Bag lås og slå

Måske lige 10 timer forsent tog jeg en håndfuld skårne lakridsrødder for at løsne spændinger og de muskelkramper i mine kæbemuskler, som jeg fik, da jeg kikkede ud af vinduet i morges: Der havde været nattefrost og tagene var helt hvide. Om jeg synes det er sjovt at se sommeren forsvinde, uden at kunne gøre noget? NEJ! Bestemt nej! Jeg fik alt for lidt sommer, og nogen af mine frosne lemmer er endnu ikke tøet helt op..kan jeg mærke. Det er den eneste permafrost her i byen, der efterhånden ikke er tøet op. Det eneste sted, der ikke har mærket til den globale opvarmning. Jeg gider ikke kulde og vinter lige nu. Det eneste, der er at sige om frosten er, at myggene og de små fluer oftest forsvinder. Nå, men så kan jeg glæde mig over resterne og det ville jeg så sammen med Jan, der lige skulle ud og tjekke om deres/elevernes telte stod ordentligt ude i fjeldet. For at komme derud skal man køre forbi en bom, som er blevet lovet ikke vil blive låst, men hvad erfarer vi, da vi kommer tilbage: Den er låst og efter noget ringen rundt, kunne vi blive lukket ud. I ventetiden kunne jeg så gå og kikke lidt på vores vandværk, som jeg altid har syntes havde en flot blå farve, omend den trænger til at blive frisket lidt op nogen steder,som een af de eneste bygninger her i byen har glas-mursten. Nu er dagen næsten brugt og jeg vil smide mig over i sofaen, gribe mit strikketøj og ignore, hvor meget det i grunden er begyndt at kede mig. Jeg trænger til at lave noget andet nu, og med lidt held, lidt flid og lidt stædighed er jeg forhåbentligt færdig med min cardigan inden weekenden?! (lyder som en jævnt kedelig dag, men den har faktisk været god og OK, men jeg kunne bare godt bruge lidt mere varme, sommer og ferie)