Frosset inde

Jeg ved ikke, om du kender det??? Men alle, der bor i så lille og lukket et samfund som jeg gør, kender det med sikkerhed. Siger de noget andet, kan jeg betro dig, at deres fortrængningsevne er formiddabel, at de er fulde af løgn eller ganske enkelt er gjort af et andet stof end mig. At bo et sted, hvor du ikke kan komme nogen som helst steder hen, og jeg mener n-o-g-e-n-s-o-m-h-e-l-s-t-s-t-e-d-e-r, kan nogen gange i mere eller mindre grad være udfordrende for flaksende sjæle og hjemløse tanker...Jeg kan ikke komme nogen som helst steder hen med mindre jeg altså lige har en overfyldt pengepung at købe flybilletter for. Det har jeg ikke! Og hvis jeg havde en stabel tusindkronesedler med overhængende fare for at vælte, ville jeg skynde mig ud til lufthavnen med tandbørsten i den ene hånd og kameraet i den anden, og jeg ville vifte glad med tandbørsten og smilende råbe:" På gensyn" til alt og alle. Havet er frosset til, men ikke mere end at Mary det gode skib, kan lægge til kaj, og bringe os varer fra fjerne og varmere lande, bringe udlængslen til tavshed for en kort stund, når vi køber italiensk spegepølse, russisk salat eller fransk ost, og lave smalle sprækker i havisen, som mågerne og de generte edderfugle boltrer sig i, inden isen igen fryser til om deres fødder. De mindre både, sådan nogle som mig, ligger bare ubrugbare hen og hvis jeg ikke passer på, keder jeg mig selv i stykker i løbet af weekenden, for som med et slag, blev jeg fanget af isen og jeg følte mig buret inde i den by, som jeg normalt ellers elsker så højt, og spændetrøjen snærer sjælen, tankerne og truer med at kvæle de store og flyvske tanker. Om det er lige netop de tanker, der omhandler min lillesøster, der steg ombord i flyveren og fløj ned til sin (vores) lillesøster i Ålborg, der lagde mig i en mental spændetrøje og gav fantasien vinger (øvøvøv) at rejse afsted med, ved jeg ikke helt, men jeg lander igen og igen og igen i den frosne by, hvor alt klirrer af frosent sne og is. Luuuk mig uuuud!