Mobil-billeder

Tager du billeder med din mobil?

Her er hvad der bl a ligger på min mobil. 

Abstinens-skrivning

I rigtig mange år har jeg haft noget hjemmespundet, tyndt 1-trådet moskusgarn liggende.

Det er noget, som Susanne har spundet og givet til mig.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle strikke af det og hver gang jeg fandt en god opskrift, så syntes jeg at den alligevel ikke var god nok til det fine garn, så garnet blev liggende i den fine æske.

For næsten lige så mange år siden strikkede jeg Scilla capen og det endte med at jeg gav den væk, fordi jeg ikke troede at jeg ville få den brugt.

Min vin-røde version strikkede jeg i baby-alpakka og da min søster ledte efter et projekt hendes silke-moskusgarn, foreslog jeg Scilla.

Hun fik strikket sin Scilla og den blev så fin og så vidste jeg jo godt, at jeg det var det jeg skulle bruge mit tynde, fine, håndspundne moskusgarn fra  Susanne til.

Jeg havde det med op i hytten i weekenden, hvor jeg strikkede den yderste bort og jeg blev færdig lige akkurat som vi skulle hjem igen, så det eneste jeg skulle gøre, var at smide den i noget sæbevand, skylle op og spænde ud... og hvad ser jeg så????

Jeg har strikket vrangside nogle steder på ret-siden.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre, aner jeg ikke, men jeg spændte den lige akkurat ud, så den kunne tørre, for det skulle bare laves om!

Nu er yderborten pillet lige så forsigtigt op igen og jo, jeg ærgrer mig da, men jeg ville ærgre mig endnu mere, hvis jeg ikke rettede fejlen.

Det haster ikke og vidende at det kun tog mig et par aftener eller tre at komme igennem borten, så er jeg forholdsvis fortrøstningsfuld.

Jeg strikkede en “Knud Rasmussen” sweater til Jan i starten af måneden.

Den er strikket i det blødeste, bløde 100% merino og måske fordi garnet er så blødte, er ribben, efter brug blevet noget slapt, så jeg skal lige have syet en tynd, usynlig elastik i ribben, så det ikke slasker.

Jan, som er meget uld-sart, kan have sweateren på med bare arme, så den er meget blød.

MIn søster fyldte 45 år i fredags.

MIn anden søster, mine forældre og jeg købte i fællesskab en Georg Jensen damask-dug til hende, men den nåede ikke frem til dagen og jeg syntes at det var lidt trist ikke at komme med en eller anden lille ting, så jeg ville finde på noget.

Jeg har arvet alle min fars mormors gamle kaffekopper. De er alle uens, men passer alle sammen alligevel.

Jeg arvede også Jans mormors kaffekopper og selvom de ikke er identiske med min fars mormors, så var det dog alligevel i samme stil, så jeg har en del af dem og kan dække op til kaffemik, hvis jeg ville, så jeg fandt en af vores fars mormors kaffekopper med understel og kagetallerkener frem og lavede en opsats til min søster.

Jeg tænker at hun nok kan bruge den til andet end kager, fx smykker, sminke, dimser eller dutter.

Jeg fyldte koppen med bittesmå påskeæg, så hun ikke skulle blive alt for skuffet, hvis opsatsen ikke faldt i hendes smag alligevel.

Hun havde en slags åbent-hus kombineret med kaffemik og det var jo almindelig arbejdsdag, så jeg bagte en kage til hende også, så hun ikke skulle blive alt for presset.

Hun lavede maden selv og andre bidrog med lidt kager også, så det blev så fint det hele.

Jeg tog chancen og bagte en kage, som jeg aldrig har bagt før.

Det er altid lidt en satsning at kaste sig over en kage, som man ikke engang har smagt.

Brownie-n smagte godt og den kommer helt sikkert på mit kagebord igen.

Har jeg forresten fortalt at Laura er hjemme for tiden?

Hun hjælper til med Arctic Sounds festival, der løber af stablen fra i morgen af.

Der er mange mennesker i byen og jeg vil sådan ønske for dem allesammen at   vejret bliver godt og at byen viser sig fra sin fine side, som i weekenden eller forleden da vi var i hytten.

Sara er i Ilulissat på påskeferie og vi håber selvfølgeligt at vi kommer i hytten i løbet af påsken, udover at vi også skal ud og høre musik, hvor jeg har lovet at tage nogle billeder (som frivillig), så helligdagene bliver anderledes og der bliver ingen grund til at kede sig.

(Jeg har ikke røget i 14 dage og det er stadig vildt svært..)

Frivillig ufrivillig

For første gang i rigtig, rigtig mange år, har jeg ikke været med som frivillig fotograf til Arctic Circle Race.

Det var underligt, men det var også lidt fedt, for Jan, Laura og Lauras studiekammeraet/veninde og jeg tog en tur ud i hytten for at drikke kaffe.

Vejret var fantastisk og allerede da jeg ankom, vidste jeg, at jeg ikke ville med hjem.

Vi fik vores kaffe og vi fik en masse hygge i solen og ved bordet og så kørte Jan, Laura og veninden tilbage til byen.

Jeg blev, men der gik ikke mere end et par timer, så vendte Jan tilbage med noget frossen suppe, noget brød og et dameblad til mig.

Hyggen fortsatte om aftenen med strik, læsning og stille samvær og jeg kom til at tænke på at vi i denne uge, så et program i fjernsynet om, at man i andre lande, kan købe sig et ophold, hvor der er stilhed.

Vi nyder også at komme væk fra hverdagens lyde og larm, at være off-line, at være i naturens dybe stilhed.

Jeg ikke bare nyder det, men har faktisk grundlæggende brug for det.

Ofte.

Faktisk hver dag.

At være alene.

At være i stilhed og lade tankerne gå tomgang.

Nu vil nogen måske mene, at mine tanker altid går i tomgang, men du ved, hvad jeg mener.

Jeg sover ekstremt godt ude i hytten.

Jeg bliver ikke vækket af støjen fra elektriske apparater af nogen som helt art og jeg ved langt nede i min underbevidsthed, at jeg bare kan lægge mig til at sove igen, når jeg er i hytten og det gør søvnen god og dyb.

Vi tog hjem igen næste dag og så kunne jeg kigge i mit kamera-kort og konstatere at jeg alligevel har taget lidt billeder af langrends-løberne, som jeg var nede og se, da de tog afsted på den 160 km lange tur de begav sig ud på i fredags i meget koldt vejr.

Kæledyret, kælekatten

Hunderæd

Jeg har altid været lidt ræd for nedkørsler.

Måske handler det en lille smule om, at jeg ikke er så glad for højder?

Jeg kan sagtens gå op og op og op, men når jeg kikker ned, så ryster knæene, håndfladerne bliver klamme og hjernen begynder at arbejde på højtryk med katastrofetanker og om jeg har husket at betale min livsforsikring og hvad skal der ske med børnene, jeg nåede ikke at få børnebørn og har jeg husket at fortælle mine nærmeste at jeg elsker dem..

Åndsvage tanker, som ikke har den mindste bund i virkeligheden og intet har med realiteterne at gøre.

Hvorfra jeg har denne lille fobi fra, ved jeg ikke, men det er vel i grunden sådan man definerer en fobi eller hvad?

Når man kører hundeslæde her i Sisimiut og kører bare en lille smule længere end bare ud i baghaven, så skal man op og skal man tilbage, skal man ned ad de der op-kørsler og eftersom vores terræn er ret så kuperet, så er der nogle steder ret stejlt.

Heller ikke i år, er der faldet ret meget sne. Vi har haft det nogenlunde koldt, men slet ikke som for et årti siden og for slet ikke at tale om da jeg var barn.

Vi har haft frostgrader ned til 25 og hvis du nu sidder i Danmark og læser dette indlæg, så synes du nok at 25 minus-grader må være noget nær frost-helvede, men eftersom luften er meget tør, så føles kulde, og for den sags skyld også varme, meget anderledes end fx. i Danmark, hvor luften jo er fugtig.

Det jeg gerne vil frem til er, at i dag, kørte Jan og jeg os en tur ud til Majoriaq.

Det er til et punkt, hvor man kører ned på fjorden.

Majoriaq betyder iflg. ordbogen:” Pas overgang over et fjeld”.

Ordet: “Majuarpoq” betyder går op-ad og når noget går op-ad går det jo nødvendigvis nedad, hvis man skal samme vej tilbage.

Vi kørte op, op, op og atter op og mens vi kørte op, tænkte jeg ængsteligt på, at vi jo skulle ned igen og eftersom der ikke er ret meget sne, så titter stenene frem og slædesporet er ret smalt, så mit hjerte galoperede næsten ligeså stærkt som hundenes løb, men det kunne jeg faktisk godt have sparet mig, for der var styr på det hele og turen gik så fint.

Hundene lystrede og Jan bremsede ned ad alle bakkerne, så hundene ind imellem kiggede sig fornærmet tilbage.

Jeg fik taget billeder;

både for at tænke på noget andet, men også for at kunne dokumentere min alt-for-tidlige-dø, hvis det skulle gå så galt og nu da jeg jo så alligevel overlevede, synes jeg da ikke at de bare skal lægges væk, så jeg deler dem lige med dig.

Dejlige weekender

Sidste weekend var vi i hytten.

Dudi og Brian kom forbi og de hjalp os med at sætte både isolering og en plade op på ydersiden af vores sengepladser.

Når der er rigtig koldt udenfor og der bliver varmt inde i hytten, så dannes der kondens på indersiden af hytten og det er jo lidt noget skidt.

Vi kan holde væggene tørre ved at varme godt op o lufte ud, men for at forebygge og forhindre, valgte vi at isolere ved sengepladser. Det har allerede hjulpet.

Der var ikke meget sne nogen som helst steder sidste weekend.

Den sne, som var, var hård og meget glat, men i ugens løb, sneede det og det har bare hjulpet så gevaldigt.

Netop fordi der er så lidt sne, fik jeg Jan til at lave mig en istuk og sidste weekend lavede Dudi og jeg et hul i elven, hvor vi så kunne hente frisk elvvand.

Det er lidt utroligt at der løber vand under den tykke iskappe.

I ugens løb har jeg bare haft travlt.

Jeg styrter fra Herodes til Pilatus og jeg synes indimellem at jeg bare styrter omkring til ingen verdens nytte, men når jeg ser mig tilbage, kan jeg da godt se, at jeg når en masse. 

Når jeg når fredag eftermiddag, føler jeg mig helt mast og aftenen går som regel bare med at sidde i sofahjørnet og trække vejret.

Sådan var det også i fredags, men mens jeg sad og trak vejret, sad jeg altså også og glædede mig helt vildt til at komme afsted om lørdagen til hytten.

Jan havde taget rensdyrbøffer og ovnkartofler op af fryseren, for vi har nemlig i efteråret fået et gaskomfur i hytten, som vi er rigtig glade for. 

Vejret har været helt perfekt hele weekenden og både i lørdags og i går, har vi siddet udenfor i stilheden og nydt det helt stille liv.

Om aftenen var der et nordlys over himlen og jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde medbragt mit kamera.

Det var så utroligt og hver gang bliver jeg lige bjergtaget over det smukke syn.

Vi fik besøg af en ven i går og han blev hele eftermiddagen.

Det var så hyggeligt.

Vi sad udenfor efter at have spist frokost og sludrede og lige pludselig var eftermiddagen gået.

Dudi og Brian kom forbi for en kort bemærkning og da de alle kørte hjemad, måtte vi jo også pakke sammen og køre hjem.

Det var bare alt, alt for hurtigt den dejlige weekend forsvandt, men lige om lidt har jeg påskeferie og jeg glæder mig så meget... Også fordi at Laura kommer på torsdag.

Hun skal hjælpe til i Arctic Sounds og hun har en studiekammerat med herop.

Sara tager på påskeferie med sin kæreste til Ilulissat, så jeg er nok ikke den eneste, der glæder sig til påsken.

Jeg er næsten i mål med Jans sweater.

Jeg mangler kun at hæfte ender og vaske den.

Den er strikket i 100% meget, meget blød merino uld

Jeg føler at den har taget en meget lang krig at strikke, men hvis jeg tænker mig om har den i virkeligheden nok kun sammenlagt taget små 14 dage at strikke.

Jeg glæder mig til at komme i gang med et mindre projekt.

Nedtælling

Det er kun onsdag og jeg er udkørt og trænger til weekend.

Hele sidste uge var jeg på arbejde fra 08 til 17 i streg og næsten uden pauser.

Fra kl 13 jeg på kursus i psykisk første hjælp og det trak tænder ud og oveni var jeg trængt med alt muligt andet.

Hovedet nåede ikke rigtig at geare ned og blive tømt og det mærkes i dag.

Nu glæder jeg mig bare til at komme ud, komme væk og holde fri og være uden forpligtelser.

Jeg håber på godt vejr, så vi kan komme i hytten.

Jan har købt lidt isolering, så vi kan få isoleret nordsiden/bagsiden af hytten og vi håber, at vi kan komme ind og sætte det op, men det skal ikke være det primære formål for at komme ud,-jeg trænger bare til frisk luft og sætte hjernen og tankerne fri.

Mindre kan selvfølgeligt også gøre det og måske skulle jeg bare smide mig i sofaen og lade tankerne løbe frihjul inden jeg går i seng.

Øjebliksglæder

Altså lige bortset fra, at vi næsten ingen sne har, så er det altså bare det fineste vintervejr vi har for tiden.

Det er koldt og luften er skarp og frisk.

Solen stiger højere og højere op på himlen og når vi står op om morgenen er det for længst blevet lyst.

Når vi om aftenen sætter os til bords for at spise aftensmad, kan vi ud af vinduet se de smukkeste dybe blå farver på himlen, men lige inden har himlen badet i de smukkeste, fine pastelfarver, som er så typiske for arktisk.

Billedet er taget med min mobil i går formiddags. 

Hvis du nogensinde har været i Grønland, kan du måske fornemme den skarpe, friske, rene og klare luft?

Du kan sikkert fornemme frosten på dine kinder og på din næsetip, hvis du lukker øjnene og mærker efter?

Du kan måske fornemme stemningen af byen, som er ved at vågne op og den stille, rolige puls, der præger de fleste grønlandske byer?

Den stille, rolige travlhed.

Jeg har boet heroppe næsten hele mit liv og jeg bliver stadig fyldt med glæde, når jeg lige giver mig tid til at stoppe op og nyde de der morgener, hvor solen dukker frem bag fjeldet, luften er klar, himlen er blå og byen stille puls slår mig i møde.

Altså hvis du ikke har været heroppe endnu, så skylder du dig selv den oplevelse, synes jeg.

Gad vide, hvordan det er der, hvor du bor?

(Den sne, som du ser, er hård og glat. Vi plejer at have mere sne, men det har næsten ikke sneet og når det endelig sner, så falder der ikke ret meget)

Lyst og nød

Vi andre tager bare vores joller, både og andre fartøjer på land, når vi ikke orker, gider eller vil mere, men for andre, som skal leve af at komme på havet, er det hverken godt eller sjovt, at havnen og en stor del af havet er frosset til.

Lørdag formiddag, da vi skulle ud og handle, kørte vi en smuttur ned til havnen for at snuse lidt til stemningen.

Både Jan og jeg er glade for den stemning, som der ofte er på havne og vi kunne se en mindre kutter, som stædigt brød isen op.

Det var meter af gangen og et tålmodighedsarbejde, men fiskerne og erhvervsfangerne er jo hårdt ramt på levebrødet, når de ikke kan komme ud og fiske og jage.

Vi kunne vist begge to have stået og fulgt med i isbrydningen længe, men vi havde faktisk lidt travlt, så vi måtte videre og ud handle, for Jan havde fødselsdag og vi havde inviteret familien til mad, kaffe og kage.

Jeg har fået sent fri hele sidste uge og været træt helt ned til tåspidserne, når jeg kom hjem, så jeg havde ingen forberedelser gjort mig.

Hjemmet var rodet og beskidt og jeg havde kun ganske kort tid til at  gøre noget, så Jan og jeg satte turbo på og gjorde klar.

Det endte med at blive en god og afslappet fødselsdag og jeg håber, at Jan nød det.

Jeg nød ihvertfald, at jeg kan tage min jolle på land, når vejret bliver for koldt og råt og jeg ikke er tvunget til at tage på havet for at opretholde mit levebrød og jeg nød, at når det kom til stykket havde jeg ikke behøvet at jage rundt i huset med rengøringskluden, for det var selskabet og hyggen, der lagde bunden for den gode fødselsdag.

Underligt

Om det skyldes klimaforandringer eller om det skyldes noget helt andet, skal jeg ikke kloge i, men jeg synes det er dybt underligt at vi i sidste uge havde knap 30 frostgrader og at vi i morges stod op til hele 2 varmegrader.

Om Saras kæreste får mere brug for den sweater, som jeg blev færdig med til ham i fredags og som han lige akkurat nåede at bruge i søndags, da de var ude på en kort hundeslædetur, - 

forøvrigt på den nye slæde, som Jan byggede sidste vinter og som de sidder på, på billedet, er uvist, men det er helt vist at han blev meget, meget glad for den.

Jeg har lynede travlt, men en af de ting, som jeg har travlt med, som er sjovt, er en færøsk sweater til Jan.

jeg glæder mig til at vise den og jeg ville ønske at du kunne mærke garnet.

Kender du det, at du læser en bog, som du bare ønsker at læse i i al evighed og du ønsker at den ikke har en ende?

Sådan har jeg det lidt med Jans sweater.

Garnet er bare det lækreste, bløde merino-uld, men det hører du mere om, når jeg bliver færdig med den.

Samtidig med den færøske sweater, strikker jeg også på en spændende sag i moskus-uld, hvor jeg har en tynd, tynd silketråd med som medløber. 

Det projekt tager lidt længere tid, så det varer noget inden jeg kan vise det frem