Ingen dansemik

I virkeligheden burde det have været mig, der lavede mad til min mor i aften, men hun inviterede/insisterede til lammeryg, hvilket vi ikke sagde nej tak til. Min mor er fænomenal til at lave mad, så der skal noget til, før vi siger nej tak. Faktisk er det vist aldrig sket endnu, at vi har sagt nej tak. Nogle af hendes blomster blomstrer og liver hjemmet op og gør det hyggeligt. (Dette er en zephyr, som hendes bedstemor har haft, så den er gammel)Hun blev slemt glad for den specielle plante, som jeg/vi gav hende i dag, og den kom til at stå på spisebordet, synlig fra næsten alle steder. Udsigten ud af een af deres vinduer (det mod nord), er lidt småtrist for tiden. Når sneen smelter dukker der som bekendt en masse af vinterens affald op og det sand, der har været brugt til at gruse vejene med ligger og gør den smeltende sne grim og beskidt at se på. Spejdersøen smelter hurtigt i disse dage, og jeg glæder mig til at sidde på Taseraliks café og drikke en kop kaffe til sommer og kunne se ud på søen. Allermest glæder jeg mig til at det stor-regner og gerne med meget hård blæst fra syd, så søens vand pisker mod ruderne. Jeg tror, det bliver et dramatisk og flot syn.Efter maden og inden vi tog hjem, kørte vi en tur ned på teleøen og kikkede på solen, der gik bort. Den går ikke længere ned, men forsvinder bag Præstefjeldet. På vejen så jeg tog ravne, der havde fået skåret benene af. Man får penge for fødderne/kløerne ved at indlevere dem til kommunen. Jeg kan med fornuften godt se, at de bør bekæmpes, men min fascination af fuglene gør, at jeg finder det frastødende, at man ikke engang har gjort sig den ulejlighed at lægge dem i en sæk og smide dem væk. I mine øjne er de smukke og kloge, snedige og nogle fantastiske flyvere, der fortjener meget bedre. ØV. Heldigvis var solen smuk og kutteren, der sejlede ud, var malerisk og idyllisk, så jeg næsten glemte den sørgelige død, ravnene havde fået. Da jeg kom hjem til min bærbare, og åbnede mailboksen lå der også nogle fantastiske billeder af farmors blomster. De lokker og drager, og giver mig en næsten ustyrlig lyst til at hoppe ombord på den første flyver til Danmark. De er godt nok smukke farmor, og tak for billederne, som jeg tillader mig at vise frem her.. At Dudi har været ved stranden sammen med drengene gør det heller ikke nemt at sidde heroppe, hvor solen ikke har vist sin pinse-dans. Om ikke så lang tid får jeg måske noget andet at tænke på??? God pinse til jer alle..både dem med og dem uden pinsesolens dans!