mandag den 29. december 2008

Fuld rede

Til middag kom Simon fra Kangerlussuaq. Det er dejligt at have sine unger samlet omkring sig. Betryggende og dejligt, selvom det kun er for en uge. Det er nok meget mor-agtigt, at ville have sine børn samlet omkring sig og kunne se dem, mærke dem og have dem tæt omkring sig. Det er luksus, når ens børn er blevet voksne og fløjet fra reden, og kommer hjem på visit, så jeg nyder at have Simon hjemme i reden igen. Som i alle andre grønlandske byer, bliver der også i Sisimiut kommune kåret "Årets idrætsmand/kvinde". Og Simon kunne så heldigvis være med i aften, hvor hele familien skulle op i hallen. I aften var der nemlig kåring af årets idræts -både hold, mand, talent og jeg skal komme efter dig. Alle, der har deltaget i Grønlandsmesterskaberne eller hjembragt en (sports-) medalje får endnu en medalje fra kommunen. (Dét har jeg det lidt ambivalent med, men skidt da!Kunne man ikke nøjes med at blive nævnt og få et borgmesterligt håndtryk??) Det meste af Taekwon-do klubben havde i fællesskab købt billetter til mad, og havde en rimelig hyggelig aften med (endnu en omgang) korsang (hvorfor er det lige, at der altid skal være korsang til alle arangementer??) og underholdning af tvivlsom karakter.Allerbedst var nok, at komme lidt ud, og især at Dudi og drengene var med..Om Jan også synes det var godt at komme ud, tvivler jeg på, for jeg har, uden at vide det, været i julehumør og delt gavmildt ud af mine bakterier og sygdomme. Han skranter, snotter, har hovedpine, ondt i ørerne, ondt i leddene..ondt over det hele, og ikke mindst af sig selv, den stakkel. Det har jeg også, for jeg ved, hvor ond den influenza er, som angriber humøret og energien og lader en slatten tilbage i sofaen med skiftevis kulderystelser og hedeture.

søndag den 28. december 2008

Jubilæumsbesøg nr 2

Sidste år, da jeg sad alene hjemme, var jeg så benovet over alle de besøg jeg havde haft på så kort tid. I går aftes stod der 60.000 på min lille tæller i øverste venstre hjørne af bloggen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er dybt smigret, og meget benovet over alle jer, der jævnligt kigger ind og læser med. Jeg er dybt smigret over, at der er nogen, og endda nogen, som jeg ikke engang kender i det rigtige liv, lever sig ind i mit lille univers, og kommenterer på de ting, jeg vælger at dele med jer. Tak til jer alle sammen, og især tak for de de altid tilbagevendende fine, rosende kommentarer I kommer med. De betyder rigtigt meget for mig og jeg bliver så glad og smigret over at I hænger ved...

(Influenza-) retræte

Vi har fyldt dagen med ingenting og alting. Dagen startede sent, men vi havde absolut intet, vi skulle nå, så det var ok. Morgenkaffen blev indtaget i meget langsomme slurke, mens nattens drømme blev vendt og drejet. Jeg drømmer altid underlige, livagtige, men fuldstændigt ulogiske og urealistiske drømme, når jeg er syg, men forhåbentligt er det sidste nat med underlige drømme, for influenzaen er på retur, og energien er på vej tilbage. Til gengæld står Jan vist for tur nu. Jan havde i går aftes lavet en aftale med Daniel og Silas, som spiste hos os med deres mor om de skulle have en lille snescooter-tur efterfulgt af en tur til pølsevognen (Silas fortalte i går aftes, at hans livret, -efter at have spist min stærke suppe, var røde pølser, og sådan en bemærkning kan, især ikke Jan, sidde overhørig, jeg tænkte:"hvad er der nu galt med en stærk og livgivende suppe?), men pølsevognen havde lukket, så Sømandshjemmet blev dem, som skulle servere de røde pølser. (På Sømandshjemmet har de (endelig) fået rygeforbud, og det kan både lugtes og mærkes..der er næsten ingen mennesker og der lugter rent og af mad). Kameraet var med i tasken, så der skulle øves lidt. Der kommer til at gå meget, meget lang tid, inden jeg er fuldstændig bliver fortrolig med det, men lidt brugbart kom der ud af det (man kan se, hvad det forestiller, fnis) Laura, Sara og Lauras veninde, der er kommet fra Nuuk og som skal besøge Laura i en uge, besluttede sig for en biograftur sammen med Daniel, så Silas havde scenen helt for sig selv, hvilket blev udnyttet til fulde. Her til aften kunne vi på Præstefjeldet se en snescooter køre rundt i mørket og sætte stearinlys. Det skal ikke forestille noget, men det varmer nok ikke bare mit, men sikkert hele byens hjerter at een skaber hygge og stemning i mørket. P.S NU ved jeg hvem og hvorfor (På Sømandshjemmet var der de sjoveste mobilsmykker til salg.Jeg kunne ikke dy mig og købte fluks et til Dudi, og en til mig selv).God søndag-aften allesammen.

Gufguf-kage, som lovet

Der har været en del, der har spurgt efter opskriften på den "Ghanesiske gufguf-kage". Som jeg har skrevet tidligere er opskriften fra kogebogen: "Ghanaian Favourite Dishes" og jeg har fået opskriften fra et oldgammelt ZAPP (har forsøgt at linke til deres hjemmeside, men den virker tilsyneladende ikke?? Prøv selv: zapp.dk) , som alle skoler vistnok får tildelt (vi gør ihvertfald) og man kan nok godt støve det op på et eller andet bibliotek, men du får den også her:
  • Ghanesisk gufguf-kage:
  • Dej:
  • 180 g smør
  • 180 g sukker
  • 3 æg
  • 150 g hvedemel
  • 30 g kakaopulver
  • 1 tsk bagepulver
  • lidt salt
  • og evt. 1 spsk varmt vand
  • Rør smør og sukker godt sammen. Tilsæt æg og pisk til du har en cremet masse. Vend forsigtigt mel, kakao og salt i. Tilsæt varmt vand, hvis massen er for stiv.
  • Hæld dejen i en smurt form og bag i ovnen ved 190 grader i 25-30 minutter. Mærk efter med en gaffel om kagen har bagt længe nok-hvis der sidder dej på gaflen, så giv den lidt længere tid. Vend kagen ud på en rist og lad den køle af.
  • Creme:
  • 225 g flormelis
  • 110 g blødt smør
  • 3 strøgne spsk kakaopulver
  • 1 spsk mælk
  • korn fra 1 stang vanilje
  • 2 spsk meget stærk og varm kaffe
  • reven mørk chokolade til pynt.
  • Flæk den kolde kage og smør cremen på den nederste bund. Læg den anden halvdel af kagen over og smør resten af cremen over. Pynt med reven chokolade. Servér til rygende varm og stærk kaffe og (forsøg) at undgå at tænke på kalorierne, mens du nyder denne kaloriebombe.

lørdag den 27. december 2008

fredag den 26. december 2008

Til salg

Gad vide om jeg kunne gøre det samme? Jeg har ihverfald nok at sælge ud af! Nogen bud?????

Til levesiden

I dag går det til levesiden. Efter en meget, meget lang dag i sofaen i går helt alene og kun i selskab med internettet og fjernsynet, hvor energi og humør var under absolut nul-punktet og feberen en hel del over, har jeg haft så meget mere energi i dag, at jeg var så meget på mærkerne, at da Lena sendte en sms, at der lå en sæl på en isflage lige nedenfor deres hus, kunne tage overtøj over nattøjet og håbe at jeg kunne fange den med kameraet. Jagtheldet var ikke mig, for det eneste jeg kunne skyde med kameraet var en isflage, men vi kunne lige så tydeligt se den gennem kikkerten. Den lå og hyggede sig, slog mave og kikkede dovent på mågerne, der fortalte skrækkelige historier om sult og kulde, hvor ravnene underholdt med moderne dans, og bølgerne skvulpede hidsigt over flagen den lå på. Vejret slog pludseligt om, mens vi sad i bilen i vejkanten og studerede dyrelivet, og vinden truede os med at gentage sin opvisning fra i går. Den ombestemte sig, da den så hvor rød om næsen jeg er, og hvor blanke øjne jeg stadig har. Den fik vel lidt ondt af mig. Vores flag..eller rettere vores flagsnor, led en krank skæbne i stormen i går. Måske den, altså vinden tænkte: at den havde gjort skade nok?! Den, flagsnoren, frøs uhjælpeligt fast til flagstangen, og i stormen og kulden var der intet andet at gøre for Jan, end at skære snoren over. Heroppe er der stadig enkelte (dansk-ejede) institutioner, der flager med Dannebrog. Een, spurgte mig, om vores flag hedder noget? "Erfalasorput", men om det er er officielt?? Det tør jeg ikke svare på. Derimod tør jeg godt svare på, hvad jeg har på strikkepindene! Absolut ingenting, for jeg hev den hue af, som jeg i febervildelse fik startet på i går. I dag kunne jeg konstatere, at strikning, næsepudsning, feber og nul-energi, ikke passer særligt godt sammen..af med de mærkelige masker!

torsdag den 25. december 2008

Juleinfluenza

Børnenes jul : d. 24. december, i dag d. 25. december er det de voksnes jul? Sådan lød det ihvertfald, da vi var børn. D. 25. var mere højtidlig og det hænger da ved, hos os endnu. At min mor kan lave mad, har jeg vist sagt før, men julemad, det er hun verdensmester i! Vi var 14 om bordet i går aftes og vi spiste og drak, så vi næsten ikke kunne slæbe os rundt om juletræet bagefter, men rundt kom vi, og det endda en del gange, fik sunget så højt for julemanden, at han dukkede op i egen "høje" person. Han havde sække med julegaver med til store (men barnlige sjæle; aataa fik af Daniel og Silas en fjernstyret, lille helikopter, også så vi næsten ikke mere til aataa) og små, og der faldt en velsignet ro over hele selskabet, da alle gaver var pakket ud. I dag er der så det store julefrokostbord for især de voksne, med udsøgte, hjemmelavede delikatesser, hjemmelavede kryddersnapse, ryper, stege og tilbehør, som nok vil få nogen kokke til at gå hjem og øve sig lidt igen. Ingen slår min mors hjemmelavede rullepølse fx.! Jeg kan kun håbe, at familien er så stopmætte, at de ikke spiser det hele i dag, for jeg bliver nødt til melde afbud og holde sengen med feber, forkølelse, hovedpine, muligvis kæbehulebetændelse, for det gør ondt i alle mine tænder? og i ørerne, og ondt, ondt, ondt og ondt i hver en kvadratmilimeter af min krop..og dem er der uhyggeligt mange af. Ret usædvanligt for mig, var jeg til læge i går, som gav mig en næsespray, kikkede mig i halsen og ørerne, ynkede mig og sendte mig hjem med ønsker om en god jul og god bedring. Fint, men jeg ville gerne have haft noget hurtigt-virkende speedmedicin, så jeg kunne være rask og mig selv i julen. Jeg kan nu ligge i sofaen, der ryster og vibrerer, for udenfor raser en halv orkan, og den har rigeligt at tage fat i, med vores enorme tagflader; køkkenlamperne gynger sagte over spisebordet, og julepynten, som er noget lettere svinger også uroligt. Vi er heldigvis vant til det, og ved jo, at det ikke varer evigt...Storms never last... Sigtbarheden er under 10 mtr. og vi kan lige akkurat ane naboerne omkring os, nok til at Jan og pigerne skal nok finde vejen over til min mors gryder..;-)

tirsdag den 23. december 2008

Daniels godkendelse og GLÆDELIG JUL

Vi kan alle ånde lettet op: Daniel godkendte i den grad vildnissehuen! Han styrtede ud på badeværelset og skulle se sig selv i spejlet og da jeg forlod ham et par timer senere, havde han stadig ikke fået den af (men havde dog forladt pladsen foran spejlet) Så kan jeg vist godt ønske jer allesammen rigtig glædelig jul, og håbe for jer allesammen, at I får en dejlig og afslappende jul, sammen med de mennesker, som I holder af.

Juletræspyntedag

Ikke alene er julen hjerternes fest, det er også traditionernes fest. Traditionen tro har jeg lavet ris a la mande, nok til en middelstor dansk landsby i dag og været hos min mor for at pynte hendes træ. Heroppe kan vi desværre ikke tillade os at være alt for kritiske med juletræet, for det koster snildt mellem 200-55o kr for et træ, alt efter størrelse. Min far havde, traditionen tro gang i økse, stråltråd og kreativitet for at få træet nogenlunde harmonisk, uden det dog lykkedes særligt godt. Det manglede grene, ikke bare under toppen, men også en del på den ene side. Traditionen tro var lyskæderne også et eftersyn værd, men det lykkedes da med hinandens hjælp at få et pænt resultat ud af anstrengelserne. Bagefter var der tid til at pynte vores eget lille bitte træ, der helt mangler grene på den ene side. Pyt, for det stiller vi ind mod væggen/vinduerne og ingen vil opdage det, for ingen kommer til at gå rundt om det. Man kan se på træerne at det er den samme person, der pynter dem.. For en halv mennesketidalder siden, fik jeg af Dudi de smukkeste glaskugler, jeg nogensinde har set. Jeg er vild med glaskugler og især dem, som er med klart glas og dekoreret. Jeg fik 7 kugler af Dudi og de er allesammen forskellige: nogen af dem i løgform og andre kuglerunde. Der er intet, der slår dem og der bliver passet på dem, som var de dronningens juveler!

Blå kulde

Når nu vi har mulighed for at komme ud, mens der er lyst og vi ikke er tvunget til at sidde indendøre foran en flok elever, er det bare om at komme lidt ud, mens tid er. Det gjorde vi så i dag, da jeg havde fået vildnissehuen færdig. Selvom der er dagslys, virker alting blåt. Jeg bilder mig ind, at man kan se, hvor koldt der er. Kan du se det?