Attitude er det allervigtigste, når man stiller op til et hundeslæde-væddeløb..
At kunne komme anstigende med sit hundespand 
med begge hænderne i lommen, og konen godt sat på slæden, og børnene løbende rundt om sig og hundene. 
At man ikke engang har rullet pisken ud, men at den ligger pænt på slæden, tilfældigt og meget synligt, og at man for guds skyld ikke hidser sig op, hvis hundene kommer i slagsmål, næææh, men går i et adstadigt og roligt tempo hen, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne,
og sparker tilfældigt ud efter de kæmpende hunde, og man rammer naturligvis ikke, -man skulle jo nødigt skade hundene eller sine fødder, men hundene stopper straks deres forehavende, og lægger sig lydigt og underdanigt ned under ejerens bebrejdende og straffende blik. At ens påklædning signalerer at man har overskud, og derfor ikke behøver at tænke i mærkervarer og fancy farver og design, men har handlet tøjet i skibsforsyning, og gerne på udsalg, nej- for det er ikke tøjet, der gør en vinder, men hele attituden, 
og der var mange vindere i dag, hvis jeg skulle dømme efter dén. At de med et verdensfjernt blik kigger på modstanderens hunde og kone, der sidder der og troner på slæden, og dernæst med selvtilfredshedens genkendelige smil kigger på egne både hunde og kone, som naturligvis er både hurtigere, kønnere, og dygtigere end ham ved siden af’s. 
Sejest er man, når man kommer anstigende 3 minutter før start, og som denne mand, med hundene spændt foran en hilux, 
vinduet rullet ned og den ene albue pænt placeret i åbningen og med næsten ikke hørlig stemme kunne sige iu, iu og ili, ili så man kan dirigere hundene i den retning man nu vil, hive slæden af bilen, spænd hundene for og lige akkurat være med fra start. Og når de nærmer sig mål- alt efter placering i væddeløbet enten med en selvfølgelig mine løfter armene
i triumf
eller lægger sig henslægt med en ligegyldig mine på slæden og ser ud som om de keder sig. Og hvis man skulle formaste sig til at lykønske med et gennemført væddeløb, kan man med sikkerhed regne med at få en dyb brummen, grynten og rømmen som svar, - for havde man da ikke regnet med at de gennemførte?? 
Attituden er nemlig den vigtigste i sådanne løb. (Der er flere billeder her)
At kunne komme anstigende med sit hundespand med begge hænderne i lommen, og konen godt sat på slæden, og børnene løbende rundt om sig og hundene. At man ikke engang har rullet pisken ud, men at den ligger pænt på slæden, tilfældigt og meget synligt, og at man for guds skyld ikke hidser sig op, hvis hundene kommer i slagsmål, næææh, men går i et adstadigt og roligt tempo hen, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne, og sparker tilfældigt ud efter de kæmpende hunde, og man rammer naturligvis ikke, -man skulle jo nødigt skade hundene eller sine fødder, men hundene stopper straks deres forehavende, og lægger sig lydigt og underdanigt ned under ejerens bebrejdende og straffende blik. At ens påklædning signalerer at man har overskud, og derfor ikke behøver at tænke i mærkervarer og fancy farver og design, men har handlet tøjet i skibsforsyning, og gerne på udsalg, nej- for det er ikke tøjet, der gør en vinder, men hele attituden, og der var mange vindere i dag, hvis jeg skulle dømme efter dén. At de med et verdensfjernt blik kigger på modstanderens hunde og kone, der sidder der og troner på slæden, og dernæst med selvtilfredshedens genkendelige smil kigger på egne både hunde og kone, som naturligvis er både hurtigere, kønnere, og dygtigere end ham ved siden af’s. Sejest er man, når man kommer anstigende 3 minutter før start, og som denne mand, med hundene spændt foran en hilux, vinduet rullet ned og den ene albue pænt placeret i åbningen og med næsten ikke hørlig stemme kunne sige iu, iu og ili, ili så man kan dirigere hundene i den retning man nu vil, hive slæden af bilen, spænd hundene for og lige akkurat være med fra start. Og når de nærmer sig mål- alt efter placering i væddeløbet enten med en selvfølgelig mine løfter armene i triumf eller lægger sig henslægt med en ligegyldig mine på slæden og ser ud som om de keder sig. Og hvis man skulle formaste sig til at lykønske med et gennemført væddeløb, kan man med sikkerhed regne med at få en dyb brummen, grynten og rømmen som svar, - for havde man da ikke regnet med at de gennemførte?? Attituden er nemlig den vigtigste i sådanne løb. (Der er flere billeder her)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.