Den røde tråd

 Jeg er rimeligt god til et par ting. 

Jeg er fx en rimelig habil strikker og jeg er som regel god ved børn. 

Men jeg kan overhovedet ikke finde ud af at få ordnet mit tastatur på min bærbare og faktisk tror jeg, at hele min bærbare skal til mekaniker, som skal se på hvorfor fx. især bogstavet E har det med at løbe løbsk og de andre bogstaver har det med at følge efter. 

Jeg har en mistanke om at det er noget med membranerne under tastaturet, men jeg ved det ikke. 

Jeg har hjælpeløst forsøgt at ændre nogle indstillinger, men det har ikke hjulpet. Lige nu taster jeg fx ligeså meget baglæns som forlæns og det gør noget negativt ved ens skriveglæde og tålmodighed. 

Det hele render fra mig med bogstaverne.

Næste gang jeg skal udenlands, hvor der er en Mac-mekaniker, må jeg tage mit skrammel med og forsøge at få det ordnet. Det er ihvertfald til at blive idiot af.

Mine objektiver bør kalibreres, for fokuspunktet ryger fuldstændigt ved siden af og det, som jeg har forsøgt at fotografere og som var motivet, ender ude i noget fuldstændigt utydeligt og uskarpt skidt, som efterlader beskueren aldeles forvirret over, hvad det skal forestille.

Jeg håber, at en af mine kamera-venner kommer forbi og hjælper mig.

Sådan var det ligefør, da jeg stod nede på havnekajen og var vidne til at en stakkels måge havde fået en rød nylonsnor om sit ene ben, som den så hang fast i.

Ørnen havde også fået øje på mågen og så i den også et let bytte.

Jeg stod med mit kamera og kunne have fået de fedeste billeder, men endte med at få nogle få nogenlundee brugbare og resten er ærtesuppe at se på.

Kan du få øje på den røde nylonsnor?

Ørnen fløj længe rundt og dykkede mange gange, men mågen dukkede sig, naturligt nok, men den må have været stresset, vel vidende om sin snarlige skæbne.

Ørnen virkede ret sikker i sin sag og dykkede tålmodigt indtil den fik ordentlig fat i den flaksende måge.

Nu krydser jeg fingre for, at ørnen ikke får viklet sig ind i den røde nylonsnor. 

Et helt hundespand i en tråd og en lappeløsning

 I går da jeg vågnede, havde jeg det nogenlunde. 

Lidt mat i koderne, men vi har jo fri på bededag heroppe.. stadigvæk og heldigvis.

Jan og jeg drak morgenkaffe og tog nogle ekstra kopper uden hastværk og vejret var ikke til andet end at sidde hjemme med sysler, så jeg kastede mig over det hundeuld, som jeg havde lovet nogle venner at jeg ville spinde for dem.

De har været så ualmindeligt flinke til at se efter vores hunde, når vi har været ude af byen, hvilket jo har været næsten hver weekend.

De har selv hunde og de har børstet dem og gemt ulden, så som en lille tak, kunne jeg jo godt spinde for dem.

De rejser fra byen og har overgivet deres hundespand til andre, så deres samlede hundeuld, fik lige lidt mere værdi og i mine tanker har jeg ellers spundet det mange gange, men der skulle noget til for at få mig igang.

Jeg vidste med mig selv, at når jeg først gik i gang, ville jeg ikke stoppe før jeg var helt færdig, så der skulle være tid og overskud til kun den ene ting.

Jeg startede med at vaske det forleden, hvor jeg alligevel ingen lugtesans havde og det fik lov at tørre i fred og ro i en vaskepose, så det ikke hvirvlede rundt i huset.

Så håndkartedede jeg det. 

Grønlandske slædehundes inderuld / uld er meget, meget kort, så jeg kan kun spinde det i meget langsom hastighed. 

Jeg kan kun spinde langsomt på e-spinneren. 

Jeg har aldrig lært, hvordan på den manuelle rok, så e-spinnderen blev fundet frem.

Det tog meget, meget lang tid.

Jeg glemte at veje, hvor meget uld der er og jeg tør ikke gætte.

Det tog mig mellem 8-10 stive timer at spinde det, men jeg blev færdig sent i går aftes.

Da jeg stod op i morges drak vi kaffe, fik morgenbrød og så gik jeg igang med at tvinde det.

Netop fordi det er så kort, har jeg spundet det med rigtig meget sno og for at holde lidt på de korte hår, har jeg tvundet det med en sytrådtynd cashmere tråd.

Der blev ialt 436 meter garn.

Det er ret tyndt så jeg gætter at det skal strikkes op på en pind ca 3, hvis der ikke skal en følgetråd med.

Jeg har vasket det igen 

og det ser ud til at det er i fin balance.

Det har med vask og alt inklusive taget ca 14-16 timer at forvandle en lille pose med hundeuld til 436 meter garn. 

Det er sjovt, men det er altså noget lettere at spinde uld med længere fibre.

Det ser lidt krøllet og rodet ud som det hænger der, men det bliveer fint, når det bliver vundet op og bliver strikket af.

Vi har en ven fra vores allertidligste barndom.

Jeg strikkede engang en sweater til ham i drops air-garn, som jo er for de meget uldsarte. 

Det er superblødt og ikke særligt slidstærkt.

Han har gået med den sweater, så man kunne tro at han ikke havde andet, -glad for den har han været. Den var lidt fuldstændigt i huller på albuerne og i armhulerne, så jeg har strikket en ny til ham og forsøgt at lappe den gamle.

Når nu der var hældt vaskevand op, kunne det lige så godt komme i vaske baljen også.

Jeg kunne ikke rigtig få stoppet den på gammeldags maner, så jeg nålefiltede hullerne. Jeg er spændt på om det holder.

Det ser altså lidt mere jævnt og pænt ud i virkeligheden.

Det holdt til vask, men hvor længe det holder i brug, ved jeg ikke, men så må jeg enten strikke lapper eller væve-stoppe.

Den gamle er med det lyse mønster/ den længst fremme.

Til ingen nytte

 De sidste minimum 14 dage har jeg gået og døjet lidt ekstra med en træls forkølelse, som også rendte med min lugte og smagssans.

Altså jeg har mere eller mindre været småsyg med influenza, corona og alt muligt skrammel i den dur siden 1. december, men jeg har forsøgt at passe mit arbejde så godt jeg nu kunne, opfordret mine elever til at spritte og vaske hænder hele tiden, så jeg ikke smittede dem og jeg ved ikke om de så har gjort det ofte nok eller om de bare har haft stærkere immunforsvar end mig?

De er gået nogenlunde fri.

I nat vågnede jeg så et par gange og havde så meget kvalme og ondt maven, at jeg besluttede at hvis det stadig var lige slemt, når kl blev stå-op-tid, ville jeg melde mig syg.

Det gjorde jeg så.

Jeg har ligget i sofaen og gloet netflix, sovet og været mat i koderne. Jeg har har gloet ud af stuevinduet og set snespurvene flyve frem og tilbage.

Jeg har blundet lidt mere og set lidt mere netflix, som dog var tilstrækkeligt uinteressant til, at jeg kunne blunde til det, og nu er dagen gået, uden at jeg har kastet op, selvom det har ligget lige under overfladen og truet.

Til gengæld har jeg fået lidt mere hovedpine og lidt mere dårlig samvittighed over at forsømme mit arbejde, men jeg ved jo godt at der er fundet en vikar for mig og at ingen sikkert har tænkt mere over mit fravær.

Sofaen skal indtages igen og et strikkeprojekt skal færdiggøres, så jeg kan finde min e-spinner frem til de næste dages projekt

En hurtig vinter

Heroppe har kulden sluppet sit tag i os.  

Delvist og næsten, ihvertfald. 

Der var 3 graders varme i morges, da jeg kørte på arbejde og DMI har lovet mere varme i denne uge, og slud.

Sneen smelter med lynets hast og små vandpytter dukker op og varsler forår. 

Det nåede aldrig rigtigt at blive meget koldt som i gamle dage. 

Det blev vinter og der kom sne, men der blev aldrig rigtigt koldt og der kom aldrig rigtig meget sne og nu har kulden sluppet taget og det lidt sne, som kom i år, er ved at tø hurtigt væk.

Byen er så grim i denne årstid, hvor sneen tøer og bliver sjap.

Lyset ændrer sig i takt med at den hvide sne, som før reflekterede, nu er tøet op og åbenbarer mørke jordpletter, sort asfalt og vinteres grus, der blev strøet ud på gaderne for at der ikke skulle være for glat.

Vi står mellem to årstider vinter og forår.  Et slip og en overgang.

Den der årstid, hvor man ikke kan køre slæde eller snescooter og endnu ikke kan sejle, er den værste årstid for mig. 

Jeg er udemenneske og er helst ude hele tiden. 

Desværre er mine arbejdsdage for lange til, at jeg kan komme rigtigt ud i hverdagene, men i weekenderne vil jeg bare ud.

Ikke bare ud på gaden eller her omkring, men jeg vil ud i baglandet, ud i hytten, ud og køre slæde eller scooter og årstiden mellem årstiderne kan nogen gange blive helt klaustrofobisk for mig.

Jeg kan mærke at jeg allerede er en smule klaustrofobisk over at jeg ikke rigtig kan komme ud af byen og derfor har jeg gang i nogle projekter, som måske, måske ikke bliver godt.

For et par måneder siden fik jeg en båndsliber af Jan og jeg har lavet øreringe/ ørestikkere i gevir. 

Og jeg har vasket hundeuld, som skal spindes.

Og jeg har gjort min stenslibemaskine parat, så jeg kan slibe på en sten til en fingerring

Og jeg har stadig mit strikketøj.

Der mangles ikke projekter og jeg kan stadig aktivere mig selv, men det er altså sjovest at kunne komme ud.