Der er gamle venner og der er nye venner. Det tager lang tid at få gamle venner, men de er hele ventetiden værd. På lørdag skal jeg spise sammen med nogle gamle af slagsen og jeg glæder mig til at være sammen med dem, for de kender mig så godt, så godt, at jeg ikke behøver at anstrenge mig, genfortælle hele og halve livshistorier, forklare og pinde ud eller være bange for at blive misforstået, og hvor tilgivelse ligger tæt og nært... Og så kommer der pludselig nye venner ind i billedet. Folk, man deler interesse med, og som man falder i hak i med det samme. Een af mine nye venner, kom i går, og lånte mig sin hatteform. Een, som jeg var på filtekursus med, og som har begge hænder skruet rigtigt på. Hendes hat, blev vellykket i første forsøg og ikke nok med at hun lånte mig sin hatteform,, hun havde også lige forbedret og opgraderet mine øreringe, som jeg købte, men ikke kunne lide alligevel, ved at hænge to små perler i.
Pludselig er de noget andet, og bedre og meget mere mig, og fortrydelsen over at have købt noget, som jeg ikke kunne lide, blev vendt til glæde. Perlerne kan tages af og sættes på nogle runde øreringe jeg har, de kan være alene eller som på billedet hænge sammen med den faste, grønne sten. Det er en ferskenfarvet naturperle, og en lille calcedon (tror jeg, det er? Eller kan det mon være en lille lyseblå indfarvet jade?? Jeg må spørge min stenpusher, når han kommer tilbage til byen, han ved det ihvertfald!)Der er pludselig muligheder i den/dem. Jeg er total glad for dem, og de er allerede taget i brug. Sara fotograferede dem ude på badeværelset, og pludselig kunne jeg se Sara i spejlet. Hun så så sød ud.
Hun har det bedre og har været i skole i dag, men hun hoster stadig og ser bleg ud.
Laura har haft travlt med at finde ud af, hvad hun skal klædes ud som, og da hun er for lille/ung til at få kontaktlinser med katteøjne, måtte hun finde på noget andet. Og iøvrigt: Det virkede med min vejr-redigering i går aftes: Der var kun -6 idag, ingen vind og strålende sol ;o)
Pludselig er de noget andet, og bedre og meget mere mig, og fortrydelsen over at have købt noget, som jeg ikke kunne lide, blev vendt til glæde. Perlerne kan tages af og sættes på nogle runde øreringe jeg har, de kan være alene eller som på billedet hænge sammen med den faste, grønne sten. Det er en ferskenfarvet naturperle, og en lille calcedon (tror jeg, det er? Eller kan det mon være en lille lyseblå indfarvet jade?? Jeg må spørge min stenpusher, når han kommer tilbage til byen, han ved det ihvertfald!)Der er pludselig muligheder i den/dem. Jeg er total glad for dem, og de er allerede taget i brug. Sara fotograferede dem ude på badeværelset, og pludselig kunne jeg se Sara i spejlet. Hun så så sød ud.Hun har det bedre og har været i skole i dag, men hun hoster stadig og ser bleg ud. Laura har haft travlt med at finde ud af, hvad hun skal klædes ud som, og da hun er for lille/ung til at få kontaktlinser med katteøjne, måtte hun finde på noget andet. Og iøvrigt: Det virkede med min vejr-redigering i går aftes: Der var kun -6 idag, ingen vind og strålende sol ;o)
Kan dyr mon det? 
I morges kunne Sara og jeg, ud af soveværelsesvinduet se denne solopgang. 
Billederne er taget ud gennem vores beskidte vindue, så kvaliteten er ikke alt for god, men det er farverne. Billedet nedefor er taget med kraftig telelinse, for at vise, at det stadig fyger med sne på toppen af "Nasaasaaq/Kællingehætten",stadig gennem det beskidte soveværelsesvindue. 
Det er koldt derude; fryser 15, og med vinden føles det som - 22. Jan har planer om en slædetur med en censor fra Viborg. Det er nok ikke hverdagskost for en viborgenser: kulde og slædekørsel i megahøj sne. Det er altid sjovt at høre reaktionerne, når vi har haft folk med ude at sejle, køre slæde eller lign. Nogen bliver begejstrede for det, andre bliver begejstrede for deres liv derhjemme..
Den passer i størrelsen, 
og farverne er dejlige (syn's jeg) og garnet er bare lækkert. Nu ligger den til tørre, for jeg har vasket den og der var MEGET overskudsfarve.
Og jeg skal bestemt ikke bruge hvid BH under (eller så skal jeg ihvertfald have en mørk/brun top under, for det hvide skinner svagt igennem) Jeg glæder mig til den er tør og jeg kan flytte ind i den. 
Det havde jeg!
såsom langsom espressokaffe lavet på komfuret, 
at sidde og fascineres af vasketøjet, der blafrer i den hårde blæst
eller de små fugle, 
der trods deres ringe vægt, både kan lette og lande i blæsten. Det går stædigt mod levesiden, selvom energiniveauet står på næsten 0/nul. Alt det sne, der er faldet, fyger i vinden og skinner i solen. Det er smukt, men er noget af det værste vejr jeg ved= solskin i blæsevejr.
Der er blevet strikket et par pinde Mille, der er blevet set en smule "National geographic", sovet lidt og så har vi ladet fuglene underholde os.
Dét var, hvad energien rakte til. 
Fryseren blev tømt for alle grøntsagsrester, der blev skrællet kartofler og pillet løg, - det hele blev kogt med en tørre chili, tilsat en sjat fløde, og yderligere krydret med tørret basilikum, og spist i den tro, at det var mirakelsuppe, - det smagte ualmindeligt godt, så hvis virkningen udebliver, har det i det mindste smagt og der er nok til frokosten i morgen
Imorgen har vi igen meldt afbud til samfundet. De må klare sig uden os endnu en dag, og Sara og jeg jeg håber, at vi igen i morgen får besøg af de små fjerbolde, så vi igen kan få lidt kvalitetsunderholdning.
Den er alt, alt for stor til mig, så det er en OMMER. 
Heldigvis, kan det jo stadig laves om, men opløftende er det ikke, at tro, at jeg er færdig og så skulle på den igen. Den er tyk, tyk, tyk og meget tykkere end jeg troede den ville blive. Min lærer siger, at det højst sandsynligt er fordi jeg har brugt grønlandsk karteflor. Det er jo 100% økologisk, uvasket og dermed indeholdende meget lanolin. Jeg blandede merino uld og lidt silke i.
Sara er stadig sløj, faktisk har hun det så skidt, at jeg har ringet til min inspektør og meddelt, at jeg bliver hjemme hos hende i morgen. Hun hoster, har lidt små-feber, er træt og ondt i halsen. Hun sidder sammen med mig nu og drikker en kop perbermynte-te. Jeg håber, at hun får det bedre i morgen. 
Det sner stadigvæk. Tro det eller lad være. Der ligger SÅ meget sne overalt, og der er hvidt, hvidt, hvidt. Jan har været flittig med skovlen og fået ryddet altanen. 
Min blev ikke færdig, men jeg regner med at gøre den færdig i morgen. Det er lidt hårdt for mine dej-arme og regnorms-ryg at filte på den måde, men sikkert sundt og fysisk givtigt. Fedt at være i et andet forum, hvor der bliver lavet noget af interesse og ikke af pligt! 
Det føles som en urimelig straf at skulle holde sin trappe fri for sne, og da vi ikke har gjort noget galt, er vi efterhånden bare begyndt at ignorere sneen, forsøge at trampe og vedligeholde den smalle sti, der fører op til vores hoveddør, der som dagene går, bliver sværere og sværere at komme ind og ud af. I mine hemmelige drømme, drømmer jeg om, at jeg ikke kan komme ud om morgenen og derfor bliver nødt til at blive hjemme. Mærkeligt nok, drømmer jeg ikke disse drømme i weekenderne, men kun til hverdag. På den ene side er det hyggeligt med sneen; den dæmper alle lydene og sneen, der daler ned i store, hvide, lette flager får mig til at tænke på mange af 
Hele denne uge har jeg været i lettere panik, også pga vejret. Jeg lovede for 14 dage siden, at have ansvaret for nogle bestillinger af varer, som skal bruges i morgen til vores weekendkursus i filtning. Min mail har givet mig endnu flere grå hår, og har drillet mig i en grad, som burde forbydes, så jeg endte med at ringe og faxe (hvor gammeldags!!) til firmaet i Danmark, der straks sendte varerne..men hvad nytter det lige, når flyveren ikke kan lande her pga af ...Ja, gæt selv: SNE! Men i eftermiddags, lige på faldrebet, ankom kassen med de bestilte varer. 
Lettelse, lettelse, og endnu mere lettelse, for idag var også sidste dag med terminsprøver på skolen og det har givet mig lyserøde knopper, hjertebanken af den kedelige slags og maridtslignede tanker om, hvad der kunne gå galt. Det er dog gået næsten gnidningsløst, takket være en dygtig, effektiv kollegas uvurderlige hjælp, så der kan jeg også ånde lettet op. TAK Margit! Der findes stadig mennesker i denne verden, der træder til, uden bagtanker om senere forherligelse og belønning.
Men! jeg er næsten færdig med det ene ærme til Mille. Nu mangler jeg kun 1 ærme og bærestykket inden jeg kan komme i den
og jeg er halvvejs igennem de undervisningsrapporter, jeg skal være færdige med inden fredag, og terminsprøverne er slut på fredag, så der kun er alm. vikarskema lægning, undervisning, biblioteket og næsten normale tilstande!? (Ja, jeg er stadig fg. viceinspektør, og det er bestemt ikke fordi jeg synes det er sjovt.Jeg synes ikke det er sjovt, at skulle stå til ansvar og alt det der. Jeg kan meget bedre lide at passe på mig selv, mine børn, være samme med min mand, og passe mine interesser. Ambitioner har jeg masser af, bare ikke på arb. De ligger i hjemmet!) Hmm, jeg strikker videre og glæder mig til at iføre mig luksus garnet, Mille er strikket i, og farverne er dejlige,- dem tror jeg ikke, jeg fortryder, at jeg har valgt. (
(Det er ufatteligt så meget hård hud et menneske kan producere uden at transformere sig om til en elefant) En kop hvid te indvortes 
og et par pinde på strikketøjet, så er de værste katastrofetanker om min snarlige opløsning/sammenfald/forfald næsten forduftet. 
Hmm.. jeg ville ikke spendere alverden på den, og nu bliver jeg straffet! 
Også i den grad, både fysisk og økonomisk, for i dag mens jeg sad og spiste mundrette islandske tørfisk (som altså ikke kræver det umulige af tænderne) kunne jeg pludselig ned forbi min drøbel og ned gennem mit spiserør mærke noget der kradsede, stak og absolut ubehageligt glide ned. Øv, og sekundet efter at den sidste reflektorske synkebevægelse var gjort, kunne min tunge også ganske reflektorisk, søge og finde en halv tand. 
Ikke nok med at den var flækket lige midt igennem, men jeg havde også sunket den. ØV! Jeg gider ikke høre vittigheder om at bide sig selv i r.... olign..
Min tandlæge er ude og rejse, men kommer imorgen, og ringer til mig, såsnart han ankommer byen. 
Tanden er jo (heldigvis i denne sammenhæng) død, så det er kun ubehageligt og gør ikke ondt, men det kommer til at gøre av i pengepungen, når jeg skal betale for den krone, jeg var for nærig til at betale i december.
Dagen startede såmænd ellers godt, for i går gjorde jeg rent hele dagen og kunne i morges vågne op, efter at have sovet tungt og længe, til et næsten rent hjem (mangler at gøre rent på hemsen og i underetagen) og jeg kunne flytte mig fra morgenbordet direkte over i sofaen og strikke starten af det første ærme til mille-blusen. 
En lillebitte gåtur blev det også til inden Sara og jeg blev samlet op af min søster Lena, der fragtede os over til Brugsen, hvor der er dividende-udbetaling.
Dét kan altså godt betale sig at handle næsten udelukkende i Brugsen, og huske at give sit medlemskort, for der vankede en pæn chek på 1200,- til mig, som jo så kan dække nogen af udgifterne til min tand..hmfr, og ikke til fjant og fjas. Nå, men det kunne jo have været værre, med alvorlige uhelbredelige sygdomme, manglende tandlægemuligheder eller at jeg slet ikke havde råd til at få det ordnet. Weekenden har ikke budt på det allerbedste vejr, og det kan også være det samme, for Jan har hjulpet sin kollega/ven med at lægge gulv i dennes nye hus, så der var ingen ærgelser over manglende mulighed for slædekørsel. I dag var vejret lidt bedre, selvom der stadig kom nogle vindpust, som dog ikke kunne måle sig med dem vi fik i går. 
Jeg har ikke opskriften, så det var rene minder og formodninger, men udgave blev lavet ud fra. Retten blev ikke nær så gastronomisk forfinet som den farmor lavede, men det er jo stadig bare en fredelig fredag midt i januar og 
og en senere gentagelse værd.
Retten blev spist med groft brød og skyllet ned rød sukkersaftevand (når nu der ikke var champagne)