Vejret er slået om, og det regner koldt og det hele indbyder til sofa, hygge og vattæpper. Både Lena og jeg fik tidligt fri i dag, og vi var overhovedet ikke sene til at arrangere kaffeslaberas på Taseralik sammen. Faktisk skulle der bare det rigtige blik og nik til, før vi begge sad dernede- Lena med en "terning", som hun med sin vanlige ro og stædighed fik samlet,
og jeg med mit strikketøj (Yes! jeg strikker offentligt..ofte og gerne) .
Der er ikke mange mennesker man bare kan sidde og være fuldstændigt tavse med, og falde til ro med, som sin egen søster. Jeg kan vist ikke skjule, at jeg i den grad holder af, og elsker begge mine søstre, og som jeg bliver ældre, værdsætter højere og højere. At have et livsvidne og som husker de små detajler fra ens liv og som man ikke behøver at forklare sig overfor igen og igen. Sådan er det også med gode veninder, hvis de har været det længe nok... ("gamle venner tager lang tid at få..") husker at jeg vise det?? Desværre for mig, er min yngste søster jo flyttet til Ålborg, hvor hun læser jura, men jeg er så stolt over hende, for det kræver mod og overskud, at rykke teltpælene op, pakke habbenguttet sammen, sige sit arbejde igennem ti år op, og få stuvet børn og mand sammen, og flytte til noget helt nyt, for at læse og lære. Jeg er stolt, som kun en søster kan være det, selvom jeg savner hende og især hendes dejlige drenge.
og jeg med mit strikketøj (Yes! jeg strikker offentligt..ofte og gerne) . Der er ikke mange mennesker man bare kan sidde og være fuldstændigt tavse med, og falde til ro med, som sin egen søster. Jeg kan vist ikke skjule, at jeg i den grad holder af, og elsker begge mine søstre, og som jeg bliver ældre, værdsætter højere og højere. At have et livsvidne og som husker de små detajler fra ens liv og som man ikke behøver at forklare sig overfor igen og igen. Sådan er det også med gode veninder, hvis de har været det længe nok... ("gamle venner tager lang tid at få..") husker at jeg vise det?? Desværre for mig, er min yngste søster jo flyttet til Ålborg, hvor hun læser jura, men jeg er så stolt over hende, for det kræver mod og overskud, at rykke teltpælene op, pakke habbenguttet sammen, sige sit arbejde igennem ti år op, og få stuvet børn og mand sammen, og flytte til noget helt nyt, for at læse og lære. Jeg er stolt, som kun en søster kan være det, selvom jeg savner hende og især hendes dejlige drenge. 
Lena går på aftenskole, hvor hun lærer at ordne skind 
helt fra bunden af. 
Dét burde give mig anledning til at fange nogle flere sæler til sommer og efteråret..;-) Hendes skind, står så dekorativt udenfor på deres altan, og kan næsten give mig lyst til atlære det også, men nu kan jeg jo bare aflevere skindene til hende :-0. 
Vi legede en sjov leg
hos dem i aften, hvor man skulle puste/slukke nogle stearinlys ud med en spandkanon (?). 
Det var MEGET sjovt,
og 
vores hold vandt.. Og måske kan I regne ud, hvilket hold, der tabte? TAK! for dejlig mad og en overordentlig hyggelig aften.
Eller var det bare af ren og skær længsel efter spirende planter 
og smukke blomster?? 
Jeg trængte ihvertfald til at se blomster 
og da de jo ikke lige er om hjørnet heroppe 
kikkede jeg ned i den bøtte som jeg samler mine teposer i (jeg drikker ca 2 ltr. te om dagen og morgenteen er altså fra teposer! Al te- bare IKKE medova-adr. ), og sammen med Sara foldede vi te -"blomster". 
10 stk blev det til..lidt har også ret.
så man må da sige, at jeg har fået rigeligt ud af det armbånd, som jeg klippede op: øreringe og to halskæder...Nu må jeg hellere se at få mig swunget op til at 
At kunne komme anstigende med sit hundespand 
med begge hænderne i lommen, og konen godt sat på slæden, og børnene løbende rundt om sig og hundene. 
At man ikke engang har rullet pisken ud, men at den ligger pænt på slæden, tilfældigt og meget synligt, og at man for guds skyld ikke hidser sig op, hvis hundene kommer i slagsmål, næææh, men går i et adstadigt og roligt tempo hen, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne,
og sparker tilfældigt ud efter de kæmpende hunde, og man rammer naturligvis ikke, -man skulle jo nødigt skade hundene eller sine fødder, men hundene stopper straks deres forehavende, og lægger sig lydigt og underdanigt ned under ejerens bebrejdende og straffende blik. At ens påklædning signalerer at man har overskud, og derfor ikke behøver at tænke i mærkervarer og fancy farver og design, men har handlet tøjet i skibsforsyning, og gerne på udsalg, nej- for det er ikke tøjet, der gør en vinder, men hele attituden, 
og der var mange vindere i dag, hvis jeg skulle dømme efter dén. At de med et verdensfjernt blik kigger på modstanderens hunde og kone, der sidder der og troner på slæden, og dernæst med selvtilfredshedens genkendelige smil kigger på egne både hunde og kone, som naturligvis er både hurtigere, kønnere, og dygtigere end ham ved siden af’s. 
Sejest er man, når man kommer anstigende 3 minutter før start, og som denne mand, med hundene spændt foran en hilux, 
vinduet rullet ned og den ene albue pænt placeret i åbningen og med næsten ikke hørlig stemme kunne sige iu, iu og ili, ili så man kan dirigere hundene i den retning man nu vil, hive slæden af bilen, spænd hundene for og lige akkurat være med fra start. Og når de nærmer sig mål- alt efter placering i væddeløbet enten med en selvfølgelig mine løfter armene
i triumf
eller lægger sig henslægt med en ligegyldig mine på slæden og ser ud som om de keder sig. Og hvis man skulle formaste sig til at lykønske med et gennemført væddeløb, kan man med sikkerhed regne med at få en dyb brummen, grynten og rømmen som svar, - for havde man da ikke regnet med at de gennemførte?? 
Attituden er nemlig den vigtigste i sådanne løb. (
Jeg havde sat mig for, at 
og nu kan jeg sætte et billede ind af hende herfra vores havn. Her er hun. 
For sådanne nogle som mig er der kun een ting, der virker: at lave skidtet om!! Og det er så hvad jeg så skal igang med. 
på dagen i dag og viser endnu nogle billeder, og viser lige aftensolen, 
som er så smuk.
og var til afhentning...og det blev de så..og da Jan fik fri, kørte vi en tur ud i fjeldet. Man skal godt nok ikke særligt langt væk, før man er væk fra alt og føler, at man ligger laaangt ude i den stille ødemark. Der blev hygget
igennem med te, rosiner og tørfisk 
og da dvaskheden blev for meget 
rejste jeg mig 
og gik et hjerte. 
Nogen steder var sneen meget dyb og jeg sank grinende ned og havde svært ved at komme op igen.
Støvlerne blev fyldt heeeelt op med sne.
En dejlig eftermiddag og nu kan vi se frem til en weekend uden planer om noget som helst. Dejligt. (Som I sikkert har regnet ud, har Jan været fotograf i dag)
