Reparations-tænder

 I eftermiddags, da jeg sad lige så stille i bilen, kunne jeg pludseligt mærke, at der skete noget inde i min mund.. altså at noget ændrede sig, og da jeg mærkede efter med tungen, kunne jeg mærke, at en stor flig af tanden ved siden af hjørnetanden i undermunden, var røget af.

Der er kun 1 tandlæge i byen. 

Jeg krydser så meget fingre for, at når jeg går op på tandklinikken i morgen tidligt, at jeg bliver taget ind og at der kan gøres noget.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg var oppe og få lappet nogle fyldninger, som var røget noget af og nu er det lidt af tanden på en anden tand. Det går ikke så godt med de gamle fyldninger fra 70', 80'-erne og 90'-erne. 

Holdbarhedsdatoerne er ved at være overskredne.

Jeg skal da lige love for, at man er kommet i reparationsalderen.

Heldigvis gør den ikke ondt på den skrækkelige måde, men den er meget, meget træls, takket og ru og er øm, så noget skal der ske.

Vi tankede snescooterene og kørte os en tur ud i baglandet i den strålende sol. 

Jeg kan hverken gøre fra eller til, så vi kunne ligeså godt få noget godt ud af eftermiddags-resterne og det fine vejr.

Sidste forår, - allersidst på sæsonen købte jeg den orange Arctic Cat med dobbeltsæde fordi jeg så ofte var frustreret over, at vi ikke kunne tage nogen med os, når vi skulle ud. Når børnene var her på denne årstid var det nogen gange lidt af en logistisk opgave at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvis vi ville ud og da "den orange cat" blev sat til salg, slog jeg lidt impulsivt til. 

Min plan var at forsøge at sælge min lille Yamaha phazer, men jeg kan ikke få alverden for den og jeg er ret glad for den, så den får lige lov at blive lidt endnu. 

Vi kørte ud til ACRs kommende camp, men det var for tidligt på dagen til at der var liv og det ligner sig selv.

På vej hjem til byen, bliver jeg altid ramt at skønheden ved denne udsigt. Jeg ved at der er rigtig mange andre, som også lige sænker farten og nyder det smukke syn. 

Vi kørte op på en lille fjeld for at se en anden udsigt og dernede er "benbrækkeren" hvor vi kører til på hundeslæde meget, meget ofte. 

Så sent som i søndags efter vores hyttetur, kørte vi derud.

Når man vender sig om og kikker tilbage på den tur man lige har kørt, ser man fjelde så langt øjet rækker og man står i den dybeste stilhed. 

Det giver en indre ro, som man ikke finder ret mange andre steder.  

Eller sådan er det ihvertfald for mig.

Dernede ligger Sisimiut. 

Til højre er Asummiup Qaqqaa / Præstefjeldet og denfor vores landingsbane. 

Man kan lige akkurat ikke se landingsbanen.

Jan døjer med nældefeber, hvor huden bliver kold. Det er mest temperaturforskelle og det handler ikke altid om, om det er koldt, for han får det også om sommeren, når vi fx. er ude og sejle. 

Han fik det på håndleddene og han står og klør sine håndled. Det går heldigvis hurtigt over, når han kommer ind i varmen, men det er ulideligt, når det står på.

Laura <3