Der er et vanvittigt lavtryk. Barometeret er drønet fra 1020 mBar til 995 mBar. Jeg har læst et eller andet sted, at det er bevist at nogen mennesker lider af vejrsyge. I mange år, ja, faktisk lige indtil jeg læste det, troede jeg, at jeg sammen med en hel masse andre, var lettere hypokonderiske og hysteriske. Jeg kan i hvertfald mærke det som en let trykken i hovedet, træthed og ugidelighed, når trykket falder i barometeret, og nej, det er altså ikke bare for at få en god undskyldning for ikke at gøre fredagsrent. DMI har lovet os blæst sammen med nogle enkelte snefnug i morgen, så måske kan rengøringen klares i morgen? I dag var der et underligt lys i hele byen. Lidt Edward Hopper-agtigt.. (den udstilling, som jeg var inde, og se på Louisiana i starten af '90-erne, står stadig lysende klart for mig, kan du nok høre? ) En stille stemning som om tiden var frosset sad fast i kulden og lydene blev dæmpet, og på isen i havnen kæmpede et par måger en indædt kamp om en luns sæl.
Om det var lavtrykket, der havde fået nogen, højst sandsynligt fiskere og fangere, der ikke kan komme på fangst, til at stable is ovenpå hinanden på havneisen,
ved jeg ikke, men jeg smilede indeni og tænkte sjove tanker. Jeg hentede Jan på hans arbejde. Nogen gange kan det føre til en hel masse at komme før tid, og jeg fik set den nye kolos af en tilbygning til skolen. Udefra, synes jeg,
ligner tilbygningen noget en arkitekt har lavet for at drille, for at gøre grin med eller sat sin tre-årige til at lave, men indeni så det nu meget tilforladeligt
og skole-agtigt ud. 



Stensamlingen, 

som er Grønlands største, er blevet pudset af og sat fint op igen, og Jan kunne jo ikke dy sig
og skulle vise deres smarte smartboards. Udsigten fra tilbygningen var anderledes 

med udsigt til både Jans hunde og vores hus.
Hjemme overtalte Laura mig til at se undulatungen.
Der var fire æg og de klækkede alle fire, men de tre døde en efter en.. jeg synes helt ærlig at de er lidt ADRRR.. uden dun og fjer. Laura er en rigtig dygtig undulatunge-opforstrer og passer fuglene efter alle kunstens regler.
Om det var lavtrykket, der havde fået nogen, højst sandsynligt fiskere og fangere, der ikke kan komme på fangst, til at stable is ovenpå hinanden på havneisen,
ved jeg ikke, men jeg smilede indeni og tænkte sjove tanker. Jeg hentede Jan på hans arbejde. Nogen gange kan det føre til en hel masse at komme før tid, og jeg fik set den nye kolos af en tilbygning til skolen. Udefra, synes jeg,
ligner tilbygningen noget en arkitekt har lavet for at drille, for at gøre grin med eller sat sin tre-årige til at lave, men indeni så det nu meget tilforladeligt
og skole-agtigt ud. 



Stensamlingen, 

som er Grønlands største, er blevet pudset af og sat fint op igen, og Jan kunne jo ikke dy sig
og skulle vise deres smarte smartboards. Udsigten fra tilbygningen var anderledes 

med udsigt til både Jans hunde og vores hus.
Hjemme overtalte Laura mig til at se undulatungen.
Der var fire æg og de klækkede alle fire, men de tre døde en efter en.. jeg synes helt ærlig at de er lidt ADRRR.. uden dun og fjer. Laura er en rigtig dygtig undulatunge-opforstrer og passer fuglene efter alle kunstens regler.
og hvis jeg ikke passer på, keder jeg mig selv i stykker i løbet af weekenden, for som med et slag, blev jeg fanget af isen og jeg følte mig buret inde i den by, som jeg normalt ellers elsker så højt, og spændetrøjen snærer sjælen, tankerne og truer med at kvæle de store og flyvske tanker. Om det er lige netop de tanker, der omhandler min lillesøster, der steg ombord i flyveren og fløj ned til sin (vores) lillesøster i Ålborg, der lagde mig i en mental spændetrøje og gav fantasien vinger (øvøvøv) at rejse afsted med, ved jeg ikke helt, men jeg lander igen og igen og igen i den frosne by, hvor alt klirrer af frosent sne og is. Luuuk mig uuuud!
(jeg tror nok, det er politikutteren) laaaangt ude i isen, hvor den langsommeligt og stædigt arbejder sig igennem, for at kunne komme i havn.




Det er almindeligt strømpegarn fra Brugsen
og jeg mangler stadig at strikke 2-eren færdig.
(Overspringshandling..jeg ville gerne have startet på en vendevest lige som alle de andre i Webstrik, men mangler modet)
og billeder. 
Den er dælme flot, synes jeg! 
i fjeldet. Solen varmede en lillebitte smule på de røde kinder. Vi nåede ikke så langt for der var glat is under den tynde skorpe af hård sne. Udsigten fejlede bestemt ikke noget
og vi kunne se, hvor langt ud havet er frosset til. Dét er altså langt. 
Da vi kom ned igen, kurende og grinende som fjollede børn, våde af sne bagi,
kunne vi se, at nogle unge fyre var ude og gå på isen. Om jeg så havde fået en million, var jeg ikke gået derud. Så tyk er isen altså heller ikke, og jeg tror ikke at vandet nedenunder isen er særligt varmt, for slet ikke at snakke om mine manglende svømme-færdigheder eller rettere totalt mangel på samme..som om man kan svømme i så koldt vand, hvis eller når jeg røg igennem. 
afføder altid skæve smil, latter og flere vittige bemærkninger. Der kom et inspektionsskib til byen i går
og om de får kvindeligt selskab nu om dage, kan jeg ikke sige.
er blevet brugt i mange andre sammenhænge siden da, og jeg havde så fine, næsten ny-restaurerede kamikker til
Der var fastelavnsfest for de ældste elever i går aftes, hvilket betød, at jeg først fik weekend kl 21.30. Det var ok. Eleverne var glade og hyggede sig, og tingene gled af sig selv. Festen blev afholdt i minihallen, og da jeg fik fri og gik ud i vintermørket, var der det smukkeste nordlys i de smukkeste grønne nuancer som dansede ind og ud mellem millioner af lysende stjerner. Jeg gik ud som et lys, da jeg kom hjem, og har sovet næsten 11 timer i nat. Tungt og dybt. Det må have været tiltrængt! Lena og jeg brugte mine fritimer i går eftermiddags på ingenting
og alting. 
Solen hang stor og flot på himlen, også i går, men de få timer jeg havde til rådighed mellem mine timer på skolen og fastelavnfesten var for få til at kunne bruges til noget fornuftigt.
Jan havde planer om en længere hundeslædetur i dag,
men kortede den af til et par timers tur ud til UFOEN og tilbage igen. Jeg skulle ihvertfald ikke med, for det fryser 21 grader udenfor og en frisk modvind ud/medvind hjem gør ikke oplevelsen varmere. Jan kom da også hjem med to pæne forfrysninger, en på hver kind, så jeg fortrød bestemt ikke at jeg i stedet for hundeslædetur havde haft fødderne i varmt vand, ansigtet smurt ind i mudder og en fedtet kur i håret. Der var meget mere dag tilbage, så Jan inviterede på kakao og scones på Taseralik, og en tur rundt i byen for at tage nogle billeder af frosten, solen og vores lille verden. Pigerne har klukket som en kæmpe hønsefarm kun afbrudt af voldsomme og støjende latteranfald, så Jan gav gladeligt biografbilletter, da de bad om det, så nu er hans pengepung godt lettet og tynger ikke tungt i lommen på ham, men vi kan nå at hvile ørerne i et par timer, og det er også værd at tage med.
I stilheden forsøger jeg nu at finde alternative muligheder til


