Nytårs-tanker

For ganske få år siden var det almindelig kutyme, at Jan og jeg sendte et fælles brev ud til hele familien, venner og bekendte. Så var der et enkelt år, hvor vi var sent på den, og brevet blev først sendt ud efte nytår, så glemte vi det helt, haltede igen bagefter nogle år, og sidste år var vi i Danmark, og fik ikke engang tænkt på "års-rapporten", som det efterhånden blev kaldt mere end julebrevet. Hvilken undskyldning skal jeg så læne mig op ad i år?? Aner det ikke! Det kan også være at traditionen har overlevet sig selv, for i vore tider med telefon, mobil, email, skype og for vores vedkommende en blog er der vel ikke så meget at tilføje længere?! Jeg kikkede bloggen igennem for året, der gik, og jeg tror at jeg har fået både stort og småt med og jovist holder jeg også af, at få et rigtigt brev med frimærke på og skrevet med sirligt hånd-skrift, men, men, men.. jeg hælder det ene øjeblik til den ene side, og det næste øjeblik til den anden side: vil de læse det? Har jeg noget nyt at tilføje? Behøver jeg at tilføje noget nyt?? Hvorom alting er, er det også almindelig kutyme, at man (hvem, udover Dronningen og statsministeren??) reflekterer over året, der gik og sætter ord på reflektionerne. Tænker tilbage og er taknemmelig. For vores vedkommende, er der rigtigt mange ting, at være taknemmelige for i året, der gik. Vi har haft et dejligt år, hvor vi sluttede forgående år af, med jul og nytår i Danmark. Vi vendte hjem til en aldeles kold vinter, men fik meget ud af både den og foråret.Foråret var indimellem lidt hård at komme igennem, for tunge tanker blokerede for håbefuldheden, og vi besluttede os derfor til at holde sommeren i Danmark hos især farmor,og fik en dejlig sommer i familiens skød. Heldigvis er vores farmor en fighter, og hun holder godt fat i livets håndtag, så vi var fortrøstningsfulde, håbefulde og glade, da vi atter drog mod nord. Vi var næsten ikke landet, før vi over telefonen fik at vide at Jans lillebror var ramt af lymfekræft. Så er det, at vi mærker afstanden til Danmark, og at man ikke lige kan sætte sig ind i toget for at være i nærheden, hjælpe med de praktiske ting, bære byrderne i fællesskab eller gøre os nyttige. Vi har været ved jeres side i tankerne dagligt og indimellem også i de søvnløse nætter, og den bedste julegave er da også, at vide at både appetitten og humøret bedres dag for dag, at kræfterne vender tilbage og at medicin, vilje og et godt grund-helbred har banet vejen frem mod helbredelse. Der kommer naturligvis nogle tjek med frygt, angst og bekrymringer. Da det stod slemt til i efteråret, var det derfor en ekstra gevinst, at kunne komme til Danmark og med egne øjne se, familien, mærke dem og nyde et par dage sammen med dem, da jeg blev den heldige vinder i en konkurrence. Jeg er stadig meget taknemmelig over de oplevelser. En oplevelse i efteråret, var også at være med, da Laura og Sara deltog i Grønlandsmesterskaberne i Taekwon-do i Qaqortoq, men ligeså spændende det er at være ude i den store verden, ligeså dejligt er det altså at kunne lægge sig i sin egen seng i sit eget hjem og lade hverdagen fylde livet igen. Og hverdagene, som der jo er flest af, har været gode og stabile. Arbejdet fylder og heldigvis er både Jan og jeg stadig i bund og grund, glade for vores arbejde, ligesom Laura, der også i efteråret fik arbejde en ½ time hver dag. Vi har taget hul på et nyt kalender år, og jeg gør ligesom både Dronningen, statministeren og tusinder af andre mennesker, tanker om det nye år. Jeg håber at det bliver ligeså godt som det år, vi i fred og ro fik afsluttet i nat hos mine forældre. Vi har tilbragt mange, mange aftener hos mine forældre, og spist af min mors suveræne mad, men ryggen er begyndt at sætte sine begrænsninger for hendes marathon-udfoldelser, så måske vi til næste jul om-arrangerer os, fordeler byrderne imellem os, og sætter traditionerne på en prøve og skaber nogle nye. Det er også kutyme hos os, at vi denne første dag i det splinter-nye år, kører os en tur i bilen og ser om byen har lidt overlast i løbet af natten. Der er aldrig blevet lagt skjul på, at både Jan og jeg holder utroligt meget af at bo her i Sisimiut. Byen har heldigvis holdt til de brag af fester både i de små hjem, og dem, som vi fyrede af i nat. I morgen drager min søster Dudi og hendes to drenge tilbage til Ålborg. Det har været dejligt at kunne krydse gaden, og på et øjeblik være sammen med dem. Bare muligheden...!!Det har været dejligt, at kunne vinke efter dem i byen, når de kørte forbi, og det har været dejligt pludseligt at møde dem ansigt til ansigt i byen. Det har dog ikke været særligt dejligt, at julen for vores allesammens vedkommende har stået i influenzaens tegn (jeg er stadig ikke rask, Jan er stadig syg og nu er min far også influenza-ramt), og det var bestemt ikke dejligt at Silas sluttede sit 2008 år af med at kaste op,hoste voldsomt, og være syg. Daniel holdt både mad og drikkelse knebent i sig.Som det familiemenneske jeg er, ville jeg jo helst, at de var omkring mig allesammen, men inden vi ser os om, er sommeren forhåbentligt over os og vi ser dem igen i Danmark, så jeg er fortrøstningsfuld og glæder mig til at se både dem, farmor og se Lasse frisk og rask igen. Jeg går 2009 i møde med mod og åbne øjne, og jeg håber, at både du, min faste læser, venner og familie vil gå med mig ind i det nye år og møde livet, der hvor livet er. Og nej, jeg har ingen nytårsfortsættere om at gå mere i kjole/nederdel, om at løbe 45 km om ugen, selvom jeg burde, tabe mig de 20 kg jeg trænger eller andre ting, for jeg kan ikke holde de løfter, så mit mål er fortsat, at få det bedste ud af livet. GODT NYT ÅR TIL JER ALLE hver og een! (P.S. Det er ikke så tit, vi allesammen er samlet eller at børnene/børnebørnene er samlet, så det skulle udnyttes i år med lidt fotografering. Hvis du vil, kan du se billederne her)