Øvelser

Pigerne skal sammen med de andre give "opvisning" på lørdag, når Brugsen holder medlemsfest i hallen. De skal vise noget tul og de skal vise noget selvforsvar. Jeg var nede og se dem træne og hvad var så mere oplagt end at træne lidt fotografering selv. Jeg er elendig til at fotografere indendøre, og det var derfor en god anledning til at øve. Resultatet er ikke helt godt, men uden træning, ingen resultater! Det er en god ting at kikke tilbage nogen gange og se på sine fejltagelser, fejlskud og fejlvurderinger! I dag blev jeg fx mindet om en fejltagelse, da jeg fik en lønseddel med feriegodtgørelsekvittering (138,-hele danske kroner, jubii, som jeg dog skal spendere..), som jeg begik sidste år..rettere forrige år, da jeg sagde JA til at fungere som viceskoleinspektør. Jeg troede, at det skulle være for en kortere periode og goddag min bare.. for det kom til at vare ½ år og trak tænder ud de dage, hvor der var panik om morgenen eller jeg var alene om tjansen på kontoret, samtidig med at jeg skulle passe min undervisning i specialklasserne. Dét var altså hårdt, men når jeg tænker tilbage, var det også lærerigt, sådan som kun fejltagelser kan være det. Og nej, jeg er ikke vicer..det er kun min feriegodtgørelse, som jeg optjente dengang, hvor jeg bliver tituleret som andet end overlærer. Jeg håber, at mine billeder i hallen på lørdag bliver noget, meget bedre og at min træning i dag har givet lige så meget bonus, som pigernes træning har givet dem.

Gudrun med varme håndled

Kan I huske da jeg var i Danmark i efteråret? Jan og jeg gik nogle meget, meget lange ture og var rundt alle mulige og umulige steder. Måske var det den allersidste aften eller var det aftenen før? Det husker jeg ikke, men jeg havde hørt, at der var en forretning i København..for Jan og jeg var engang en kort tur i Sverige, hvor jeg håbede at finde en forretning helt tilfældigt. Dét gjorde jeg ikke, men gudsketakoglov for internettet, som har kunnet forsyne mig med fine og lækre bluser fra Gudrun. Men tilbage til hin aften i København, hvor jeg lige før lukketid fandt og bragede ind i forretningen, hvor jeg kunne se med fingrene og faldt for især to bluser..den ene i fin strik i silke og uld og den anden i en tynd hør, begge for mig i ren retro og gensyn med en farve jeg næsten var uadskillig fra. En underlig brun (nogle siger noget meget grimt om farven, men det er kun fordi de ikke lige som mig kan bære den. De er bare misundelige, har jeg besluttet mig for, at de må være! Øvbøv) Men med posten kom de bestilte bluser og da ærmerne er 3/4 og der stadig er koldt i Grønland til trods for den globale opvarmning og alt det, måtte der strikkes et par håndledsvarmere/skjulere. Det blev så gjort i dag. Disse er strikket i "Iceland", der består af 50%uld, 35%acryl og 15 % alpaca på p. 2½ og der er brugt knap 30 gram. Opskriften er fra Dorothea, men lavet lidt om. Jeg har brugt mønsteret fra huen og undladt tommelfingerhullet og hæklet to omgange med pelskant rundt i den ene side. Nu ser jeg påklædt ud igen, håndleddene er dækket og varmen fra ulden i håndledsvarmerne, gør at bluserne kan bruges året rundt.. også i Grønland om vinteren. Gudrun laver det skønneste tøj..en lille smule hippie-et, afslappet og meget ofte med en snert af oprindeligt etnisk originalitet.. altså lige noget for mig. (Gid jeg vinder i lotto! Det vil Gudrun sikket også håbe/ønske, hvis hun vidste, hvad jeg så ville bruge mine penge til! Og nej, jeg får-desværre, ikke procenter.Tøjet er ikke dyrt, men en skoletræt, ferietrængende folkeskoleoverlærer i Grønland tjener ikke nok til at kunne skifte garderoben ud med udelukkende hendes tøj.)

Glorie-beskyttelse

Hmmm..kender du det? Du er liiiige ved at være færdig med dit strikketøj, men er i virkeligheden træt..træt, helt ind til benet, træt, og du burde gå i seng, men så ryger fornuften, og du skal lige gøre strikketøjet færdigt? Nå, men nu kan jeg gå i seng, velvidende, at der ligger en hue i det blødeste moskus, vasket og klar til Jan i morgen tidlig. Så gør det heller ikke så ondt når glorien indimellem ryger ned i hovedet af ham..Hæ! Huen er strikket før og opskriften er fra Dorothea (du finder huen længere nede på siden).

Slik-cultur

Hvorfor jeg er så træt for tiden, ved jeg ikke. (Kan det være fordi jeg trænger til lidt Cultur? Mon?!)Jeg har bare lyst til at sove, sove, sove og sove, men jeg skal jo op om morgenen og afsted på arbejde, hvor jeg, især i dag har kæmpet mig igennem, har taget en solid blunder i eftermiddag og efter aftensmaden, har jeg nikket med tunge øjne over Jans kommende hue i moskushue. Jeg tror bare at jeg skal i seng lige om lidt.

P.S Farmor: al det guf du sendte til jul, var det kun til Jan eller skulle han have delt med os andre?? Jeg spørger bare, for det er altså svundet i hans tøjskab, hvor det har ligget gemt og glemt af (for?) mig, indtil jeg kom i tanke om pralinerne i et anfald af guf-syge. Jan sagde: "Guuud, ja" på sådan en falsk måde, og det er ikke fordi jeg vil sladre, men jeg synes bare det skal frem. (Han har tilstået, at han har taget af det, hvergang jeg gik i bad. Nu har pigerne og jeg altså delt de sørgelige rester af mandeldrageerne, da jeg mener, at der stod til FAMILIEN L. JENSEN på pakken da den ankom.. suk. Vil du ikke nok snakke med ham..igen!)

Koncert i top-klasse

I forbindelse med den planlagte kulturnat, var der arrangeret koncert med "Qulleq" i går aftes i Taseralik. Som jeg har skrevet før, er det et kendt band, hvor Peter Møller Lynge leverer sange og melodier. Det er, efter min mening een af Grønlands bedste melodi-magere, og teksterne er smukke, iørefaldende og evigt aktuelle. Sangerinderne har gennem tiderne skiftet, ligesom musikerne har det, og min søster Lena Johnsen,har sunget og indspillet den sidste CD, som PML har produceret/lavet. Hun har givet et par koncerter, og i går gav hun sin hidtil bedste koncert, hvor der var både nye og gamle numre med. Hun leverede stjerne-sang i superliga-klasse, og musikerne var i topform. Mesteren selv spiller rytme-guitaren, een af de bedste musikere, Steen Olsen spillede fremragende på bas i går og Grønlands, efter min mening ubestridte bedste guitarspiller, Nuka Absalonsen spillede leadguitar, så man var helt solgt. Ved trommerne sad en ung mand Karl-Jørgen Enoksen, der allerede nu, viser et talent, som kun de allerbedste i så ung en alder, har. Hold øje med ham, folkens, for han har rytme ud over det sædvanlige og charme i verdensklasse. Arne Heilman sad ved "klaveret" og lagde en solid bund på det hele, fyldte hullerne ud og gav det hele et touch og finish, så man kan ærgre sig over, at der ikke blev optaget en live-koncert i aftes, som man kunne købe til sin cd-afspiller, så man kunne nyde koncerten igen og igen og igen og igen. Ikke at der var huller eller at der var mangelfuldheder. MIN DATTER!!! (nååe ja..også Jans) sang kor til een sang, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at hun ikke havde lavet andet siden hun blev født. Hun sang rent og flot igennem, og jeg kunne sagtens have forestillet mig hende som baggrundskor til resten af sangene. Dét ville bestemt ikke have ødelagt noget som helst..tværtimod. Det ville have givet de sidste 5 % for at koncerten, efter min mening, havde været i verdens-klasse! Okay, måske er jeg lidt farvet af, at det var min lillesøster og ikke mindst min datter, men DET VAR FANME GODT! Og jeg var ikke den eneste, der gik fra Taseralik med følelsen af at have hørt noget fantastisk. (underligt nok, var der ikke udsolgt. Koncerten kostede den latterligt lave pris af 30,- kr.. små 30,- danske kroner. Tænk at jeg for så små penge kunne opleve noget så flot. ) Jeg tog henved 150 billeder, men lige akkurat der hvor Laura er med, kiksede det. Det var mørkt og jeg måtte ikke bruge blitz, og da jeg kom hjem var min kortlæser gået i stykker. Spørg lige om jeg var frustreret. Det har taget mig over 1 time at overføre billederne på kortet til min computer. Bortset fra ca. 50 billeder, har jeg fået de fleste overført, og I kan se nogen af dem lige HER. Jeg er ikke dygtig nok til at tage knivskarpe billeder i så dårligt lys, så bær over med kvaliteten!

Lørdagskørsel

Vejret var bare fantastisk i går, næsten ingen kulde, overskyet og stille, og Jan besluttede, at tage ud og køre hundeslæde med een af sine kollegaer. Det gode sne blæste væk forleden, og tilbage ligger den hårde og isglatte, blankslebne sne. Ikke just det sikreste at køre på, så den planlagte tur ud til "Ufo-en" blev forkortet, da der stak så mange sten op. Jan vil ikke risikere noget. Han oplevede jo for et par år siden, at jeg faldt af i akkurat samme manglende sne-føre, og brækkede benet. Det er ikke rart at blive tranporteret hjem på slæde med et brækket ben. man kan i dén grad mærke hver eneste lille ujævnhed under slæden, og hver en kuldegrad opleves gennem tøjet...Men, men... jeg drømmer stadig om at tage det ultimative billede af, når hundene "bliver sluppet løs". Når de kaster sig frem i selen for at komme afsted. Jeg fik et billede, som jeg dog blev nødt til at forstørre op, men måske kan I fornemme, hvad det er jeg vil?? Jeg bliver ved indtil billedet sidder lige i kassen!Nogen af hundene måtte efterlades, for en tæve i løbetid kan virkelig lave ravage blandt 10 villige hanhunde og ham, der er blevet udvalgt til "opgaven" giver den ikke frivilligt fra sig. (Hverken Jan eller pigerne mener at dette billede er stuerent, men I kan jo klare det???!!) Jan og kollegaen havde haft en god tur til trods for den hårde sne og hundene / mændene kom glade hjem tids nok til at håndboldkampen kunne ses. Hvis Jan på forhånd havde vidst, hvordan kampen ville ende, ville han måske hellere have gået rundt nede ved sine hyggelige hunde og nusset dem kærligt bag ørerne?Dette er ikke een af vores hunde. Det er Jans kollegas hund, der er nabo til vores. Den hedder "Medo". Man kan ikke bare tøjre sin hund, hvor det passer een, og der skal søges hundeplads-areal ved kommunen, som så anviser en plads.

Farverige skuldre og varme sjæle

Endelig, endelig blev maridtet færdig. Maridt, fordi jeg har klokket sådan rundt i opskriften, trævlet op uden grund igen og igen, været i tvivl og så har den taget lang tid for mig at strikke. Det er sjovt at strikke domino og jeg gør det gerne igen. Jeg håber ikke, at Vivian Høxbro ser den, for den er fyldt med fejl, og jeg har lavet om, lavet til, ændret, og gjort ved, for at få den til at ligne. Nu ved jeg til gengæld, hvordan jeg skal følge opskriften næste gang! Denne her er strikket i Kauni på pind nr. 3½. Der er brugt 237 garn incl kvasterne. Jeg er glad for den og den varmer dejligt, men jeg er lidt (kun lidt) i tvivl om farverne...på den anden side, hvorfor skal alting være så kedeligt? Men, hvor kunne den dog være flot i en ensfarvet med en smal stribe kontrast..Det bliver hverken i dag eller i morgen jeg slår masker op til den ensfarvede!

Politiker-allergi og børnesang

Jo, vi er endnu engang i mediernes søgelys. Vi sulter vores hunde, sulter vores børn og minsandten om ikke også vores pensionister må gå for lud og koldt vand. Så koldt, at de fleste store, grønlandske kulturpersonligheder flygter herfra. Vi gør os kendt verden over for ,at misrøgte vores børn på alle mulige og umulige måder. Vi misbruger dem seksuelt, sender dem sultne i skole, hvor nogle håbløse, uduelige vikarer, der er hentet direkte fra gaden, skal undervise dem, for derefter at sende dem sultne i seng igen om aftenen. Det er den rene ynk! I sorte øjeblikke, tænker jeg på, om der mon er brug for mig og min arbejdskraft i Danmark, men der er andre kriser end vores rundt om i verden, og folk bliver fyret for et godt ord, de steder jeg kunne tænke mig at flygte hen, så udsigterne ser ikke for spændende ud, hvis jeg skulle flygte sammen med de andre til varmere, sydligere himmelstrøg. Og jo! I kraft af mit arbejde på skolen både ser og hører jeg også om sultne børn, der hutler sig gennem barndommen, og deres tilværelse. Hvor de vokser op sammen med håbløsheden, mismodet og udsigten til at overtage arven af et elendigt liv efter de voksne. Jo, dét ser jeg dagligt, men jeg ser også glade, mætte børn, der leger fredeligt med både deres onkler og bedstefædre uden at frygte for seksuelle overgreb. Jeg ser også børn, der bliver passet og plejet efter alle kunstens regler, og som får al den kærlighed, opbakning og respekt et barn bør og skal have, for at vokse op og blive en kærlig voksen med overskud og håb for fremtiden. Jeg ser også masser af hunde..grønlandske slædehunde, der bliver passet som de skal, og som får så meget foder, at de levner til de evigt sultne ravne. Jeg ser glade og positive pensionister, der har overskud, overblik og mod på at tage de kampe op, som kræves for at deres og ligestilledes vilkår bedres. Ja, dem ser jeg også. Ikke, at jeg helst ser i deres retning, og derfor ikke beretter om dem, som er dårligere stillet, her på bloggen. Jeg lukker bestemt ikke øjnene! Og jeg tier bestemt heller ikke. Jeg ved, at der er rigtigt mange fra Danmark, der læser med her, og jeg vil meget gerne være med til at vise, at der ikke kun er ynk og elendighed i Grønland. At vi stadig er i overtal, os, som klarer livet på godt og ondt, som alle andre steder i de velstillede lande. At vi er nogen, der tager os en uddannelse, som arbejder trofast og stabilt, ikke har alkoholproblemer, ikke misbruger vores børn seksuelt, og som "tvinger" vores børn til at spise frugt og grønt hverdag til både det lyse og mørke kød, at vi er nogen, der smører madpakker hver evige eneste dag, ser X-faktor klumpet sammen i sofaen, mens vi lader hyggen brede sig sammen med varmen fra radiatoren, som er købt og især betalt og at jeg har overskud og energi til bagefter at sætte mig ned og berette (mest for min egen skyldt, måske) om vores ganske almindelige hverdag heroppe langt mod nord. Til aften kunne jeg fx. berette om Laura, der mæt og glad var nede og øve sig på den sang, som hun skal synge i morgen aften. Jep, for hun skal være korpige sammen med en anden jævnaldrende pige og i aften da hun for første gang skulle stå med en mikrofon og synge gik den bare lige ind, og efter tre gentagelser kunne vi sætte os ud i bilen igen og køre hjem. Nu falder roen atter over os alle, James Bond ødelægger nogle biler, kysser nogle frække, letpåklædte og adrætte damenr og slår nogle skurke ihjel på fjernsynet og Sara, som også er mæt og glad, har omsider fået sparet så mange penge sammen, og da Nintendoen kom på tilbud i dag, slog hun til. Ulykkeligvis for hende, har de ingen spil i byen at sætte i maskinen. Hun er ikke slået ud over det, hvilket er helt ufatteligt for mig. Nu vil jeg smide mig over i mit sofahjørne og strikke lidt, og forhåbentligt kan jeg afslutte langtidsprojektet af en sjælevarmer i morgen. Forhåbentligt! Jo, Det er godt, RIGTIGT GODT!, at der bliver peget i retning af især børn, der misrøgtes, som sulter og som må lide under perverse pædofilers ødelæggende lyster, og det er ganske i orden med mig, at der bliver sat fokus på misrøgtede slædehunde, politikernes ødslen med samfundets i forvejen manglende økonomi til at dække egne behov. (Især de skal i disse dage være glad for at de ikke får løn som forskyldt, for så ville der godt nok være nogle flere, der gik sultne i seng) Og det glæder mig meget, hvis fokus bliver fastholdt på især børns tarvlige vilkår lige indtil forholdene for disse børn er bedret og vi kan være os selv bekendt overfor dem. (Og undskyld den lange halvpolitiske smøre i starten..det klemte sidebenene og så røg det altså uforvarende ud) Jeg forsøger at rette op på det ved at vise disse billeder fra øvelokalet til aften (de andre musiker har givet lov til at jeg lægger billederne ud her. TAK! Og der er lidt flere billeder her..Mine andre albums er stadig at finde her)

Fiskefars-lagsagne

Nogen gange vover jeg både det ene og det andet øje, improviserer udfra ingenting og krydser fingre..ligesom jeg gjorde i dag. Jan havde taget fiskefars op af fryseren. Hans vigtigste opgaver om morgenen er at vække pigerne (det er nogen gange med livet som indsats) og så tage en pose op af fryseren, som jeg så skal forvandle til aftensmad om aftenen. I efteråret fik jeg fanget et halvt hundrede kilo torsk, vel at mærke et halvt hundrede kilo efter torsken havde været igennem hakkeren og den skarpe filetkniv, så fryseren er fyldt med torskefars og torskefiletter, samt alt det andet vi fik fanget. Så mange fiskefrikadeller kan vi jo heller ikke spise, så tiden var inde til hjemmekompositioner/kombinationer af frostposerne i fryseren. Til aften lavede jeg en bechamelsovs, rørte det halve kilo torskefars med tre æg, en pose spinatkugler optøet i en ½ dl fløde i mikroovnen, masser af kryderier og et helt småthakket løg, sammen, og lagde det lagvis med lagsagneplader, sovs og farsen, og toppede det hele med generøst med rejer og en smule reven ost, 40 lange minutter i ovnen og hold da op, hvor var det en succes. Den skal gentages indenfor den nærmeste fremtid.

Tanke-vækker

Jeg har skrevet om det før, og talt om det en del gange, og gør det så sandelig gerne igen, nemlig det, at jeg, sammen med en stor tavs gruppe, der ikke gør opmærksom på sig selv, tilhører en minoritetsgruppe. Måske skulle dette indlæge have været udgivet på den anden blog?? Nu får I den altså bare her. Bær over! I vores barndom, skulle alt være dansk. Vi gik i dansk klasse, vi talte dansk og vi skulle tage vores uddannelse i Danmark på dansk. Ikke alle i "min" gruppe var, ligesom mig, et produkt at et blandet ægteskab. Nogle var 100% etniske grønlændere, men forældrene havde valgt, at netop deres barn, af een eller anden grund, skulle gå i en dansk klasse. De gjorde det i en god mening, ingen tvivl om det! Dog er der i disse år en stærk og intens grønlandisering i gang, og det er naturligt og selvfølgeligt, for vi er i Grønland! Jeg kom til at tale med een af mine kollegaer om det i går. Om at tilhøre en minoritetsgruppe på godt og ondt. Jeg tilhører en heldig del af den minoritetsgruppe, for jeg både taler, skriver og læser grønlandsk (og naturligvis dansk) men rigtigt mange lider i stilhed, for de er 100% grønlændere, har boet heroppe hele deres liv, ser måske endda grønlanske ud (hvordan gør man det??) men taler ikke sproget og forstår kun ganske lidt. Det giver nogle knubs, og knubsene er nogle gange voldsomme og hårde. Endnu andre er 100% etniske danskere, der har boet heroppe hele deres liv, og føler sig som grønlændere. De kender kun til at bo i Grønland. Der bliver talt om racisme, fremmedhed, fremmedgørelse og manglende integritet i andre lande, men heroppe er det nærmest tabu. Det er pinligt ikke at kunne "sit" sprog, det er flovt og bestemt ikke noget man/de reklamerer med, og det bliver bestemt ikke bedre af, at der også heroppe er meget skjult racisme, slet skjult fremmedhad til trods for at de/vi ikke er fremmede, og vi skal ikke plabre op om vores meninger og holdninger, hvis vi ikke kan gøre det på det "rigtige" sprog. Det var en givende og tankevækkende samtale jeg havde, og med en kollega jeg sjældent taler med. Hvorfor mon ikke? Er det mon pga ovenstående? Nej, det vil jeg ikke tro, for jeg taler begge sprog. Jeg er heldig, men jeg glemmer at værdsætte mit held og tager alt for ofte, tingene for givet. Jeg tog bestemt ikke morgendagens brag af solopgang/fremgang, og jeg påskønnede det.