Gave og slet skjult barnlig stolthed

Jeg har sukket lidt mere og ærgret mig en ekstra gang, –bare for en sikkerheds skyld over min “Gåseøjne”, men så heller ikke mere end at jeg nu har bestilt garn til en ny.

Heldigvis er jeg ikke typen, som lader mig slå fuldstændigt ud af lidt fiasko-strik, så jeg er kravlet op på den høje hest igen og smiler glad, for ved du hvad…?

For ti dage siden var der en pakke til mig i min postboks.

En rigtig fin gave fra een, som jeg beundrer rigtigt meget.

 

Jeg er vild med måden hun skriver sin blog på, hendes fine leg med ordene og det danske sprog, hendes fine hverdagsbilleder og helt uden at kende hende i det virkelige liv, tror jeg at hun er en stærk kvinde og spændende kvinde.

Hun sætter ord på sin hverdag på en måde, så jeg føler at jeg kender hende og hun sætter ord på både de lette følelser og på de følelser som, som måske kan være lidt sværere og tungere at jonglere rundt med, så de falder let.

Jeg har fulgt hendes blog i næsten 7 år og jeg besøger hende hver dag.

Hendes blog er inspirerende på alle måder og jeg føler aldrig at jeg kommer på besøg forgæves.

 

Det er ikke uden grund at andre end jeg tager deres daglige tur omkring Liselottes blog og jeg blev næsten barnligt stolt over de fine og flotte ord hun havde skrevet på det kort som ledsagede det garn, som hun har sendt mig.

Nu er jeg gået ombord i garnet og efter at have bladret rundt i strikkebøgerne og vejet for og imod alle de fristelser, som jeg kom forbi, lod jeg valget falde på en cardigan.

Jeg overvejde en kjole og jeg overvejede længe, men jeg ved, at jeg får brugt en cardigan mere end jeg får brugt en kjole.

Garnet kender jeg jo fra min søsters kjole, så der kommer ingen kedelige overraskelser mht garnet.

Farven er jeg jo vildt glad for og Lene Holme Samsøe plejer at kunne skrive en ordentlig strikkeopskrift, så nu er der kun mine strikkeegenskaber, som kan falde mig i ryggen.

Jeg har skrevet mange tak til Liselotte for det dejlige garn, men tak kan man ikke sige for mange gange.