmaden er sikret. Johannes har samlet kvaner til os, som skal syltes til kødet, og der skal samles sortebær til tilbehør. Der ligger et par enkelte ørreder til forretten, og laksen er bestilt hos en fisker. Der burde være basis for et måltid mad for indbudte gæster, og det fylder med glæde at vi kan garantere for dyrevelstanden for de dyr vi byder gæsterne, økologien og glæden ved at have skaffet det lokalt og selv. Dét er da rigdom! Jeg håber, at vi får lidt mere, så vi har noget til vinteren og ikke skal bidrage til CO2 udslippet ved at købe kød fra New Zealand, Tyskland eller lande laaaaaangt væk fra os som igen betyder at det er transporteret med udslip tilfølge, og bidrage til egen og familiens glæde over, at vi selv har skaffet føden. Det er måske primitivt, men det er en fed følelse som øger min livsglæde. P.S Jeg har endnu engang fået en kommentar (jeg har fået indtil flere mails også) om hvorfor jeg