Tågen, en sommerferiegyser

Kan du huske i '80-erne den dengang vildt uhyggelige gyser: "Tågen"?


Jeg havde glædet mig til at komme til koncert i aften sammen med Laura og Sara, men Sara måtte aflyse, da det ikke kunne gå op med hendes planer og hun er i Ilulissat, så Laura og jeg glædede os til at kunne dele oplevelsen med Jan i stedet, selvom det ikke helt er hans musik-smag.

Det er heller ikke musik vi hører hele tiden og vi kan faktisk kun deres store hits, men mens børnene var små, hørte jeg en bestemt cd med TOTO hver fredag når jeg gjorde hovedrent og da Laura fandt ud af at de skulle spille i aften i Århus, var det jo oplagt at vi købte en billet.
Vores sommerferie blev planlagt og arrangeret efter at vi skulle kunne nå frem til koncerten og da jeg jo først fik sommerferie i torsdags, var det tidligste vi kunne rejse, fredag d. 21. juni på Grønlands nationaldag.

Fredag d. 21. juni kl 10.25 skulle vi have været lettet herfra ind til Kangerlussuaq, men tågen lå tungt og tæt over byen, så vi blev udsat, men ganske hurtigt aflyst.

Jeg blev så frustreret, at jeg småtudede i bilen da vi kørte vores kuffert hjem igen.

Vi har bestilt bil, som skulle være afhentet fredag aften, vi har bestilt sommerhus i Ebeltoft, som vi skulle have haft lørdag d. 22.juni til lørdagen efter og allervigtigst skulle jeg have været til tandlæge på mandag kl 14, hvor jeg skulle have en krone og en bro.
Jeg har skrevet frem og tilbage med tandlægerne i Århus og de har været utroligt flinke og fleksible.

Der er gratis tandlægehjælp heroppe, men du kan ikke få ordnet tænderne udover at få lappet et hul eller få rykket tænder ud.
Du kan godt få renset tænder hos en tandplejer, men skal du have gjort mere eller andet må du rejse ud af landet og få ordnet dine tænder. Du kan ikke få tilskud eller hjælp af nogen art, så jeg har sparet sammen længe og overvejet frem og tilbage om jeg skulle tage på en tandlæge rejse, hvor det er meget billigere end i Danmark eller om jeg skulle vælge at få ordnet tænderne i Danmark.

Vi skal måske rejse i dag, søndag ind til Kangerlussuaq, hvor vi skal overnatte indtil mandag og hvor vi kan komme med en flyver kl 22. etellerandet og lande i Kastrup kl kvalme tirsdag om morgen.

Billetten til koncerten har Laura forhåbentligt fået solgt, godt nok med et tab og en af hendes veninder i Danmark skal heldigvis med til koncerten, men det var jo en oplevelse, som vi havde glædet os til at dele, så smagen af malurt i bægeret er umiskendelig.

Sommerhuset som vi har lejet gennem homeaway bliver det dyreste i mands minde, da vi jo ikke får andet end et par dage inden vi skal ud af det igen.

Jeg havde glædet mig til komme til den fernisering, som Laura har inviteret os til.

Hun har haft travlt med at sætte op og gøre klar sammen med sine medstuderende og vi har glædet os til at se udstillingen, se hvor hun studerer og ikke mindst at være sammen med hende de få dage, der var mulighed for at være sammen med hende inden hun rejser til Sydgrønland for at undervise i musik-sommerskolen.

I uheldige, kedelige eller negative situationer forsøger jeg altid at finde noget at veje det op med, så jeg glæder mig over at vi ikke er alvorligt syge eller at nogen er døde.

Jeg glæder mig over at vi selv kan passe katten i de 3 1/2 dage, som den skulle være alene inden Sara kommer med skibet mandag morgen og jeg glæder mig over at vi måske når ind til Kangerlussuaq på mandag, hvor Simon skal have overrakt et diplom, hvor der står at han er kåret i fredags på Grønlands nationaldag, som årets medborger i Kangerlussuaq..men ved du hvad?
Jeg er dybt frustreret over at vores sommerferieplaner i den grad er skudt i sænke og at vi ikke kan gøre noget som helst ved det.

Den nye plan er, at vi skal afsted i dag kl 14.30, men tågen har lagt sig over byen igen.
Den ligger tungt og massivt over byen og har pakket os ind i en uhyggelig, næsten uigennemsigt grå-hvid, våd dyne.
Indimellem letter den en smule, sådan ligesom for at drille og irritere mens der derinde i tågen kan høres en stille hvisken :" sila kisimi naalagaavoq".
(vejret bestemmer)

For mig er tågen ikke en gyserfilm fra '80-erne.
Den er min sommerferiegyser lige her og lige nu.

Vi nærmer os enden

Så kan jeg meget snart se en ende på dette skoleår.

Faktisk kan jeg meget snart se, ikke bare en ende, men også en ny begyndelse på noget nyt.

Jeg har valgt at skifte spor. Jeg flytter afdeling og flytter fra special-afdelingen og min rådgivningslærer-post til at være ganske almindelig lærer i yngstetrinnet, hvor jeg skal undervise 2. og 3. klasser i det nye skoleår.

Jeg er meget, meget spændt.

Det startede såmænd ellers nogenlunde med at være rådgivningslærer og jeg har ikke hørt nogen klage over mit arbejde.

Ikke højlydt i hvertfald; faktisk fik jeg nogle fine og gode tilkendegivelser med jævne mellemrum og det har styrket og givet mod, når jeg famlede lidt rundt og følte mig usikker.

Jeg nåede at komme i rutine i min funktion som rådgivningslærer og skulle ikke længere have så meget hjælp eller spørge mig for så meget mere, men dette skoleår blev mit skema rykket op og rodet rundt i, så mange gange, at jeg nåede at blive helt rundtosset og da jeg ikke længere havde mine egne elever, følte jeg mig rodløs og følte, at jeg flød rundt hid og did og det er ikke lige helt lige der, hvor jeg gør størst nytte og gavn.

Der var nogle flere ting, som gjorde at jeg langsomt mistede arbejdsglæden og jeg måtte sætte mig ned et par gange og veje for og imod.

At arbejde med børn med særlige behov og især børn, som kan være meget udadreagerende kræver at man er i harmoni med sig selv, er robust og kan rumme mere end bare det nødvendige.
Der var for mange morgener, når jeg gik på arbejde, hvor jeg tvivlede på at jeg gjorde en forskel og hvor jeg ikke følte at min indsats var helt nok.
Når man når det punkt, mener jeg at man bør stoppe op og kigge lidt ind-ad og efter mange lange samtaler med mig selv, besluttede jeg mig for at det nok var tid til at prøve noget nyt.

Jeg bliver under det samme tag som hele tiden, men det bliver nogle helt andre børn, alene det at de er meget, meget yngre og er i en klasse, hvor der er mere end 8, så jeg er spændt.


Jeg er igang med at afslutte mine over 15 år i specialklasseafdelingen. Jeg rydder op, samler sammen, smider ud og forsøger at aflevere på en pæn og sober måde.

Jeg har arbejdet under det samme tag i det samme hus i 30 år.
Til oktober har jeg 30 års jubilæum og nogle vil måske mene, at jeg er en gammel dinosaur, der har været det samme sted for længe.
Sådan har jeg det ikke.
Ikke endnu.
Jeg har været i forskellige afdelinger og lavet forskellige ting. Meget forskellige ting og nu prøver jeg om jeg kan give de helt små elever noget brugbart og givtigt, som de kan tage med sig videre i deres skolegang.


Hele weekenden har vi befundet os i byen.

Det var bestemt ikke planen.

Planen var, at vi skulle fortsætte vores "læseferie" i hytten.
Slappe af og dovne uden tanke for pligter eller gøremål, men sådan skulle det ikke være.
I lørdags da vi sejlede op mod hytten, sejlede i på et lille undervandsskær og måtte vende om med en meget bøjet propel.
Heldigvis skete der ikke andet eller mere end at vi kunne sætte en ny propel på vores motor i dag da forretningen åbnede og da vi nu alligevel var i byen kunne vi ligeså godt gøre os nyttige og det var vi så med at skifte, renovere og reparere mine forældres store altan.
Vi havde hjælp i min mors fætters søn,

som er uddannet tømrer og vi brugte hele lørdag og hele sådan og kom helt i mål i dag.

Nu kan de sidde ude på deres altan til sommer og nyde deres gode udsigt, mens de får sig en kom kaffe eller te og hygger sig.

Jeg har et par dage endnu, hvor jeg skal møde på arbejdet og gøre ting færdigt.
Der er planer, der skal lægges og jeg skal læse lidt på nogle nye læreplaner og læringsmål for en anden målgruppe end dem jeg er vant til at skulle planlægge mit arbejde til og for, men jeg kan se en ende og jeg glæder mig, for jeg føler mig psykisk og fysisk udmattet, lænset, drænet og udtømt.

Læseferie og nydeweekend

Denne weekend har jeg brugt en masse tanker på at tænke over, hvordan jeg kan overføre nogle af de tanker jeg har inde i hytten her til min faste bopælsadresse.
Hvordan jeg herhjemme kan øve mig i, at lade stå til og slappe af.

Inde i fjorden, hvor der ikke er rindende vand indlagt i vores lillebitte hytte på 15 kvm, hvor der ikke er træk og slip og hvor jeg bogstaveligt talt skal skide i en pose, der er kun en skibs-ovn, som varmekilde, og vi har kun tre små lamper, hvoraf de to hænger over vores seng. (De er tilsluttet en sol-celle.

Der er ikke internet og jeg kan ikke ringe med mobilen og jeg kan ikke se fjernsyn og jeg er afskåret fra alt og alle, men der i hytten tillader jeg mig selv at slappe af og falde til ro.

Jeg kan få tiden til at gå ved bare at sidde og kigge ud af vinduet og nyde udsigten, eller trisse rundt udenfor og indsnuse fjeldets dufte.

Jeg tænkte over denne weekend og tænkte på, hvor fjollet og helt meningslyst det i virkeligheden er at jeg ikke bare kan gøre det samme hjemme i vores store 214 kvm hus, hvor der er rindende vand; endda både koldt og varmt vand, så jeg kan gå i bad, hvis jeg trænger til at blive vasket og hvor jeg kan sætte mig toilettet og lave både stort og småt, som jeg efterfølgende kan skylle ud og væk, hvor jeg kan kontakte, hvem jeg har lyst til, hvornår jeg har lyst til og kan tænde for fjernsynet og se lidt Netflix, hvis de faste kanaler bliver for kedelige.

I fredags da Jan og jeg sejlede afsted ind i fjorden til vores hytte om aftenen havde vi en forestilling om,  at vi ville gå en tur og se en anden fjeldtop end den vi var oppe på sidste weekend.

Vi går ikke specielt tidligt i seng, ej heller særligt sent og muligheden for at skærme af for midnatssolen er fuldstændig den samme i hytten som herhjemme.

Vi har mørklægningsgardiner for nogle af vinduerne, så der bliver blændet nogenlunde af.

Vores seng i hytten er en 1 1/2 mands seng.
Faktisk er den en gammel futon-seng, som har stået på enten Laura eller Saras værelse engang i tidernes morgen, som var for god at smide ud.

Vi har toppet den med en god memory-foam (-lignende) topmadras, så det er ikke fordi, at den er hverken bedre eller dårligere end den seng vi har stående herhjemme på matriklen, men inde i hytten sover jeg tungt og sover længe.
Jeg vågner ikke en halv million gange og jeg drømmer længe og intenst ligesom for nogle år siden.

Herhjemme vågner jeg så mange gange, at jeg ikke når ind i drømmeverdenen og når jeg vågner om morgenen så er det alt, alt for tidligt og jeg er næsten træt inden jeg står op.

I går skinnede solen.

Der var ingen vind og luften stod stille.
Der var 16 grader i skyggen, så der var meget varmt ude i solen.
Jeg sov både tungt og sov længe og da morgen kaffen var drukket, blev Jan og jeg enige om at vente med at gå nogen steder hen, for der var så mange myg udenfor at du end ikke kan i din vildeste fantasi forestille dig, hvor mange der var.
Jeg døjer så meget med myggestik.
De svulmer op og klør som ind i helvede og de bliver ved og ved og ved med at klø i flere dage.
Jeg er meget allergisk overfor myggestik og myggeolie, myggespray og hvad der nu ellers findes af forskellige afskrækningsmidler hjælper kun ganske lidt.

Jan derimod bliver stort set ikke stukket og sker det, så hæver det stort set ikke og det klør et lille øjeblik og så er det overstået.
Myggeolier virker så fint til Jan og myggene holder sig på afstand af ham, bare han har en en uåbnet myggeserviet i baglommen.

Dét gad jeg ærligt talt ikke gå ud i, så jeg smækkede benene op på en stol indendøre og drak endnu en kop kaffe.
Formiddagen skred fremad og da luften blev ved med at stå stille tænkte jeg at jeg da bare kunne lægge mig ind i sengen og læse lidt min medbragte bog.

Havde jeg været herhjemme havde jeg følt at jeg skulle gøre noget, lave noget, udrette noget og var gået i gang med et eller andet og fordi solen havde skinnet, havde jeg med garanti haft en idé om, solskinnet og det gode ude-vejr, skulle  udnyttes optimalt, men oppe i hytten kunne jeg uden dårlig samvittighed lægge mig i sengen og læse og dét gjorde jeg så hele dagen.

Jo, jeg var skam oppe og stå et par gange for lige at tjekke vejret, drikke en tår og ud og tisse.

Jan hyggede sig udenfor med at male lidt, give noget træværk lidt olie og da det blev lavvande gik han ned på stranden og ordnede vores udhal.

Indmellem mine sider i bogen blundede jeg lidt, var lidt fraværende og vendte tilbage til min bog.
Og så var dagen gået.
Solen var nået næsten hele vejen rundt og havde vi haft lyst til at gå en tur op i fjeldet efter aftensmaden, kunne det sagtens have ladet sig gøre, men myggene dansede, sværmede og samledes i store, aggressive flokke, som holdt skarpt udkig med mig, så jeg lavede aftensmaden i ro og mag, hyggede mig indendøre og læste et par sider mere.

Sent på aften, lige inden det var faktisk var rigtig sengetid, kom den lille blå-ræv

og inspicerede rundt om vores hytte om der var noget spiseligt og jeg nåede at få et billede af den ud gennem vores beskidte rude.

Og så kunne jeg gå rigtig i seng og jeg sov dybt, tungt og længe, drømte en masse drømme og vågnede sent i morges (i forhold til hvad jeg ellers plejer) og tænkte, at lige akkurat dét at kunne slappe af hjemme uden at have dårlig samvittighed over ikke at lave noget og bare give mig selv lov at ligge og læse en (faktisk 2) god bog.

Det er med vemod,

når jeg går ned af vores lille bakke for at sejle ind til byen igen

og til vores hjem, for jeg føler mig så meget hjemme i vores lille 15 kvm store hytte, men i dag, da jeg langsomt og modstræbende gik ned ad bakken tænkte jeg at jeg ville øve mig i at være som jeg er når jeg er i hytten.

Under alle omstændigheder takker jeg for en dejlig weekend.
Det føltes som ferie.
En lille ferie.
Læseferie og nydeweekend.

Ugens tanke

Jeg sad forleden og skrev sammen med een af mine døtre om folk, som kun gider dig, når de kan bruge dig til noget, men som man ikke kan regne med, når det gælder den anden vej.

Man tror, at man har nogle fantastiske gode venner, som gider een og som vil gå til verdens ende for dig, men når det gælder, så er de pist borte.

De ringer ikke og hører til, hvordan det går, de gider kun at spise sammen med dig, hvis du laver maden eller hvis det er, fordi de ikke rigtig har andre den dag at spise sammen med, de gider kun, hvis de selv kan få noget ud af samværet, de glemmer din fødselsdag, de glemmer dine mærkedage og de glemmer sågar at du eksisterer, hvis det ikke lige er fordi, at de har brug for de kompetencer, evner eller andet, som du kan tilbyde.

De glemmer, at de har lovet at hjælpe dig med nogle ting og de glemmer, at de var inviteret hjem til dig, eller havde lovet at komme.
De glemmer, at du er til, lige indtil de får brug for dig.

Jeg sad bagefter og tænkte på, om jeg skulle have skrevet til min datter, at man skal droppe de venner, for det nemlig lige netop, hvad de ikke er; venner,  eller om jeg gjorde klogt i at tie og tænke mine egne tanker?

Min datter er i starten af tyverne og jeg synes det er så trist at man allerede i så ung en alder, skal erfare at langt, langt de fleste mennesker har nok i sig selv og kun vil dig, hvis de kan få noget ud af det selv.
Det at bare være sammen, nyde hinandens selskab og synes at det er nok, det bliver tilsyneladende en større og større mangelvare.

Jeg er mere end voksen.
Over 50 og jeg oplever det desværre også.

Man bliver så uendeligt skuffet, når man tror at man har en ven som (venner) men at alting skal foregå på deres præmisser.
Jeg er jo mere end almindeligt voksen og jeg har lært at trække en streg i sandet og opgive tanken om tættere venskab, når det ikke foregår i gensidighed og respekt, men som ungt menneske tænker man jo både i ensomhed og isolation og holder måske for længe fast i nogle mennesker, som ikke viser omsorg, respekt, høflighed og venskabeligt pli.

Jeg har lært at holde afstand til en bestemt slags mennesker og efterhånden lært at håndtere den form for skuffelser, men når unge mennesker skuffer hinanden med brudte løfter, manglende kontakt, respektløshed og manglende empati, knuger mit hjerte sig sammen i genkendelse og medfølelse.

Jeg har aldrig dyrket at have mange venner.

Jeg har altid holdt mig til 1 eller 2 tætte venskaber, for det er hvad jeg kan overskue.
Der har været perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft venner i min nærhed fordi vi boede for langt fra hinanden eller andre ting og det er okay for mig, for sådan er jeg indrettet.

Der er nogen, der har behov for at være sammen med andre mennesker tit, ofte og noget nær hele tiden.
De kan lide samvær og hygge, kan lide at være omgivet at venner og bekendte, at kunne spejle sig i andre og finde konstant inspiration i deres medmennesker.
Det forstår jeg til fulde, for sådan er de indrettet.

Efter min samtale med datteren, vil jeg huske mig selv på, hvor vigtigt det er at vise opmærksomhed og omsorg, for det betyder mere for nogle end for andre og måske er det lige netop din/min ven, som sidder med den bitre smag i munden over ikke at have fået opmærksomhed nok fra mig?

Det var vist den tanke, som har fyldt mest i denne uge.

Det er fredag i dag og weekenden bliver lang med en pinsedag på mandag og jeg håber, at I alle derude får jer et par gode fridage i gode, trofaste venners lag.

en ensom hund i kulden

Landmarks og waypoints

Jeg ved ikke om der på bilens GPS kan markeres punkter, så man husker dem? Sådan nogle waypoints /landmarks eller hvad man kalder dem?

Vi har ikke kortplotter/GPS i vores bil og får formentligt aldrig nogensinde brug for det, da der jo ikke er ret meget vej at køre på heroppe. 

Jeg kan ikke huske, helt nøjagtigt hvor meget vej vi tilsammen har her i byen, men det er under 30 km og måske endda også under 25 km.

Til gengæld har vi masser af vand og hav og har derfor en kortplotter i båden og vi er noget nær afhængig af den. 

Hvis det bliver meget tåget, så er det rigtig godt at have den, så vi kan finde hjem igen. 

Alternativet er at vi skal vente til tågen letter og det er knap så heldigt, hvis vi fx. skal hjem og på arbejde næste dag. 

På bådens kortplotter/GPS kan man sætte et mærke ved et sted, man gerne vil kunne vende tilbage til eller et punkt man gerne vil huske. Fx. et godt fiskested eller hvis der er farligt.. eller bare noget.

Det er ret nemt at sætte et waypoint på vores kortplotter i båden.

Og grunden til at jeg har gået og tænkt over GPS og waypoints/landmarks er, at når jeg lægger/ sætter mig ned og fx. skal meditere eller skal finde ind til et minde, hvor jeg har følt mig afslappet i harmoni, så er der ganske specielle øjeblikke, der automatisk dukker frem i hukommelsen uden at jeg skal anstrenge mig.

Jeg har, for et par år siden, da jeg gik og var lidt stresset og anspændt, lavet et specielt og helt bevidst assosiationsminde.

Jeg satte mig ude foran hytten en varm og dejlig april-dag, hvor solen skinnede og luften var speciel frisk og ren. 

Der var hverken koldt eller varmt og der var stille omkring mig og jeg følte mig afslappet og i nogenlunde harmoni med mig selv.

Jeg satte mig som sagt udenfor,  tog høretelefoner på og spillede den samme sang om og om igen, mens jeg forsøgte at sluge indtrykket fra lige nøjagtig det tidspunkt og gøre det til et minde, som jeg kunne tænke tilbage op på og opnå samme afslappethed senere, som jeg følte på det tidspunkt.

Det lykkedes faktisk og når jeg hører den sang, som jeg spillede om og om igen den eftermiddag, så kan jeg få pulsen ned, føle ro og komme i næsten samme stemning, som jeg var i lige nøjagtig den april-eftermiddag.

Det krævede dog meget bevidst tænkning, overvejelser og en anelse planlægning.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne plotte denne weekends oplevelser godt og grundigt ind på min indre kortplotter som et stort og meget markeret waypoint/landmark, for jeg har haft sådan en dejlig weekend sammen med Jan.

Vi gik en tur op på "vores" fjeld, som rejser sig flot og majestætisk bag vores hytte.

 Vi har mange gange snakket om at det kunne være sjovt at se, hvordan der ser ud deroppe på toppen og ikke mindst, hvordan der ser ud deroppefra og ned på hytten.

Som du nok ved, så går vi jo ret meget i fjeldet, især om efteråret.

Både Jan og jeg har vandrestøvler, men så gør vi ikke ret meget mere i udstyr, men vi ville prøve at have vandrestave med, så Jan tog et par skistave med og jeg fandt et par meget gamle stavgangs-stave, fra dengang det var nyt og moderne med stavgang og så tog vi en gammel, tom saftflaske med i rygsækken og drog opad.

Jeg ved ikke, hvad vi havde regnet med, men det var ikke nær så hårdt som jeg havde forventet, men vi holdt også mange pauser og nød udsigten for næsten hver 50 mtr.

Vi så en snehvid hare, der sad og slikkede solskin.. og jeg tænkte, som jeg plejer, når jeg ser en polar-hare, at Vorherre må have været lidt sur på polarharen da han valgte at farve til den, for sådan en polar-hare kan bare ses på flere kilometers afstand. 

Den skinnede, sne-hvide pels mod det grønne, brune, grå, sorte sommerfjeld. Om vinteren er den sværere at se, men der er jo også både sommer, forår og efterår og der lyser den lille, runde, nuttede polar-hare bare op i landskabet.

Anderledes står det til med rypen. 

Den skifter fjerdragt fra sommer til vinter og er kamufleret så den falder fuldstændig i med sine omgivelser.

De små arktiske blomster er så småt ved at springe ud og den arktiske pil grønnes sammen med lyngen.

Der er ikke faldet regn overhovedet heroppe og iflg vejrudsigten falder der ikke noget i den nærmeste fremtid.

Fjeldet knaser og det lyder som om, man går på tørre cornflakes når man går rundt i fjeldet.

Alting er tørt, så det er faktisk lidt utroligt at det alligevel grønnes og gror.

Vejen op ad fjeldet gav os den ene mere spektakulær udsigt efter den anden.

Vi stoppede mange gange og nød det, drak noget vand og sugede indtrykkene til os.

Vi kom op i ca 750-800 meters højde og kunne se helt ud af fjorden og helt ud til Davidsstrædet, hvor vi i kikkerten kunne skimte et sejlskib sejle mod Sisimiut.

Vi kunne se Præstefjeldet og vi bildte os selv ind at vi kunne se mennesker stå på toppen.

Der er utroligt mange mennesker, der går op på toppen af Præstefjeldet og det er også en rigtig flot tur, som næsten alle kan klare. 

Der er en sti hele vejen op og man bliver belønnet af den smukkeste udsigt ud over havet, byen og mod nord; fjelde og storslået natur.

Vi kunne fra vores fjeldtop bag hytten se Kællingehætten /Nasaasaaq hvor rigtig mange mennesker også går op.

Det er en lidt mere krævende tur, men som også belønner dig med en åndeløs udsigt både over byen men også ud over havet og ind i fjorden; Amerloq.

Mine knæ har det ikke så godt med at gå nedad i fjeldet og slet ikke efter ,at jeg, desværre har taget rigtig meget på igen. 

(Det koster åbenbart at stoppe rygningen), men i langsomt tempo og med omtanke kom jeg ned uden at det kostede for meget på knæ-kontoen.

Mine stavgangsstave havde åbenbart overskredet sidste holdbarhedsdato, for først smed den ene sin gummidup i spidsen og så knækkede den anden i to stykker.

Det skete heldigvis efter at jeg havde rost dem i høje toner og udtrykt stor tilfredshed med dem og bedyret at jeg ikke behøvede hverken mærkevarer eller nogle der kostede det hvide ud af øjnene.. 

Vi fik et gavekort i fødselsdagsgave af farfar; både Jan og jeg og nu ved jeg da, hvad mit gavekort skal bruges til.

De første mange, mange år vi havde hytten, så vi aldrig nogen ræve, men siden februar/marts måned har vi gentagne gange set en stor, flot og meget prægtig hvid polarræv. 

Den så vi så også i går aftes.

Den sad over på den anden side af elven og bjæffede og vi kunne så høre at at den fik svar fra oppe fra fjeldet og måske også længere nede fra, men vi så kun denne blå-ræv, som kom luskende ude foran vores hytte.

Den holdt øje med os og vi skulle bare blinke lidt med øjnene før den var væk igen.

Da den troede sig sikker kom den listende igen og jeg nåede at finde kameraet frem og fik den fotograferet ud gennem et lukket vindue

Som du nok kan forstå, så håber jeg at jeg, når jeg lukker øjnene, automatisk ser weekendens øjeblikke for mig og kommer i den fantastiske afslappede stemning, som jeg var i hele denne weekend.

(Jeg har skrevet direkte på bloggers egen platform, men jeg er godt nok ikke tilfreds. Den er svær og den er kluntet og jeg kan ikke rigtig rette billederne ordentligt ind og har yder mere svært ved at se det færdige resultat for mig, mens jeg skriver.
Det er øv.

Jeg savner windows open live writer og har ledt efter et alternativ, men jeg har endnu ikke fundet noget der matcher. Øv)