Bryllupsplaner

Den opmærksomme læser vil vide, at min søster skal giftes til april. Det betyder, at vi har travlt med at få orden og styr på vores grønlænderdragter. For godt og vel 18 år siden fik jeg ordnet mine kamikker fordi jeg skulle giftes, og hvis de kunne fortælle, ville de fortælle om dengang jeg ung og naiv og meget godtroende forelskede mig i en lige så ung fyr. Der skulle ikke så meget til dengang, og dengang syntes jeg, at jeg var ufatteligt heldig, at han overhovedet ville mig, da jeg jo var enlig mor til en lille dreng med et alvorligt handicap, som krævede en del og som fortsat skulle gennemgå en del udover, hvad andre børn normalt gennemgår. Den unge fyr og jeg indledte et stormfyldt forhold og vi havde mod og lyst til tilværelse til trods for at han skulle på uddannelse i Danmark. Der blev sendt mange breve frem og tilbage mellem Danmark og Sisimiut dengang og lykken syntes som forseglet for hvergang jeg modtog et brev, men pludseligt og uden varsel, blev jeg ringet op en ligegyldig mandag eftermiddag af den unge fyr, som kort og godt meddelte mig, at vores forlovelse hermed var ophævet. Forklaring fik jeg aldrig. Nøøj, hvor var jeg ulykkelig..næsten en hel uge, og min veninde lagde ører og skuldre til, og da min planlagte, men aflyste bryllupsdag oprandt engang i september, gik min veninde og jeg i byen og fejrede dagen. Vi legede, vi dansede brudevals til een eller anden ligegyldig diskomelodi, vi blev hønefulde, havde en fantastik aften, hvor vi dansede, grinede og fjollede. Jeg var som sagt ung, og der gik ikke mange tanker til, så var jeg ovenpå og med mod på livet igen. Jeg opregnede fordele og ulemper ved min situation, hev mig selv op ved næsehårene, så jeg igen stod på mine ben og gik glad og ufortrødent videre i livet, lidt klogere og mindre modtagelig for forelskens giftige pile. Heldigvis for mig, kom Jan jo forbi, stoppede op, og han var modtagelig for mine invitationer, forventningsfulde affyring af amors pile, og havde mod og lyst til at dele dagene med Simon og mig til trods for, eller var det på grund af de udfordringer, Simon og jeg kunne give hans liv?? Jan står til stadighed og heldigvis ved min side, og mine kamikker er blevet brugt i mange andre sammenhænge siden da, og jeg havde så fine, næsten ny-restaurerede kamikker til mit bryllup et par år senere. Der er rendt meget vand i elven siden dengang, et par børn og et par bløde, store og tildels overflødige kilo er der også kommet til, så derfor skal både kamikker og bukser udvides og ordnes, så de igen passer mig, så jeg igen stolt (stadig godtroende og naiv) kan iføre mig min grønlænderdragt/nationaldragt til Lena og Johannes bryllup til april. Lenas ældre (en ældre) veninde, som heldigvis er dygtig med sine hænder, og som kan det gamle, men næsten glemte håndværk at lave og ordne grønlænderdragten, er i gang med både Lenas og min.