Faktisk kan jeg meget snart se, ikke bare en ende, men også en ny begyndelse på noget nyt.
Jeg har valgt at skifte spor. Jeg flytter afdeling og flytter fra special-afdelingen og min rådgivningslærer-post til at være ganske almindelig lærer i yngstetrinnet, hvor jeg skal undervise 2. og 3. klasser i det nye skoleår.
Jeg er meget, meget spændt.
Det startede såmænd ellers nogenlunde med at være rådgivningslærer og jeg har ikke hørt nogen klage over mit arbejde.
Ikke højlydt i hvertfald; faktisk fik jeg nogle fine og gode tilkendegivelser med jævne mellemrum og det har styrket og givet mod, når jeg famlede lidt rundt og følte mig usikker.
Jeg nåede at komme i rutine i min funktion som rådgivningslærer og skulle ikke længere have så meget hjælp eller spørge mig for så meget mere, men dette skoleår blev mit skema rykket op og rodet rundt i, så mange gange, at jeg nåede at blive helt rundtosset og da jeg ikke længere havde mine egne elever, følte jeg mig rodløs og følte, at jeg flød rundt hid og did og det er ikke lige helt lige der, hvor jeg gør størst nytte og gavn.
Der var nogle flere ting, som gjorde at jeg langsomt mistede arbejdsglæden og jeg måtte sætte mig ned et par gange og veje for og imod.
At arbejde med børn med særlige behov og især børn, som kan være meget udadreagerende kræver at man er i harmoni med sig selv, er robust og kan rumme mere end bare det nødvendige.
Der var for mange morgener, når jeg gik på arbejde, hvor jeg tvivlede på at jeg gjorde en forskel og hvor jeg ikke følte at min indsats var helt nok.
Når man når det punkt, mener jeg at man bør stoppe op og kigge lidt ind-ad og efter mange lange samtaler med mig selv, besluttede jeg mig for at det nok var tid til at prøve noget nyt.
Jeg bliver under det samme tag som hele tiden, men det bliver nogle helt andre børn, alene det at de er meget, meget yngre og er i en klasse, hvor der er mere end 8, så jeg er spændt.
Jeg er igang med at afslutte mine over 15 år i specialklasseafdelingen. Jeg rydder op, samler sammen, smider ud og forsøger at aflevere på en pæn og sober måde.
Jeg har arbejdet under det samme tag i det samme hus i 30 år.
Til oktober har jeg 30 års jubilæum og nogle vil måske mene, at jeg er en gammel dinosaur, der har været det samme sted for længe.
Sådan har jeg det ikke.
Ikke endnu.
Jeg har været i forskellige afdelinger og lavet forskellige ting. Meget forskellige ting og nu prøver jeg om jeg kan give de helt små elever noget brugbart og givtigt, som de kan tage med sig videre i deres skolegang.
Hele weekenden har vi befundet os i byen.
Det var bestemt ikke planen.
Planen var, at vi skulle fortsætte vores "læseferie" i hytten.
Slappe af og dovne uden tanke for pligter eller gøremål, men sådan skulle det ikke være.
I lørdags da vi sejlede op mod hytten, sejlede i på et lille undervandsskær og måtte vende om med en meget bøjet propel.
Heldigvis skete der ikke andet eller mere end at vi kunne sætte en ny propel på vores motor i dag da forretningen åbnede og da vi nu alligevel var i byen kunne vi ligeså godt gøre os nyttige og det var vi så med at skifte, renovere og reparere mine forældres store altan.
Vi havde hjælp i min mors fætters søn,
som er uddannet tømrer og vi brugte hele lørdag og hele sådan og kom helt i mål i dag.
Nu kan de sidde ude på deres altan til sommer og nyde deres gode udsigt, mens de får sig en kom kaffe eller te og hygger sig.
Jeg har et par dage endnu, hvor jeg skal møde på arbejdet og gøre ting færdigt.
Der er planer, der skal lægges og jeg skal læse lidt på nogle nye læreplaner og læringsmål for en anden målgruppe end dem jeg er vant til at skulle planlægge mit arbejde til og for, men jeg kan se en ende og jeg glæder mig, for jeg føler mig psykisk og fysisk udmattet, lænset, drænet og udtømt.
Tillykke med dit valg.
SvarSlet