Hunderæd

Jeg har altid været lidt ræd for nedkørsler.

Måske handler det en lille smule om, at jeg ikke er så glad for højder?

Jeg kan sagtens gå op og op og op, men når jeg kikker ned, så ryster knæene, håndfladerne bliver klamme og hjernen begynder at arbejde på højtryk med katastrofetanker og om jeg har husket at betale min livsforsikring og hvad skal der ske med børnene, jeg nåede ikke at få børnebørn og har jeg husket at fortælle mine nærmeste at jeg elsker dem..

Åndsvage tanker, som ikke har den mindste bund i virkeligheden og intet har med realiteterne at gøre.

Hvorfra jeg har denne lille fobi fra, ved jeg ikke, men det er vel i grunden sådan man definerer en fobi eller hvad?

Når man kører hundeslæde her i Sisimiut og kører bare en lille smule længere end bare ud i baghaven, så skal man op og skal man tilbage, skal man ned ad de der op-kørsler og eftersom vores terræn er ret så kuperet, så er der nogle steder ret stejlt.

Heller ikke i år, er der faldet ret meget sne. Vi har haft det nogenlunde koldt, men slet ikke som for et årti siden og for slet ikke at tale om da jeg var barn.

Vi har haft frostgrader ned til 25 og hvis du nu sidder i Danmark og læser dette indlæg, så synes du nok at 25 minus-grader må være noget nær frost-helvede, men eftersom luften er meget tør, så føles kulde, og for den sags skyld også varme, meget anderledes end fx. i Danmark, hvor luften jo er fugtig.

Det jeg gerne vil frem til er, at i dag, kørte Jan og jeg os en tur ud til Majoriaq.

Det er til et punkt, hvor man kører ned på fjorden.

Majoriaq betyder iflg. ordbogen:” Pas overgang over et fjeld”.

Ordet: “Majuarpoq” betyder går op-ad og når noget går op-ad går det jo nødvendigvis nedad, hvis man skal samme vej tilbage.

Vi kørte op, op, op og atter op og mens vi kørte op, tænkte jeg ængsteligt på, at vi jo skulle ned igen og eftersom der ikke er ret meget sne, så titter stenene frem og slædesporet er ret smalt, så mit hjerte galoperede næsten ligeså stærkt som hundenes løb, men det kunne jeg faktisk godt have sparet mig, for der var styr på det hele og turen gik så fint.

Hundene lystrede og Jan bremsede ned ad alle bakkerne, så hundene ind imellem kiggede sig fornærmet tilbage.

Jeg fik taget billeder;

både for at tænke på noget andet, men også for at kunne dokumentere min alt-for-tidlige-dø, hvis det skulle gå så galt og nu da jeg jo så alligevel overlevede, synes jeg da ikke at de bare skal lægges væk, så jeg deler dem lige med dig.