Man=jeg

Man skal ikke samle masker op, når man kører på motorvej (som passager) mod Sjælland, væk fra familien og med tårer i øjnene, en masser farveller rungende i hovedet, sjælen revet op og med blødende hjerte. Man skal ikke strikke videre, når man inderst inde ved, at den er gal. Man skal ikke! Man kan trævle op, skal man, og gøre det ordentligt, selvom der kun var ganske lidt tilbage, førend man var i mål og færdig med en flot trøje. Man skal gøre tingene ordentligt, når man kan, og rette fejlene, når man opdager det, skal man! Man skal også lade være med at distancerer sig fra sine fejl, og sige jeg i stedet for man, skal man så, siger jeg, mens jeg trævler op og bander, mens jeg tørrer tårene væk endnu engang, men denne gang over mig selv og mine evindelige fejl.

Pigedrømme

En lille pige med en stor drøm, det er hvad Sara er. Hun skal konfirmeres næste år, og hun vil utroligt gerne fange og skyde middagen selv: Et rensdyr, og derfor var hun med Jan ude og skyde rifler ind, og hun ramte den dåse, som Jan havde stillet op, så hun kunne prøve. Dét tegner godt. Jeg skød nogle blomster.. igen, igen, igen. Blomster så taknemmelige at fotografere/skyde. De står stille, mens man skyder, bliver pænt stående, når man stikker våbnet helt ind til dem og vejer ingenting. Kællingehætten spejlede sig flot i en udtørret sø..resterne af en sø og nu en vandpyt, ligesom kærulden også gjorde det 

 

Sommerferielæsestof

Denne sommer eller snarere de sidste 3-4 uger, har stået i Wallanders tegn. Jeg havde ikke andet at læse end Jans “aflagte” bøger, og det var såmænd ikke så skidt endda.. for nu at sige det på jysk. Jeg fik læst både “mordere uden ansigt”, “skyggerne”, “den femte kvinde” og er nu halvvejs igennem “Det næste skridt”. Jeg tror at det ville have været en rigtig god idé at læse dem kronologisk, men pyt. Jeg kan under alle omstændigheder anbefale endnu en svensker (og jeg er ellers blevet Norgefil) Henning Mankell. De kan altså noget med krimier, de svenskere. Jeg får næsten ikke strikket og slet ikke (næsten ikke) fotograferet med mit rene kamera, men tilgengæld får jeg læst til langt op ad formiddagen og langt ind i natten. Disse billeder af blomster (igen igen) er dog taget med mit lille kameraJeg har forøvrigt sat et billede ind på min billedblog idag (og i går) Jeg forsøger stadig at skærpe mine sanser i forhold til gode motiver. Dét er indimellem svært, men udfordrende. Du må meget gerne komme med kommentarer og konstruktive forslag til forbedringer til mine billeder både her og der. Hvis jeg skal blive bedre må jeg jo vide hvordan :-)

Grønland i Tivoli

Det gad jeg da i grunden godt, men måske mest fordi min lillesøster også vil være at finde i Tivoli, sammen med sin kæreste, Brian og vores mor..eller jeg kunne hjælpe min far med at passe drengene? Øv. Jeg skal finde hjem og ikke sidde og drømme om mere ferie, mere familietamtam og hygge. Jeg skal finde det, som jeg holder så meget af herhjemme.. men ser du min familie i enten Tivoli eller omkring Asaa, så hils lige fra mig, ikk’?

Søgning

Det var en lang og trist køretur til København i går. Der var ikke mange ord undervejs. Vi sad vel alle fire med lidt vemodige tanker, for der går lang tid inden vi ser familien igen. Heldigvis for skype, mails, sms kan kontakten holdes tæt. Jeg fik strikket et ½ ærme på min pyramide i bilen, så jeg mangler såmænd ikke så meget til jeg er færdig. Jeg glæde mig. Vi ankom Kastrup Bed&breakfast, som er et billigt og nemt overnatningssted, hvis man bare skal have en seng at sove i. Bilen blev afleveret og flyet gik fuldstændigt og gnidningsfrit planmæssigt. Vi ankom Kangerlussuaq    og fik Simon, der har det godt, og nu sidder vi her og er alle fire lidt groggy, har jetlag og kikker på nogle halvfærdigt-udpakkede kufferter. Måske lidt søvn og vanden planter kan rette op på modløsheden. Så kan jeg da heldigvis finde modet igen, ved at genkikke på mine billeder fra ferien, (og fra skønne Norge og dejlige dage i Zoo) og grine lidt af det her billede fra en tankstation, hvor Sara, helt uden at grine og næsten uden smil på læben, gakkede afsted Lauras søde smil og søde Johanne, der modstræbende gav slip på Sara   hos farmor og farfar i går.

Sjæl søges

Min krop er ankommet Sisimiut. Min krop har gået rundt i huset, og kan stadig huske, hvor mange skridt, der er fra soveværelset til badeværelset, ud i køkkenet og til de forskellige kontakter. Mine øjne har registreret, at alt ser fint og ryddeligt ud hjemme, men min sjæl hænger fast et eller andet sted over atlanten. Eller måske fik jeg den slet ikke med fra Norge?? Dér ved jeg, at der ligger en del. Noget af den sidder i hvertfald også uhjælpeligt fast i Hvalpsund. Dét ved jeg, for hver gang jeg lukker øjnene, sidder jeg stadig på farmor og farfars terasse og kikker ud på de smukke blomster, hører familien sludre, noget af min sønderrevne sjæl sidder i armene på Silas og Daniel. Jeg kan stadig mærke deres arme om min hals, og deres farvelkys mod mine læber, og mærke deres kroppe mod min, en lillebittesmule kører ad motorvejen, og holder øje med den tætte, tunge trafik, nogle små stumper røg vist ud af vinduet på bilen og landede mellem de vilde blomster langs grøftekanterne og de bølgende marker. Den blev ihvertfald flået totalt fra hinanden, revet i stykker og til fuldstændig ukendelighed, da de sidste afsked-er skulle tages de sidste dage, så måske ligger den stadig i de omfavnelser, favntag og “hav det godt og pas godt på dig selv”-er og måske var det der, at min sjæl fløj afsted i alle retninger med den varslede vind og tilbage til alle de store og små oplevelser fra sommeren?? Måske?? For den er ihvertfald ikke her i Sisimiut. Selvom jeg har kørt en tur rundt i byen, for at kigge efter den har jeg ikke set så meget som skyggen af den, så hvis du ser løsrevne stumper forvirret, hjemløs sjæl,som måske er min, må du gerne sende det op til mig, og jeg skal såmænd nok betale for portoen, hvis bare jeg får samlet så meget af min sjæl sammen som mulig, det er nemlig overhovedet ikke sjovt at ankomme uden sjæl.

Farveller

Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til mange ting. Jeg er blevet bedre til at prioritere mine feriedage, og give min familie og mig selv nogle flere oplevelser, som vi kan leve på, og jeg er blevet bedre til ikke at have dårlig samvittighed over alle de mennesker, som jeg burde have besøgt, men som jeg ikke nåede. Det er en prioritering, og nogen gange, for ikke at sige altid, skal jeg vælge. Det kan meget vel være, at jeg vælger forkert, men mine forkerte valg er jeg blevet bedre til at acceptere og leve med end da jeg var yngre, hvor jeg kunne ærgre mig grundigt og længe. Jeg er blevet bedre til at se stort på småtingene og fokusere på helheden. Bedre, sagde jeg, ikke god! Øvelse gør jo mester, siger man, men at sige farvel, bliver jeg vist aldrig rigtig god til. I dag skulle jeg sige farvel til min lillesøster Dudi og hendes to drenge. ét er altså hårdt, for allerhelst ville jeg have dem lige omkring mig, ligesom resten af familien, så jeg ved selvsyn kan se, at de har det godt og give dem et kram når især jeg trænger til det, for jeg bilder mig ikke ind, at de kan trænge til et kram fra mig.. eller?? Jeg savner allerede drengenes glæde og især deres glæde over deres kusiner. Jo, jeg tror at jeg ældes i ryk, for jeg ser allerede væk fra farvellet og glæder mig til næste gang jeg ser dem igen.

Kusinebesøg og trampolinbegejstring

Det er lidt pudsigt at tænke på, at jeg oftere ser min kusine, der bor i Danmark end mine kusiner og fætre, der bor i Sydgrønland. Jeg vil næsten tro, at det ville være billigere, hvis vi alle rejste til Danmark og mødtes end hvis vi 4 (Jan, pigerne og mig) skulle rejse til Sydgrønland. Både min lillesøster Dudi og mine forældre har enddog rigtig god kontakt til min kusine, der bor i Nordjylland. Hendes datter Kathrine har en kæmpestor trampolin, som især Sara og Kathrine fik hoppet i igår, da vi var inviteret til mad. Det til trods for at den både var våd og de efterfølgende også blev det. Et eller andet sted har jeg set et billede af Danmark set fra oven, hvor man kunne se alle de mange trampoliner, der står rundt om i haverne. De er markante syn set fra oven. Hvis vi havde haft muligheden for at have en trampolin i Sisimiut, var jeg den første til at investere i en, men 1. : der er ikke mange plane steder den kunne stå. 2.: hvad skulle jeg stille op med den om vinteren, når der falder flere meter sne og der er hård frost? 3.: der er kun klippe og atter klippe rundt om vores hus. Det er god motion, som styrker både balancesansen og motorikken, så det er da alletideres "legetøj" at have stående til både børn og voksne. Men TAK for mad, Rosa, og hyggeligt selskab.

Fræk?

Er det min tankegang eller.. tænker du det samme??

I fisk

Overalt på Fur var der sjove fisk. Nogle mere interessante end andre, men alle med et twist. Denne foran Dagli' Brugsen var sjov, syntes jeg:

Nutid/datid

Tiden i Danmark… det er næsten datid nu, for ja, sommerferien rinder lige pludseligt ud i hurtigere og hurtigere tempo. Jeg synes lige, at jeg er kommet, og nu skal vi til at tænke på at samle vores klude sammen i kufferten igen. Vi har oplevet så mange ting, mødt så mange mennesker, set en del og nu burde vi have oplevelser nok til at overleve en vinter mere på. I går tog min lillesøster Dudi begge mine piger og sine egne to drenge med i svømmehal, og i dag lagde hun et barn mere til flokken (Daniels søde veninde, Camilla) og tog i Fårup sommerland, hvor de har et årskort til, og hvor de blev lige til det lukkede. Da vi hentede vores piger i Ålborg, kunne vi ligesom forstå, at de sagtens kunne have brugt hele natten med, og det bestemt ikke var med deres gode vilje, at de skulle hjem. Der blev fortalt og gentaget med ivrige barnestemmer om alle dagens gode oplevelser, men vi fik ikke kørt mange meter hjemad førend begge vores piger pludseligt sad tavse og vi kunne høre på deres vejrtrækning omme fra bagsædet, at dagens indtryk allerede var ved at blive omsat til drømme. Vi to gamle og barnløse-for-en-dag-forældre, kørte en tur til Fur, hvor vi spiste dagens frokost på Fur Bryghus, gik en kort tur og jeg; en hurtig tur i Duddinnes vævestue, hvor der var så mange fristelser, som jeg af hensyn til min kuffert blev nødt til at afstå fra. Skulle du tilfældigvis være i nærheden og har du lidt plads i din garnreol, er der godter i form af både bananfibergarn og det blødeste cashmere, islandsk uld og færdige unikastrik. Timerne til afgang mod Sisimiut er ved at være talte. Jeg skal ikke klage, for jeg har haft en dejlig ferie, og selvom mer’ som regel og i mit tilfælde, oftest gerne vil have meget, meget mer’, og især en hel del mere end mer’ af min familie, så har jeg også fået vredet al det bedste ud af mine feriedage. Apropos drømme: mine drømme er filtret fuldstændigt ind i hinanden som dårligt kogt spaghetti. Sted, sted og personer er blandet sammen i mærkelige og ulogiske konstellationer, for ikke at tale om handlingerne i mine forvirrede drømme. Gammelt og nyt blandes og er fuldstændigt uden hoved og hale. Sådan er det altid, når jeg er andre steder. Jeg er ikke bekymret, for jeg ved at selv drømmene falder til ro, når jeg kommer hjem og ligge i min egen seng i Sisimiut. Har du det også sådan eller kan du ikke huske dine nætters drømme?

Stort og småt (I love Norge kap. 3)

De små ting i hverdagen.. de ting, vi tager for givet, og knap skænker en tanke og aldrig før det går i stykker eller holder op med at du, fik vi også sat lidt i perspektiv i Norge. Ja, ja, jeg ved godt du snart er træt af at høre om min Norgetur, men jeg vil altså lige dele dette med dig, for jeg holder så meget af, når der er kælet for tingene, der er gjort noget ekstra ud af tingene og at det mærkes, ses eller fornemmes at der er tænkt praktisk, funktionelt og æstetisk, og nogen har gjort sig umage. I den hytte, som vi havde lejet, var der ikke noget toilet i hytten, og skulle man, måtte man ud på det lille hus, som lå omme bag ved hytten. Derude var der ganske vist et toilet, men det var et biodynamisk toilet, hvor man efter sit besøg, skulle hælde bark over sine efterladenskaber. Barken var i et stort, lidt bulet vaskefad, som tydeligvis havde haft mange og lange år på bagen (nu vi er ved det) men der var passet på fadet og det osede langt væk af påpasselighed og anti-materialisme, hvis du forstår, hvad jeg mener? I vaskefadet var der en stor suppe-ske, som sikkert havde tjent sine gode dage i et køkken med varme supper på kolde dage, og som nu kunne bruges til mindre fine ting, og som man nu kunne skovle sine bark op med, og det lyder jo ikke særligt hyggeligt eller moderne, men der var så rent og så ordentligt, og alting havde sin funktion. Skulle man komme til at spilde lidt bark ved siden af vaskefadet, når man hældte det fra posen, som det var købt i, over i vaskefadet, stod der en lille grov børnekost, så man med det samme kunne forebygge eventuelt rod og forfald. Ved siden af suppe-skeen stod en pakke med vådservietter. Der var tænkt over tingene, og skulle man få lyst til at tænke flere tanker, mens man sad derude i det lille hus, blev tankerne ledsaget af lyden af bølgeskvulp, for den anden halvdel af det lille hus var til at trække jollen op i og lå derfor over søbredden. Når man lettet forlod det lille hus, førte nogle trædesten i græsplænen én direkte tilbage til hytten, så hvis turen var foretaget i åbne sandaler eller bare morgenvarme tæer, kunne man undgå det våde morgengræs. Foran døren til hytten var der også sirligt lagt fine skifersten, så man kunne undgå at få meget skidt med ind i hytten fra græsplænen eller turen ned til vandkanten. I forgårs, da vi ankom til mine forældres sommerhus, døjede de med en fyldt septitank, der også var årsag til, at vi skulle tænke over, om badet var nødvendigt eller om toiletbesøget kunne udsættes. Heldigvis kom der en mand med sin slamsuger og befriede os for yderligere bekymringer om både bad og toiletbesøg, men hvor mange gange tænker man lige over, den luksus det i virkeligheden er, at man bare kan trække ud i W.C-et og så skal man ikke tænke mere over det problem? I Sisimiut er der stadig en del huse, der har tørkloset. D.V.S at de har en stor spand med en sort, tyk sæk i, hvori man hælder noget klosetvædske i, og som, når posen er fyldt stiller ud til vejrkanten, hvor den bliver samlet op af dertil og af kommunen ansatte personer. Skal man for eks have mange gæster og posen er ved at være fyldt op, skal man være forudseende og gøre noget ved det, hvis aftenen skal være hyggelig for både gæster og vært. Hvor sjovt er det lige at skulle ud og tømme en toiletpose mellem forret og hovedret? Eller være gæst og skal sætte sig over en overfyldt sæk? Næ, de små ting, som vi sjældent tænker over, men som vi ikke kan undvære i dagligdagen i et moderne samfund, bliver sat lidt i perspektiv, når de enten ikke virker eller fungerer på fuldstædigt andre måder, end vi er vant til, og det er jo rart at blive mindet om det en gang i mellem.

Europavej

Om aftenen i Norge mellem pigerne var gået til køjs og vi selv skulle til at tænke på det samme, gik jeg udenfor og røg lidt grøn look på den lille bro. Jeg anede ikke at der var flagermus i Norge, men jeg skal da godt nok love for, at jeg fik dem at se ved selvsyn. De kredsede om det lille jolle-“skur”, hvor der var mange, mange insekter. Fantastiske flyvere og fascinerende dyr, selvom du ikke får mig til at sige at de er pæne eller smukke. Et eller andet sted og af een eller anden grund, havde jeg en formodning om, måske endda en forventning om, at Europa-vejen..ja, ja, det lyder jo stort og pompøst.. var en flot og bred vej. Jeg skulle da godt nok lige vende begrebet et par gange med Jan og især, når vi sad i bilen og ventede på at gedekiddene havde fået deres tår mælk og de voksne gedder syntes at de kunne give lidt plads til de motoriserede køretøjer, der havde valgt at lægge vejen om Europavejen  Enten gedder eller også nogle uldne norske får, der fik sig en lur, hvor de nu lige syntes, og Europavej må også i deres ører have lydt lidt mere end en landevej? Busser og lastbiler kunne nogen steder ikke klemme sig forbi hinanden også selvom der hverken var får, gedder eller køer, og nogle steder måtte vi bakke sammen med en laaaaang kø af andre biler indtil vejen var bred nok til at de lidt større biler kunne passere hinanden. Vejen omkring Geraa er breddere.. bare til sammenligning, men det er jo heller ikke just en EuropavejNu var busser, gedder og får ikke det eneste, der færdes mere eller mindre frit på vejene i Norge. Køerne havde enddog meget frie tøjler og levede et løssluppent liv (øøøh, det var vist en plat een???)Faktisk var et rensdyr det eneste dyr, vi så, som var tøjret   Men tovet var meget, meget langt og der stod så meget mad til den, at den,hvis den havde haft mulighed for det, sikkert ikke engang var stukket af eller gået sine egne veje. Det gjorde derimod krondyret, der stod oppe på “marken” bag “ vores” hytte en sen eftermiddag. På med zoomen, og den blev pænt og fotogent stående, til jeg var færdig. Om jeg har lidt hjemve til Norge?? JA!  Jeg fik overhovedet ikke nok, og det smagte af mere og atter mere. Norge, jeg kommer tilbage igen på et tidspunkt