Jeg har mødt rigtig mange seje mennesker i mit liv.
Seje på hver deres måde.
Jeg synes for eksempel at det er vildt sejt, når nogen melder sig til Arctic Circle Race og jeg synes det er vildt sejt at gennemføre alene den første dag, som ofte lægger på omkring 50 km i distance.
Etapen i dag var fx. på 56,6 km.
Det er sådan set slemt nok bare at skulle gå den distance på lige landevej i godt vejr, men det er altså 56,6 km. i meget, meget kuperet terræn, hvor du kommer op i ca 500 meters højde og hvor du virkeligt skal knokle.
I dag var vejret virkeligt godt.
Vi havde høj, høj solskin og kun ganske få minus grader og næsten ingen vind.
Det betyder altså ikke at der var vindstille og sol alle steder, for nogen steder lå løjpen bag et fjeld, hvor der var skygge og hvor der blæste lidt, men alt i alt var vejret så fint, som det overhovedet kunne blive.
Faktisk var det optimalt og kunne ikke blive bedre.
Jeg kørte rundt på min traktor af en snescooter og syntes faktisk indimellem, at der var lidt langt.
Jeg syntes også at der var stejlt både op og ned og hvis du ikke siger det til nogen som helst, vil jeg gerne indrømme, at jeg var lidt bange for at køre både op og ned på nogle af de mest stejle steder.
Det var ikke farligt nogen som helst steder, men jeg er lidt en kylling, når opkørslerne/nedkørslerne bliver for stejle.
Jeg tænkte så på, at løberne i dag, når jeg selv blev lidt små-bange, skulle gå op ad bakkerne på deres smalle, tynde ski og de også skulle enten køre eller gå ned på selvsamme smalle, tynde ski og bremse, holde balancen og hvad har vi.
Jeg skulle jo såmænd bare holde lidt i bremsen og lade motoren gøre arbejdet.
Løberne løb fra post til post og selvom der var tilmeldt hele 231 løbere, så var de jo indimellem helt alene på løjpen.
Alene med deres tanker, deres træthed og skulle pep-talke sig selv videre, videre, videre.
Jeg synes altså det er så vanvittigt sejt, når de gennemfører bare en enkelt dags etape, men prøv så lige at forestille dig at skulle gøre det som blind!
I dag spændte Arne Christensen sine ski på sine fødder og sammen med to hjælpere, satte han i gang med alle de andre.
Arne er blind og han skal derfor have hjælp med at forblive på løjpen og derfor har han to hjælpere med.
Den ene kører foran ham med en højtaler på ryggen, som han snakker igennem.
Han fortæller om den løjpe, som de kører på og dirigerer Arne og Arne følger efter.
Bagved kører der en anden hjælper, som skal kunne træde i hjælper 1s sted. Det er vist et krav fra løbets ledelse, at der skal være to og det er jo også fint.
Jeg fulgte i Arnes spor noget af dagen i dag og han løb i fin stil og virkede oplagt og frisk.
Altså nu er det sådan at jo ældre jeg bliver, jo lettere rørt bliver jeg.
Mine øjne kan fyldes fuldstændigt og aldeles, når jeg står nede på arenaen/ ude i campen og ser den ene løber efter den anden komme i mål efter de hårde strabadser, men jeg skulle godt nok tage mig selv alvorligt i nakken i dag, da jeg fik øje på Arne og hans to hjælpere, der i sikker stil løb i mål.
Da Arne gav sin hjælper et langt, varmt og dybfølt kram i dag, jeg synke rigtig mange gange og blinke helt vildt.
Jeg skulle bide mig selv i kinden og tale med høje bogstaver til mig selv indeni, for jeg blev simpelthen så rørt og oveni er jeg så fuldstændig fascineret af Arnes åbenlyse viljestyrke.
Han er så åbenlyst sej og så fuldstændig forbilledlig.
Jeg havde den ære, at have Arne på besøg hjemme hos mig i onsdags.
Både Jan og jeg havde lovet at vi ville hjælpe den film-fotograf, som er med Arne og som filmer hans tur herop og hans løb.
Arne og hans to hjælpere var med,-selvfølgeligt var de det og efter at have set og oplevet Arne, er jeg fan.
Hold da helt op!
Han gennemførte dagens etape på 7 timer og 56 minutter.
Han var træt.
Det er alle, som kommer i mål.
Det er verdens hårdeste langrendsløb.
Og det smukkeste, men stadig det hårdeste.
Arne syntes også at det var nogle hidsige bakker og han var træt, sagde han, da han kom i mål. Det kunne man nu hverken se, høre eller mærke på ham.
Han ville have tørt tøj på og have noget at spise, ligesom alle de andre.
Jeg tror jeg ville ønske at blive kørt hjem i et varmt bad og få låst min dør udefra, hvis det var mig, som havde været på ski i dag over 56,6 km. i den løjpe, som Arctic Circle Race havde lagt for deres deltagere, men Arne tænkte på morgendagen og planlagde at han nok hellere måtte få smurt en solid madpakke, så han ikke udelukkende skulle køre på frosne boller og chokolade, energidrik og varm solbærsaft.
Altså hvis ikke at det er sejt, at have mod på morgendagen, som man ved bliver om ikke lige så hård som dagen i dag, så endnu hårdere, så ved jeg i grunden ikke, hvad..
Jeg har tjekket og jeg kan se, at hans facebook-profil er offentlig.
Jeg tror godt, at du må kigge ind forbi og følge med i hans løb/ deltagelse i verdens hårdeste langrendsløb.
Han er den første blinde nogensinde, der har deltaget og det er faktisk 20. gang i år at det bliver afholdt, så det er jubilæum og Arne, synes jeg, er med til at markere jubilæet på smukkeste vis.
Han viser, at hvor der er vilje og især,hvis der er nok af det, så kan selv et hård løb gennemføres.
Jeg ønsker Arne god tur både i morgen og i overmorgen og håber, krydser fingre og beder til at han får den smukkeste, flotteste og bedste oplevelse her i Sisimiut og i Arctic Circle Race-løbet.
Nåeh jo.. jeg vil altså heller ikke glemme at tilføje, at hans hjælpere de er godt nok også gjort af noget specielt stof.
De kører jo også løbet, men samtidig skal de koordinere og sampasse deres løb, så det passer til Arnes, snakke hele vejen for at fortælle om løjpen, holde humøret højt hos sig selv og hos Arne og vice versa.. som om det ikke er nok at gennemføre bare selv og uden at skulle tage hensyn til andre end sig selv..
De er godt nok inspirende for almindelige dødelige mennesker.. hele det der Team Blind
Nåeh og så var der også andre ligeså seje deltagere:
Og så er der forøvrigt et eller andet galt med mit kamera.
Cirka hvert andet billede er sort, det kan ikke fokusere og så fryser det fast-agtigt hele tiden. Jeg skal lige have det tjekket i morgen ellers er der ikke rigtigt andet at gøre end at stille sig op på tilskuerrækkerne og lade kameraet blive i tasken.. hvis altså du undrer dig over uskarpheder, underlige farver og andet skidt
Ja, han er godt nok både modig og sej - lidt ærgerligt, at det blæser så meget i dag, hvor Jan skal køre hundeslæde med Arne. Hils ham fra mig.
SvarSletKH mor