DORTHEIVALO: Et lille hallo

Online-dagbogen:

Jeg har opdateret dag-bloggen lidt, så jeg kan se tilbage og mindes og huske. Det sker jo desværre ikke så tit mere, selvom jeg holder meget af at kunne bladre tilbage og mindes og huske.

Selvom der er mange ting, som man måske gerne vil glemme og måske endda glemme hurtigt, holder jeg af, at have nogle notater til senere.

Det er lidt rodet og lidt usystematisk. Jeg har forsøgt at systimatisere lidt, rydde ud og rydde op, men det blev ikke helt som jeg gerne ville have det.

Skidt, pyt.

Mareridtet, som blev virkeligt:

Midt i sidste måned oplevede vi det, som vi som hundeejere altid frygter.

Det ligger altid en lille smule i baghovedet og især heroppe, hvor hunde står lænket udenfor og hvor der ikke er 100 % opsyn med dem døgnet rundt, er det en risiko.

Da jeg var barn var hundene begyndt at blive lænket, men der gik stadig mange løse hunde omkring.

Før jeg blev født var ingen af hundene stort set bundet, men de holdt sig til omkring deres ejeres hjem, fortælles der, men jeg oplevede det ikke.

Da jeg var barn var der hunde bundet i spand/flokke overalt i byen. Vi vidste alle sammen at vi ikke må gå ind til andres hunde og ikke gå i nærheden af dem.

Vi vidste alle sammen, at hvis vi faldt imellem hundene, ville de tro, at vi var foder, som blev kastet ud til dem og så kan du jo selv tænke videre over, hvad der så ville ske med dig.

Det skete faktisk engang imellem, at der skete ulykker og en sjælden gang kostede det desværre også livet for et barn.

Taget i betragtning af, hvor mange hunde, der var dengang og at de stod overalt, kan jeg faktisk undere mig over, at der ikke sket ulykker oftere, men dengang vidste vi alle, at vi ikke måtte gå ind til andres hunde og vi fik det at vide i en lang uendelighed.

De sidste ca 10 år har kommunen valgt at hundene skal ud af byen og det er der naturligvis både fordele og ulemper ved.

Den største fordel er at der ikke er så meget hundeglam/-larm i byen længere og at der ikke lugter så meget af hundelort og hundetis i byen længere.

Ulempen er at der ikke længere er opsyn med dem hundene.

De står ude i et ubeboet område.

Faktisk står de rigtig skidt derude, hvis man skal tænke på deres velfærd, for der er ikke mange klippesteder, hvor de kan så tørt.

De fleste hundespand, står nu på jord, som bliver mere og mere pløret og når det har regnet, når sneen tør og bare i al almindelighed bliver jorden så våd, at hundene faktisk ikke har steder, hvor de kan stå eller lægge sig et tørt sted.

Der er langt at gå efter vand til hundene og hvis man ikke har bil eller anden form for transportmiddel, så er det helt vildt besværligt at have sine hunde til at stå derude øst for byen i baglandet.

Et er at det er meget, meget dyrt at holde slædehunde.

Det koster ca /minimum 3000 kr alene i foder om måneden og ikke for at blande tingene sammen, kan jeg dog ikke lade være med at nævne at der er afgiften til brændstof, hovedsageligt med tanke for fanger og fiskerne, men det nyder alle vi andre jo også godt af.. ligesom snescooterkørerne og ATV-kørerne har stor glæde af den meget billige brændstof.

Så er det jo, at rigtig mange hundeejere kaster håndklædet i ringen og opgiver at have hunde, når man kan komme ud og opleve naturen på et motoriseret køretøj, som man kan låne penge til i banken, der ikke behøver daglig omsorg, pleje og opsyn og som kan fodres med billigt brændstof og jeg forstår det faktisk godt.

Altså der er ikke engang en dyrlæge i byen til alle hundene og hvis der sker noget med din hund, som du ikke selv kan klare, må du ringe efter en kommunalt ansat hunde-inspektør, i daglig tale: hundeskyderen, som afliver hunden.

Jeg forstår de mange tidligere hundeejere. Alle dem, som ikke orker mere. Men turist-branchen vil jo rigtig gerne have flere turister herop og gerne turister, som vil lægge lidt kontanter.

Jeg tænker at en af måderne kunne være at vi solgte noget af det, som vi har så meget af: nemlig frisk luft og stilhed.

Den stilhed, som bl.a kan opleves på en hundeslæde.

Den stilhed, som kan opleves på en vandretur.

Vi har også en snescooter ved siden af hundene.

Det er da rigtig sjovt at køre på snescooter og man kommer hurtigt langt omkring og mange kommer også omkring, hvor de faktisk ikke engang må køre af hensyn til byens drikkevand (vores vand- reservoir er overfladevand, der bliver renset) og netop af hensyn til hundeslædekørslen-, men at køre hundeslæde;-og især i vores distrikt, er altså noget helt, helt specielt.

Når du kører hundeslæde oplever du naturen på en ganske anden måde. Der er ingen (burde ikke være det, men alt for mange snescooterkører kører overalt) andre lyde end hundeslædens meder mod sneen, hundenes vejrtrækning, naturens egne lyde og naturligvis dine egne.

(Så hvis vi snescooterkørere kunne respektere slædesporet og lovgivningen omkring snescooterkørsel mm kunne vi måske endda begynde at tænke lidt større og længere ud i fremtiden)

Hvis du kører langt og over flere dage, når du at opleve på ganske nært hold og meget tæt, hundenes indbyrdes samarbejde, hierakiet og samspillet mellem hunde og hundekusken. Du oplever naturen meget intenst og ikke mindst vil du opleve dig selv og dit indre på en ganske speciel måde,- nærmest som en indre pilgrimsrejse.

Det er ganske specielt at have grønlandske slædehunde heroppe og den grønlandske slædehund er en meget beskyttet race, som bliver holdt fuldstændig ren ved at man ikke må indføre eller have andre hunderacer herfra Sisimiut og nord-efter.

Vores hunde er nogle af de allersidste hundespand, som står inde i byen. Der står andre, men i forhold til før, er der kun ganske få tilbage.

Om vinteren går folk hen over søen, som fryser til og dermed lige forbi vores hundehold.

Hvis man vil i nærheden af vores hunde skal man gå hen til dem.

De er bundet og kan ikke komme hen til de forbipasserende.

Som du måske kan regne ud, er vores hunde velpasset, i god foderstand, der bliver holdt opsyn med dem og de bliver passet godt og efter alle kunstens regler, men vi kunne ikke forhindre at en 13-årig pige gik hen til to af vores hunde og hvad der så er sket, ved vi ikke helt præcist.

Vi ved kun, at vi skulle ned til dem onsdag d. 2. maj efter aftensmaden og ville køre en tur. Vi tænkte at det nok var sæsonens sidste tur.

Sara skulle naturligvis med på den sidste tur, for hun flytter jo til Danmark til sommer og det er een af de ting, som hun kommer til at savne rigtig meget.

Vi når knap nok at komme derned før Sara får en besked på sin mobil at to af vores hunde har overfaldet en pige og næsten i samme øjeblik, står politiet hos os og fortæller os, hvad der er sket.

Vi er dybt, dybt rystede. Der er heldigvis nogen, som har set hende og hjulpet hende væk fra hundene og fået tilkaldt en ambulance.

Hendes ene øre er næsten rykket af, hun har dybe bid-sår på den ene arm og på det ene ben og en hel masse overfladiske bid-mærker på kroppen.

Det ved vi ikke på det tidspunkt, men vi sørger for, sammen med politiet at tilkalde hundeinspektøren, som kommer med det samme og afliver de to hunde lige på stedet.

Vi står og holder hundene mens de med en boltpistol bliver aflivet og det er også meget, meget ubehageligt.

De efterfølgende dage er vi på sygehuset og se til pigen.

Hun kom til Nuuk, hvor hun blev behandlet yderligere, men nu har hun det godt.

Hun får heldigvis ikke synlige ar i ansigtet.

Der må desværre komme et par mindre på kroppen og hendes forhold til hunde må være fuldstændigt ødelagt.

Hun går på den skole, hvor jeg arbejder, så jeg ser hende jævnligt.

Selvfølgelig har hændelsen sat spor hos os også og der gik lang tid, hvor vi overvejede frem og tilbage, hvad vi skulle stille op. Stille op med hundene, vores slædekørsel, vores hundeplads og alt muligt.

Vi har snakket med forskellige folk (blandt andet pigen og hendes mor) og vi har snakket med teknisk forvaltning, som har ansvaret for tildeling af hundepladserne.

Katten

Som du måske, måske ikke hører for sjældent om, er stadig en stor del af vores liv.

Den må ikke komme ud iflg. loven og hvis den skal ud, skal den være i snor. Derudover, skal den ligesom hundene også være vaccineret for rabbies.

Vores kat kommer allerhøjest ud på vores altan.

Hun er en rigtig inde-kat, men hun har så tre etager og 214 kmv at folde sig ud i, så jeg tror ikke hun lider så stor nød.

Vi har lært hende at “sitte” og “give pote”.

Det er vi ret stolte over, faktisk. Faktisk synes jeg at hun ser så kær ud, at jeg har lagt et lille videoklip ud på min instagram.

Sejlsæson

jollen blev sat i vandet den 30. maj, men vejret har drillet lidt, så vi har ikke været ude og sejle sådan rigtigt, men i lørdags sejlede vi en tur ind i Amerloq.

Vi skovlede en lille grydefuld lodder op med nettet og sejlede videre ind til Sarfannguit.

Der var godt nok stille derinde i den lille bygd, men det var ret hyggeligt og fredeligt.

Vi gik en lille tur, tog nogle billeder og så sejlede vi hjemad igen.

_SNG7161