Hvad kan jeg bidrage med?

Vi lærer gennem hele livet, siges der og vi kan jo være mere eller mindre  bevidste om det vi lærer og være mere eller mindre bevidste om, hvem der lærer os det. 

Vores primære omsorgspersoner i vores allertidligste barndom var vel vores første lærere, vores nærmeste familie, personalet i diverse institutioner og skoler, venner og omgangskredse lærte os også både noget praktisk og noget om tilpasning og adfærd.

Stadig tilpasser vi os og lærer, hvordan vi skal gøre ting. 

I min lille lukkede verden kæmper jeg lige i dette øjeblik med min bærbare og søger hjælp hos de unge mennesker omkring mig og der lærer jeg; eller forsøger at lære både det tekniske, men også af deres arbejdsmetoder og hvordan jeg selv kan forsøge at løse mine problemer næste gang.

Jeg har med tiden lært, hvor jeg bedst kan søge hjælp og jeg har nogenlunde lært, hvordan jeg skal formulere mit problem for at gøre mig forståelig.

At være mor til et barn med et fysisk handicap har lært mig, hvordan det offentlige system fungerer og ikke fungerer og jeg har med tiden lært og lærer stadig, at min verden og andres verdener ikke altid vender den samme vej og at tingene nogengange skal gøres på helt andre måder for at få succes i det store og små.

De sidste mange år har jeg sat mig for at lære, at styre mine tanker.

Vi har jo alle et mylder af tanker inde i vores hoveder, som kan rode rundt og blive kaotiske. 

Det er jo ganske normalt, men jeg har aldrig været god til at organisere de negative tanker, så de ikke farver de gode og positive tanker og så de ikke helt overtager magten.

De der mange klicheer om at " at hvad du fokuserer på, bliver din virkelighed" , at "parkere sine tanker" irriterede mig i lang tid, men da jeg begyndte at læse lidt om det og forsøgte at lære lidt om at tænke noget om sine egne tanker, og også gøre noget ved dem, kører jeg de der selvsamme klicheer inde i mit hoved.

Jeg har lært nogle teknikker, men jeg er endnu ikke dygtig, men jo mere man øver sig, jo bedre bliver man jo som sagt bedre.

I de sidste minimum 5 år har jeg lært af min fars demenssygdom. 

Ikke ret meget om selve sygdommen, som jeg dog også har lært lidt om, men det jeg mest har bidt mærke i er, hvordan det påvirker min måde at tænke på.

Og jeg er blevet bedre til at skelne mellem vigtigt og ikke vigtigt.

Jeg lærer,  hvor forskelligt man kan reagerer på alvorlige kriser og hvor lidt eller meget, der skal til for at knytte eller adskille forhold.

En kliché, som jeg dog aldrig rigtig har kunnet forholde mig til, er den om at "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere".

Jeg føler mig bestemt ikke stærkere mentalt, selvom jeg er nået ud på den anden side af min første ungdom og er langt inde i mit voksenliv. 

Jeg er blevet mere følsom og sensitiv og tårerne kommer lettere. 

Jeg røres og påvirkes meget lettere end før og føler bestemt ikke, at jeg er blevet stærkere og bedre til at fx. at holde tårer tilbage.

I går var jeg ude hos min far på plejehjemmet. 

Min mor havde fortalt, at der var en frisør derude, som var i gang med at klippe og ordne de gamles hår.

Frisøren havde været der siden min mor var der ved 14-tiden, og da jeg kom ud på plejehjemmet ved 19-tiden, var hun akkurat lige blevet færdig med at klippe min fars hår. 

 

Han var blevet så fin og jeg blev så dybt berørt, da jeg hørte at frisøren i sin fritid, ikke bare i går, men også tidligere har klippet og sørget for de gamles hår ganske gratis. 

Der findes tilsyneladende stadig mennesker, der uden at skulle vise det, fortælle om det, tage selfies eller på anden måde at skulle promovere sig eller drage fordel af det, eller for egen vindings skyld gør noget, gør noget.

Overalt, hvor jeg ser mig omkring.. også når jeg ser indad, så starter vi vores sætninger med jeg, jeg og jeg. 

Det handler næsten altid om mig, mig selv, jeg og mine. 

Hvordan vi henleder opmærksomheden hen på os selv på den ene eller den anden måde. 

Det er vel nærmest bevist, at når vi gør noget godt for andre, er i ( positive) fællesskaber, tilsidesætter os selv og indgår i sociale sammenhænge, hvor vi sammen løfter og støtter, får vi overskud og energi. 

I går så jeg et menneske, der gjorde noget for andre. 

Hun gjorde det, hun var god til at og brugte det for at glæde og gavne andre. 

Jeg blev rørt af frisørens gode gerning og hendes samfundssind og tænker på, hvad jeg kan gøre for andre. 

(billederne er "bare" mobilbilleder)

Måske noget så simpelt som at hilse, stoppe op og smile til de gamle på plejehjemmet kan gøre en forskel, eller at melde sig som frivillig, som besøgsven eller noget helt andet, kan gøre en positiv forskel i andres liv og dermed også i dit og mit?