En helt igennem forrygende weekend er for alvor ovre nu.
Vi var først tilbage i hverdagen med arbejde, madpakkesmøring og almindelig aftensmad i tirsdags.
Både Jan og jeg var godt brugte, men det er på den der fede, gode måde, hvor vi har mødt mange dejlige mennesker.
Mennesker som på den ene eller anden måde har deltaget i Verdens Hårdeste skiløb.
Det har været løbere; det har været frivillige og det har været tilskuere.
Vi har vidner til en masse mennesker, som har været igennem een af deres livs største oplevelser.
Nogle har deltagere var med for at vinde eller for at få en god placering, mens andre var med for at gennemføre.
For andre var det en pilgrimstur, hvor sindet, tankerne og sjælen var med på løjpen til en massiv udrensning og hvor personlige grænser blev rykket både den ene og den anden vej.
Det var en oplevelse at være med på sidelinien og opleve det hele.
Der var mange følelser i spil hele tiden og mange af disse følelser var ikke til at skjule for nogen.
Hvorfor skulle de også det?
Vejret kunne ikke have været bedre de første to dage, hvor der var høj solskin, blå himmel, næsten ingen frostgrader og fin sne.
Den sidste dag, om søndagen var vejret overskyet og indimellem blæste der en kold vind, men humøret hos både tilskuere og de mange frivillige hjælpere både på ankomst-arenaen og ude på sporet kunne ikke have været bedre og løberne fik al den opmuntring de kunne få.
Jeg ventede især på at se Arne komme i mål.
Først kom Kronprins Frederik
i mål. Han kom i mål i fin stil.
Hele byen, eller ihvertfald næsten hele byen var nede og tage imod ham, da han krydsede målstregen og han fik en stor, varm velkomst med hurra-råb og klapsalver, som stadig må ringe i hans ører?!
Han gav interviews og smilede tålmodigt til fotograferne og alle dem, som ville have en selfies sammen med ham.
Man kan sige mange ting om Kronprinsen, men man skal ihvertfald ikke sige, at han er afvisende og fjendsk.
Han stillede op til samtlige, der ville fotografere ham eller fotograferes sammen med ham.
Jeg så jo med fra en stor del af sidelinien, da jeg jo var ude og skulle fotografere løberne og jeg beundrer ham for hans tålmodighed.
Den ser til at være noget nær uendelig.
Han gav sig tid til hver enkelt, smilede og var høflig overfor alle og jeg garanterer dig, at der var mange.
Mange, mange gange nåede jeg at tænke: “ giv nu manden lidt fred!” Men han fik det vist aldrig rigtig.
Ude i campen var han på lige fod som alle andre.
Han gik rundt blandt de andre løbere i bamsestøvler og joggingtøj med sin kop hængende og med lige så uglet hår som alle andre.
Han fik lov til at sidde nogenlunde uforstyrret noget af tiden sammen med dem, som han løb sammen med og spise og sludre, men der gik altså ikke mange minutter, hvor han så igen skulle smile, være høflig og være tålmodig med folk, som ville fotografere eller fotograferes sammen med ham.
Han kom i mål og blev modtaget af både byens borgmester og det meste af byen og stemningen var høj og festlig, men det var altså intet at regne for, da Arne kom i mål ganske kort tid efter.
Han blev heppet på allerede da han kom til syne ved den lille bakkekam og stemningen nærmede sig euroforisk da han sammen med sine to hjælpere, Lars og Henrik krydsede målstregen.
Der kom nogle hjælpere løbende til og løftede ham op i luften og der blev råbt hurra for ham og hujet.
Pressen var der øjeblikkeligt og Arne var, om ikke ligeså tålmodig som Kronprinsen, så mere tålmodig.
Da Arne var blevet kørt hjem til hotellet, hvor han kunne få et varmt bad og hvad løberne ellers gør, når de kommer i mål, gik jeg og tænkte på H.C. Andersens eventyr om “Nattergalen”.
Når folk mødte hinanden kunne den ene sige “Ar” og den anden fuldendte med “ne”..
Eller det var måske ikke helt så grelt, men jeg kunne høre mange samtaler, hvor Arne var hovedpersonen og der var ingen tvivl om, at han var en stor helt og at han nyder meget, meget stor respekt både blandt de andre løbsdeltager og i lokalbefolkningen.
Jeg er også fan af Arne og hans team. De er stærkt inspirerende.
Hvis du er interesseret i løbstider og andre fact vedr. Arctic Circle Race, kan du finde informationer på deres hjemmeside.
Som sagt fik jeg taget nogle billeder, men jeg havde ikke fået “underskrevet” mine billeder da min computer og vores internetforbindelse drillede, så nu kan jeg ærgre mig en smule over at det er en af de andre fotografer fra holdet, som krediteres for de billeder der er brugt i BTs artikel, hvor billede 1
(forsidebilledet/overskriftbilledet) billede 4,
billede 5,
og billede 10
er taget af mig.
Jeg ved ikke om Aqqalunnguaq er ked af, at han står som fotograf på dem, for han tager meget anderledes billeder end mig.
Vi har jo arbejdet som frivillige og får ikke noget for vores billeder, så ingen har tjent noget ved dem, men det var da sjovt for mig at se at mine billeder er blevet brugt så meget.
Et enkelt af mine billeder, blev også vist i Aftenshowet i mandags og nu har jeg så fået skrevet mit navn ved mine billeder på ACRs facebook side, så det ikke skal ligge de andre fotografer til last.
Nu sker der jo andre ting i byen end Arctic Circle Race, men det fylder ganske meget i mit hoved, dels fordi jeg jo skal være færdig med alle billederne og fordi jeg har næsegrus stor beundring for folk, som deltager i løbet.
Måske er det derfor at en anden stor begivenhed drukner lidt for mig?
Næsten sammenfaldende er der Arctic Sounds festival her i lille Sisimiut.
Som du måske næsten kan regne ud, så er Laura dybt involveret i den arktiske musik-festival.
Jeg har oversat en ganske lille smule for festivalen og fra i dag af, skal vi have musikere indlogeret hjemme hos os.
Der er koncerter rundt om i byen, både store og små, arrangerede og impulsive. Jeg har endnu ikke været rundt eller opsøgt musiske oplevelser i byen, men jeg blev mindet om begivenheden ude i Arctic Circle Race på denne sjove måde
Der er workshops for musikerne og for lokalbefolkningen, som skulle få lyst og det er lidt sjovt at se byen skifte ham. I sidste uge var det sportsfolk med farvestrålende tøj og fancy solbriller der dominerede bybilledet, hvor det i denne uge er musikere med guitartasker på ryggen der fylder meget i gadebilledet.
Deres facebookside er også offentlig, så du kan følge med, hvis du har lyst.
Så vidt jeg kan se, har jeg overhovedet ikke lagt nogen som helst billeder fra sidste års Arctic Sounds Festival ud.
Jeg tog en skam ellers en masse og nogle af dem har jeg lagt ud på min instagram-profil, hvor de ligger ret langt nede på listen.
Derudover summes der overalt i byen over den fine og også tiltrængte svømmehal som A.P. Møller Fonden har doneret penge til der skal bygges her i Sisimiut.
Den skal ligge inde i fjeldet og det bliver så spændende at se det færdige resultat.
Vi har jo et udendørs svømmebad, som er åbent fra slutningen af juni til ca starten af september. Det er ikke særligt stort, men det har været med til at rigtig mange børn og unge har lært at svømme under ordentlige forhold.
Jeg selv har aldrig fået lært at svømme.
Det ærgrer mig rigtig meget for jeg ville rigtig gerne kunne. Nu bliver der måske mulighed for det.
I dag har jeg sygemeldt mig fra arbejdet.
Har du nogensinde haft ondt eller andet sted igennem længere tid?
Jeg har hovedpine hver dag.
Det har jeg haft siden starten af oktober.
Jeg forsøger at abstrahere fra det og lever med det, men nogen dage er det svært.
Måske når jeg er træt?
Måske når jeg har sovet dårligt.
Nogen dage gør det bare mere ondt.
I nat og i morges gjorde det det mere ondt end ellers. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde overskud til at skulle stå op og lade som om at alt var okay i morges.
Det trykker og klemmer og det er lidt svært at koncentrere sig om noget som helst andet end om smerterne i hovedet.
Sådan er det nogle dage og sådan var det så i dag.
Jeg har forsøgt at tage noget smertestillende, men det virker ikke rigtig.
Jeg slapper af, laver absolut ingenting og skubber alle tanker om, at jeg bør og skal gøre dette og hint, væk.
I dag skal jeg altså bare forsøge at leve med den der infernalske hovedpine, som ikke rigtig vil slippe.
Mit blodtryk ligger stadig lidt for højt. Det ligger mellem 150 og 177 og jeg får ikke noget for det.. endnu.
Jeg er lidt imod, at tage piller, som måske fjerner et symtom på et eller andet, som jeg ikke ved hvad. Jeg ved ikke om man fra den ene dag til den anden kan få et forhøjet blodtryk? Jeg ved ihvertfald bare, at mit blodtryk var rigtigt, rigtigt fint indtil det lige pludseligt og som lyn fra en klar himmel pludseligt ikke var det.
Jeg ved naturligvis godt at man skal tage et forhøjet blodtryk meget alvorligt, men lægen sagde, at der ikke var noget i vejen for, at jeg ikke fik blodtryksnedsættende piller.. endnu. Vi giver det et par måneder mere og hvis det stadig ser ud som det gør, så er der ligesom ingen vej udenom.
Jeg er skrevet op til undersøgelse hos en neurolog og jeg ved næsten ikke, hvad han/hun skulle kunne undersøge mig mere for, for jeg er blevet undersøgt på kryds og på tværs og der er intet unormalt fundet. Tværtimod. Alt andet end hoved og blodtryk ser så fint ud, at man skulle tro, at jeg var ivrig motionist og sundsorienteret kost-fanatiker. Nå, men i dag skal altså overståes med tålmodighed og en accepteren af, at jeg kan mærke indersiden af hovedet lidt for meget.
Jeg mangler at strikke et par ærmer på en kjole.
Det havde jeg håbet at kunne gøre snart, men min tennis-og golfalbue beder om fred, så det får de og ærmerne må vente lidt.
Her et par mobilfotos fra weekenden.
Langt dernede, bagved og til venstre for den miderste “knold” ligger Sisimiut.
Der sker noget hele tiden her i byen og hvis man gider, orker og har lyst, kan man opleve noget hele tiden.
Der er “Åben scene” hver 3. fredag i måneden, der er Arctic Circle Race hvert år, der er masser af aftenskole-tilbud, der er “gør-maj-sundere” hvert år, der er sportsforeninger i hobetal, et aktivt kulturhus med café, museum, biograf, der er strikkecafé på Sømandshjemmet hver onsdag aften og skulle du få lyst til kaffe og te med hjemmebagte kager eller ordinær aftensmad kan Sømandshjemmet også lægge hus til det i dagstimerne alle ugens dage, der er den fineste langredsløjpe næsten inde i byen, der er en lille lift, som er gratis for børn, hvor der øves og trænes bl.a snowboard og Tøsebakken, hvor den lille lift er, er også stedet, hvor der køres kurebræt og nede på Nalunnguarfik/ Spejdersøen, er der et pænt stykke, hvor der er skrabet sne af søen og hvor du kan stå på skøjter og så skal jeg ikke glemme at nævne, at du jo kan køre hundeslæde, snescooter og tage ud i baglandet til Alanngorsuaq, hvor der er en stor (større end den lille, men lille i forhold til de store skisportssteder i udlandet) ski-lift, hvor du kan køre alpin og om sommeren kan du vandre, næsten så langt du orker, på de markerede vandrestier, vandre på Palasip Qaqqaa/ Præstefjeldet eller op på Nasaasaaq/Kællingehætten, sejle, fiske eller deltage i de mange sommeraktiviteter, som også år efter år bliver stablet på benene og det er altså udover det, som du selv kan finde på og der er ganske mange aktiviteter at finde på her.
Jeg forstår ganske enkelt ikke de mennesker, som synes at der er for lidt at give sig til her i byen. Der er så meget, at jeg bliver nødt til at prioritere hele tiden.
Lige nu prioriterer jeg at vende tilbage til min hverdag med arbeje, madpakkesmøring og almindelig aftensmad og en hovedpine, der larmer mere end ellers.. den kunne jeg så sagtens have undværet.
Hav en god dag
Man skal ikke spøge med forhøjet blodtryk! Min mand har det, eller har haft. Han får medicin og er i live, tak for det. Man kan blive blind hvis ikke det reguleres - og dø. Han har aldrig mere ondt i hovedet hvad han havde dagligt indtil det forhøjede blodtryk blev opdaget og gjort noget ved. Afsted til lægen med dig, der er faktisk mange der gerne ser dig blive en gammel rynket kone med alt hvad dertil hører.
SvarSletGod bedring.
Halló, hvað segirðu gott? Oh, how I wish I could speak/write Icelandic! I just stumbled across your nice blog and am enjoying at least the many photos. Looks like a demanding -- and wonderful -- place to live! I'd love it if you'd return my visit at my blog, http://www.OneMansWonder.com Takk.
SvarSletKære Dorthe
SvarSletIh, hvor jeg kender det med at have hovedpine, der ikke vil forsvinde. Jeg har haft det siden starten af mine 20 år.
Hverken piller eller anden medicin hjalp. Det eneste var VARME; jeg kunne ligge med hovedet pakket ind i dynen i timevis, før det forsvandt. Efterhånden lagde jeg mærke til, at det kom, når det var koldt/køligt. Først da jeg anskaffede (og bar) en pelshue og tog på, hver gang, jeg var udenfor, blev jeg fri for hovedpinen. Det var så slemt, at hvis jeg "kun" havde en alm. (glat) hat på, fik jeg hovedpine fra kanten, hvor den sluttede og nedefter. Selv ved en temperatur, hvor jeg kan gå i skjorteærmer og arbejde, er jeg nødt til at have hue på. Ved militæret, som jeg havde gjort opmærksom på problemet) blev jeg sendt til undersøgelse med elektroder i hovedbunden og glimtlys i øjnene. Heller ikke dér kunne de finde årsagen, hvorfor jeg fik særskilt tilladelse til at gå med pelshue.
Så - prøv engang om ikke varme og hjælper på dit problem.
Venligst,
Magnus