Fuld rede

Til middag kom Simon fra Kangerlussuaq. Det er dejligt at have sine unger samlet omkring sig. Betryggende og dejligt, selvom det kun er for en uge. Det er nok meget mor-agtigt, at ville have sine børn samlet omkring sig og kunne se dem, mærke dem og have dem tæt omkring sig. Det er luksus, når ens børn er blevet voksne og fløjet fra reden, og kommer hjem på visit, så jeg nyder at have Simon hjemme i reden igen. Som i alle andre grønlandske byer, bliver der også i Sisimiut kommune kåret "Årets idrætsmand/kvinde". Og Simon kunne så heldigvis være med i aften, hvor hele familien skulle op i hallen. I aften var der nemlig kåring af årets idræts -både hold, mand, talent og jeg skal komme efter dig. Alle, der har deltaget i Grønlandsmesterskaberne eller hjembragt en (sports-) medalje får endnu en medalje fra kommunen. (Dét har jeg det lidt ambivalent med, men skidt da!Kunne man ikke nøjes med at blive nævnt og få et borgmesterligt håndtryk??) Det meste af Taekwon-do klubben havde i fællesskab købt billetter til mad, og havde en rimelig hyggelig aften med (endnu en omgang) korsang (hvorfor er det lige, at der altid skal være korsang til alle arangementer??) og underholdning af tvivlsom karakter.Allerbedst var nok, at komme lidt ud, og især at Dudi og drengene var med..Om Jan også synes det var godt at komme ud, tvivler jeg på, for jeg har, uden at vide det, været i julehumør og delt gavmildt ud af mine bakterier og sygdomme. Han skranter, snotter, har hovedpine, ondt i ørerne, ondt i leddene..ondt over det hele, og ikke mindst af sig selv, den stakkel. Det har jeg også, for jeg ved, hvor ond den influenza er, som angriber humøret og energien og lader en slatten tilbage i sofaen med skiftevis kulderystelser og hedeture.