Sjæl søges

Min krop er ankommet Sisimiut. Min krop har gået rundt i huset, og kan stadig huske, hvor mange skridt, der er fra soveværelset til badeværelset, ud i køkkenet og til de forskellige kontakter. Mine øjne har registreret, at alt ser fint og ryddeligt ud hjemme, men min sjæl hænger fast et eller andet sted over atlanten. Eller måske fik jeg den slet ikke med fra Norge?? Dér ved jeg, at der ligger en del. Noget af den sidder i hvertfald også uhjælpeligt fast i Hvalpsund. Dét ved jeg, for hver gang jeg lukker øjnene, sidder jeg stadig på farmor og farfars terasse og kikker ud på de smukke blomster, hører familien sludre, noget af min sønderrevne sjæl sidder i armene på Silas og Daniel. Jeg kan stadig mærke deres arme om min hals, og deres farvelkys mod mine læber, og mærke deres kroppe mod min, en lillebittesmule kører ad motorvejen, og holder øje med den tætte, tunge trafik, nogle små stumper røg vist ud af vinduet på bilen og landede mellem de vilde blomster langs grøftekanterne og de bølgende marker. Den blev ihvertfald flået totalt fra hinanden, revet i stykker og til fuldstændig ukendelighed, da de sidste afsked-er skulle tages de sidste dage, så måske ligger den stadig i de omfavnelser, favntag og “hav det godt og pas godt på dig selv”-er og måske var det der, at min sjæl fløj afsted i alle retninger med den varslede vind og tilbage til alle de store og små oplevelser fra sommeren?? Måske?? For den er ihvertfald ikke her i Sisimiut. Selvom jeg har kørt en tur rundt i byen, for at kigge efter den har jeg ikke set så meget som skyggen af den, så hvis du ser løsrevne stumper forvirret, hjemløs sjæl,som måske er min, må du gerne sende det op til mig, og jeg skal såmænd nok betale for portoen, hvis bare jeg får samlet så meget af min sjæl sammen som mulig, det er nemlig overhovedet ikke sjovt at ankomme uden sjæl.