Frivillig ufrivillig

For første gang i rigtig, rigtig mange år, har jeg ikke været med som frivillig fotograf til Arctic Circle Race.

Det var underligt, men det var også lidt fedt, for Jan, Laura og Lauras studiekammeraet/veninde og jeg tog en tur ud i hytten for at drikke kaffe.

Vejret var fantastisk og allerede da jeg ankom, vidste jeg, at jeg ikke ville med hjem.

Vi fik vores kaffe og vi fik en masse hygge i solen og ved bordet og så kørte Jan, Laura og veninden tilbage til byen.

Jeg blev, men der gik ikke mere end et par timer, så vendte Jan tilbage med noget frossen suppe, noget brød og et dameblad til mig.

Hyggen fortsatte om aftenen med strik, læsning og stille samvær og jeg kom til at tænke på at vi i denne uge, så et program i fjernsynet om, at man i andre lande, kan købe sig et ophold, hvor der er stilhed.

Vi nyder også at komme væk fra hverdagens lyde og larm, at være off-line, at være i naturens dybe stilhed.

Jeg ikke bare nyder det, men har faktisk grundlæggende brug for det.

Ofte.

Faktisk hver dag.

At være alene.

At være i stilhed og lade tankerne gå tomgang.

Nu vil nogen måske mene, at mine tanker altid går i tomgang, men du ved, hvad jeg mener.

Jeg sover ekstremt godt ude i hytten.

Jeg bliver ikke vækket af støjen fra elektriske apparater af nogen som helt art og jeg ved langt nede i min underbevidsthed, at jeg bare kan lægge mig til at sove igen, når jeg er i hytten og det gør søvnen god og dyb.

Vi tog hjem igen næste dag og så kunne jeg kigge i mit kamera-kort og konstatere at jeg alligevel har taget lidt billeder af langrends-løberne, som jeg var nede og se, da de tog afsted på den 160 km lange tur de begav sig ud på i fredags i meget koldt vejr.

Kæledyret, kælekatten