Ventetid

Jeg læste engang et eller andet sted, at vi kvinder allerede som små piger ventede på at blive voksne, ventede på en mand, ventede på at mandens karriere skulle tage fat, ventede på børnene, ventede på at børnene skulle vokse sig store og selvstændige, ventede på menstruationen, ventede på at blive smukke og slanke, ventede på at rynkecremen virkede, ventede på at livet skulle blive godt, ventede på alderdommen, ventede på døden, ventede, ventede og ventede. Jeg går lidt rundt og har det på samme måde i disse dage. Jeg venter dog hverken på at rynkecremen skal virke eller døden og venter kun på, at det bliver godt vejr, på sejlvejr, udevejr, og mens jeg venter, har jeg brugt ventetiden på at gøre rent, lave mad til familien, strikket et par pinde og hygget mig. Vi var ude ad grusvejen i går omkring middagstid, hvor der var en kortvarig pause i nedbøren og vindpustene, og jeg kan bedrøvet konstatere, at efteråret der for alvor har sat ind, som trøst for sin komme indhyller landskabet med varme, brændte farver. Kunne efteråret ikke vente lidt med sin kommen?Ventetid kan bruges konstruktivt og gøres til kvalitetstid og ikke som det nu, smager af ukonstruktiv, ubrugbar ventetid, der spildes og ikke gør nytte. Forventningens glæde... Jeg venter og det lægger jeg ikke skjul på. Jeg venter på, at havet skal falde til ro og byde os velkomne igen, venter på at regnen skal ophøre og vinden holde inde og holde pause. Mens jeg venter, vil jeg trisse ovenpå, op på hemsen og gøre lidt gavn og nytte, rydde op, pusle lidt, måske trække en støvsuger hen over det beskidte gulvtæppe, der i virkeligheden bare trænger til at blive kørt ud på lossepladsen, kikke ud af vinduet og kontrollere om ventetiden snart er ovre. Forventningens glæde. Jeg vil omprogrammere min hjerne til at synes at ventetid er kvalitetstid og glæde-sig-tid. At leve fuldt ud i nuet. Bevidst! Mere bevidst. Hvem kan glæde sig over nuet, hvis tankerne kun er rettet frem mod det der ventes på? Jeg har nemlig også brugt meget tid på at vente og har ikke altid syntes at ventetid var en glædes-tid. Jeg har ventet på at blive budt med, budt ud, budt op, ventet på at det blev min tur til det ene og det andet, har ventet på, at andre skulle tage affære eller i det hele taget syntes det, som jeg ventede på, var det eneste rigtige uden at værdsætte det jeg brugte ventetiden på som noget, der var ligeså værdigfuldt. Var det forresten ventetiden værd? Blev forventningerne indfriet og bragte de den glæde du forventede? Forstår du, hvad jeg mener? Eller er det noget forbandet vrøvl? Hvad venter du iøvrigt på? Og mens du venter, må du gerne kikke lidt i mit billedalbum.