Så blev de blå håndledsvarmere (tajarutit) færdige. Mønsteret kommer overhovedet ikke til sin ret, da det er for stort til så små stykker striktøj, og det er endda ellers flot - altså mønsteret, som oprindeligt er en del af et hæklemønster til en dug fra et Ingelise blad, som jeg havde lånt fra Lena...mønsteret var flot på dugen, men bare ikke til tajarutit/håndledsvarmere. Så ved jeg dét! (Vidste du forresten, at der er udkommet en god lille bog, som viser, hvordan man laver dem på "grønlandsk" manér??Jeg var nysgerrig og købte den naturligvis.)! Der gik akkurat ½ time, da rastløsheden over ikke at have noget på pindene, indfandt sig, så jeg fandt en opskrift frem, som jeg fik sidste sommer, men det kræver at jeg har en rundpind, der er mindst 100 cm lang.. Sådan én, har jeg ikke, men jeg forsøger mig nu alligevel med een på 80 cm. Den lyder så indviklet og ser så teknisk ud, at jeg næsten har mistet lysten til at prøve, men Arnica siger, at den altså ikke er svær, men tværtimod er sjov at strikke. Jeg har set hendes strikket i moskusuld, og den er altså bare smuk, smart,varm og anvendelig, selvom den er tynd og luftig som spindelvæv. Jeg har det lækreste garn, som jeg tror, vil passe perfekt, så i virkeligheden er det bare om at kaste sig ud i det..øøøøhhh.. Jeg sover lige på det, og så må tiden vise om den er moden til dét eller om det bliver til et par håndledsvarmere mere? Jeg kunne lave en heeeel masse og så sidde og sælge dem ved en lille bod på havnen til de amerikanske turister, der ankommer i store massive horder om sommeren med deres store krydstogtskibe..eller jeg kunne bytte med een af dem, så de sad i min bod og jeg overtog deres plads på skibet
;-)...hmmm Nej..jeg tro jeg er for blufærdig til at have en bod af nogen som helst slags..Aftenen blev brugt i hyggeligt selskab hos Lena og Johannes. Vi havde en slags sammenskudsgilde, hvor vi hver især (min far og mor kom også) tog lidt mad med, som vi spiste ude på Lena og Johannes terrasse Deres udsigt er svær at løsrive sig fra. Man føler næsten at man står direkte over havet, og når man ikke lige kikker ud, kan man høre bølgerne slå op mod klipperne nedenfor. Dét er altså bare lækkert. Når de sidder om morgenen og spiser deres morgenmad, kan de ud af køkkenvinduerne se direkte ud på byens vartegn: fjeldet "kællingehætten/Nasaasaaq". Skønt. (ikke fordi jeg har noget at klage over, vi har også god udsigt til alle sider) I morgen deltager min svorger og svigerinde i et arrangement. Det bliver spændende at høre, hvordan det er gået jer. Pøj pøj til jer.
Jeg synes nu, at dine håndledsvarmere er helt utrolig smukke!!!
SvarSletKh Karen S