Vi kom afsted så hurtigt, som vi overhovedet komme det, i fredags.
Aldrig har man set nogen komme ud af døren, som os i fredags.
Der var en kraftig nordenvind og der var små, hvide tænder på de meget friske bølger, men lige så snart vi havde rundet hjørnet, var det mere fornuftigt og det var bare en fryd at lægge til og gå op i hytten, hvor alt åndede fred og idyl.
Nøj,hvor sov jeg bare godt.
Helt vildt godt, faktisk og jeg ville ønske at jeg kunne tage i hytten og sove hver aften.
Ligeså snart vi kommer i hytten, følger vi den naturlige døgnrytme. Vi har jo hverken radio, tv eller internet.
Vi har lige akkurat kunstigt lys fra et par enkelte lamper, hvor vi får strøm fra en enkelt, lille solcelle, som min far satte op for et par år siden og selvom jeg var lidt skeptisk i starten, er jeg rigtig glad for det.
Vi har en olielampe, som giver et udmærket lys, men de små 12V lamper er bare gode, når jeg skal strikke eller vi lægger og læser bøger i sengen.
At ligge derinde, sent om aftenen og læse i gode bøger eller bare i lette ugeblade i den dybeste stilhed, hvor kun havets stille skubben til kysten eller elevens brusen kan høres svagt.
Hvis jeg ikke havde nogen forpligtelser af nogen art, ville jeg kunne blive derinde i meget, meget lang tid.
Jeg er vant til at være alene og kan underholde mig selv, endog rigtig godt og som så mange andre heroppe, er jeg ikke bange for at være alene ude i naturen.
Jeg har endnu ikke oplevet noget, som har givet mig anledning til at være bange, så indtil da, føler jeg kun glæde og indre ro, når jeg er ude i stilheden.
Heroppe er der noget nær et fælles folketraume, hvor man bliver lidt/meget bange for at være alene ude i den store, vilde natur, hvor man gennem fortællinger, overleveringer og fortsatte historiefortællinger beretter om fjeldgængere, genfærd og alskens mystik og de mest hærdede anti-overtroiske, føler sig alligevel en anelse usikre og utrygge, når de står alene derude.
Når man følger døgnets rytme og går i seng, når det bliver mørkt og vågner når der bliver lyst, så vågner man altså meget tidligt.. endnu og Jan og jeg snørede støvlerne og gik op i fjeldet, for at se nye udsigter.
Vi har heldigvis fået fyldt fryseren med masser af kød og mangler måske kun et par torsk eller tre til vinteren, så vi kan nyde sensommeren uden stress og jag.
Det giver god anledning til lange gåture op i fjeldet, hvor vi kan se nye fjeldtoppe og udforske vores baghave.
Vi gik og samlede glasflasker, glasskår og forskelligt affald op.
Vinterens snescooterkørere har efterladt spor i form af tabte ting og når sneen smelter dukker det jo op igen.
Vinden har båret let og flyvsk plastik med sig og det blev samlet op.
Især glas og flaskebunde kan virke som lupper og antænde tørt græs og lyng og det skal vi ihvertfald ikke nyde noget af, så det er bare om at gøre et eller andet og det mindste vi kan gøre er at samle op.
Vores lommer og rygsækken blev brugt som imidlertidig skraldespande.
Vi så masser af forskellige dyr.
Vi så bla.a harer
og vi så ryper
og vi så gæs,
men det mest spændende vi fandt var dog denne radiosonde:
Da vi kom hjem, googlede vi naturligvis og vi fandt ret hurtigt ud af, at det er en vejrballon.
Jeg har søgt og søgt, for at prøve at finde ud af, hvorfra den mon er opsendt, men det er ikke sådan ligetil, men jeg har fundet ud af, at der bliver opsendt vejrballoner fra bl.a Aasiaat, Qaanaaq, Narsarsuaq og fra Østgrønland bliver de sendt op fra Illoqqortoormiut, Tasiilaq og Danmarkshavn.
Det var ihvertfald spændende og det satte mange fantasier igang.
Det har været en dejlig, dejlig weekend.
Mine skuldre faldt stille på plads og tics og andre irriterende ting, forsvandt.
Hjertet faldt i en naturlig, rolig rytme og vejrtrækningen blev langsom og dyb.
Vi har sovet, når det passede os og vi har spist, når vi var sultne og vi har især gået lange ture både lørdag og i formiddag og selvom jeg ikke kan prale af at have en god kondition, så nåede jeg da op på høje fjeldtoppe,
hvor udsigterne var gode og rakte vidt.
Den første nattefrost laver fine, små krystaller på planterne og såsnart solen titter frem, tøer de op og bliver små glimtende dråber, som ligner en million små diamanter på jorden.
Jeg ved ikke rigtig om bærrerne når at vokse sig større.
Der er mange sortebær og mange blåbær og meget, meget snart vil jeg ud og plukke en pose eller to til en kage og lidt marmelade.
Tak for en dejlig weekend.
Dit smukke, smukke land. Så højt til himlen, så langt til horisonten. Der er plads til, at sjælen kan slippe fri.
SvarSletTænk, allerede frost! Fine kniplingskanter på bladene og diamanter i bunddækket.
Håber du fik blåbær til en kage! Velbekomme.
Næææh, Anne, jeg plukkede kun dem, som jeg kunne spise. Der er stadig bær i fryseren fra sidste gang og jeg tjekkede om de stadig var gode nok, hvilket de er, så jeg nød bare at kunne spise dem jeg nu lige gad at plukke.
SvarSletDu har ret! Grønland er ubeskriveligt smukt. Det burde være en menneskeret at komme herop mindst 4 gange.. een gang for hver årstid