Farveller

Jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til mange ting. Jeg er blevet bedre til at prioritere mine feriedage, og give min familie og mig selv nogle flere oplevelser, som vi kan leve på, og jeg er blevet bedre til ikke at have dårlig samvittighed over alle de mennesker, som jeg burde have besøgt, men som jeg ikke nåede. Det er en prioritering, og nogen gange, for ikke at sige altid, skal jeg vælge. Det kan meget vel være, at jeg vælger forkert, men mine forkerte valg er jeg blevet bedre til at acceptere og leve med end da jeg var yngre, hvor jeg kunne ærgre mig grundigt og længe. Jeg er blevet bedre til at se stort på småtingene og fokusere på helheden. Bedre, sagde jeg, ikke god! Øvelse gør jo mester, siger man, men at sige farvel, bliver jeg vist aldrig rigtig god til. I dag skulle jeg sige farvel til min lillesøster Dudi og hendes to drenge. ét er altså hårdt, for allerhelst ville jeg have dem lige omkring mig, ligesom resten af familien, så jeg ved selvsyn kan se, at de har det godt og give dem et kram når især jeg trænger til det, for jeg bilder mig ikke ind, at de kan trænge til et kram fra mig.. eller?? Jeg savner allerede drengenes glæde og især deres glæde over deres kusiner. Jo, jeg tror at jeg ældes i ryk, for jeg ser allerede væk fra farvellet og glæder mig til næste gang jeg ser dem igen.