Onsdag eftermiddag gik jeg og tænkte på, om jeg mon havde spist noget sandpapir uden at tænke over det?
Eller havde jeg mon slugt gamle, rustne barberblade?
Det føltes meget, meget ru nede i mit svælg og min hals/svælg var meget irriteret og gjorde ondt, men jeg tænkte at den bare skulle skylles igennem med noget varmt tilsat noget honning, så jeg lavede mig noget god, stærk te, men hen mod aftenen forsvandt stemmen mere og mere.
Der var ikke rigtig andet at stille op om torsdagen end at melde mig syg, for det er ikke så klædeligt for en lærer uden en stemme og slet ikke at gå på arbejde med let feber.
Klædeligt eller ej, så lå jeg tidligt om morgenen efter at have meldt mig syg og stressede over, at jeg havde noget presserende der skulle laves, så jeg tog varmt tøj på og listede op på mit kontor, hvor jeg fik klaret de opgaver, som rodede rundt inde i min dårlige samvittighed og så drog jeg hjem igen.
Feberen kom og gik, kom og gik og jeg ville helst have at den blev helt væk, for Laura skulle rejse om fredagen og den allersidste dag ville jeg jo gerne have brugt lidt bedre sammen med hende, men det er i grunden ikke altid at man kan planlægge alting og Laura havde også gøremål inden hun skulle rejse. Der skulle hilses af og krammes farvel til højre og venstre i den store vennekreds, men aftenen havde vi sammen.
Jeg gik og tænkte lidt på, om det er fordi jeg har fået mine to piger i en højere alder end da jeg fik Simon, at jeg har sværere ved at give slip på dem eller om det er fordi de er piger eller om jeg bare har glemt, at det også var vanvittigt svært at sige farvel og farvel og farvel til Simon?
Fredagen bød på høj solskin og det gør det ikke lettere at forlade byen, når den viser sig fra sin allerbedste side. Det var hårdt for Laura også, at skulle væk.
Jeg var tapper, smilede og krammede og lod som om, at det næsten ikke gjorde mig noget, men indeni bristede hjertet endnu engang en lille smule.
Danmark er så forbandet langt væk, når man ikke bare lige kan tage bilen/toget/bussen, men jeg ved jo også godt, at sommeren næsten er her før vi når at tænke over det og så står Laura her garanteret igen.. for en bemærkning.
Jeg hviskede hæst farvel, krammede og holdt de der moder-tårer væk og gik så hjem i min sygeseng igen.
Planerne for weekenden havde hele tiden været at vi skulle køre ind til hytten i to hold.
Et hold, som kørte hundeslæde og et hold, der kørte snescooter og eftersom, jeg ingen øvelse har med at køre hundene og slet ikke alene, så måtte jo være mig, der kørte snescooter.
Sara skulle arbejde om lørdagen til klokken 14, så det gav sig selv, at det blev Saras kæreste og Jan, der kørte hundeslæde og jeg ventede på at Sara fik fri.
Feberen var væk og det var stemmen stadig også, men jeg havde det meget bedre og oveni var jeg ved at brænde sammen indeni over at skulle sidde inden døre endnu en dag, så jeg pakkede og gjorde klar og ikke mindst samlede mod, for jeg skulle køre på Jans snescooter, som jeg er meget, meget lidt venner med.
Sara og jeg kørte afsted kl 15 i et stille og roligt tempo og mens vi kørte fik jeg stemmen delvist tilbage, omend i en meget dyb og hæs udegave.
Vi nåede frem til hytten, hvor Jan og Max næsten lige var ankommet med hundene.
Hundene var allerede bundet til en rejse-kæde, som var gjort fast til en is-skruning og de var blevet fodret.
Det var første gang hundene er med i hytten, så det var nyt og spændende for dem også.
Vi fik hygget, slappet af, siddet udenfor i solen,
lavet mad,
hygget lidt mere, slået hinanden i kortspil og hygget en ekstra gang inden vi gik i seng.
Det bliver mørkt derude i naturen,
hvor der ikke er kunstigt lys og hvor det kun er stjernerne og månen, der lyser op.
Der er ingen lyde, andre end dem vi selv laver… og nåeh jo, så hjalp hundene os da også lidt indimellem, men ellers er der jo stille.. som i rigtig stille.
Vi faldt i søvn, men blev brat vækket, da det pludseligt begyndte at blæse en kraftig vind fra øst.
Det rystede og hytten knirkede, gav sig og vinden smøg sig skrigende rundt om hytten, buldrede rundt i fjeldet for at vende hysterisk rundt og give os en kraftig opsang mere.
Jan og jeg fik ikke sovet så meget mere den nat, men de unge kan jo nærmest kendetegnes ved deres gode sovehjerter, så de faldt i søvn igen.
Jeg lå og kom i tanke om alle de småting, som jeg havde ladet ligge udenfor i solskinnet om aftenen og så var der ikke andet for end at tage støvler og jakken på og redde det ind.
Når man ligger der i den kulsorte nat i uvejret, kan man rigtig komme til at tænke og jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at lukke vinduet i soveværelse herhjemme og jeg havde vist heller ikke gjort snescooter-coverne fast og måske var altan-døren blæst op.. var der forresten nogen i familien, der havde en reserve-nøgle hjem til os?
Nej, det fik vi da vist aldrig arrangeret andet end i tankerne, så tankerne kunne da rigtig tage tilløb til noget mere og om sne, som var blæst ind og gulve, som var ødelagt, huset som var helt koldt og en kat, som var bange og hvad har vi, men da lyset begyndte at bryde frem og vindstødene blev lidt mindre hen mod morgenen, lettede alle de der mærkelige tanker også en smule.
Vi blev enige om, at vi nok hellere måtte komme afsted i god tid, så morgen-kaffen blev drukket og morgenmaden blev spist, mens vi ryddede op og gjorde klar.
Ude på fjorden kunne vi se en hundeslæde, der kørte hjem ad
(Den lille bitte mørke plet næsten helt ude til venstre i billedet, er en hundeslæde, der kører på isen)
og et par snescootere, havde også fået travlt med at komme tilbage til civilisationen.
Lige inden vi kom helt ud af døren, kom en af Jans venner kørende og kom ind til os. Vi blev enige om, at det nok var smart at følges med ham, for jeg skulle jo køre scooteren tilbage og denne gang var det Sara, der skulle køre slæde med Jan.
Vi kom ned på isen til hundene, hjalp med at spænde slæden for og sende Sara og Jan afsted og så kørte vi også.
Mens vi kørte over isen, begyndte det at blæse igen og det blev kraftigere og kraftigere. Der kom sne og det sne, som allerede lå der, begyndte at fyge.
Sigtbarheden blev mindre og mindre og jeg tænkte allerede på Sara og Jan, der skulle op et meget stejlt sted med hundene i stærk modvind og med sne og ingen sigt.
Jans ven kørte forrest og jeg kunne så følge hans baglygte og vi nåede lige at køre et lillebitte stykke op af den opkørsel, som vi skulle op ad, da det hele lukkede fuldstændigt til.
Der var hvidt og det blæste ret vildt, så vi stoppede, slukkede scooterne
(man kan ikke se, at det går stejlt op foran scooterne og sigtbarheden var så som så)
og håbede at der ville komme nogle pauser i blæsten, så vi kunne få lidt sigtbarhed, så vi kunne fortsætte, men det fortsatte og med min nervøsitet og manglende erfaring med og over at køre Jans store scooter.
Vi sad og ventede og ventede. Der gik en time og der gik mere tid og pludseligt dukkede et hold snescootere op.
Det var vist en flok turister, som kørte efter en, der er ret så øvet i at køre. De stoppede ved os og sagde at vi bare kunne lægge os bag dem, men jeg skulle ikke nyde noget af at køre selv, så jeg spurgte om jeg kunne komme på bagsædet og gudsketakoglov fik jeg lov.
Jans snescooter blev efterladt sammen med al baggagen og så kørte vi.
Jeg vidste ikke altid helt præcist, hvor vi var, men “min chauffør ” havde (vist) helt styr på det
(Hvis du ikke lige kan se det, så er der to snescootere i al det hvide)
og turisterne havde vist prøvet at køre scooter mange gange før, så jeg følte mig en anelse pivet og kyllinge-agtig over, at jeg ikke havde turdet at køre selv i halen af dem, men selv i bakspejlet ved jeg med mig selv, at lige akkurat der, gik min grænse, for hvad jeg tør og ikke tør.
(Det er en lille stejl bakke og scooterne holder nedenfor og kører op en ad gangen)
Det lille lommekamera, som vi havde med i hytten, var ved et tilfælde blevet hængende om halsen på mig under overtøjet, så jeg kunne jo ligeså godt foto-dokumentere lidt undervejs,
når vi stoppede for at få samling på tropperne.
Lige inden vi nåede byen, klarede det op.
Inde i byen var der næsten stille. Der var da en lille blæst, som ikke gjorde meget væsen af sig og det føltes endnu mere dumt, at jeg havde lade Jans snescooter stå midt ude i fjeldet, men min største bekymring var nu, hvordan Sara og Jan havde det, der hvor de var og jeg var inde i mit hoved allerede begyndt at planlægge, hvordan jeg skulle få dem hjem, men det kunne jeg have sparet mig, for Sara ringede netop som vi næsten var hjemme og så fik jeg travlt med at hente bilen, så jeg kunne køre dem hjem.
De havde haft en rigtig, rigtig hård tur op ad fjeldet og både de og hundene havde slidt sig op med blæst og sne direkte imod sig.
De var kørt ned ad stejle bakker uden at kunne se en hånd for sig, men hundene havde klaret det hele så flot.
Især Sara var forkommen og skulle have et varmt bad og jeg ærgrer mig over at jeg fik lagt kameraet fra mig, da jeg hentede bilen, for de havde de største isklumper siddende i hættens kanter og i tøjet, så dem må du tænke dig til.
Allerede om aftenen klarede det op og min søsters mand, tilbød at hente Jans scooter.
Han trængte til at komme ud oven på en weekend med sygdom og feber og det var et tilbud, som blev taget taknemmeligt imod. Vi følte at vi havde fået den friske luft vi skulle have for den dag.
I dag sad jeg på kontoret næsten hele formiddagen med en opgave, som drillede.
Solen stod højt på himlen og jeg trængte til at komme ud.
Heldigvis kunne jeg gå forholdsvis tidligt og Jan blev også hurtigt færdig med sine opgaver på arbejdet.
Vi skyndte os at klæde om og køre ud i baglandet og vi ville drikke en kop te et sted.
Vi endte ude ved fjorden syd for os ved nogle hytter, hvor en institution var på overnatnings-tur.
Ude på isen, fiskede nogle af dem.
De havde allerede fanget nogle havkatte, som de havde hængt til tørre.
(Kan du se de små sorte prikker på den hvide is? Det er folk, der fisker fra isen)
Vi nåede ikke at finde termo-kanden frem, da der kom først en hundeslæde og derefter et helt spand hunde uden slæde.
Vi hjalp til med at indfange de løse hunde, hvor vi kunne se, at skaglerne var knækkede og lidt efter kom slæden med kun kusken på.
Hun havde haft et uheld, hvor slæden var væltet noget så eftertrykkeligt og hendes passager var røget af, sammen med oppakningen.
Vi hjalp dem og kørte så tilbage
uden at have drukket vores te, men turen var smuk
og vejret var flot.
Vi så en enkelt rype på vej hjem.
Den kaglede og kikkede lige så meget på os, som vi kikkede på den.
Kan du se den?
Jan havde lovet en hundeslædetur til een, som er heroppe fra Danmark i forbindelse med sit arbejde, så Jan har fået masser af frisk luft i dag også.
Der er lovet blæst i morgen.
Jeg har lovet mig selv væk til noget fotografering, så vejret kan være lige meget, men jeg er glad for, at jeg nåede ud i solen og den friske luft i dag.
TUSIND TAK FOR ALLE DE FLOTTE OG SPÆNDENDE BILLEDER OG IKKE MINDST ALT DET DU HAR SKREVET. VARME HILSNER BRITT
SvarSlet