Min dejlige eftermiddag og billedspam

Jeg ved det godt.

Jeg spammer jer med billeder af is-igloen.

Den er altså pænere i virkeligheden og langt mere farverig, men det er svært at få det hele med på billederne og det skifter hele tiden sammen med dagslyset/aftenlyset.

 

Jeg tog ud på en tur på snescooteren i eftermiddag efter mine sidste timer på skolen og jeg nød det virkeligt gode vejr.

Frosten bed i næsen og nappede kinderne og luften var så skarp og frisk og stilheden og skønheden var så overvældende.

Der var en del aktivitet nogen steder inde i baglandet, men andre steder var jeg helt alene og kunne nyde ensomheden, mens jeg nød den enestående skønhed, som vi er omgivet af.

Den er, altså naturens skønhed, fuldstændigt åndeløs smuk på denne årstid og jeg ville ønske for alle ude i verdenen, at billetpriserne herop var mere menneskelige, så alle kunne opleve det, som er min hverdag, bare en gang i deres liv.

Jeg ville utroligt gerne dele og vise frem og jeg ville ønske at det især var det, som vi heroppe var kendt for og som man talte om.

Tiderne er vist ved at skifte og jeg tror at de fleste mennesker ude i verden ved, at vores verden heroppe er  noget mere varieret og alsidig end bare det der kedelige ry, som hang over os for ganske få år siden.

Vi er så meget andet og mere end misbrug, druk, kønssygdomme, omsorgssvigt og hvad har vi og jeg håber, at jeg er med til.. bare en lillebitte smule, til at give et andet  og mere nuanceret billede af livet heroppe i Grønland.

Jeg sad lige så stille på scooteren i eftermiddags og var stolt. Og glad. Og taknemmelig.

Allermest taknemmelig. Over at bo så smukt og dejligt et sted.

Følelsen af taknemmelighed voksede da jeg kom tilbage til byen og alle de mange, mange mennesker, der har vanvittigt travlt med at gøre klar og forberede det store løb i morgen.

Verdens hårdeste langrendsløb. Jeg ville mene at det er verdens hårdeste og smukkeste løb.

Løberne kommer ud og omkring de smukkeste og mest spetakulære udsigter overhovedet. Når de når frem til drikkeposterne bliver de mødt af de mest engagerede og glade frivillige du kan finde.

Folk knokler røven ud af bukserne for tiden. De tager ferie fra deres jobs i denne uge eller knokler efter arbejdstid og de gør det gratis og med det største smil på læben.

Der er et sammenhold blandt de frivillige, som jeg ikke har set andre steder.

Folk, som ikke kender hinanden og som ikke normalt har berøring med hinandens verdener, arbejder sammen i en atmosfære, som er så givende, positiv og energigivende at man faktisk bliver lidt afhængig af det.

Man savner hinanden når Arctic Circle Race er ovre og  man glæder sig til næste år, hvor man igen kan gøre lidt gavn og nytte men mest af alt igen kan være en del af det.

Jeg håber (og tror) at løberne mærker energien fra de frivillige og mærker det fælleskab, som der er i frivilligkorpset før, under og efter løbet. Dét tror jeg. Det er jeg faktisk sikker på.

Du kan læse om løbet både her og her, men allermest ville jeg ønske at du kunne være her selv og opleve det.

 

 

 

 

 

 

Hvad helikopteren har med det hele at gøre?

Overhovedet ingenting.

Den stod bare lige så fint ude i lufthavnen i dag og jeg ville sådan ønske at piloten havde spugt mig om jeg ville med en tur op og flyve.

I min barndom og ungdom, fløj man jo ud af byen med helikopter. Det var før vi fik den lange fine landingsbane.

At flyve helikopter er en oplevelse. Det er sjovt og hvis du spørger mig; langt mere sjovt og oplevelsesrigt at flyve med sådan en S61/Sikorsky.

Nå, men jeg blev ikke spurgt, så jeg havde ikke mulighed for at sige JAJAJAJAJAJAJA tak!

 

 

Dette var min udsigt i dag, mens jeg sad

og nød livet og tænkte store og små tanker, som endte med, –også i dette indlæg svulstigt.

Det kan formentligt klikkes større så du kan se det i større format

 

Nå jo, så er ham her jo kommet.

Han har sammen med de andre været i kirke, traditionen tro, før løbet i morgen.

Der er formentligt/forhåbentligt artiker om løbet i Sermitsiaq under hele løbet.