onsdag den 27. december 2023

Som en indbrudstyv

Det føles nærmest som at bryde ind i en andens hjem at skrive noget her. 

Året lakker mod enden. 

Et år, som har trukket tænder ud, et år som har været hårdt og slidsomt og et år, jeg under ingen omstændigheder ville gøre om.

Lige om lidt træder vi ind i et nyt år. 

Jeg har besluttet mig, at jeg i det nye år vil passe på mig selv, give mig selv mere omsorg i form af tid til mig selv og gøre lidt flere af de ting, som giver værdi for mig.

Jeg har ikke passet på mig selv og jeg har ikke taget hensyn til mit eget velvære og det skal der laves om på. 

Det glæder jeg mig til.


Mine tre børn er hjemme i julen og den yngste har sin kæreste med. 

Det  er ikke alle forældre forundt at børnene kommer frivilligt hjem til højtiderne eller til nogen tider overhovedet, så jeg ved at jeg er et privilligeret menneske.

Vi er i daglig kontakt og endda mange gange om dagen og det tager jeg også som et tegn på, at vi har et tæt og tillidsfuldt forhold til hinanden.

Lige nu døjer jeg, traditionen tro med de sørgelige rester af en massiv influeza fulgt op med corona krydreet med pande+bihulebetændelse. 

Jeg snotter stadig og har for 3 uge i træk hverken lugte eller smagssans, men jeg tror på at det hele snart vender og bliver godt igen. 

Sidst jeg havde corona, mistede jeg også lugte-og smagssansen, men den vendte lige så langsomt tilbage og jeg håber, at mine sanser igen snart bliver fuldtallige, for det var altså en kedelig omgang at spise and og risalande uden at kunne smage eller lugte det. 






søndag den 2. juli 2023

Efter 5 år/ min psykologdatter

 For præcis 5 år siden i dag fløj Sara, min yngste datter fra reden. 

Hun tog til Ålborg for at tage et suppleringskursus i Ålborg, som var forudsætningen for, at hun kunne komme ind på psykologistudiet i Århus.

Jeg var virkeligt hårdt ramt for 5 år siden af vemod, frygten for det nye, for at miste, bekymringer og en stor del selvmedlidenhed over at tiden gik så stærkt.

Det var ingen hemmelighed, at jeg græd over ingenting og vitterligt alting og det var mange, mange gange om dagen at Jan måtte brede armene ud og lægge brystkasse til.

Heldigvis har Jan brede skuldre, er enormt rummelig og står godt fast, så han favnede mig ikke bare fysisk men favnede min fuldstændigt irrationelle bedrøvelse over at mit yngste barn drog ud i den verden, som vi havde forberedt hende til at drage ud i og hun gjorde jo fuldstædigt ,som vi havde håbet for hende, -nemlig at hun søgte og fik plads på den uddannelse, som hun selv havde søgt og fået.

Alle som kender mig den mindste smule, ved at jeg er meget stærkt knyttet til mine børn og nogle vil måske i den periode, synes og mene, at det var grænsende til det unaturlige, men jeg var meget følsom i den periode, både fordi mine unger forlod reden og mine hormoner var i stærk forandring.

Ingenting var jo forevigt, heldigvis eller desværre, set udfra hvor man står og jeg lærte jo og tilpassede mig det nye vilkår og i sidste måned, modtog sit bevis for at hun nu kunne kalde sig færdiguddannet psykolog fra Århus universitet.

Jeg fik lov at læse hendes meget spændende og interessante speciale.

Pikkorissuuterput <3

Hun er allerede i arbejde og skal arbejde i sommeren, men kan heldigvis lave noget af arbejdet så hun kan gøre det fra Ilulissat og herfra og jeg glæder mig til at holde om hende, når hun kommer om 3 ugers tid.

Hun glæder sig også til at komme hertil.

Til at være hjemme for en stund og især til at se sine/ vores hunde. Hendes hjerte banker virkeligt for vores hunde, hun elsker at køre hundeslæde 




og alt omkring livet omkring og med hundene, så jeg håber jeg et eller andet sted, at hun og hendes kæreste måske engang vil slå sig ned her i byen, men allermest håber jeg, at hun får en god start på fast arbejde, voksenlivet som færdiguddannet og hvad der dertil hører.
Jeg er så stolt og det håber jeg, at hun ved. Det har jeg været hele tiden, men at hun har gennemført med fine karakterer og uden svinkeærinder...

Idag var vi nede og tjekke at vores hunde er forsvarligt bundet, at de har vand nok, at alt er som det skal være inden vi overlader pasningen til andre.

Hundene mangler absolut ingenting, har det godt, men ligner noget der er løgn. 

De fælder under-uld og er beskidte, er lidt for tykke og trivelige.














Nede ved vores hundeplads er der en lille lav sø, hvor der svømmer mindst 4 odinshaner rundt.

Det er en lille. larmende fugl, som hele tiden er i bevægelse og derfor lidt svær at fotografere, men en enkelt lille fugl lod sig fotografere.



Nogle af mine planter er afleveret til min mor til pasning og hus med kat, bliver afleveret til en af Jans venner, som flytter ind og tager over.

Ferie-følelsen er næsten indtruffet og skuldrene sænkes langsomt. 

Ferien er tiltrængt og jeg glæder mig til at se og opleve andet og mere end hverdagslivet, som i al almindelighed ellers ikke er til at kimse af.

Jeg glæder mig til at se nye ansigter og især farfar/svigerfars og når vi har set lidt til ham og vi vender næsen hjemad igen, får jeg min yngste yngel i mine arme for en stund. 




torsdag den 29. juni 2023

Sommerferieklar anno '23

 I morgen når klokken slår fyraften, så har jeg omsider sommerferie og det er så tiltrængt.

Vi drager sydover mod Danmark i nogle uger og heldigvis har vi fået huset afsat, katten bliver passet og hundene bliver der også taget hånd om.

Mine mest tørstige planter bliver afleveret hos min mor og der skal de nok få det godt.

Vejret i Danmark slår om til det kolde og ustabile, siger de lige akkurat nu i TV-avisen, men vi klarer os såmænd nok.. Vi kommer ikke for vejrets skyld, men for samvær og hygge med farfar/svigerfar.

Vi skal opleve Fyn, for der har vi aldrig været. Vi tager en overnatning eller to, leger turister og tager tilbage til vante omgivelser.

Jeg glæder mig, og jeg glæder mig især til at komme lidt væk, se noget andet og være uden forpligtelser.


I begyndelsen af juni var jeg på lejrskole med min klasse.






Mens elever er på lejrskole, skal de lave opgaver. 
Jeg valgte at de skulle undersøge en fisk, så de fik dissekere en fisk.
De var ude og fiske og de fangede rigtig mange torsk, som de selv skulle rense, flå og lave fars af, som blev formet til fiskefrikadeller, 


men de gemte et par af fiskene, som så blev undersøgt og der blev skrevet noter, slået op i bøger og alting blev endevendt, drøftet og funderet overe.



Det sjoveste var fiskeøjet, som der kom mange spørgsmål til.






Det er godt nok mange år siden jeg har været på lejrskole med elever og det var mega hyggeligt og tiden fløj afsted, selvom vi havde snevejr, frostgrader om natten, koldt og råt om dagen.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er overordentligt glad for min klasse. Eleverne er 11-12 år og det er 4. år jeg har dem og jeg er klasselærer for dem.






De er så glade, så harmoniske, så søde og sociale. 

De er enormt tillidsfulde og åbne og det er så nemt at arbejde med og for dem, så lejrskoleopholdet gik fuldstændigt gnidningsløst og jeg håber, at de ligesom jeg vil huske tilbage på lejrskoleopholdet med glæde.

Så selvom jeg har været væk fra byen, så glæder jeg mig meget til at komme lidt mere væk og til at se noget andet, til at være lidt fri, sove længe og til at tiden alene tilhører mig, men jeg har altså lige en dag mere i morgen

 


søndag den 25. juni 2023

Træk stikket

Jan og jeg spiste aftensmad i fredags herhjemme, pakkede lidt mad sammen og drog ind i fjorden til vores hytte.



Det allerallerbedste ved vores hytteliv derinde, er at vi er afskåret fra resten af verden.. næsten da. 


Vi har en iridium-telefon, som vi kan ringe fra, hvis vi kommer i nød og vi har en inReach, som vi kan skrive korte beskeder med,  men det er så også det.

Vi får læst, sovet, drukket en masse te og får mit vedkommende får jeg strikket og Jan løser krydsord.

Vi hører musik sammen, mens vi drøfter emner, som vi ikke giver så meget opmærksomhed i hverdagen. Nogen gange er det dybe samtaler og andre gange, er det mere hygge og afslappet sludder.

Forskellen på her og der, er at vi ikke bliver forstyrret af hverken tv, internet, radio eller noget som helst andet udefra, som kan forstyrre og blande sig i vores opmærksomhed.

Jeg tænker ofte på at jeg jo burde tage skridtet og skippe min smartphone, slette min facebook, slukke for tv'et og sætte en timer på mit internet-forbrug, men det gør man (jeg ) jo ikke.

Hvorfor er det, at det er så svært

Det er især om morgenen inden jeg står op, at jeg fortaber mig i ligegyldige sociale medier, hvor jeg bliver ledt videre over i videoklip og reels. 

Det er ren tidspilde og alligevel ikke, for det er jo også en anden måde at koble fra på.

De sociale medier er en stor og udskældt størrelse og især når jeg ligger inde i min seng i min hytte, hvor vi end ikke kan lytte til old school radio, så tænker jeg, at jeg skal have lukket og slukket for det hele, når jeg kommer hjem, men når jeg når frem og tilbage til civilisationen og lige skal trække stikket lidt, er det nu alligevel rart at kunne sidde og glo på en masse, som jeg end ikke behøver at have en mening om og ikke skal tage personligt stilling til.


Snap chat og tik tok holder jeg mig fra og glor kun på facebook og intagram som vores generation jo gør.

Jeg tager rigtig tit tilløb til at slette, -især min facebook, så jeg ikke længere skal bruge tid på det, men jeg har ikke taget springet.. endnu.

Jeg lå og koblede fra med mit makroobektiv i denne weekend. 

De bittesmå planter og arktiske blomster, der modsat mig, snart springer, blev gennemfotograferet.

Mens jeg lå og fotograferede, tænkte jeg på min veninde, som har fået et af mine fotografier printet ud på skum i stort format og som hun har hængt op i sin stue.. i sin stue!

Jeg er så beæret og ret så stolt over det og da hun fortalte mig, at hun ville få printet fotoet ud, prøvede jeg at lægge en bunke af mine egne fotos over på en usb og lave et diasshow på vores 47 tommer tv, som har et rigtigt godt billede.

Det e en anden måde at se fotos på og måske lidt gammeldags, men mange billede gør sig jo bare bedre, når de bliver vist ordentligt og ikke kun bliver set på facebook og instagram.

Jeg søgte, ledte og undersøgte om jeg kunne lave et slags diasshow til dette indlæg, så jeg kunne vise dig mine makrobilleder fra weekenden, men jeg opgav (lidt. Hvis du kender en side eller lign, så send mig gerne en besked)  indtil videre og må så lægge dem ud, som jeg synes ud af 25 stk. 

Jeg kan godt selv lide rolige blomsterbilleder og gerne dem som er lidt blurry, men sådan er smag og behag jo så forskellige.



Om en uge har jeg sommerferie og jeg trænger så meget.
Jeg kører mig selv alt, alt for hårdt i hverdagen med alt for mange pligter, opgaver og gøremål og jeg er for dårlig, alt alt for dårlig til at sige fra, trække stikket og bare passe på mig selv.
Det betyder jo, at jeg er træt og faktisk så træt, at jeg var ved at opgive at bestille en billet til en kort rejse til Danmark, fordi det blev uoverskueligt at skulle træde ud af hamsterhjulet.. ja så slemt kan det også blive, så måske skal jeg bruge lidt tid på at tænke, hvad jeg rent faktisk bruger min sparsomme fritid til og hvilke indtryk jeg fylder min overbelastede hjerne med.


søndag den 11. juni 2023

onsdag den 31. maj 2023

Fra mit sofahjørne

 Jamen så gik der lige pludseligt mange dage og jeg kigger mig tilbage og forbavses igen over tiden. 

Måske tiden i al almindelighed, livet i særdeleshed og hvor det hele bliver af?

Indimellem bliver jeg ramt noget så eftertrykkeligt af noget vemod over at livet nu er over halvvejs og når jeg står i et sort, mørkt hjørne føler jeg nærmest, at jeg står med det ene ben i graven og at intet længere kan betale sig.

Jeg læste et eller andet sted om noget maj-blues og kunne genkende følelsen, og især fordi det var een fra min egen aldersklasse, som så fint beskrev det langsomme skift fra at føle at man har uendeligt meget tid og lader en del af det spilde, til at nå herud, hvor man iler og forsøger at det meste ud af næsten ingenting.



Heldigvis sidder jeg jo så ikke altid i et mørkt hjørne.



Faktisk sidder jeg mest i min sofa, hvor jeg kan se ud på vores altan, hvor der er masser af fugleliv lige for øjeblikket og jeg glædes over hver en lille fugl, som kommer og spiser hos os.

Jeg synes det er så hyggeligt og livsbekræftende at se de forskellige fuglepar, der på skift spiser sig mætte i de frø jeg lægger og som flittigt henter noget af det uld, som jeg har sat fast i tørresnoren, som jeg forestiller mig, at de bruger til isolering af deres reder.


Jan kan desværre ikke altid høre fuglekvidren og fuglefløjtene pga sin tinitus, men jeg glæder mig over al den kvidren, fløjten og summen af liv, der udspiller sig for os et par meter fra vores sofaer.

For små 14 dage siden, kørte een af mine venner og jeg rundt med vores kameraer. Vi havde snakket om, at der blev så stille på fotograferings-siden, når alle de store begivenheder var slut og ovre og at vi alt for ofte glemte at finde kameraerne frem i hverdagen.

Vi havde snakket om at mødes en gang imellem og finde noget at fotografere sammen, så vi drog ud og vi håbede at finde de gæs, som havde slået sig ned for at hvile vingerne i byen.

Sandsynligheden var lille, men vi var heldige at finde nogle andre. Vi går ud fra at det var nogle andre; for antallet var anderledes og disse stod et helt andet sted.

Vi kom forholdsvis tæt på og med et godt zoom-objektivt, kom vi endnu tættere på, men de var urolige allerede inden vi kom og lettede ret hurtigt, for at forsvinde ud i den lyse maj-aften.






Vi har forsøgt at holde hinanden op på, finde noget at fotografere hver dag/ hver uge, men det løber en anelse ud i sandet hele tiden, så vi har ellers allieret os med nogle andre, men hverdagen fylder og tager det meste af den der kostbare tid, som jeg er begyndt at værne lidt ekstra om.

Een af de andre, som vi har sat lidt i stævne, har lavet en instagramprofil, som vi gerne skulle forsøge at fylde med vores øvelser og vi er startet lidt op.

Måske jeg skulle bruge lidt tid på at skubbe lidt til de andre. 

Det er tid givet godt ud, når man er i fællesskab med nogen som kan udfordre, lege og har samme interesser