Tårefri dag i dag

I dag har jeg faktisk ikke grædt.

Ikke endnu og jeg forsøger faktisk at lade være.

Jeg har været lige ved og det har været tæt på, men jeg gjorde mig umage, bed tænderne sammen og skyndte mig at tænke på noget andet.

Det var nu også meget let at tænke på andre ting i dag, for allerede i går aftalte Jan og jeg med hans bror, at vi ville sejle ud til Itilleq, som er en bygd, der ligger syd for Sisimiut.

Min søster Lena ville heldigvis også gerne med.

(Du kan læse lidt om Itilleq her og lidt mere her)

Der bor vel knap 100 mennesker og vist nok en enkelt hund i bygden og jeg tror faktisk at mange af dem var ude af bygden i dag.

Hunden var der, men den gjorde ikke meget væsen af sig.

Det gjorde de mennesker, der var derude heller ikke.

Der var meget stille.

Mere end stille.

Vejret gjorde det nok heller ikke specielt fristende for folk at være udenfor, altså lige bortset fra os, som virkeligt trænger til at opleve noget andet, se noget andet, føle noget andet og måske endda snakke med nogle andre, var der stort set ikke andre.

Vi trænger til at få nogle nye og anderledes indtryk, som vi kan bruge de lange vinteraftener på at bearbejde og blive klogere af og på.. det er vel derfor man tager ud og tager væk fra de hjemlige omgivelser?

Det virkede for mig.

Jeg har aldrig været i Itilleq med nogen af mine børn.

Faktisk har jeg kun været i Itilleq ganske få gange og kun i korte øjeblikke, så der var ikke rigtig nogen minder at komme i tanke om og som kunne udløse de endeløse strømme af tårer, som ellers har flydt så lystigt fra mine øjne i denne uge.

Vejret var ualmindeligt tungt og gråt.

Det var hundekoldt og hvis man ikke vidste bedre, så ville man ikke få nogen som helst mistanke om, at vi er i juli måned og det faktisk burde være lidt mere sommer heroppe.

Jeg er nu ret ligeglad med varmen for manglen på samme gør at der ingen satans myg er og det er altså dejligt.

Det er sundt og givtigt at komme lidt væk, komme lidt ud og det er godt at se, hvordan andre mennesker lever og bor.

Nu så vi ikke så mange mennesker i dag, men jeg snakkede skam med alle dem, som jeg mødte og jeg fik et lille indtryk af hvordan deres liv er.

De får forresten  deres drikkevand fra et rensningsanlæg, som renser havvand fri for saltet.

Jeg smagte det ikke, selvom jeg gerne ville.

Der er ingen biler og der er ingen hunde og der er ikke asfalt på deres små, smalle veje og måske ville jeg hellere have været i Ålborg lige akkurat i dag, hvor Sara er eller i Qaqortoq, hvor Laura underviser i noget musik på noget sommerskole. Simon arbejder på højtryk inde i Kangerlussuaq, så om jeg var derinde i bunden af fjorden eller ej, ville vist alligevel være det samme