Til reparation

Min fine bro, som jeg fik lavet i sommer og som kostede mig en månedsløn holdt i 3 uger og så knækkede den.
Det føltes skidt og det var ømt og jeg kunne mærke at noget skulle gøres.
I første omgang tog jeg jo til Danmark og fik det lavet da man ikke laver den slags i Grønland (udover hos den private tandlæge i Nuuk) så jeg valgte at få det lavet i Danmark under min ferie.
Jeg skrev til tandlægeklinikken, men de havde   og jeg var lidt i panik.
Da jeg fik fat på dem, var der ikke nogen problemer med at finde tid til mig.
De ville rydde og skubbe tiderne for at få mig i stolen så jeg skulle ‘bare’ gøre op med mig selv hvor meget jeg ville betale for en flybillet.
Jeg fandt en forholdsvis billig billet til 6400 og så skulle jeg bare arrangere og aftale.
Jeg har heldigvis kunnet bo hos mine døtre på deres kollegieværelse. Først hos den ene så hos den anden, lidt frem og tilbage og var lidt kastebold/delemor.
Jeg har forsøgt at være stille, at være usynlig, at fylde så lidt som muligt så de begge kunne få fred til deres studier ihv antropologi og psykologi hvor der er monster meget læsestof og så har jeg vandret lidt rundt i Århus for at slå tid ihjel.
Jeg var til tandlæge mandag og tirsdag.
Det tog tid og jeg er een af de mennesker, der er vanvittige dårlige til at blive bedøvet.
Der skal meget til og der skal åbenbart noget andet til og det fandt tandlægen heldigvis ud af allerede i sommer, men alligevel tog det tid.
At ligge med åben mund med blottede, slebne tænder er anstrengende og jeg har været øm i hele min højre side , men nu tror jeg næsten på at projektet er lykkedes.
Som jeg har skrevet før, så er mit sind skrøbeligt i denne periode af mit liv.
Sindet føles som krakeleret, fint, tyndt kinesisk porcelæn.
Nye livssituationer, børn der er fløjet fra reden, overgangsalder og indre hormonkrig, manglende egen-omsorg gennem mange, mange år, arbejdsrelateret stress og gamle ukonstruktive tanker, der bobler op og gør opmærksom på sig selv.
Tro det eller lad vær, men det er faktisk første gang jeg rejser helt, helt alene og det har været meget angstprovokerende for mig.. bare at skulle køre bus rundt i Århus, har været udfordrende, men pigerne har hjulpet mig, guidet mig og tegnet kort, peptalk-et og været tålmodige.
Jeg har altid haft een med eller været sammen med nogen og følelsen af at være helt alene, uden nogen at holde i hånden fysisk og mentalt har været overvældende og skræmmende.
Det er lidt en parodi, at jeg kan sejle rundt i tæt tåge i store bølger i en åben jolle uden at kunne svømme uden at være bange, men her hvor der er skilte, streger på fortovet, internet og google Maps er jeg bange og nervøs.
I nat tager jeg toget til Kastrup for at flyve hjem i morgen.
Allerhelst ville jeg bare blive hos dem.
Sove sammen med dem.
Sidde og kigge på de læser og studerer.

Spise sammen med dem og bare være sammen med dem, men det er beroligende at have set deres hverdag, hvor de handler, hvor de går i skole, hvor de stiger på og af bussen og så ved jeg jo også at de kommer hjem til jul.
I nat kører jeg tog og da jeg skal med den sene Danmarks/Grønlandsflyver, bliver der 4 timer at slå ihjel i det tidlige morgengry i lufthavnen.
Der er strikketøj og en tyk krimi og så har jeg planlagt at drikke kaffe alle de steder jeg kan komme til det.
Jeg havde glemt eller måske fortrængt at jeg skulle på kursus på lørdag.
Fra kl 14 til 17. Altså så kan man da heller ikke spolere en dag mere end det!
Jan er blevet beordret til at gøre klar, pakke sammen og stille frem til at jeg kan gå direkte fra kurset og bed i jollen, hvor vi så sejler op til hytten.
Jeg skal have fred og jeg skal falde til ro og finde mine fødder og kan man gøre det bedre  andre steder end i sin hytte? Nej vel!