At græde sig igennem en hel sommer

Jeg ved ikke helt, hvorfor det er så forfærdeligt og hvorfor det er så slemt.

Jeg kan ikke engang helt sætte ord på følelserne eller helt præcisere, hvad der ryster mit indre så meget.

Jeg prøver.

Mest for mig selv, men kan du mon genkende en smule af det?

I mandags rejste Sara.

Vi har hele tiden vidst at hun skulle rejse og jeg har indeni mig selv gået og forberedt mig på det.

Det troede jeg jo at man kunne.

Selvom jeg havde forberedt mig, så var jeg ikke helt forberedt på, hvad det ville sætte i gang indeni mig. I mit moderhjerte og i mit følelsesliv.

Jeg har talt med mig selv og gjort op i fordele og ulemper ved at Jan og jeg blev alene, men hver gang endte det med at jeg helst bare ville have at hun blev.

Hun er det yngste og selvom hun kun er 13 måneder yngre end Laura, så er hun mit yngste barn. Hende, som jeg fik sidst.

Hun var i Bruxelles sidste år og hun kom hjem sidste sommer.

Hun tog hjem og fik arbejde med det samme i en tøjbutik, hvor hun trofast og stabilt arbejdede lige indtil d. 20. juni.

I det sene efterår blev venskabet med Max lidt mere alvorligt og han rykkede ind i hjemmet som kæreste.

Han gik i 3. g indtil for et par uger siden.

Det var ganske tydeligt at de var meget, meget glade for hinanden.

Det er i  hvert fald meget sjældent, at jeg har set to mennesker, der har det så hyggeligt i hinandens selskab.

Der er blevet grinet rigtigt meget imellem dem og der er blev kysset, krammet, snakket, hygget og lavet en masse fælles ting, så allerede i foråret gik jeg og tænkte dystre tanker om Saras afrejse herfra byen, for kæresten skulle ikke med til Danmark da han ikke havde søgt uddannelse og han skulle “bare” hjem og holde sabbatår.

Det er jo 2 år siden, at Sara blev student, så hun er nået dertil, hvor hun skal til og i gang igen.

(resten af billederne kan ses her)

Hun skal først til Ålborg på  et suppleringskursus i denne måned og planen er, at hun så skal til Århus og læse psykologi.

At hun skal til Århus og læse hænger sammen med at Laura læser antropologi i Århus og det er smart og bekvemt at de bor i samme by, når nu de er så langt væk hjemmefra begge to.

Det glæder jo deres mor, at de kan være samme, se efter hinanden, hjælpe hinanden og støtte hinanden, men i mandags, hvor Sara skulle rejse herfra, kunne ikke engang jeg være til megen gavn, da hun skulle tage afsked med sin kæreste.

Jeg forstod dem til fulde, da de græd i hinandens arme, da de skulle tage afsked og selvom min yngste søster var med på turen, fordi hun skulle ned og hente sin søn, der skulle ankomme fra Honduras, hvor han har været i et helt år, så var jeg knust på Saras vegne, hendes kærestes vegne og på på mine egne vegne.

Han tog afsted senere på dagen.

Han rejste mod nord og han var beklemt, ked og trist.

Det forstår jeg til fulde og det lagde til oveni min tristhed og sorg over at det sidste af mine unger forlod hjemmet.

Jeg græd da hans flyver også lettede og følte tomheden, som værende total.

Jeg græder faktisk stadigvæk.

Lidt hele tiden.

Rigtig og med alt for mange salte tårer.

Jeg lægger min hoved på Jans skulder og græder og græder over det tab som jeg faktisk føler at det er, for hverken Laura eller Sara kommer hjem igen bare sådan lige og når de kommer hjem, så jo formentligt på ferie og aldrig mere for at bo sammen med os.

Da Sara steg ombord på flyveren mandag formiddag, var det den sidste rest af mine tre børns barndom, der blev afsluttet.

Den sidste unge, der fløj og nu står jeg her alene og skal til at finde en ny rolle i livet.

En rolle, hvor jeg skal spille alene og sammen med Jan.

Og jo, du har ganske ret i, at der er rigtig mange ting, som bliver anderledes, når vi ikke bor 4 men kun 2 herhjemme; vi kan lettere tage ud og spise, hvis vi ikke gider at lave aftensmad, der er ikke så mange mennesker, der skal involveres, hvis vi skal noget, og mindre at koordinere, der bliver mindre tøjvask, mindre rodet og mindre trængsel på badeværelset.

Men det er jo småting og jeg savner dem så meget lige nu, at det næsten er ubærligt. Jeg græder lidt igen og savner dem, deres grin nede fra værelset, når de kommer op ad trappen og skal have noget at spise, at de ligger på briksen i hjørnet og griner, kysser og sludrer, deres morgenkaffedrikning, deres planlægning for dagen og deres blikke til hinanden.

Jeg savner, at Max sidder sammen med Jan og ser sport, kommenterer fjernsynet og jeg savner snakken, hyggen og stemningen af ungt liv.

Jeg græder lidt igen over, at alting også for os er nyt.

Det er nyt for de unge, at skulle finde fodfæste i nye byer, nye situationer med studier, nye venner, nye hjem, men det er også nyt for Jan og mig at skulle være helt alene og uden ansvar for andre end os selv (og hundene og katten) men mest græder jeg fordi jeg savner mine unger og fordi jeg føler at tiden gik for stærkt og jeg gerne ville have haft dem i bare lidt længere tid. Sådan helt egoistisk og selvisk.

Måske er det helt normalt og ganske naturligt, at man som mor, og jeg er rigtig meget, meget mor, har svært ved at give slip og lade gå?

Jeg ønsker dem alt det bedste og jeg ønsker, at de kommer ud og oplever verdenen, ser nye steder, får nye venner, oplever så meget som muligt og lærer nyt.

Jeg er så stolt over dem, at det næsten er kvalmende.. at de tør og at de gør, men jeg græder altså stadigvæk over at Sara rejste hjemmefra mandag formiddag.

Tirsdag aften pakkede vi lidt sammen.

Jan og jeg sejlede op i hytten og det føltes tomt og trist at forlade det mennesketomme hus og det føltes underligt at ankomme hytten, velvidende, at vi ikke var ventet af andre end katten, når vi engang skulle hjem igen.

Bevares, måde min søster og Jans bror er her og holder øje med både os, katten, hundene, planterne og huset, så vi går ikke rundt helt alene, men følelsen indeni var altså meget anderledes.

Og så græd jeg altså lidt igen. Og igen og igen.

Det er fuldkommen irrationelt og giver ikke mening og måske spiller et dalende østrogen niveau også en rolle, en snert separationsangst og angsten for det ukendte synger også med i grædekoret.

Hvis jeg ser bort fra det mange salte tårer, der faldt igen og hele tiden, så havde vi faktisk en god tur ind til hytten.

Jan lavede en lille trappe mellem de to reposer foran hytten.

Der blæste en kold og kraftig vind, så der var ingen myg.

Jeg tullede bare rundt og lavede absolut ingeting.

Der blev taget et par enkelte billeder og så blev der lavet ingenting igen.

Vi blev nødt til at sejle hjem om aftenen.

Der var så meget tang i vores udhal og hvis vi ville være hjemme inden middag næste dag og …

Der var pænt gang i havet, da vi sejlede hjemad, men ingen fare og ingen grund til uro.

(p.s hvorfor mon billederne på blogspotten falmer/bliver anderledes efter et stykke tid?? )

I aften kom der gæster.

De spiste med, hyggede, sludrede og følelsen af at blive forladt, savnet og bekymringen for det nye og det ukendte, trængte lidt i baggrunden og hvis jeg nu bare holder den kørende et stykke tid endnu, så kan det være at jeg kan være lige så moden, dygtig, modig og frygtløs, som mine børn.. jeg skal vist bare lige lære at være alene hjemme, at være mor til voksne, udeboende børn og være uden ansvaret for andre end mig selv (og katten), så kan det være at jeg græder, når der er grund til det og ikke som nu, helt uden gyldig grund.