Løse tanker

 Vi afsluttede det gamle år med alle vores børn omkring os. 

Og startede det nye, stadig med børnene omkring os. 

Den yngeste kom allerede d. 15.dec, den ældste d. 18 og den mellemste d. 20.

Den yngste er så heldigt stillet at hun kan arbejde herfra også, hvis hun får det planlagt rigtigt og får lavet de rigtige aftaler med klienter og kollegaer. 

Den ældste havde et slip mellem to jobs og kunne derfor også bruge tid sammen med os og den mellemste kunne holde en god ferie og valgte også at bruge den med os.

Bedre julegave kunne jeg ikke bede om. 

Det er blevet så vigtigt for mig de senere år at jeg har forsat god kontakt til mine børn, min familie og mine nærmeste.

Jeg har jo nået en alder, hvor jeg skal begynde at tænke på, hvad jeg skal bruge min alderdom til og jeg går jo stærkt ud fra at jeg får en alderdom, som kan bruges.

Jeg er af den helt gamle skole.. faktisk er jeg en af de allersidste dinosaur af tjenestemænd, som snart er uddøde.

Jeg blev ansat i 1989 og når jeg engang stopper på mit arbejde vil min status som tjenestemand også være fortid.

Jeg er faktisk så gammel, at jeg har mulighed for at gå på pension som 60 årig og det er faktisk lige om lidt. Det sætter en masse tanker i gang og jeg gør mig en del overvejelser om alt muligt, som sætter tanke-skud ud i alle andre retninger. 

Jeg tænker på min tid her på jord og jeg tænker på hvad jeg bruger min tid på jord til.

Jeg ved ikke med dig, men da jeg var meget yngre følte jeg, at jeg havde al den tid jeg kunne ønske mig. 

Sygdom og død blev ikke skænket en tanke og når tankerne strejfede alderdommen forestillede jeg mig, at jeg naturligvis fortsat ville have det som den vårunge jeg var. Intet ville forandre sig.

Mine forældre bor i samme lille by. Faktisk lige ovre på den anden side af gaden. 

Jeg har fulgt deres aldring og især fordi min fars demens kom snigende og lavede så mange massive forandringer, ikke bare i hans liv, men også i vores allesammens, har jeg tænkt tanker. 

Intet er jo længere for givet, som jeg forestillede mig i min glade, ubekymrede ungdom.

At livet var let og der ingen grund til bekymring var, hører jo ungdomslivet til og nogen mennesker formår at bibeholde den lette tilgang til tilværelsen mens de ældes og de får et dybere indblik i tilværelsen.

Det evnede jeg desværre ikke. 

Jeg blev ret hurtigt kastet ud i voksenlivets bekymringer, da jeg som 21-årig fik mit første barn, som jo er født med et handicap og selvom livet fortsat ikke var tynget af spekultationer om pensioner, alderdom og livstilssygdomme, blev tankerne dengang da noget klemt og mast, når jeg tænkte på, hvordan jeg skulle klare mig som mor og som ny-ansat lærer.

Tiden gik. Jeg fulgte jo heldigvis med. 

Jeg mødte min mand og sammen fik vi to børn mere.  

Tiden gik videre.  

Alle mine tre børn klarer sig heldigvis godt. 

Der er ikke den største grund til bekymring. 

Selvfølgelig ville jeg da ønske, at der faldt en fin bolig ned foran deres fødder, at deres arbejde var en dans på roser og at de aldrig ville få en eneste økonomisk bekymring, men de er alle tre rustet med sund fornuft og en vilje til at overvinde deres vanskeligheder, så jeg behøver ikke ligge søvnløs over dem, for jeg tror på, at også de vil håndtere livet så det falder godt ud for dem.

De kommer stadig hjem til jul. Og andre højtider. 

De kommer af egen fri vilje, tit og ofte i deres ferier og bliver her så længe som deres ferier tillader det og jeg er taknemmelig over, at de vil bruge deres kostbare tid hos os. 

Når flyveren letter og de rejser hjem til deres eget, bliver jeg ramt af en følelse af at blive forladt, selvom min fornuft og forstand stædigt gentager at det er sådan det skal være, at det er naturens gang, at det er godt og naturligt at ungerne flyver væk og fra reden. 

Det bliver lettere og lettere at se flyveren lette og jeg kommer hurtigere og hurtigere tilbage til den dagligdag som nu er min, uden børn, men deres besøg er lette og gode, er fyldt med kærlighed til og fra mig. 

Det er ikke alle forundt at have så godt, tæt og let forhold til voksne børn.

Jeg arbejder bevidst på at bibeholde den gode kontakt, så de fortsat har lyst til at vende tilbage og tilbringe kostbar tid med os.

Der er ikke mange år tilbage før jeg kan gå på pension og jeg håber, at den tid jeg får mere af, når den ikke skal bruges til arbejde,  kan bruges på mine børn og mine andre interesser. 

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.  (nææ og billederne har intet med teksten at gøre 😊 )