Kender du det, at du mister tidsfornemmelsen fuldstændigt og aldeles, fordi du har tænkt så mange og så lange tanker?
Sådan har jeg det lige for øjeblikket, skal jeg sige dig.
Jeg kan ikke rigtig hitte rede på, hvad dag det var jeg gjorde hvad, for jeg har tænkt så forfærdeligt mange tanker på det sidste og der har ærligt talt også været nok at tænke på og tænker over.
Tankerne bliver sorteret og bliver systematiseret og jeg rydder op og rydder ud.
Nok især det sidste.
Mine tanker kredser jo især om min nevø Silas, der stadig er i Island, hvor han ligger på sygehuset.
Der bliver passet ualmindeligt godt på ham.
Både min søster og hans far og hans bror Daniel, er taget over til Silas og det har han haft god glæde af. Det har min søster naturligvis også, for det er da noget af det hårdeste at have en barn, der har det meget dårligt.
Silas er i meget langsom bedring og der er ikke så meget at gøre for ham lige her og lige nu, end at give ham ro og masser af hvile, så kroppen kan rense den meget, meget voldsomme hjernerystelse ud og væk.
Jeg ville jo så forfærdeligt gerne kunne gøre noget for at hjælpe og lette, men lige nu kan jeg ikke gøre ret meget.
Det kunne lyde som om livet var een lang pinsel heroppe, men sådan er det bestemt ikke.
Faktisk tvang vi os selv ud og op i hytten i fredags, – var det vistnok.
Det pis-regnede og var koldt, koldt og atter koldt at sejle i åben jolle, men på en eller anden mystisk måde gjorde det faktisk godt at sejle i regnen, sommerkulden og de trælse bølger.
Det gjorde godt på den der måde, at vi kunne mærke at vi var på vej og at det var til noget godt.
Vi ankom op til hytten og da vi havde fået tændt op i skibs-ovnen og varmen begyndte at brede sig og roen lagde sig over tankerne og i kroppen, tænkte jeg over, hvorfor jeg dog ikke for flere dage siden var taget afsted, så jeg kunne sidde ved bordet, i hytten, ved ovnen foran vinduet og se ud på fjorden, mens jeg strikkede på mit luksus-strikketøj, men sådan er det jo og hver ting til sin tid og Jan og jeg sad der i den varme hytten, mens regnen stilnede af og tågen langsomt lettede, mens vi drak hver vores varme kop.
Vi sad i stilheden og lyttede til elvens brusen og havets sukken.
Vi lyttede til hinandens vejrtrækning og vi lyttede til hinandens tanker og ord.
Regnen holdt langsomt op og tågen kravlede op og ned ad fjeldsiderne for til sidst at lægge oppe i højden, inden den helt forsvandt.
Vi sad og så tusmørket smyge sig ind til natten og vi kunne mærke roen lægge sig udenfor, indenfor og i os selv.
Måske har jeg fortalt det før, men det kan vist ikke gentages for tit, når man er glad for noget.
Jeg er glad for vores enlige solcelle, som leverer strøm til vores LED-bånd, som sidder over komfuret og til en lampe, hvor jeg kan sidde og strikke og ikke mindst til de to sengelamper, som vi har hængt op.
Især strømmen, der når ud til de to lamper ved sengen, er jeg glad for, for jeg elsker at lægge og læse i sengen.
Jan læser også en del og så kunne vi jo lægge os i køjen under hver vores varme dyne med hver vores bog.
At falde i søvn til naturens egne lyde som ikke bliver forurenet af motorlyde, lyden af strøm eller andre mærkelige ting, er bare lykken for mig.
Det sidste halve til næsten hele års tid, har jeg sovet let, meget lidt og sovet så uregelmæssigt at enhver nat med god søvn, bliver påskønnet.
Jeg, der altid har kunnet sove hvor som helst og når som helst.
Jeg sover ca 2 -2½ time for derefter at vågne op og være vågen i alt for lang tid inden jeg falder i søvn igen, for kun at sove de der sølle 2 timer, vågne op og .. det er altså pænt træls og det er næsten på klokke-slet jeg vågner op og ødsler søvn-timer væk på den måde, men at vågne op i hytten og kan se ud på dette,
gør altså at det er knap så surt og når du så vågner op til dette
og kan liste splitternøgen ud for at tisse og se på vejret, velvidende at den eneste, der måske skal lide under synet er de morgenfriske gråsisker, snespurveungerne og stenpikkerne, så gør de mange søvnløse nattetimer knap så meget.
Det er ualmindeligt sjældent at vi får besøg i hytten om sommeren, men vi fik besøg af Jans kollega, der har en lille dreng på 1 år.
Det var så hyggeligt.
Vi sejlede hjem med nogle fisk vi havde fanget og som vi gerne ville have i fryseren, fik vasket os under armene, fik sovet hjemme og sejlede så ind i hytten igen sammen med Laura.
Vi fik jo købt et rigtigt gaskomfur sidste sommer og det at der er en ovn, åbner for nogle muligheder, som vi ikke havde før. Vi har fx bagt boller i hytten et par gange og vi har nu også et par gange haft købepizzaer.
Ikke at det er kulinariske højdepunkter, men bare det at muligheden er der og at de der kedelige, pap-pizzaer faktisk bliver bedre i vores gas-ovn end hjemme.
Om aftenen kom Jans bror og datter, hendes kæreste og en ven på besøg og selvom hytten måler sølle 15 kvm, var der ingen problemer med at sidde 7 velvoksne mennesker rundt om bordet.
Laura ville med gæsterne hjem om aftenen.
Myggene elsker Laura, det er vi ualmindeligt mange, der gør, men kærligheden til myggen fra Lauras side, er overhovedet ikke gengældt.
Der var ikke så mange myg, men de få, der var, havde stukket snablen godt og grundigt ned i hende og givet hende stik som fik hende til at lige en teenager med voldsomt acne-udbrud.
Det er så hvad det er, for de klør jo så forfærdeligt og hun er helst fri, så hun tog hjem.
Jan og jeg blev.
Jeg tror, at vi helst begge to vil blive, så længe som muligt, hvis vi kunne.
Vi kunne krybe til køjs til lyden af elvens brusen, havets sukken og en skibsovnens sagte rumlen.
Selvom vi har en enkelt solcelle, så kan den kun levere strøm nok til vores lamper.
Sådan skal det være.
Vi vil ikke som nogle har i deres hytter, have hverken køleskab, emhætter eller andet i den retning.
Vi vil gerne have det så enkelt som muligt.
Vi elsker det simple liv når vi er i hytten, hvor vandet skal hentes i en dunk i elven, hvor den eneste underholdning er en bog eller et spil kort og en samtale over teen.
Et spejlæg til morgenmad er luksus, når man ved, at ægget er blevet fragtet over hårde, små bølger i en hoppende, åben jollen.
Kaffen smager lidt ekstra godt, velvidende at vandet er hentet direkte fra elven, kogt og tålmodigt hældt over bønnerne i en tragt.
Det simpele liv. Det betyder så også at vi bliver nødt til at sejle hjem,
hvis vi skal have lagt noget i fryseren, som vi skulle efter en fisketur inde fra fjorden, hvor 13 fine, store ørreder, skulle gemmes.
Denne gang gjorde det ikke så skidt at komme ind til mobildækning og internetsforbindelser, for når man hører at Silas er i bedring, langsomt, men dog i bedring, så er alt andet lidt i 2. række.
Jeg speedstrikket, turbostrikket på et sjal i det mest luksuriøse garn, du kan forestille dig.
Det er 50% moskusuld og 50% fin, fin silke.
Jeg har strikket et sjal, som skal gives som gave, men den del får du senere.
Du må dog gerne se det.
Der er brugt lige nøjagtig 100 gram garn og jeg havde ca 110 cm garn tilbage da jeg lukkede den allersidste maske af.
Det var godt nok lige til øllet, som Jan ville have sagt.
Og min udgave af Tejla- sweateren vil jeg også gerne vise igen.
Den er altså bare lækker at have på. Det sorte/sortblå er uld-silke og meget lækkert.
Selvom der er nok at tænke på og tænke over og tankerne indimellem er lidt tunge, så letter de skam også og giver plads til håb og optimisme.
Billederne er en skøn blanding af snapshots fra mobilen og kameraet, så bær over med kvaliteten.
Jan starter på arbejde i morgen kl 08.30. Det kunne ikke være en værre dag at starte arbejdet på, for i morgen starter rensdyrjagtsæsonen også og han ved jo godt, hvad han helst vil.
Vi har dog ikke travlt med rensdyrjagten. Ikke endnu.
Der er kun Jan og mig i hverdagen og så meget spiser vi jo heller ikke at vi behøver at stresse over det.
Vi vil gerne have nogle flere fisk i fryseren og måske, hvis vejret er til det, kan jeg nå ud, mens Jan sidder i arbejdstøjet og fange et par stykker?
Måske?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar.
Jeg er altid glad for at få respons og tilbagemelding.